Tuntataki er frisk tun vendt i sesam og så lynstegt på panden, så du har en sprød sesamskorpe men tunen stadig er rå indeni. Server fx med en gomadressing og en lækker, frisk salsa og du har et super lækkert måltid, der både kan spises som selvstændigt måltid og som forret.
Se forslag til servering under opskriften.
Ingredienser
- 350 g fersk tun gerne tunloin
- sesamfrø
- salt
- smagsneutral kokosolie til stegning
- 1 lime
Sådan gør du
- Hæld sesamfrø ud i en tallerken og vend tunen heri på alle sider. Tunen skal være i ét stykke.
- Opvarm kokosolie på en pande og lynsteg tunen på alle sider. Den skal have ganske lidt på hver side. Kun lige så sesamfrøene når at tage farve.
- Tag tunen af panden og skær den i stykker af cirka 0,5 cm.
- Pres frisk limesaft over ved servering.
- Server med en god dip og en frisk salsa. Se mine forslag under opskriften.
Noter

Forleden købte jeg ved en fejl ikke mindre end 2 kg frisk tun af den fineste slags (tunloins). Tun er jo pivdyrt men disse kostede 200 kr pr. stk, hvilket viste sig at være pr. kilo. Og det havde været frosset så det måtte ikke genfryses. Så vi har spist en del tun på det sidste. Og deraf denne opskrift på tuntataki.
Hvad spiser man til tuntataki?
Til tuntataki hører en gomadip / gomadressing synes jeg. Den smag går perfekt til. Du kan lave din egen gomadressing efter denne opskrift eller du kan købe en færdig gomadressing. De færdige gomadressinger indeholder lidt flere kulhydrater men medmindre du drukner din tun tataki i den, bliver det ikke til så meget. En miso-dip ville også være lækker til.
Lidt let tilbehør klæder den lækre sesampanerede tun. Jeg elsker en god mangosalsa til. Vil du ikke have mango, kan du lave avokadosalsa.
Tun tataki til forret eller hovedret
Tun-tataki kan sagtens bruges til både forret og hovedret. I min portionsangivelse i opskriften har jeg beregnet den som hovedret, altså som selvstændigt måltid. Vil du lave tuntataki til forret, kan du halvere den. Men regn med, at der bliver spist mere, end du tror. Så godt smager det.
Og selvom jeg synes, at dette er folks eget ansvar og ikke mit, gør jeg høfligt opmærksom på, at Fødevarestyrelsen fraråder børn under 3 og gravide at spise frisk tun.
0 kommentarer til “Tuntataki”