Denne opskrift hedder luksusrøræg herhjemme, og når du smager den, forstår du hvorfor. Her får du nemlig de lækreste, bløde og cremede røræg, der nærmest smelter i munden. Ej, men de er så gode altså!
Ingredienser
- 3 æg
- 1 æggeblomme
- 30 g revet ost gerne en, der smager af noget
- salt og friskkværnet peber
- smør til stegning
Sådan gør du
- Pisk de 3 æg og den ekstra æggeblomme sammen.
- Opvarm smør på panden og steg dine røræg heri.
- Dine æg må ikke sætte sig helt, så tag panden af, når de nærmer sig.
- Rør den revede ost ud i.
- Drys med salt og peber og server.
Variation
- Du kan også gemme den ekstra æggeblomme og røre den ud i æggene til allersidst sammen med osten. Derved bevarer du endnu flere af næringsstofferne.

Madbandittens bedste røræg
Start dagen med Madbandittens luksusrøræg, og din dag er allerede bedre.
Kort fortalt er luksusrøræggene en portion røræg, hvor jeg rører en ekstra æggeblomme i sammen med en lillesmule revet ost. Det giver den mest guddommelige konsistens – for ikke at tale om en ekstremt næringsrig morgenmad. Mere om det efter opskriften.
Luksusrøræg, kolesterol og måden, vi tænker om mad
Imens jeg veltilfreds rørte en ekstra æggeblomme ud i min i forvejen venlige portion røræg, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at måden, vi tænker om maden, vi spiser, har betydning.
Når jeg spiser dette måltid, ser jeg en tallerken fyldt med vigtige næringsstoffer. Æg er jo den måske næringsrigeste madvare, vi har. Den er fyldt med A, B, D og E-vitamin og kalium, fosfor, jern, zink og selen. Den indeholder godt med protein (ca. 8 g pr. æg) og sunde fedtstoffer. Og så indeholder den kolesterol. Kolesterol er livsvigtigt for os, det er vigtige byggestene for kroppens celler, det er vigtigt for hormonbalancen og for immunforsvaret.
Kun hos få mennesker har kolesterol, vi spiser, betydning for kolesterol i blodet, men det er i mine øjne slet heller ikke det vigtige. Det vigtige er det skøre i at stirre sig blind på kolesterol, imens man fuldstændig ignorerer, at taljemålet er for højt (om talje-højde-ratio her), vægten er for høj, blodsukkeret er for højt, blodtrykket er for højt osv.
Sundhed er summen af en helhed.
Levende og nærende mad
Jeg føler, at jeg gør min krop og mine celler en kæmpe tjeneste ved at fodre dem med så næringsrigt et måltid.
Helt omvendt havde jeg det, da jeg testede havregryn i blodsukkereksperimentet. Og havregryn er en morgenmad, jeg har spist med glæde og fornøjelse i flere årtier. Nu sad jeg og følte, at jeg spiste ‘død mad’. Sådan kan jeg vitterligt bedst beskrive det. Jeg havde hældt tørre flager ud af en pose og over i en skål. Det var som savsmuld i munden, havde ingen nævneværdig smag og det føltes bare sådan.. blaaaah.
Havde du spurgt mig for +12 år siden, ville jeg have sagt, at det var den sundeste og bedste morgenmad, man kunne spise.
Det er pudsigt, som ens perspektiv kan ændre sig.
Fantastisk variation på noget så traditionelt som røræg. Hvor får du det fra? Rigtig lækkert med mellemlagret Danbo
Ja ikke? Åh jamen ost har jeg rørt ud i røræg siden forevigt men idéen til æggeblommen kom af at jeg ønskede at næringsoptimere røræggene. Æggenes næringsstoffer sidder jo overvejende i blommen og de optages bedst, når blommen ikke er helt tilberedt. Det er derfor blødkogte æg også er geniale fx. Og ja, så røg der bare en ekstra blomme i her. Og sikke en dejlig overraskelse med den lækre cremede konsistens :)
Kære Jane,
Du holder hvad du lover: Dette er virkelig luksus!!! Har aldrig smagt bedre, og tippet med æggeblommen der først tilsættes lige inden æggene sætter sig – gør det hele perfekt :-) Kan anbefale en god kvalitet Vesterhavs Ost – købt i ostebutikken !!
Ja ikke? Det er virkelig luksus! Og enig, Vesterhavsost gør det så godt deri. Nam! :))
Åhhh Jane winner.
Jeg er ansat et sted hvor røræg kommer i plastik bøtter, det er fandeme så ulækkert og indholdet er ikke værd at skrive om.
Det her er nemt lækkert og fyldt med vidunderlige proteiner.
Ja adder med røræg i bøtter😅 Denne her derimod er så luksus!