Er forhøjet LDL farligt?


Forhøjet LDL-kolesterol er en af de mest kontroversielle ting i Low Carb og Keto. Tit bliver folk forskrækkede over at se en stigning i LDL i deres prøvesvar efter at have lagt kosten om til Low Carb eller Keto, og de tænker automatisk, at så var det jo alligevel rigtigt, at det der fedt er farligt og de føler det utrygt at fortsætte med denne ‘farlige kost’.

Det er selvfølgelig helt cool at ville noget andet, men hvis man egentlig følte, at der var potentiale i Low Carb/Keto-kosten, er det et ærgerligt grundlag at opgive på.

LDL skal nemlig altid forstås i en kontekst. Så lad os prøve at kigge på, hvad det betyder.

Forhøjet LDL og det metaboliske syndrom

Når LDL er forhøjet sammen med andre ubalancer, fx forhøjede triglycerider, lavt HDL, forhøjet blodtryk, abdominal fedme eller forhøjet blodsukker, taler vi om en klassisk risikoprofil for hjerte-kar-sygdom. Det er også det, man kalder det metaboliske syndrom. Her er kroppen præget af insulinresistens, kronisk inflammation og det er et miljø, hvor LDL lettere oxiderer og bliver skadeligt.

For denne person er det ikke bare LDL, men kombinationen af markører, der udgør en reel risiko. Her giver livsstilsændringer som vægttab, bedre blodsukkerkontrol og mere bevægelse en markant reduktion i risiko – og her kan en Low Carb eller Keto-livsstil være et af de mest effektive værktøjer.

At forsøge at sænke LDL uden at adressere de andre ting svarer til at slå græs i forhaven, imens huset brænder. Det er fjollet. Det vigtigste først.

LDL i en anden kontekst – den metabolisk sunde

Men andre gange ser vi forhøjet LDL hos metabolisk sunde (Low Carb/Keto-) mennesker, dvs. mennesker, der er slanke, aktive og har normalt blodtryk, normalt blodsukker og langtidsblodsukker, lav inflammation (fx CRP), lavt triglyceridniveau og højt HDL. LDL er ofte her den eneste markør, der stikker udenfor referenceværdierne.

Hvis alle markører for metabolisk sundhed sidder lige i skabet, men LDL den eneste “afvigende” værdi, udgør LDL så stadig en reel risiko? Eller er det forhøjede LDL kroppens naturlige og forventelige respons på at spise en kost, der fører til, at kroppen primært er fedtforbrændende?

I en sådan kontekst er det mere tvivlsomt, om forhøjet LDL udgør nogen reel risiko.

Enkelt risikovurdering: Triglycerid/HDL ratio

En enkelt risikovurdering kan være at lave en hurtig udregning af triglycerid/HDL-ratioen. Simpelthen dividere tallet for triglycerid med tallet for HDL.

Du vil gerne have at triglycerid-HDL-ratioen er under 1, hvis målingen er i mmol/L (hvilket vi bruger i DK)

To forskellige veje frem

For den første person – den med metabolisk syndrom – vil en kombination af vægttab, bedre insulinfølsomhed og livsstilsændringer være det vigtigste redskab. At fokusere ensidigt på LDL giver ingen mening, hvis helhedsbilledet skriger på forandring.

For den anden person – den metabolisk sunde med højt LDL – kan det være relevant at undersøge, om LDL faktisk medfører en øget risiko. Her kan en hjerte-CT-scanning give et konkret billede af, om der er begyndende åreforkalkning. Er kalkscoren/CAC scoren 0, ser risikoen ud til at være meget lav.

Men da du er sund og rask, vil din læge formentlig ikke henvise dig til denne undersøgelse. Han/hun vil dog gerne udskrive statiner til dig. Det er jo lidt af et paradoks at du er for rask til henvisning men syg nok til medicin. Men nok om det…

Er dit LDL over 5, kan det være en idé at bede om henvisning til en lipidklinik for at udelukke familiær hyperkolesterolæmi, som er en arvelig tilstand, hvor kroppen har svært ved at nedbryde LDL-kolesterol, hvilket giver meget høje kolesterolniveauer allerede fra ung alder og øger risikoen for tidlig hjerte-kar-sygdom. Familiær hyperkolesterolæmi reponderer ikke på kost- og livsstilsændringer.

Ikke alle LDL-partikler er ens

Men når man taler om LDL, er det også vigtigt at vide, at det ikke kun handler om mængden, men også om typen af partikler. LDL findes nemlig i forskellige størrelser. På en kost med meget sukker og raffinerede kulhydrater ser man ofte et mønster med små, tætte LDL-partikler. Det er netop de partikler, der lettere oxiderer, trænger ind i karvæggen og bidrager til åreforkalkning.

På en Low Carb eller Keto-kost ses der derimod ofte en stigning i de store, mere “fluffy” LDL-partikler, som er langt mindre tilbøjelige til at sætte sig fast i arterierne. Samtidig falder triglycerider typisk, og HDL – det “gode” kolesterol – stiger. Det giver et samlet billede af en mere beskyttende lipidprofil, selv hvis det totale LDL-tal er forhøjet.

Dit LDL kan altså godt være forhøjet uden at udgøre en risiko.

Kan man måle partikelstørrelser?

Man kan godt måle partikelstørrelse, men det gør vi ikke som standard i Danmark. Er lægen til at tale med, kan man bede om en ApoB-måling. Hver LDL-partikel har nemlig et ApoB-protein, så ApoB i blodet giver et godt mål for antallet af åreforkalkningsfremmende partikler.

Oftere bruger man dog triglycerider og HDL som surrogatmarkører ved at man kigger på triglycerid/HDL-ratioen som en indirekte indikator. Er denne under 1, er det rigtig godt. Under 1,5 ok og over 2, ikke godt. Høje triglycerider og lavt HDL tyder på en profil med mange små, tætte LDL-partikler (dvs. ikke godt).

Kan man sænke LDL på Low Carb/Keto?

Hvis man ønsker at arbejde aktivt på at sænke LDL – uden at opgive Low Carb/Keto – findes der muligheder:

  • Flere fibre: Flere grøntsager og eventuelt tilskud af opløselige fibre (fx husk-fibre) kan hjælpe med at sænke LDL.
  • Fra Keto til Low Carb: For nogle med meget højt LDL på striks Keto kan en let stigning i kulhydratindtag (fx 50-100 g/dag fra grøntsager, bær eller bælgfrugter) normalisere kolesterolprofilen uden at miste alle fordelene ved blodsukkerstabilitet.
  • Fedtvalg: Byt en del af det mættede fedt ud med enkelt- og flerumættet fedt, fx olivenolie, avocado og fed fisk.
  • Livsstil generelt: God søvn, stresshåndtering og regelmæssig træning styrker hele det kardiometaboliske system og kan indirekte forbedre lipidprofilen.

Forhøjet LDL skal ses i kontekst

Forhøjet LDL er ikke lig med sygdom eller at døden er nær. Det afhænger af sammenhængen. Når LDL optræder sammen med andre ubalancer, er det et advarselssignal, som man absolut bør lytte til. Men hos en sund og aktiv person med perfekte markører på alle andre parametre, er det langt mindre klart, at LDL i sig selv udgør en fare.

Low Carb og Keto kan være stærke værktøjer til at reducere den reelle risiko, fordi det er en kost, der forbedrer de fleste andre markører for metabolisk sundhed. Og skulle LDL være højt, findes der måder at justere på, uden at opgive den livsstil, der i udgangspunktet gør kroppen stærk og sund. Eller man kan leve lykkeligt i den tro, at kroppen er klogere end de referenceværdier, vi har bestemt er ‘normale’.

Tjekliste

Brug denne liste til at vurdere hvor du selv ligger:

  • Taljemål: Under 80 cm (kvinder) / 94 cm (mænd) – allerhelst endnu lavere.
  • Blodsukker: Fastende under 6,0 mmol/L og HbA1c under 42 – allerhelst fastende 4,5–5,3 og HbA1c under 38.
  • Blodtryk: Under 130/85 – allerhelst omkring 120/80.
  • Triglycerider: Under 1,7 mmol/L – allerhelst under 1,0.
  • HDL: Over 1,3 mmol/L (kvinder) / 1,0 mmol/L (mænd) – gerne højere endnu højere.
  • Inflammation (CRP): Under 3 – allerhelst under 1.

Hvis du ligger i “allerhelst”-områder, har du en rigtig stærk markørprofil. Ligger du tæt på grænseværdierne flere steder, er det et tegn på, at der er plads til forbedring.

Jeg forstår, at det kan føles utrygt at skulle tage sin sundhed i egne hænder og især når det går imod konventionel lærdom. Det vigtigste i sidste ende er derfor også, at du gør det, du føler dig mest tryg ved.

Læs mine andre artikler om kolesterol:

er forhøjet LDL farligt?

Gratis mini-kursus – Efter 40 – hvorfor føles det så svært?

Mandag d. 23. marts og fem dage frem afholder jeg et gratis, online mini-kursus og DU er inviteret! Kurset hedder Efter 40 – hvorfor føles det så svært?

Kurset er mest henvendt til kvinder 40+ der er interesserede i at forstå, hvorfor kroppen responderer anderledes på de ting, man gør, når man når anden halvdel af livet. Men alle er velkomne.

Læs mere og tilmeld dig her

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

7 kommentarer til “Er forhøjet LDL farligt?”

Skriv en kommentar

  1. Hej
    Vedr kolesterol, når du skriver ldl over 5 skal man snakke med lægen? Du mener ikke det totale samlede kolesterol eller hvad for det må ligge på ca 5. Mit ldl ligger på 3,4 men min samlede på 5,6. Min hdl på 1,3 og trigglycerid på 1,9. Mener du Ldl eller total samlet? Da jeg levede på keto steg min ldl lidt min hdl fald og triglyceryd faldt markant, nu er det hele så steget igen og er på vej til keto.
    Vh
    Mira Knudsen

    Svar
    • Hej Mira
      Jeg mener LDL, ikke total kolesterol. Det er meget, meget svært at finde nogen, der har total kolesterol under 5.

      I dit tilfælde kunne jeg godt tænke mig at se triglycerider falde, men hvis der er én ting, vi ser næsten kategorisk, så er det, at triglycerider falder på Low Carb/Keto, så der er du på rette vej. Høje triglycerider er næsten altid et billede af at kosten er for kulhydratrig.

      Det er meget usædvanligt at hdl falder på Keto, da den netop stiger, når insulinniveauet falder (hvilket det gør, når kulhydratindtaget er lavt nok) Så jeg kunne godt være nysgerrig på hvordan din kost så ud dengang det skete.

      Svar
      • Hej Jane

        Tusind tak for svar. For ca et år siden var jeg på det der kaldes det
        Fede liv, patricia Højbo. Min hdl var højere dengang 1,4, det sidste år
        Har jeg levet helt forfærdeligt og min krop siger stop nu.
        Hdl er faldet dette år, men dengang tog min triglycerid et
        Mega fald på kort tid til 1,1 men er nu 1,9…. Det er tydeligt hvad kosten gør.
        Min krop har det så megwt bedre når jeg får rigtig mad og den rigtige fedt.
        Har haft Ibs i 30 år og de måneder jeg kørte det fede liv, havde jeg intet.
        Aff 1
        Gang dagligt og ingen, ingen smerter !! Og meget mere
        Energi. Hvorfor man så let falder tilbage er mærkeligt… sukkermonstret er stærkt.
        Kh
        Mira

        Svar
        • Ja det er virkelig ubegribeligt at man kan opleve forbedring på alle parametre og så stadig gå tilbage til det gamle😔 Det siger noget om hvor stærkt det kan trække i en.

          Svar
  2. Hej Jane😊 Er og har været på Streng Keto i ca 8 uger (59 år,178cm,78 kg og tjek v. din liste over vigtige markører v. højt LDL😇). Jeg vil blot dele med dig, at min HRV er steget fra gns. 45 om natten til nu over 110 alene på kostomlægningen (vægttab efter hofte- og knæoperationer indenfor 12 mdr).Det ER da vildt🥰 Kh Heidi, Skive

    Svar
    • Hej Heidi
      Ej wow, det er sgu ret vildt! HRV er mit svage punkt og jeg ligger generelt ret lavt. Lidt højere i ketose end ellers, men jeg ligger tit og roder rundt nede i 20’erne, det sidste års tid dog med lidt flere ture op i 30’erne, men jo altså stadig temmelig lavt. Og ved det mindste ryger jeg helt ned på 15-16. Oura siger, det er ligemeget og at det er en personlig værdi men jeg er altså ikke ok med at ligge dernede – haha!

      Så sejt – det er jo et virkelig godt tegn❤️

      Svar
      • Tak for dit svar, Jane❤️
        Jeg forstår nu, hvorfor topidrætsfolk alle (også) bruger Oura-ringen😉Har slidt en op, og bruger den på 4. år😇 En “tro følgesvend”, som har hjulpet mig på mange parametre😌. Jeg spurgte Chtgpt om sammenhængen ml keto og HRV – den sendte mig direkte ind på Ouras info. Min søvnkvalitet er også steget markant på den “strenge keto” (som jo egentlig ikke er streng😏). Træner jeg bare liiiidt for meget, falder HRV prompte….måske noget m at erkende alder og passende træning/restitution og små pusterum i løbet af dagen😉 Nå, men tænkte at det var spøjst for dig m input fra en fan. Tak for dig OG dit fine arbejde – du ER kommet langt til stor gavn for mange mennesker – Amen😄💚💚💚

        Svar