Små chokoladetærter med nøddebund er en lille lækker og delikat chokoladedessert. Chokoladefyldet er tungt og fyldigt på den helt rigtige måde. En rigtig dessert for chokoladeelskere.
På billedet er der også en lille lækker appelsinsalat med appelsiner, granatæble og mynte.
Udstyr
Ingredienser
Nøddebund
- 3 æggehvider
- 100 g mandler finthakket
- 50 g hasselnødder finthakket
- 50 g valnødder finthakket
Chokoladefyld
- 2,5 dl fløde
- 1 spsk SukrinSirup gold eller SukrinMelis
- 200 g mørk chokolade 70-85%
- 25 g smør
- 1 æggeblomme
- 0,5 tsk vaniljepulver
- 1 øko-appelsin kun skallen heraf
Sådan gør du
Nøddebunde
- Opvarm ovnen til 170 grader.
- Pisk æggehviderne stive og vend nødderne i.
- Fordel massen i bunden af muffinforme af silikone.
- Sæt formene på en bageplade og bag dem i den varme ovn i ca. 15-16 minutter til de er faste.
- Tag dem ud af ovnene og lad dem afkøle i formene.
Chokoladefyld
- Kog fløden med sirup op til kogepunktet. Skru ned for varmen.
- hak eller bræk chokoladen i mindre stykker og kom den i den varme fløde sammen med smør, æggeblomme, appelsinskal og vaniljepulver. Rør til chokoladen er helt smeltet.
- Fordel chokolademassen ovenpå nøddebundenden i muffinformene og sæt hele herligheden i køleskabet i 4-5 timer.
- Vip chokoladetærterne ud af formene og nyd.

Små chokoladetærter på nøddebund
Selvom disse chokoladetærter ser små og uskyldige ud, så er det en tung og fyldig chokoladedessert og du spiser næppe mere end én, hvis du altså spiser den hele. Den er svimlende lækker men lander også lidt tungt i maven. Fyldet er en slags blød chokoladeganache, som virkelig giver en lækker chokoladeoplevelse.
Har du mini-muffinforme vil de være super at lave i dem.
Det er også dejligt med en frisk frugtsalat til. Det letter oplevelsen også.
Lækker gæstedessert
De små chokoladetærter er den oplagte gæstedessert, da den skal laves i forvejen og helst serveres direkte fra køleskab. Så du har masser af tid til gæsterne, imens desserten bare venter i køleskabet.
Jeg spiser keto nu og det går egentlig godt men jeg craver virkelig efter en dessert – kan du anbefale denne når man spiser KETO?
Hej Julie
Desserter går dårligt på Keto. Du har 20 g kulhydrat til rådighed pr dag. Hvis du bruger 10-15 af dem på chokolade og nødder, er der ret lidt tilbage til dine øvrige måltider. Samtidig er det også en tanke værd, at de fleste desserter indeholder lige så mange kalorier som et helt måltid.
En langt bedre løsning er at finde ud af, hvorfor du craver dessert. Et gennemgående træk ved Keto er jo netop at denne craving forsvinder. Når det ikke sker, handler det i min erfaring som regel om, at der spises for mange kulhydrater, for lidt protein, for få kalorier eller for lidt salt. Det kan du overveje om det kunne gælde her.
Hej Jane
Chokoladetærterne ser så lækre ud. Har du nogle erfaringer med om chokoladetærterne kan fryses?
Mvh Lotte
Ja det kan de sagtens.
Kære Jane.
Hvad mon jeg har gjort galt?
Der var for det første mere end til dobbelt så mange nøddebunde? Og det samme med fyldet?
Jeg lavede til 12 muffinforme, og jeg havde til både dem og en lille springform.
Og chokolade’massen’ var helt flydende – og stivnede aldrig ovenpå bundene?
Kærligst Chiara
Mmmhh… det ved jeg ikke lige. Chokolade med for lav kakaoprocent er umiddelbart bedste bud. Chokolademassen der skal på tærterne her er en ret klassisk ganache men kakaoprocenten er vigtig for forholdet mellem fløde+choko.
Jeg havde en lidt spøjs oplevelse i julen med en chokolade 70% fra Netto. Jeg skulle bruge den til overtræk men den opførte sig helt anderledes end 70% chokolader normalt gør og jeg endte med at kassere den. Så jeg ved ikke om producenterne også fifler med indholdet, fordi kakao er blevet så dyrt…
Ja, det kan da godt være, der ligger noget der – jeg må eksperimentere noget mere :-)
Godt nytår 🥳
Hej Jane – Hvor mange af de små muffinforme svarer til opskriften?
Ser virkelig mums ud
Der bliver seks ud af portionen (det står øverst). Er det det, du mener?
Nej, jeg tænker på miniforme, som du selv nævner man kan bruge.
Og hvad vil bagetid være med dem?
Aaah ja, oplagt til miniature, de er virkelig tunge. Bagetiden ville jeg sætte lidt ned så.
Tusind tak. Dem MÅ jeg prøve, men jeg blev lidt bange for de mange kh, så tænkte at flere mindre vil mindske, og så vil jeg forsøge at fryse ned
Har du ikke også lavet denne i stor version? Altså én stor tærte?
Den er utrolig lækker! Putter en knivspids salt og sukrin i bunden også :)
1000 tak for lækre opskrifter!