Denne vintersalat med grønkål og butternut squash har den perfekte kombination af salt, sødt, syrlighed, sprødhed, blødhed og knas. At få alle disse forskellige smage og konsistenser ind i en ret betyder meget for, hvor tilfredsstillede vi føler os efter at have spist. Og nå ja, så er den også pæn. At den fryder øjet er jo heller ikke helt dumt.
Min vintersalat har grønkål i bunden, som jeg har masseret blødt med en sennepsvinaigrette. Ovenpå ligger tern af butternut squash, som jeg har bagt med andefedt, salt og rosmarin og så er hele herligheden toppet med granatæblekerner og ristede pekannødder.
Virkelig lækker vintersalat – gem den og brug den både til hverdag og til gæster.
Vintersalat med grønkål og butternut squash
Føj til favoritter Udskriv PinIngredienser
- 500 g butternut squash
- 15 g andefedt
- 0,5 tsk tørret rosmarin
- salt og friskkværnet peber
- 200 g grønkål vægt uden stængler
Sennepsvinaigrette
- 30 g olivenolie
- 30 g æblecidereddike
- 2 tsk dijonsennep
- salt og friskkværnet peber
Drys/topping
- 60 g pekannødder
- 80 g granatæblekerner
Sådan gør du
- Skær butternut squash i tern. Du kan sagtens lade skrællen sidde på.
- Vend butternut i andefedt og drys med salt og rosmarin.
- Giv dem ca. 15 minutter ved 180 grader i airfryeren eller måske 20 minutter i ovn ved samme temperatur. Rod/ryst i dem undervejs.
- Lad dem afkøle lidt.
- Rengør grønkålen grundigt og dup den tør med køkkenrulle. Skær stænglerne fra og skær/bræk bladene i grove stykker.
- Rør sennepsvinaigretten sammen i en lille skål og masser den ind i grønkålen, til du mærker, at de stive kålblade bliver bløde og medgørlige i det. Anret dem i et servingsfad.
- Fordel de bagte tern af butternut squash ovenpå.
- Rist pekannødderne på en tør pande og hak dem groft. Fordel dem over salaten sammen med granatæblekernerne.
Noter
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Tip til at få granatæblekernerne ud af æblet
Der er mange tricks til at få granatæblekernerne ud af æblet. Jeg foretrækker den, hvor jeg skærer det i halve eller kvarte og fylder en stor skål med vand. Under vandet vrider jeg så kernerne ud. Kerner synker til bunds og skrællerne lægger sig i overfladen, hvilket gør det nemt at separere de to.
Vintersalat med fuld smæk på smagen
Denne vintersalat vil være en crowd pleaser for alle rundt om bordet, og det er kun, hvis du har en vegansk gæst, at en vil stejle over brugen af andefedt. Andefedt giver en fantastisk smag til de søde tern af butternut squash, men det kan fint byttes til olivenolie.
Butternut squash er et af de lidt kulhydrattunge græskar og er det et problem, kan du evt. bytte til hokkaido. Jeg valgte dog butternut her, da jeg synes, det holder lidt bedre form i salaten. Og så var min tanke også, at kulhydrater fra butternut squash er mit mindste problem lige i øjeblikket😅
Men skulle du være i tvivl, er denne vintersalat mere egnet på Low Carb end på Keto.
Små byttehandler i din vintersalat
Prøv også at bytte granatæblekernerne i din vintersalat til friske blåbær eller brombær og måske pekannødderne til valnødder. Er du ok med lidt flere kulhydrater, er søde kartofler et lækkert bytte for butternut squash. Sød kartoffel er seriøst min yndlings-carb. Elsker dem.
Små byttehandler men pludselig har du en helt anden smagsoplevelse. Hellere bruge det, du har, end at skulle købe nyt hele tiden💜
Den ser rigtig lækker ud og skal helt sikkert med på julebordet i år😊