Hvordan er det nu… Krebinetter eller karbonader? Uanset havde jeg allerede en opskrift på karbonader og manglede derfor en opskrift på krebinetter. Egentlig ville jeg have lavet den helt klassisk med stuvede ærter og gulerødder, men kom til at tvivle på, om min familie gad at spise det, og så tænkte jeg, at det ville være lidt mere spændende med noget andet tilbehør
Her blev det altså derfor en servering af krebinetter med ærter à la Française (på fransk petits pois à la Française), en klassisk fransk tilberedning af grønne ærter, hvor de tilberedes let sammen med løg, salat og lidt smør. Her har jeg også tilføjet bacon. Det er altså en slags lun salat vendt i smør og baconfedt. Super lækkert – overraskende lækkert faktisk.
Ingredienser
- 250 g hakket svinekød
- 1 æg
- 30 g poppede flæskesvær
- salt og friskkværnet peber
- smør til stegning
Ærter á la Française
- 100 g bacon i tern eller strimler
- 1 løg gerne skalotteløg og ellers bare almindelige
- 200 g frosne ærter eller friske
- 1 stk hjertesalat
- 3 spsk hvidvinseddike
- 20 g smør
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Form kødet til bøffer.
- Knus flæskesværene til rasp og bland det med salt og friskkværnet peber i en dyb tallerken.
- Rør et æg sammen i en dyb tallerken.
- Vend bøfferne i æg og derefter i ”rasp”. Sørg for at de er godt dækkede.
- Steg bøfferne i smør i ca. 10 minutter, til de er gennemstegte.
Ærter à la Française
- Snit løget i tynde både og bræk hjertesalaten i mindre stykker. Sæt det til side.
- Steg bacon sprødt i en pande.
- Kom løg på panden løg og steg det hele sammen til løgene er klare og bløde. Kom eddike og smør ved og lad det smelte.
- Tilsæt tilsidst ærter og hjertesalat og vend det hele sammen.
- Smag til med salt og peber.
- Server krebinetterne med ærter à la Française.

Panering i stedet for rasp
Normal panering til krebinetter laves jo med hvedemel og/eller rasp. Det går dog ikke på Low Carb, så jeg er tyet til de pulveriserede flæskesvær igen. Og det fungerer altså virkelig udmærket. Det bliver muligvis ikke helt lige så sprødt som en panering af både hvedemel og/eller rasp, men det smager dejligt og er klart den panering, der minder mest om den klassiske.
Du kan også vælge at panere i finthakkede nødder, kerner eller hele sesamfrø, hvis du gerne vil udenom flæskesværene.
Ærter og Low Carb
Ærter er ikke så kulhydratrige som mange går og tror (tjek dem fx her i mit råvareindeks) og derfor holdes kulhydratindholdet i denne ret faktisk også pænt dernede af. Dette er netop forskellen på at basere sin livsstil på kulhydrattælling og på madlister med tilladte og forbudte madvarer. Jeg har sagt og skrevet det et utal af gange, men du SKAL i gang med at forholde dig til madvarers kulhydratindhold. Det gør det langt mere fleksibelt at spise Low Carb/Keto og du undgår at male dig selv op i et hjørne, hvor du synes, det hele bliver for svært eller urealistisk og derfor til sidst giver op.
Kan du slet ikke overskue noget, kan det være fint at starte med en madliste, men før eller siden skal du løfte snuden lidt, så du ikke gør din kost unødvendigt begrænset. Det er i hvert fald min erfaring at det har langt større chance for at blive en langtidsholdbar løsning på den måde.
Men nu, hop i køkkenet og prøv min opskrift på Low Carb krebinetter eller tilføj den til din madplan og køb ind til den næste gang.
Lyder dejligt, og lidt “mormor-agtigt” på comfort food-måden, tror at den vil vække lykke derhjemme :-). Har du prøvet at panere i po-fiber? Det er jo dejligt nemt at hælde sin panering direkte ud af pakken, i stedet for at skulle findele flæskesvær først ;-)
Ja jeg synes ikke det bliver så lækkert. Sådan lidt savsmuldsagtigt. Synes du det fungerer fint?
Det er ok, synes jeg. Vender ikke i æg først, po-fiberen sidder som regel fint fast i en fugtig kødoverflade. Godt med salt, og så steger jeg i RIGELIGT smør ;-). Flæskesværspaneringen er lækrere, men da jeg altid har po-fiber, men ikke altid flæskesvær, er det ofte nemmere at bruge po-fiber.