Jeg elsker kirsebær! Men det afspejler sig ikke rigtig i min opskriftssamling, da den eneste opskrift jeg har med kirsebær er kirsebærsauce til risalamande. Det måtte der jo så laves om på og første forsøg er denne lækre kirsebærmousse.
Jeg har taget udgangspunkt i hindbærmoussen, da den virkelig fungerede godt. Og denne kirsebærmousse er da ingen undtagelse, den blev virkelig lækker! Der er en ret stor mængde Sukrin i, hvis du enten ønsker at bruge mindre eller at bruge et andet sødemiddel, så kan du også sagtens det. Du kan tilsmage moussen med mere sødning tilsidst, inden den kommes på glas.
Ingredienser
- 200 g udstenede kirsebær friske, fra frost eller kirsebærsauce*
- 1 spsk vand eller citronsaft
- 50 g SukrinMelis
- 2,5 dl fløde
- 100 g græsk yoghurt 10%
- 2 blade husblas
- 0,5 tsk vaniljepulver
- 1 knsp salt
- kirsebær til pynt
- ribs eller andre bær
Sådan gør du
- Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10-15 minutter.
- Udsten dine kirsebær. Jeg gjorde det med en spisepind, det virkede ubeklageligt.
- Kom kirsebær og vand i en lille gryde og kog dem op ved lav varme. Lad dem simre i ca. 5 minutter.
- Kom det hele i et stavblenderglas og blend det til en ensartet og tynd kirsebærgrød.
- Tag husblassen op af vandet, knug den fri fra vandet og rør den i kirsebærgrøden.
- Lad det køle til det er lillefingervarmt.
- Pisk fløden til let skum med sødning, salt og vaniljepulver. Det er vigtigt at du ikke pisker fløden for hårdt, da din mousse så vil skille.
- Vend græsk yoghurt og kirsebærgrød i fløden.
- Hæld kirsebærmoussen på glas og stil dem på køl i mindst 4 timer.
- Server fx med ribs , hindbær og mynte.
Noter

Hvorfor skiller min mousse?
Skiller din kirsebærmousse? Det er vigtigt, at du ikke pisker din fløde alt for meget. Det skal være en let skum. Hvis du pisker den for hårdt kan du opleve, at den skiller, når du blander den med græsk yoghurt og kirsebærgrøden, simpelthen fordi den bliver pisket for meget.
Friske kirsebær eller kirsebærsauce?
Jeg har i denne opskrift brugt friske kirsebær, som jeg har udstenet. Jeg brugte en spisepind, som jeg simpelthen bare stak igennem der hvor stilken havde siddet. Så poppede stenen ud i den anden ende. Det fungerede ret godt og gik faktisk overraskende hurtigt at udstene 200 gram kirsebær.
Du kan også sagtens bruge kirsebær fra frost eller måske også kirsebærsauce? Så tænker jeg, du bare skipper punkterne med kirsebærgrøden, og springer direkte til det afsnit, hvor kirsebærrene skal blendes. Dog skal du stadig opvarme saucen, da husblassen ellers ikke vil smelte ud i din masse.
Hvor mange gange vil du tro jeg skal gange op, hvis jeg skal bruge den på en marzerinbund👍🏼.
Det kommer jo an på mazarinbundens størrelse og hvor tykt et lag mousse, du foretrækker men med udgangspunkt i jordbærtærten fx tror jeg, ikke vi er helt skævt ift. opskriften her. Men sæt den evt. op til 6 personer, hvis du vil være sikker.