I weekenden må der godt komme lidt ekstra luksus på morgenbordet. Det er ok, at det tager lidt længere tid at lave, når man tilsvarende sidder længere og hænger over maden, imens man læser avis blogger.
I dag serverede jeg denne dejlige weekend-morgenmad for mig selv med:
- Spejlæg med rucolaspirer og tabasco
- Proteinrige pandekager med banan og kokosflager
- Græsk yoghurt med nøddemüsli
- Dobbelt espresso med fløde, kokosolie og vaniljepulver
Dejlig, mættende morgenmad med en god kombi af salt og sødt.

FLADE BATTERIER
Ellers kan jeg mærke, at mit glas er ved at være fuldt, so to speak. Jeg synes ellers, at jeg i denne vinter har været meget bedre til at passe på mig selv, end jeg plejer. Jeg spiser godt (og nok) og sover meget og kaster mig ikke ud i alverdens aktiviteter. Foredragslivet byder jo på en del rejseri frem og tilbage og aftenarbejde og den slags, men jeg synes, jeg er god til at tage nogle pauser i dagtimerne og nogle halve fridage her og der, så det hele ikke bare er en lang arbejdsdag.
Jeg ved, at jeg nærmer mig grænserne, når jeg bliver ekstremt lydfølsom (mere end jeg er i forvejen). Det lyder måske latterligt, men pludselig bemærker jeg, at jeg skruer TV’et ned på 1 (og ville nok have valgt 0, hvis Søren ikke havde været der), eller at jeg pludselig ikke længere kan abstrahere fra lyden af ungerne og deres venner, der griner og leger inde på værelset. Mit humør bliver ustabilt, og jeg begynder at tænke, at der også stilles urimelige krav til mig i det her liv, selvom jeg godt ved, at det ikke er tilfældet.
Alle de her ting er signaler, som jeg kender alt for godt, og som jeg er supertrænet i at overhøre. Så bare det at jeg stopper op, inden jeg ligger i fosterstilling henne i hjørnet, tolker jeg positivt. Man lærer hele tiden, ikke?
LANGE TRAVETURE OG FERIE
En af de ting, jeg kan gøre og gør for at få hentet lidt energi ind igen er fx ved at gå nogle lange ture. Så jeg traver rundt, imens jeg lytter til spændende podcasts eller stille musik. Og bare går og går. Det er terapeutisk, synes jeg. Heldigvis er der også startet nedtælling til ferie her i huset, og uden at afsløre for meget, er der indenfor overskuelig fremtid palmetræer, hvidt sand og blå himmel i sigte.
Gode idéer til gå-turs-og-søndags-rare podcasts modtages med kyshånd ;-)
Åh jeg er rimelig podcast-novice, må jeg sige. Jeg er omkring forskellige, selvfølgelig Mads & monopolet, Serial, Livinlavidalowcarb-show med Jimmy Moore (sgu meget underholdende) og enkelte episoder af Primal Blueprint podcast. Måske er der andre, der har lyst til at komme med gode forslag..?!
Uha, hvor jeg kender til flade batterier, ustabil humør. Sådan var min dag præget i går, en dag hvor man bare længtes efter, sol, varme og bllive genopladet.
Heldidvis planlægger vi ferie til sydens sol og varme men der er utrolig lang tid til.
Dejligt at i snart skal nyde det… Misunder jer.
Tak for en utrolig lækker blog med masser af fantastiske opskrifter og tips.
Go’ mandag :)
Louise
Det er altså også utroligt svært i de her dage, hvor det bare er gråt og vådt og blæsende. Det gør det i hvert fald ikke lige nemmere… :-/
Hej Jane,
Jeg ved ikke om du ved det, men der er stadig reklamer på din blog. Lige siden den blev hacket, har der været en lille reklame ude i sidebarren for FDM travel, med en lille film kørende af Disney World. Nu er den så blevet meget større, og er flyttet ind på selve siden, og står under det første indlæg.
Jeg har ikke klikket på den, så jeg ved ikke hvad der sker, hvis man gør det.
Bare lige til din orientering :-)
Hej Camilla
Det er sødt af dig, men den reklame er nu helt legitim. Den er købt og betalt og ikke relateret til hackerne :)
Kære Jane – nu kommer du altså en tur ud til mig i Virum og får en vidunderlig afslappende wellness-massage på min regning – du har gjort SÅ meget godt for mig.
Kig ind på min facebook-side: “Gerda Wesch – massage” og vælg hvilken massage, du ønsker.
Kærlig hilsen Gerda
Det er sødt af dig, Gerda. Jeg har det lidt svært med sådan noget men ellers mange tak for dit pæne tilbud :)
Helt ok, Jane – det skulle jo gerne være en nydelse :)
Vi lærer nemlig hele livet:) Jeg bruger også virkelig mange gåture til at få energi. Jeg bor i Kbh og min cykel gik i stykker i efteråret, så har været tvunget til at gå ekstra meget, hvilket har været en gevinst jeg ikke havde forventet. Jeg er ikke så god til at gå ture uden formål, så jeg går hjem fra arbejde, til og fra studiet og rundt når jeg skal mødes med venner rundt omkring i København.
Det er egentlig også en af grundende til at jeg planlægger at købe hund når studiet er færdigt og det første rigtige job er i hus. Udover alle de andre fantastiske ting der er ved at have hund, så tvinges man udenfor i minimum en time om dagen og det er da en gave til os der har brug for frisk luft for at kunne fungere.
Det er så fantastisk at gå! Jeg elsker det også. Det klarer tankerne og løfter humøret og det hele. Smart at lade cyklen være urepareret!
Uhmm en lækker morgenmad, jeg er ny på LCHF og så glad for alle dine dejlige opskrifter – jeg har købt profiber men ikke Husk, tror du jeg kan bruge det istedet for?
Jeg har ikke leget nok med pofiber til at vide det med sikkerhed, men mit gæt er, at det godt kan bruges i stedet. Mængden skal du nok sjusse dig lidt frem til. Jeg vil tro, den skal sættes lidt op :)
Tak for hurtigt svar – så må de prøves som en eftermiddags snack :-)
Det lyder dejligt for dig med ferie i sigte. Lydfølsomheden kender jeg alt for godt og når jeg er alt for træt, er jeg ved at eksplodere ved lyden af bestik mod tallerknerne når vi spiser. Jeg bruger ørepropper når jeg når dertil. Jeg hviler enten i stilhed eller med brainwaves i ørerne bare 15-20 min kan gøre en forskel. Gåture i naturens egne lyde virker også terapeutisk på mig, desværre har jeg for mange knæsmerter for tiden, så jeg cykler i stedet. Vi må ud og nyde solen idag.
Kh.
Anne-Marie
Jeg går faktisk tit rundt med mine høretelefoner uden lyd i. Det fungerer som sådan en dæmper på verden.
Hvad er det brainwave? Det lyder spændende!
Brain Wave ™ – 32 Advanced Binaural Brainwave Entrainment Programs with iTunes Music and Relaxing Ambience efter Banzai Labs
https://appsto.re/dk/7U8ts.i
Har lagt et link herover til den jeg bruger, men der findes flere versioner. Man skal lytte via øretelefoner, da der sendes forskellig toneart ind i hvert øre. Det kan hjernen ikke opfatte. Istedet finder den en fælles platform for lydene. Og det er brainwaven, som så fremmer forskellige stemninger man selv vælger. Jeg bruger oftest yoga meditation. Samtidig hører man selvvalgt musik eller lyde, F.eks. Bølgeskvulp, regn osv. Både brainwave og musik kan reguleres individuelt i vol. Som sensitiv anbefales det at starte med en meget lav lyd, jeg kunne dog ret hurtigt skrue op. Men hvis der er antræk til hovedpine, kvalme eller anden utilpashed er det for højt. Brainwaves kan have effekt selvom du ikke synes du kan høre den. Og hjernen genkender hurtigere efter flere gange, så fortvivl ikke hvis der ingen effekt er i starten, det kan sagtens komme. Og det er meget individuelt hvornår og hvordan man når dertil.
Kh.
Anne-Marie
Spændende! Tusind tak, Anne-Marie :)
Jeg er også stor fan af brainwaves! Det er godt til mange ting, både afslapning og arbejde. Jeg bruger f.eks. tit et “study aid” program, når jeg sidder på biblioteket og læser. Det lukker larmen ude (folk larmer helt vildt på biblioteket!) og hjælper mig med at fokusere – genialt! :)
Jeg kender godt alle de der signaler. Lydfølsomhed er også en af mine, og så det at jeg begynder at vågne midt om natten. Og flere andre signaler. Jeg kan mærke at det at sidde og kigge i en skærm stresser på en eller anden måde. Trækker mig væk fra mig selv, på en eller anden måde. Får mig for meget op i hovedet og væk fra min krop. Så for mig er det vigtigt at jeg lærer at få en disciplin i forhold til hvor meget tid jeg bruger foran skærmen. Jeg er så heldig at jeg har en hund, som jeg går mange ture med. Og så har jeg et praktisk arbejde. Laver mad i en vuggestue. Så det i sig selv giver mig variation i hverdagen.
Held og lykke med det hele. Foråret, lyset og udetid er heldigvis lige om hjørnet. Ha en dejlig dag. Og tusind tak for dig.
Den med skærmen kan jeg også mærke. Og jeg tilbringer jo bare mange timer foran sådan en og i perioder kan jeg også have brug for at vænne det ryggen lidt.
Av, den med lydfølsomhed og følelser om krav ramte da lige den rigtige knap her… Tror bare jeg lader rengøring være rengøring og går en lang tur……
Håber, gåturen hjalp :)
Hej Jane.
Du er mega sej! Det at lytte til sin krop er en ting, men så også at reagere på det er super sejt + at gøre noget ved det!!! Wau!
Glædes på dine vegne❤
Knus herfra……prøver lige at suge lidt af energien – kan du mærke det? – men forsøger også at sende dig gode vibes
Uanset så tak for søde ord og gode vibes :)
for mig er det også lange gåture eller løbeture der redder mig. Jeg har godt nok ikke ferie at se frem til, men jeg har 14 dages sygemelding i forbindelse en operation at se frem til – og jeg glæder mig, selv om jeg kommer til at have smerter de mange først dage – så glæder jeg mig til at slappe af, hvor det faktisk et legitimt at jeg gøre, det forventes faktisk af mig.
Tænk at man kan komme derhen, hvor man glæder sig til en operation! Jeg kan sagtens følge dig, men det er lidt tankevækkende, at vi ikke tillader os selv at holde fri før, ikke? :)
Jo, det er faktisk. Jeg har dog lige haft en uges ferie sammen med mine piger, men det er bare ikke den rigtig slags afslapning, ikke den jeg har brug for.
Ferie med børn tæller ikke de første mange år! Ej nu ved jeg ikke hvor gamle, dine er, men der gik da nogle år, før vi begyndte at tælle ferie med børn med i regnskabet :)