Denne opskrift på hindbærmuffins er både glutenfri, sukkerfri og Low Carb og så smager de endda rigtig dejligt. De har en skøn svampet konsistens og en let sødme uden at være hvinende søde, som kager ellers tit bliver. De var et hit hos både voksne (43-55 år), store børn (20 år) og små børn (2 og 5 år), da jeg serverede dem til min fødselsdag fornyligt.
Hindbærmuffins
Føj til favoritter Print PinUdstyr
- 12 muffinforme
Ingredienser
- 4 æg
- 70 g sukrin
- 1 tsk vaniljepulver
- 100 g smør
- 100 g flødeost naturel
- 200 g mandelmel
- 2 tsk bagepulver
- 10 g fiberhusk
- 100 g hindbær
Sådan gør du
- Opvarm ovnen til 160 grader.
- Pisk æg med Sukrin og vaniljepulver.
- Smelt smørret. Tilsæt smør og flødeost til æggeblandingen og pisk godt.
- Tilsæt mandelmel, fiberhusk og bagepulver og pisk igen.
- Skær hindbær i halve eller kvarte og vend dem i dejen med en dejskraber eller ske.
- Fordel dejen i 10-12 muffinforme. Sæt formene i ovnen og bag i ca. 20 -25 minutter, til de er gennembagte og let gyldne på toppen.
- Lad kagerne køle helt af. Spis og vær glad eller opbevar rester i køleskab eller fryser.

Hindbærmuffins uden gluten og sukker
Disse hindbærmuffins er naturligt glutenfrie, da de er bagt med mandelmel. Mandelmel indeholder få kulhydrater og en pæn mængde fedt så på den måde bliver det også muffins uden vilde blodsukkerudsving.
I stedet for sukker har jeg brugt Sukrin, som er en sukkererstatning, der har et glykæmisk indeks på 0 og som derfor ikke påvirker blodsukkeret overhovedet.
Hvad kan jeg bruge i stedet for…?
Er du ligeglad med den del, kan du sagtens bruge almindeligt sukker. Normalt siger man, at sukker kan erstatte Sukrin 1:1, men da sukker/sødningsindhold i mine opskrifter ofte er ganske lavt, vil du nok gerne øge mængden for at opnå sødme, der svarer til en ‘normal’ muffin.
Ønsker du at bruge hvedemel i stedet for mandelmel er det bedre, at du finder en opskrift, der tager udgangspunkt i det. At tage en glutenfri og Low Carb opskrift på hindbærmuffins og lave den med hvedemel er fjollet. Det er en helt anden måde at bage på.
Muffins med hindbær
Hindbær gav en dejlig syrlighed i disse muffins. Det kunne dog selvfølgelig lige så fint have været blåbær eller små æbletern.
Jeg har dog en særskilt opskrift på blåbærmuffins og æblemuffins og jeg har også den virkelig populære opskrift på vaniljemuffins med chokoladestykker. Også virkelig god (og måske den, jeg oprindeligt ville have lavet til min fødselsdag, men *nogen* havde spist chokoladen…🫠). Således opmuntret, ikke?😁
Hej Jane
I know, you are the queen of energiberegning😊
Men nu spørger jeg alligevel🥴
Jeg bruger websitet `Madital` til at logge eller beregne energifordeling, når jeg falder over opskrifter uden, andre steder.
Jeg ville logge dagens morgenmad, og indtastede derfor hindbærmuffins(oprettede en `ret`, indtastede ingredienserne til 12 stk) da jeg ville have sådan én til mine to blødkogte æg. Dejlig morgenmad😋 (375 kcal/20 g p/4 g k)
Men, deres energiberegning siger 8,8 g kulhydrat pr. Stk.
Din siger 2 g kulhydrat pr stk.
Alt andet stemmet (fedt/kcal/protein).
Kender du Madital? Mon ikke man kan regne med deres beregning? Og hvrfor mon det kan give så stor forskel?
Synes jo de 2 gram pr stk var lige præcis dét der gjorde at det kunne bruges ind i mellem til at få noget andet til morgenmad, end kun æg i en eller anden form.
Venlig hilsen
Hanna
Hej Hanna
Jeg kender ikke madital, men hvis de bruger kulhydratdata fra udlandet, er det måske fibrene til forskel. I Danmark deklarerer vi kulhydrater i tilgængelige kulhydrater, hvilket betyder at fibre (en type kulhydrat) ikke indgår. Det plejer at kunne forklare de store forskelle.
Her på Madbanditten har vi oprettet vores egen fødevaredatabase for at have fuld kontrol og vi har brugt data fra DTU Fødevareinstituttets database Frida. Selv det er ikke perfekt og de ændrer jævnligt deres data. Vi prøver at opdatere også så godt vi kan men det bliver nogle gange lidt forsinket (fordi vi først skal opdage at de har ændret noget).
Jeg synes kage til morgenmad er en skør idé men det er jo en anden sag😅😅
OK!
Tak for svar! :-)
Ja, kage til morgenmad er måske ikke det bedste – men nogen gange er det bare rart at kunne sidde med ‘et stykke’ et eller andet, når min mand spiser et rundstykke. Og vi sidder i sofa/lænestol og hygger lidt længe med morgenkaffen. Så er det nogle gange lidt træls med ‘gaffel & kniv og tallerken og stegt’-mad.
Synes jeg.
Og så nyder jeg at læne mig tilbage og få en god bid ´håndmad´til kaffen. Og nu er det så lige dine muffins jeg er faldet over. En enkelt en, en gang i mellem bare ;-)