Juleferie på Zanzibar

Vi holdt juleferie på Zanzibar i 2016. For de af jer, der ikke kender Zanzibar, er det en semi-selvstændig ø ud for Tanzanias kyst, som byder på de vildeste paradisiske kridhvide sandstrande og det vildeste tyrkise hav.

Når jeg delte billeder derfra, både her på bloggen og på Instagram, kom der et væld af spørgsmål til alt muligt praktisk omkring vores rejse. De spørgsmål vil jeg prøve at besvare så godt jeg kan i dag.

Indlægget blev lidt langt, men vi kommer omkring flg.:

• Hvordan vi planlægger og booker vores rejse
• Hotellet hvor vi boede
• Maden vi spiste
• Strandene
• Kulturen og prisforhold
• Hvad du skal huske at pakke

Selve rejsen

Vi rejser aldrig med rejseselskab men booker vores rejse selv. Det gør vi ved, at vi søger efter flybilletter på Momondo. Vi søger mange gange, nogle gange i dagevis, andre gange i ugevis. Når der så kommer en kampagne, eller vi finder nogle billetter til en pris, vi synes er rimelig, slår vi til.

I år betød det, at vi fløj med KLM og Kenya Airlines. Vi fløj København-Amsterdam, Amsterdam-Nairobi og Nairobi-Zanzibar. Det forløb uden problemer begge veje. I alt tog rejsen ca. 16-18 timer fra dør til dør. Da der stort set ingen tidsforskel er til Zanzibar (2 timer her om vinteren), betyder det, at man kommer igennem den lange rejse med minimalt jetlag.

Når vi har bestilt vores flybilletter, begynder vi at kigge os om efter et sted, vi kunne tænke os at bo. Vi går målrettet efter at finde steder og destinationer med færrest muligt mennesker og færrest mulige danskere. Vi rejser væk for at få fred og ro og for at finde hinanden igen som familie.

Læs også: Om at booke og planlægge sin rejse selv (til Thailand)

Hotellet

Vi boede simpelthen på det skønneste lille sted. 8-9 små ret basic hytter placeret på en øde strækning strand. Vi kunne gå mange kilometer til hver side, før vi mødte andre turister.

Opholdet var med halvpension (morgenmad + aftensmad), men vi spiste alle vores måltider der med undtagelse af den dag, vi besøgte Stone Town. Der var ganske enkelt ikke andre steder at spise.

Vi er jo ret madglade i denne familie, så vi læser altid brugeranmeldelserne grundigt for at se, hvad der bliver sagt om maden. I år, hvor vi skulle spise så meget på hotellet, var det ekstra vigtigt, at maden var god. Og det var den. Virkelig, virkelig god!

Stedet var drevet af et engelsk par, Sue og Andrew, som tidligere havde drevet hotel i Sydfrankrig. De var så søde og hyggelige. Sue gik rundt og nussede om gæsterne, mens Andrew styrede køkkenet.

Og vi fik bare så dejlig mad. Til morgenmad fik vi æg og bacon og frugtsalat, til frokost valgte vi fra Dagens Tavle (5-6 forskellige retter at vælge imellem), og til aften var der 3-retters à la carte menu, med 3 forretter, 4 hovedretter og to desserter at vælge imellem. Der var altid fisk og altid en vegetarisk ret. Og så ellers grøntsager, ris eller kartofler.

Valg mellem friskpresset mangojuice eller en skål frugtsalat til morgenmaden

Alt var hjemmelavet. Lige fra den pressede juice til dressinger, sovse etc. Selv de kartoffelchips, vi fik serveret til vores aperitif før middagen var hjemmelavede! Jeg er blevet noget nær verdensmester i at smage, hvis der indgår bare små mængder sukker i maden, og mit indtryk var, at maden var utroligt sukkerfattig. Desserterne var selvfølgelig sukkerholdige, men dem spiste jeg ikke.

Hotellet lå på den øde og lidt rå østkyst, hvilket betød, at der var langt til alt. Det passede os perfekt, men det skal man jo ville. Hotellet, vi boede på, hed Echo Beach Hotel og jeg giver dem mine allervarmeste anbefalinger.

Echo Beach Hotel

Strandene

Strandene på østkysten er lange, hvide og lidt rå. Gik vi ca. 2-3 km til venstre, lå der en lille hotel-enklave, og der var lidt mennesker og kitesurfing og den slags.

Gik vi til højre, lå der godt nok et hotel lige ved siden af, men vi så aldrig nogen mennesker derinde. Gik vi nogle kilometer til højre, kom vi til noget lokalt liv. Måske var det byen Paje. Jeg er ikke helt sikker.

Silas forærede sin strandfodbold til en flok glade drenge på stranden.

Det pudsige ved stranden på Zanzibars østkyst er, at den ændrer sig hver dag. Der er enorm (ENORM) forskel på høj og lavvande, og vandet trækker sig frem og tilbage på forskellige tidspunkter hver dag.

Det betyder, at der nogle dage var vand i havet om morgenen, andre gange om eftermiddagen etc.

Når havet trak sig væk, blev havbunden helt blottet, og man kunne gå (med strandsko) omkring 2 km udad. Jeg var dog ikke vild med det, så jeg nåede aldrig særligt langt ud. Der er sygt mange søpindsvin. Altså ikke inde, hvor du bader, men når du går på den blottede havbund ved lavvande.

Den store forskel på høj- og lavvande skal man virkelig respektere. Havet trækker sig sindsygt hurtigt tilbage og kommer virkelig hurtigt igen. Orienter dig derfor godt om havets opførsel den dag, inden du traver ud ved lavvande, så du ikke bliver fanget derude.

Spørg de lokale eller anvend sådan en kalender, som nogle steder udleverer (det gjorde vores hotel ikke)

Om morgenen var havet roligt, og om eftermiddagen blæste det næsten altid op. Det gav en dejlig temperatur og bølger i vandet. Der var en del tang i vandet og på stranden. Måske mere end hvad man vil opleve, hvis man var på den mere turistede nord- eller nordvestkyst. Jeg ved det ikke. Vi besøgte ikke den del af øen.

Men det var uden sammenligning de smukkeste (og mest mennesketomme) strande, jeg nogensinde har været på. Og jeg synes ellers, jeg har været nogle ret vilde steder.

Se flere billeder af strandene her: POSTKORT FRA ZANZIBAR

Kultur og prisforhold

Der er stor forskel på at rejse i Afrika og i Asien/Thailand. Både kulturelt og prismæssigt. Det er svært at forklare, men jeg forstår godt, hvorfor vesterlændinge i højere grad søger mod Thailand og Asien.

Zanzibar er meget lidt udviklet. De har en brutal historie med undertrykkelse, og det har givet vis sat sine spor.

Hvor Thailand er en velsmurt turistmaskine, og thai’erne har formået at gøre deres smukke land til en kæmpe turistindustri, er Afrika, eller i hvert fald denne del af det, langt bagefter.

Alting er meget basic, hvilket i mine øjne også er en stor charme. Men det er i den grad anderledes.

Zanzibarianerne er utroligt venlige og imødekommende. Og helt utroligt fattige. Det betyder, at alle vil sælge dig noget. Ofte har de ikke rigtig noget at sælge, men de får store dollartegn i øjnene, når de ser dig gå på stranden.

Det lyder negativt, men det er det egentlig ikke. I stedet ser jeg det som et udtryk for en desperation, som er fuldt forståelig.

Det er svært at blive konfronteret med fattigdommen dernede.

Vores hotel stillede nogle fine små hytter til rådighed til deres personale, men andre steder, vi kom forbi, boede de lokale så pauvert, at jeg næsten ikke kan beskrive det.

Om morgenen står de så op og tager hen på hotellerne og varter de rige turister op. Altså, det er svært ikke at få en dårlig smag i munden af den enorme forskel mellem rig og fattig.

Man hjælper dem jo selvfølgelig ikke ved ikke at besøge deres land, men samtidig stilles man bare over for en enorm magtesløshed, fordi man ikke kan hjælpe dem alle. Uanset hvor mange overprized souvenirs eller tjenester, man køber af dem. Jeg synes, den del var svær.

En anden ting er prisniveauet. Alting er så utroligt dyrt. I Stone Town faldt Vega for en taske. Sådan en turisttaske, som du kan købe alle steder i verden. Her var der broderet “Zanzibar” på i stedet for “Thailand” eller noget andet. I Thailand ville vi højst have betalt 30 kr for den. Her ville de have 120 kr.

En af de sidste dage gik vi hen til en handlende, som havde et slags skur på stranden, hvorfra han solgte souvenirs i form af plakater, træudskårede figurer, tørklæder, etc. Jeg fandt et turisttørklæde. Sådan et med masaikrigere hvor der stod Hakuna Matata på. Jeg kunne selvsagt godt leve uden men ville samtidig også gerne købe noget af ham. 70 kr kostede det.

Vi købte tørklædet og nogle træudskårede figurer. Vi forhandlede prisen lidt ned, men ikke væsentligt. Manden i butikken sagde: I er mine eneste kunder i dag. Måske i denne uge. Måske i flere uger. Og det var rigtigt. Vi havde ikke set én eneste kunde i hans butik i de uger, vi havde været der. Og på den måde bliver det sådan en slags velgørende ting mere end en handel og det… jeg ved ikke. Det giver bare en underlig følelse.

Samtidig tænker jeg, at hvis priserne havde været rimelige, så ville jeg have købt langt mere.

Læs mere om Stone Town her: Postkort fra Stone Town

Vejret og temperaturen

Vi var der i december og havde dejligt vejr.

Vi landede godt nok midt i et uvejr med heldagsregn men efter den dag, så vi ikke meget til regn. Det dryppede lidt et par enkelte gange, men ellers var der blå himmel og sol. Temperaturen er ret behagelig, og den skiftede over døgnet, hvilket var rart.

Om morgenen var temperaturen 27 grader, midt på dagen måske 32 grader og om aftenen faldt temperaturen igen til 26-27 grader. Det var aldrig nødvendigt at have en trøje på – kun den dag med heldagsregn var det lidt småkøligt.

Dette skal du have med hjemmefra

Du kan ikke være sikker på lige at kunne købe det, du mangler, så sørg for at have disse ting med hjemmefra: Solcreme, solhat (vigtigt), strandsko og evt. dit eget snorklingudstyr.

Bosætter du dig øde, som vi gjorde, så pak også nogle poser nødder eller snacks. Der er ingen butikker og ingen muligheder for at købe noget at spise mellem måltiderne.

Det er jo en glimrende anledning til at vænne sig af med at snacke hele tiden, men nogle gange var der lidt langt fra frokost kl. 13 til middag kl. 19.30-20.00. Vi rejser altid med et glas kokosolie. Det er genialt lige at kunne tage en skefuld i kaffen/teen, hvis man er lidt småsulten.

Læs mere: Om at rejse og hvad med maden?

Husk også US-dollars og dit internationale vaccinekort. Det koster $50 pr. person at blive lukket ind på Zanzibar, og nogle gange kræver de gyldig gul feber vaccine for at lukke dig ind.

Hvad angår vacciner havde vi hørt en del forskelligt. Nogle sagde, man ikke kunne blive lukket ind på Zanzibar, medmindre man kan fremvise gyldigt vaccinekort med gul feber vaccine. Vi kom jo via Kenya (gul feber zone), men vi var kun i transit i 2 timer, så vi gled lige igennem kontrollen på Zanzibar. Vi havde dog for en sikkerheds skyld fået vaccinen hjemmefra.

Husk også medicin, hvis du tager den slags, og evt. engangskanyler, hvis uheldet skulle være ude.

Vi spurgte Sue og Andrew, hvad de gjorde, hvis de blev syge, og de svarede, at de tog tilbage til Frankrig eller England eller i nødstilfælde til Nairobi. Myggebeskyttelse er også en god idé. Vi var dog ikke voldsomt plaget af myg, da vi var der.

Vender vi tilbage?

Flere har spurgt, om vi vender tilbage til Zanzibar, og det tror jeg ikke, vi gør. Zanzibar er normalt et sted, man tager ud og er 4-5 dage, efter man har været på safari i Tanzania, eller efter man har besteget Kilimanjaro.

Vi var der i 14 dage. Og det var kedeligt. Og kedeligt mener jeg ikke negativt, for vi kom med intentionen om at kede os, fordi det var det, vi trængte til, men der er ikke meget at vende tilbage for.

Hvis vi en dag skal på safari eller bestige Kilimanjaro kan det dog godt være, vi tager et smut derud. Men ellers tror jeg hellere vi vil se nye steder.

Vi tager dog stadig heller ikke tilbage til Thailand. Det er et overstået kapitel. Så nu skal vi finde et nyt sted at opdage næste gang. Tal lige om #firstworldproblems ikke? Sådan apropos alt det ovenstående.

Spørg endelig, hvis der er noget, du stadig mangler svar på!

PS: Se også ungernes YouTube-video, som de lavede og viste i skolen i stedet for at sende postkort. Find den LIGE HER