Hvad er kolesterol?


Rigtig mange bekymrer sig om deres kolesteroltal uden nogensinde at bruge 5 minutter på at sætte sig ind i, hvad kolesterol overhovedet er for en størrelse. Det skyldes sandsynligvis, at kolesterol er en kompleks størrelse, og formidlingen derfor hurtigt bliver tung, svær og uvedkommende.

Jeg skal prøve at gøre det lidt nemmere at forstå.

Kolesterol er et livsnødvendigt fedtstof, som kroppen bruger til lang række ting. Det hjælper til at opbygge og stabilisere cellemembran, det fungerer som byggesten for vores kønshormoner, og vores hjerne kan ikke fungere uden kolesterol. Kolesterol er altså en god ting! Lad os holde fast i det.

Læs også: Keto og kolesterol

HDL, LDL og triglycerider

De fleste kender betegnelserne HDL og LDL og måske også triglycerider (som i virkeligheden hedder VLDL). Det er de tre komponenter, der fokuseres på, når du får dit kolesteroltal målt hos lægen.

Helt kort:

HDL = High Density Lipoprotein
LDL = Low Density Lipoprotein
VLDL = Very Low Density Lipoprotein

Populært sagt kaldes HDL for det herlige kolesterol og LDL for det lede kolesterol, men at det lyder godt og er nemt at huske, gør det ikke automatisk sandt.

Snarere bør man se HDL og LDL som to transportører af kolesterol. LDL fragter det livsvigtige kolesterol, som din lever har produceret, ud til alle dine celler, mens HDL fragter kolesterolet den modsatte vej, dvs. den “rengør” så at sige blodbanerne og fragter overskydende kolesterol tilbage til leveren.

Tradtionelt set har man opfattet kolesterol i blodet som noget skidt, og da LDL fører kolesterol fra leveren og ud til cellerne, fik den det dårlige ry, mens HDL, der rydder op og fører kolesterolet tilbage til leveren, fik det gode ry.

Men i virkeligheden gør både LDL og HDL bare deres job, og vi har brug for dem begge.

Triglycerider (egentlig VLDL) er et forstadie til LDL. Din lever pakker så at sige fedt og kolesterol i en pakke, som kaldes VLDL, som sendes ud i blodet. I takt med at VLDL afsætter fedtsyrer til celler, der skal forbrænde dem og kolesterolet til de celler, der har behov for det, omdannes VLDL til LDL.

LDL er altså livsvigtigt, idet det forsyner dine celler med det vigtige kolesterol.

LDL – ikke altid godt

Men LDL findes rigtigt nok også i en ond variant, som er skidt for dit helbred. Det drejer sig om oxideret LDL. Oxideret LDL er et LDL-molekyle, der har reageret med frie radikaler. Risikoen for, at LDL oxiderer øger jo længere tid, den findes i blodet.

Spiser du Keto, er din krop fedtdrevet, dvs. den bruger fedt som brændstof, og den vil derfor hurtigt omsætte det fedt, du spiser. Spiser du derimod en fedtfattig og kulhydratbaseret kost, er kulhydrater din krops brændstof, og din krop vil derfor omsætte fedt langsommere. LDL vil altså befinde sig længere tid i blodet.

LDL går da fra at være store luftige partikler til at være små tætte partikler. Jo mindre LDL-partiklerne er, jo nemmere oxiderer de.

Triglycerider

Triglycerider måles ofte som en del af kolesterolmålingen men faktisk er triglycerider ikke kolesterol. Det er en slags fedt, som din krop enten kan anvende som energi eller lagre ind i fedtcellerne til senere brug.

Spiser du Keto og får du målt kolesterol uden at være fastende, kan du derfor få en uretvisende høj triglyceridmåling, som jo egentlig bare fortæller dig, at du lige har spist noget fedtholdigt.

Der er en sammenhæng mellem triglycerider (‘fedt i blodet’) og hjertekarsygdom. At spise lavkulhydratkost, hvor kroppen bliver fedtFORBRÆNDENDE i stedet for fedtLAGRENDE er den bedste intervention, vi kender til at sænke triglycerider.

Hvad måler lægen?

Når du får målt dit kolesteroltal, er det desværre stadig udbredt, at der kun fokuseres på det totale kolesteroltal, og nu da du har læst ovenstående forstår du, at det ikke giver så meget mening.

En bedre indikation på din helbredstilstand, får du ved at kigge på kolesterolfordelingen, altså fordelingen af HDL, LDL og triglycerider.

En god kolesterolfordeling indebærer, at HDL er højt, LDL er “normalt” og at triglycerideniveauet er lavt.

Et højt HDL sammen med lave triglycerider er en indikation på at LDL-partiklerne er af den store og luftige art, mens et kolesteroltal bestående af et lavt HDL, højt eller normalt LDL og høje niveauer af triglycerider er den værste kombination.

De fleste, der spiser LCHF oplever, at deres HDL stiger, deres LDL enten stiger, falder eller forbliver det samme og at triglyceriderne falder til et helt lavt niveau.

Læs mere om tolkning af kolesterolværdier HER 
Læs om mine kolesterolværdier efter 7-8 år på LCHF HER

Keto og kolesterol – hvad kan du spørge lægen om?

Det er vigtigt at forstå at det at have en fedtdrevet metabolisme er en anden sag, når vi taler kolesterol, men det er formentlig ikke noget, din læge har særskilt kendskab til. At tage en snak om din unikke kontekst virker derfor som det bedste valg.

Få input til den snak her: KETO og kolesterol – hvad kan jeg spørge lægen om?

Fedt og kolesterol

Fedt i kosten, især mættet fedt. forårsager rigtigt nok en stigning i kolesterolet, hvilket også er en af grundene til, at vi i årevis er blevet belært om ikke at spise fedt.

Men mættet fedt medfører ofte en stigning i HDL, altså ‘det herlige’, og det vil vi jo gerne have.

LDL kan også godt stige ved højere indtag af mættet fedt, men det skyldes, at LDL-partiklerne bliver store og luftige fremfor at være små og tætte.

Men da man ikke måler antallet af partikler, men i stedet deres massefylde, kan en stigning i LDL være en god ting. Du husker nok, at det er de små tætte LDL-partikler, der har nemmest ved at oxidere (harskne).

Læs mere om fedt og kolesterol her: Fedt – sundt eller usundt

Æg og andre kolesterolholdige madvarer

Æg er den mest kolesterolholdige madvarer, der findes. Det er jo logisk nok, idet der i blommen findes alt, der skal til for at skabe et nyt liv.

I mange år har der været advarsler om, at vi ikke må spise for mange æg af hensyn til vores kolesteroltal, men den advarsel er helt ubegrundet. Dels fordi vi nu ved, at kolesterol ikke er noget ondt, men endnu mere fordi vi i dag ved, at mængden af kolesterol, vi indtager gennem madvarer, har minimal indflydelse på vores kolesteroltal.

Kroppen producerer selv langt størstedelen af det kolesterol, du skal bruge, og indtager du ikke kolesterol gennem maden, øger den bare produktionen lidt. Indtager du derimod mere kolesterol igennem kosten, sænker kroppen bare sin egen produktion. Den er jo klog, din krop!

I de seneste amerikanske kostråd (publiceret i starten af 2016) var advarslen mod at spise æg da også fjernet, så det er altså ikke bare noget, jeg finder på.

Spis derfor helt trygt æg – men spis dog også gerne andet end æg. Intet slår en varieret kost.

Hvad er kolesterol egentlig og er det noget, man skal bekymre sig om? Lær at forstå hvorfor kolesterol i udgangspunktet er godt og kend forskellen på HDL, LDL og triglycerider. Nem og letforståelig gennemgang her:

Fit efter 40 starter på mandag

Det er ved at være sidste chance for tilmelding til Fit efter 40. Mit nye, store livsstilskursus for kvinder ‘i anden halvdel af livet’.

Læs alt om kurset her
(og benyt dig af intro-rabatten)

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

0 kommentarer til “Hvad er kolesterol?”

Skriv en kommentar