Disse ostekiks med rosmarin er rigtig gode til en dag, hvor der skal oste-pølse-fad på menuen. Herhjemme spiser vi relativt tit den slags. Vi elsker at gå til ostehandleren om fredagen og købe ost til weekenden. Det er vores fredagsslik. Normalt bruger jeg de populært chiaknækbrød til serveringen men her fik jeg lyst til at lave nogle lidt anderledes ostekiks.
Og de blev rigtig gode og næsten sprøde som almindelige kiks. De holder sig dog ikke sprøde, så de skal helst spises hurtigt efter de er lavet.
Ingredienser
- 130 g mandelmel almindeligt – ikke fedtreduceret
- 50 g flødeost naturel
- 200 revet ost jeg brugte cheddar og parmesan
- 1 æg
- 1 tsk salt
- 1 tsk guargummi købt i Meny
- lidt tørret rosmarin
Sådan gør du
- Smelt flødeost og revet ost i en gryde, til du har en klistret masse.
- Tag gryden af varmen og rør æg, mandelmel, guargummi, salt og rosmarin i.
- Ælt det sammen til en homogen masse.
- Rul dejen tyndt ud i mellem to stykker bagepapir, så den fylder det meste af bagepapiret.
- Skær dejen i de ønskede former
- Bag ved 200 grader i 10-15 min til kiksene er gyldne og sprøde, jo tykkere dejen er, jo længere skal de bage
- Lad kiksene køle af på en rist inden servering. Server til et lækkert ostefad med pølser og oliven.

Forestil dig en fredag efter en lang arbejdsuge. I stedet for at lave traditionel aftensmad, putter du en plade ostekiks i ovnen og imens de bager, anretter du et lækkert fad med lidt oste, pølser, oliven og andet godt. Måske åbner du en flaske rødvin og tænder lidt stearinlys og så er du og ægtefælle M/K klar til at spise af den lækre mad, imens I drikker et glas vin og taler om ugen, der er gået.
Den slags liv kan jeg godt længes efter.
Kødsovs og X-factor
Hjemme hos os er en typisk fredag noget med kødsovs, afbrudt familiesnak over bordet, der mest handler om at lave sten-saks-papir for at finde ud af hvem, der skal rydde af og så herefter noget med dyner og puder i sofaen og stene foran fjerneren til X-factor eller lignende familieunderholdning.
Og selvom jeg nyder og værdsætter denne sidste tid med mine børn, inden de bliver så store at det sidste, de gider er at være sammen med os, så længes jeg også efter voksentid. Vi stjæler os til masser af voksentid og får ungerne passet og tager til koncert og på weekendophold men jeg længes efter en hverdag centreret om voksne og voksne behov. En hverdag med plads til spontanitet, til at mødes i byen til et glas vin bare fordi og til samtaler uden afbrydelser.
Må man egentlig godt sige det højt? Jeg er lidt i tvivl. Måske er det i virkeligheden en naturlig udvikling.
Duften af frihed
I 12 år har de børn været omdrejningspunktet i vores liv. Læg hertil 9 måneder, hvor jeg var gravid og 2 år, hvor vi prøvede at gøre mig gravid, og vi kigger på 15 år. For 15 år siden var jeg 26. Det er sidste gang, jeg havde et liv, der handlede om mig og kun mig, og hvor jeg frit kunne gøre ting, fordi jeg ville dem.
Frihed er et kæmpe tema i mit liv, ved du, hvis du læser regelmæssigt med her på bloggen. Det er bl.a. derfor jeg valfarter alene til Paris hvert år.
Når man er mor til 12-årige er der ellers ret meget frihed i ens liv. I hvert fald sammenlignet med alle de år, der er gået forud for det. Og måske er den duft af frihed, der får mig til at længes endnu mere efter den.
Ostekiks til ostebordet
Og det var så mange tanker, jeg kunne få ud af at bage en plade ostekiks. Ikke dårligt, vel?


Lidt inspiration – her dog fra nytårsaften og med ikke-low-carb-ting på også. Men lækkert ser det dælme ud!
Mon nogen har prøvet at fryse dem?
Tænker som nachos kunne de jo godt bruges efter at have været frosset??
Vh annika
Uh jeg har ikke prøvet at fryse dem, desværre…
Hjælp Jane!! Kan kiksene bages uden guargummi? Jeg kan ikke opdrive det her i det mørke Jylland og ville bage dem til i aften!!
Det tror jeg godt du kan. De bliver nok lidt mindre sprøde men mon ikke det går… :)
Nu er de i hvert fald bagt og jeg glæder mig til at skulle spise dem sammen med de andre lækkerier i aften :)
Jeg bagte tacotærten i går og tænker at den dej må kunne bages som sprøde kiks? Den var ihvertfald meget sprød og lækker i kanten.
Ville sådan ønske du også lavede en blog hvor du kun reflekterede over livet! Gerne flere gange om ugen. Elsker selvfølgelig dine opskriver, ellers var jeg har jo ikke. Men når du er så generøs og dele ud af dit liv, som du gør i dette indlæg, så lapper jeg det i mig! Du rammer virkelig ofte hovedet på sømmet og du siger ting højt, som jeg næsten ikke tør tænke. Du er så utrolig menneskelig, rar og klog. Du er særiøst den eneste blogger jeg igennem tiden har holdt fast ved, fordi du er ordenlig og ærlig og har masser af respekt for andres liv og holdninger. Tak for det!!
Kh. Denice
Hvor er du sød :)
Jeg har overvejet at have to blogs i perioder, men jeg kan ikke overskue det, så nu blander jeg det hele her.
Og tak for de fine ord – det er virkelig dejligt at høre <3
Vi har fire unger i to hold agtigt, de store på snart 14 og 12, de små på 3 og knapt et år, og jeg savner af og til også voksentid, både den alene, og den med min mand. Den hvor man helt luxus agtigt har tid til at være nogens veninde, tage et bad, læse en bog eller lytte til….ingenting.
Samtidig kan jeg gå i panik i de øjeblikke det går op for mig, at de store snart er rigtig store og jeg dermed indser hvor helt ufatteligt hurtigt det går.
Heldigvis spiser jeg masser af ost, som jeg deler med ungen på armen og resten af mit crew, og vi skal så meget bage kiks.
Voksentid om 17 år….tja??
Jeg synes helt sikkert gerne man må sige det, det er en del af det at være menneske?
Tak for alle dine dejlige opskrifter, du gør det sjovere at stå i køkkenet og nemmere at fylde grøntsager på flokken?
Hold op en masse børn! Og andet kuld lige når friheden er ved at have indfundet sig :) Det fede må være, at du har to teenagere, der kan hjælpe med de små, så der kan blive voksentid til dig. Eller fungerer det ikke sådan?
Og ellers ja, jeg kan godt følge dig i panikken om at de store er så store. Det er vemodigt, synes jeg også. Men omvendt er jeg lettet over at det er overstået, men det er du måske ikke lige den rette at sige til :)
Og tak for de fine ord ;)
Nu tænker jeg lige højt.. Mon en dehydrator kunne hjælpe på sprødheden, hvis nu, ja, hvis nu, der skulle blive nogen tilovers. Eller hvis nu man i “ketosens” navn ikke spiser alle..
Ejer endnu ikke en dehydrator, men opsparingen vokser dag for dag. Hvis dette også kunne være en mulighed, kunne det jo bare være endnu en grund til at bruge så mange penge :-)
Ja både og. Jeg er jo den heldige ejer af en dehydrator men jeg oplever størst succes ved at lave opskrifterne anderledes, når de skal bruges deri. Fx ville jeg ikke bruge æg i dehydratoropskrifterne. Ost er jeg lidt i tvivl om men jeg har lavet sprøde kernekiks i min.
Selvom jeg elsker min dehydrator og man kan lave lækre og fede ting i den. må jeg erkende, at det er det køkkengadget, jeg bruger mindst. Bare inden du spenderer helt opsparingen ;-)
Kære Jane.
Selvfølgelig må man sige det højt. Det har jeg selv gjort mange gange ?
Elsker mine drenge højt, men synes nok de blev hjemme lidt for længe, men pludselig flyttede de begge to med seks ugers mellemrum (var efterhånden blevet 22 og 25)
Vi har aldrig rigtig haft konflikter og synes faktisk de var gode til at hjælpe med alt muligt og da de var så store tog vi ikke længere så mange hensyn, synes vi.
Men da de først var flyttet var det en helt ny og skøn tid. Manden min og jeg hygger os og bruger rigtig meget tid sammen igen. Og det viste sig at vi faktisk tog mange hensyn, som vi ikke behøver længere.
Jeg har aldrif været nervøs over hvad der skulle ske når de flyttede. Tværtimod ser jeg det lidt som et svendestykke … om den opdagelse og de værdier vi har forsøgt at proppe i rygsækken på dem virkede. Og indtil videre ser det heldigvis sådan ud.
Nyd tiden med dine unger og glæd dig til, at du engang skal til svendeprøve ????
Hvor er det en fin måde at se det på. Jeg kan mærke allerede nu at mine får mere og mere frihed til at bevæge sig ud i verden og træffe egne valg der. Det betyder også at de skal lave deres egne fejltagelser, hvor gerne jeg end ville skåne dem for nogle af dem, men sådan er livet bare ikke.
Vildt med sådan en pludselig flytning! Jeg kan forestille mig at det efterlader lidt af et tomrum. Idet vores er tvillinger, rykker de nok også nogenlunde samtidig. Jeg håber dog i mit stille sind, at det bliver tættere på 20 end 25 ;-) (men for at imødekomme “risikoen” leder vi efter et hus med kælder, der kan blive teenageafdeling :))
Dejligt du siger det højt.
Glade forældre , gir glade børn – er mit motto.
Tak for en super inspirerende blog som jeg glædeligt følger.
God weekend
Nemlig! Og tak for de søde ord <3
Det er så befriende at det bliver sagt højt, jeg tænker nøjagtigt det samme (tit). Men hvor ofte hører man ikke på at man skal huske at værdsætte sine børn mens de er små, for tiden går så stærkt og jeg er da helt enig- men når det er sagt så synes jeg faktisk også mit liv inden ungerne var okay awsome? holder meget af at læse om dine tanker både om maden, men bestemt også om alt det andet livet indeholder❤️ God weekend
Ja præcis! Og de fleste af os rummer nok begge dele. Man kan jo sagtens nyde tiden med ungerne OG samtidig savne et friere liv.
Og dejligt at du kan lide de mere reflekterende indlæg. Jeg elsker at skrive dem :)
Jeg stemmer også for, at man gerne må sige det højt! Også selvom man nogle gange skal ‘forsvare’ det. Jeg er forholdsvis nyskilt (uden det store drama, heldigvis), og jeg nyder da den uge, hvor min 3-årige søn er hos sin far, så kan jeg nemlig få min voksentid og gøre tingene i mit tempo. Og selvfølgelig tænker jeg på og savner min dreng, men slet ikke så meget som nogle mødre (læs: som ikke er skilt) synes, jeg bør.
Orv ja, jeg kan levende forestille mig at der er strenge krav til hvordan man må have det og ikke have det efter en skilsmisse. Suk…
Det ser superlækkert ud!! Men jeg formoder ikke, at det kan fungere på striks keto?
Jeg kender godt det med børnene. Uanset hvor meget man tager tid til sig selv, så står man altid selv i 2. række, og sådan skal det jo også være :)
Men jeg opdagede hvor meget, jeg havde sat mig selv i 2. række, da min ældste på 18 flyttede hjemmefra, og 2 dage senere (!!!!) tog den yngste på efterskole. Jeg kunne nærmest ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre af mig selv og gøre for mig selv.
Jeg er stadig ved at lære, men noget af det, jeg har opdaget er, at jeg kan spise lige præcis det, som jeg har lyst til (for tiden striks keto ;)) uden at skulle have noget klar til andre, som ikke spiser på samme måde. Så efterhånden dukker de små ting op, som gør, at jeg føler, at jeg prioriterer mig selv lidt mere :)
Hvis du spiser keto og mest ost og pølse er jeg sikker på at en ostekiks hverken gør fra eller til i det store billede :)
Og kæmpe JA! Lige netop det, du beskriver med måltiderne fx, er en af de ting, jeg glæder mig til. Når jeg er i Paris fx er det en af de ting, jeg nyder helt vildt. Her kan jeg følge mit naturlige spisemønster og spise morgenmad kl. 10 og aftensmad kl. 17. Skulle jeg gøre det herhjemme, ville vi aldrig spise sammen. Så selvom det er en lille ting, er det også noget, jeg glæder mig til.
En anden ting er faktisk også det med at bruge mere tid på maden og nyde den mere. Mine unger er sådan set meget taknemmelige sådan hvad mad angår og de spiser det meste men mad interesserer dem jo ikke. Så de spiser på 5-10 minutter og trækker nærmest min tallerken væk, når jeg har taget sidste bid, fordi det er deres tjans at tage af bordet og de har travlt med at komme videre. Oh well :)
Og den tomhed, du beskriver, bliver vi også ramt af med tvillinger, tænker jeg. De rykker nok også omtrent på samme tid. Vildt – og lidt skræmmende tanke også :)
Jeg stemmer også for, at man gerne må savne voksenlivet lidt (mine unger bliver hhv. 9 og 3 i løbet af foråret, og jeg selv bliver 40!)
Mest af alt ville jeg bare fortælle at mine tænder virkelig løber i vand over det sidste billede i indlægget, det ser bare så godt ud… :-)
Ja ikke? Vi serverede det fad nytårsaften og det var bare så overlækkert! :)
Kære Jane.
Det er virkelig befriende, at du højt tør sætte ord på, at det er HÅRDT at have børn. Nej, jeg ville ikke for noget i verden undvære mine!!!! Min ingen tvivl om, at det har været hårdt arbejde. Nu er mine fire styks mellem 12 og 18 og i disse år aftager arbejdsbyrden stille og roligt. Nu er der indimellem plads til spontanitet. Dejligt!!
Efter så mange år med afbrudt nattesøvn og konstant støj og uro er det befriende at tilbringe weekendaftener med et glas vin indhyllet i voksen-ro.
Skæbnens ironi er så bare, at det ikke altid er helt enkelt og ligetil at gen-definere sig selv som andet end Mor. Indimellem kan stilheden være larmende, fordi man pludselig kan høre sine egne tanker – sine egne spørgsmål til livet.
Jeg troede (også), at når mine børn blev store, så ville mit liv bare fortsætte, som det var, da jeg var 23 og endnu ikke gravid. Sådan synes jeg imidlertid overhovedet ikke, det er. Jeg har oplevet for meget, følt for meget – er vel egentlig blevet voksen i årene, der er gået.
Jeg længes IKKE efter afbrudt nattesøvn, larm og hårdt arbejde!!! Men ingen tvivl om, at der også er udfordringer, når børnene vil og kan klare sig selv. Når man tvinges til at re-definere sig selv.
Jeg tror, det om noget er vigtigt at huske, at der er plusser og minusser på alle veje i livet.
Kh. Hanne
Hvor er du sød, tak!
Jeg synes dog slet ikke, at vores liv er hårdt. Det var hårdt, da ungerne var små, ja for pokker. Men nu er det nemt. Ungerne er selvkørende, klarer selv alt i deres hverdag og vi er blevet reduceret til statister. Og jeg tror, at det er det luft, der også gør, at tankerne om “livet efter børn” begynder at melde sig. Jeg kan godt mærke, at vi nogle gange lige skal minde os selv om at lave noget sammen, mand og kone, så vi ikke ender med at kanalisere al vores ekstra tid over i endnu mere arbejde. Det ville være imod hensigten, synes jeg.
Jeg håber virkelig ikke at tiden efter-børn bliver som mit 26-årige liv. Jeg håber mere, det bliver mit nye midt-i-40’erne-liv :)
Ja Jane gu må man sige det højt. At vi elsker vores unger betyder jo ikke at der er voksen behov også. Jeg syntes det er så godt at du siger det højt, så bliver det ligesom mere okay for os andre med de tanker også.
Lige pt nyder jeg voksen luksus liv i 14 dage på meget varme Tenerife. Vejret har været fantastisk sol sol sol det er så skønt. Super lækker mad serveret flere gange om dagen, morgenmad i verdensklasse. Har efterladt den snart 18 årige hjemme med penge til mad og til også at nyder friheden i at kunne have hele huset selv og bare rydde op dagen hvor vi kommer tilbage igen ?
Ååårh heidi, hvor er du heldig! Gid det var mig, der var på tenerife og ikke i dette land af evigt gråt mørke. Ja, sådan føles januar altså lidt i år.
Og dejligt for den 18-årige at få lidt tid for sig selv også. Det elskede jeg dengang (og mand, nogle fester jeg fik holdt – haha!)
Nyd ferien!
Det lyder lækkert. Hvor køber du guargummi?
Det køber jeg i Meny (og det må jeg hellere lige skrive ind i opskriften – tak :))
Mange tak for svar :-)