Vinterdepression eller sæsonafhængig stemningsforstyrrelse, som jeg faktisk synes er et bedre ord, er noget, jeg har mere erfaring med, end jeg bryder mig om at indrømme. 5-10% oplever depressive symptomer om vinteren, iflg. Sundhed.dk, og det synes jeg ærligt talt lyder lavt. Men det er jo bare dejligt, hvis det er sandt.
Vinterdepression – mine erfaringer
Jeg har tidligere følt mig meget deprimeret om vinteren. Skruer jeg tiden 8-10 år tilbage, var mine vintre direkte uværdige i en grad, at det var noget, jeg drøftede med min læge hvert år.
Siden jeg blev selvstændig, har jeg de fleste år haft bedre forudsætninger for at passe på mig selv, og mine vintre har gået meget bedre. Ikke super men heller ikke ligge-under-tæppet-i-fosterstilling-og-spise-chokolade i 5 måneder.
Indtil sidste vinter. Jeg var SÅ deprimeret sidste vinter, at det skræmte mig. Jeg håber, at triggeren var Corona, nedlukning, vrede, følelsen af at andre bestemte over mit liv, manglende rejsemuligheder osv. men oplevelsen har gjort mig lidt nervøs for de mørke måneder, vi går i møde nu.
Sådan føles vinterdepression for mig
Jeg er aldrig sprudlende om vinteren, men der er stadig forskel på at køre på lidt nedsat kadence og så at være direkte depressiv.
Mine depressive symptomer om vinteren mærkes især ved en forstærkning af min iboende glasset-er-halvtomt-tendens, men det, der især rammer mig, er en fuldstændig gennemgribende indifference. Jeg føler ingenting. Jeg er bare. Det hele er gråt. Jeg kan ikke mærke ægte glæde, og jeg føler mig som en anden person. Jeg kan se mig selv udefra, og jeg ved, at det ikke er sådan jeg er.
Men jeg kan ikke ændre på det, når jeg står midt i det. Eller sådan føles det i hvert fald. Det er som at være fanget i et ringere liv, jeg ikke kan bryde ud af.
Jeg kan sagtens komme ud af sengen om morgenen (hello A-menneske), og mit energiniveau føles normalt. Jeg kan sagtens passe mit arbejde og mine forpligtelser, men jeg plejer at skrue ned for alt, der kan skrues ned for i en form for accept af at min kapacitet er nedsat. Det kan være svært som selvstændig, men jeg øver mig meget i at nedsætte forventningerne til hvad jeg skal kunne og nå. Særligt om vinteren.

Forebyggelse af vinterdepression
Jeg gør en hel masse i håb om at forebygge denne her sæsonafhængige stemningsforstyrrelse. Ikke bare i månederne op til vinteren men hele året.
Dagslys året rundt
Hele året er jeg meget opmærksom på at være i solen. Jeg kalder det mikrodosering og det består i at jeg året rundt opholder mig udenfor med så meget hud blottet, som temperaturen tillader. Om sommeren ligger jeg ude på en solseng i gerne 20-30 minutter hver dag, der er sol, og forår/efterår/vinter sidder jeg i et læhjørne, hvor solen skinner.
Jeg prioriterer at få dagslys først på dagen eller midt på dagen om vinteren, fx ved at afbryde mit arbejde og gå en tur. Ofte timer jeg mine gåture efter vejrudsigten. Er det skyet om formiddagen og sol om eftermiddagen, går jeg om eftermiddagen. Det er en af de helt store forskelle på mit arbejdsliv i dag og i gamle dage, og jeg har længe tilskrevet mine bedre vintre, at jeg har disse muligheder.

Rødlysterapi – Red Light Therapy
Jeg bruger rødlysterapi. Det ved jeg ikke rigtigt om har noget med vinterdepression at gøre, men det hjælper til at regulere min døgnrytme og gør underværker for min søvn. Jeg har tidligere skrevet om min brug af rødlysterapi her.
Lysterapi
Jeg bruger også regulær lysterapi.
I et par år har jeg testet Valkee, som er en måde at få lysterapi i ørerne. Lysterapi direkte på hjernen gennem ørene skulle efter sigende give samme virkning som den anerkendte lysterapi via øjnene. Det lyder skørt, og det er det måske også. Og jeg synes desværre heller ikke, det har haft nævneværdig effekt for mig.
I år har jeg derfor købt en traditionel lysterapilampe, og jeg håber virkelig, at den bliver mit store gennembrud. Mine forventninger er dog ikke enorme. Lysterapien starter jeg med cirka midt september.
Jeg har købt denne lysterapilampe (reklamelink). Det er en medicinsk godkendt lysterapilampe med en lux-værdi på 10.000 lux, hvilket er den styrke, der er testet for lindring af vinterdepression. Om den virker, skal jeg fortælle om til foråret :)

Sund kost, motion og kosttilskud
Herudover spiser jeg overvejende sundt, dyrker masser af motion og tager tilskud af D-vitamin i lidt høje doser, idet jeg både tager den som selvstændigt tilskud og i min fiskeolie (Cod Liver Oil + D).
Sidste år testede jeg tilskuddet 5-HTP, som er en aminosyre, som har en smule dokumentation til afhjælpning af depressive symptomer. Jeg oplevede dog ingen nævneværdig effekt af dem.
Herudover har jeg nogle forskellige self care ting, jeg prøver at prioritere, men indsatsen her er lidt mere periodevis, hvilket er fjollet, for jeg kan mærke, at de er vigtige nok.
Vinterrejser til sol og varme
I mange år rejste vi til Thailand om vinteren. Det var ordineret af min læge, som sagde, at det var det bedste, hun kunne tilbyde mig, og jeg var hurtig til at tage hende på ordet. Og det hjælper også, det gør det virkelig.
Min erfaring er desværre bare, at det mest virker, imens jeg er der. I samme øjeblik, jeg træder ud i sol og varme, har jeg det 100% ok igen, og jeg føler mig fuldstændig som mig selv igen.
Desværre synes jeg ikke rigtigt at effekten varer ved efter hjemkomst. Jeg skal ikke være mange dage tilbage i mørket og kulden, før det føles som om jeg aldrig har været væk.
Dette er en af grundene til vores Spaniens-planer. På sigt håber jeg at skulle opholde mig i Sydspanien i de mørkeste måneder.
Jeg ville ønske, det var anderledes
At have det sådan i de mørke måneder og bo i et land, hvor der er 5 måneders mørke om året, føles som en virkelig dårlig aftale. Allerede i efteråret, når vi går og gør haven klar til vinteren, kan jeg få sådan en gruende følelse ved tanken om det indendørsliv, der venter. Deprimeret eller ej, det er da et ringere liv!
Jeg håber, at sidste år var en enlig svale, og at vinteren udmønter sig bedre i år.
Kender du til vinterdepression og vil du dele dine oplevelser?
Har du overvejet at gå helt anderledes til problemet “manglende glæde” og indifference?
Fra den semi-alternative verden kan jeg virkelig anbefale kundaliniyoga (som jo er virksomt i en grad hvor praksis kommer en advarsel om for meget energi), gongterapi eller TRE, som egentlig kommer fra traumeverdenen.
Der arbejder man energetisk på en hel anden måde end med kost, motion og kosttilskud.
Held og lykke😊
Spændende og tak. Jeg er ikke så velbevandret ud i den alternative verden, så nej, det har jeg endnu ikke kastet mig ud i.
Jeg glæder mig rigtig, rigtig meget til din opdatering på Red Light Therapy – især indvirkningen på søvn. Men du ville vist vende tilbage efter længere tids brug? Manglende søvn er for mig overspisnings-trigger numero uno, og det er desværre ikke bare at gå tidligere i seng. Jeg vågner simpelthen kl 3ish og har vældig svært ved at falde i søvn igen.
Lamperne er noget kostbare, men hvis de kan hjælpe ….! Jeg har en lille, håndholdt, rød lampe allerede og fornemmer, at den gør en forskel.
Ja jeg skylder en opdatering der. Men jeg vil sige, at jeg stadig elsker dem og effekten på min søvn er stadig god. Men mit søvnproblem er anderledes end dit, for jeg har mest problemer med selve indsovningen og ikke med at blive i søvnen, når først, jeg sover.
Spiser du Low Carb/Keto-ish? I så fald kan du teste 0,5 tsk salt i et glas vand en times tid inden sengetid. Sammen med Magnesium også. Det hjælper mange low carbere til at sove igennem og undgå den der kl. 3-opvågning. Nogle har også glæde af lidt kulhydrat om aftenen eller til aftensmåltidet. Fx en skål bær eller lign. Men personligt synes jeg salt har mere effekt.
Tusind tak for din tilbagemelding. Jo, jeg spiser -ish, dog mere i nogen perioder end i andre. Men faktisk, i de perioder, jeg har, da sover jeg bedre.
NÅR du når frem til en opdatering, ville det være skønt, hvis du også ville henvise til nogle kilder? Men det plejer du vist :-)
Jeg kan jo ikke rigtigt bringe kilder på min egen oplevelse og erfaring… Men hvis du vil undersøge rødlysterapi, finder du publicerede studier ved at søge på ‘photobiomodulation’. Søg fx i Pubmed, så kommer der en del læsestof at kaste sig over.
He, he – nej, du kan selvfølgelig ikke komme kilder på dine egne erfaringer. Jeg mente vist kilder til tekset, der pegede på søvnforbedring.
jeg har selv kigget lidt, og ja, der kommer mildest talt en del. Jeg fandt da også noget om søvnforbedring, men typisk undersøgt i forhold til en anden ‘condition’, fx søvnapnø, til fibromyalgi og problemer efter bestemte typer hjerneskade. Det tætteste, jeg kom på bare at handle om søvnproblemer, var veteraner med PTSD, Der var også rigeligt med musehjerneforsøg og protokoller …umiddelbart fandt jeg ingen metastudier med søvn, og det havde været rart med et sådant.
Man kan selvfølgelig slutte omvendt på baggrund af mængden af førdig – så må der vel være ‘noget’.
Hej Jane
Behovet for d-vitamin er individuelt. Du kan få testet dit d-vitamin niveau hos lægen. Optimalt skal det ligge mellem 80-120. I lægeligt regi reagerer de ikke, hvis du ligger over 50, men ligger det under er du i mangel.
Mvh Susanne
Ja det ved jeg men jeg tænker mere i terapeutisk dosis end i standarddosis. Jeg er helt sikkert ikke i mangel.
Nårh – det ved jeg intet om:-)
Hej Jane.
Jeg bruger også lys i ørene, Valkee, men syns nu heller ikke det har den store effekt.
Men det der helt sikkert hjælper mig er perikon – Velzina – det kan få mig frelst gennem vinteren. Dertil pæn dosis D vitamin.
Æv med Valkee. Jeg tester i øjeblikket Valkee + lysterapilampe men indtil videre er effekten undervældende😭
Jeg testede perikon for mange år siden også. Husker desværre ikke det havde nogen nævneværdig effekt.
Hvor stor dosis D-vitamin, tager du? Jeg tænkte lige forleden om jeg skulle teste at sætte min dosis op men jeg er lidt usikker på om jeg i virkeligheden får rigeligt allerede..
Hej Jane.
Jeg tager D Pearls på 38 mcg 1 stk daglig. Og jeg kan godt finde på at tage 2 når det bliver januar. Men jeg er også en ældre person 😉 (70 år) så måske det også kan spille lidt ind med optagelsen af D vitamin i den alder.
Og så vil jeg da prøve med dobbeltdosis lys i ørene 🌞🌞.
Må jeg spørge, hvorfor du mener 5-10 pct er lavt sat? Der er vel videnskab bag, og de plejer at notere, hvis de mener, der er et mørke tal (no pun)
Jeg synes bare det lyder lavt i et land med så lang, mørk vinter, men det er jo bare dejligt, hvis det er tilfældet.
Sveriges Radio lavede et program om Carl von Linné for nogle år siden. Han var forsker og levede på 1700-talet. En ting jeg husker fra programmet var, at de fortalte at om sommeren arbejdede han 18 timer, men om vinteren måske kun 8. Når han ikke arbejdede sov han. Dette var selvfølgelig fordi der ikke var elektricitet den gang, men på en eller anden måde gav mig programmet en aha-oplevelse. Det lød meget “sundt” at arbejde MED de forudsætninger der er i omgivelserne, i stedet for at arbejde IMOD. Det er vel også lidt på linie med Nobelprisen i medicin for nogle år siden, med den cirkadiske døgnrytme – at vi bliver styret af lyset.
I øvrigt har jeg ingen løsning… Jeg prøver også at gøre som du i forhold til at få dagslys hver dag. December og især januar er værst for mig. Ville være dejligt hvis hele samfundet kunne sætte forventningerne ned for de mørke måneder, men det kommer nok ikke til at ske 😛 produktivitet frem for alt.
Ej så spændende! Og relevant. Det giver jo så fin mening at tilpasse krav og forventninger til de lyse og mørke perioder. På samme måde som vi også (ofte) sover mindre om sommeren og mere om vinteren.
Januar-februar er klart værst for mig også. Håber virkelig denne vinter bliver fyldt med solskinsdage. Bare ind imellem☀️
Åh ja, vinterdepression… Det kender jeg bestemt godt. I modsætning til dig var sidste år dog min bedste vinter i mange år. Nok fordi jeg arbejdede hjemme, og dermed havde mulighed for at komme ud i dagslys hver dag. Det hører dog med til historien, at jeg er introvert og ikke har børn, så for mig var coronaen en tiltrængt pause fra storrumskontoret.
Jeg bruger også Valkee og tager altid en “dobbeltdosis”. Det virker ok, men er ikke et mirakelmiddel. Det er dog urealistisk, at jeg skulle sidde længe nok ved en almindelig lysterapilampe hver morgen, så Valkee er min løsning, fordi “det er det, jeg får gjort”.
Ellers prøver jeg i bedste Wim Hof-stil, om kolde brusebade har effekt. Indtil videre tror jeg på det :-)
Uh hvor smart med dobbelt dosis Valkee. Det var slet ikke faldet mig ind. For du har ret, det er så meget nemmere end at skulle sidde foran en lampe. Lampen kan kun fungere for mig, fordi jeg har hjemmekontor og bare har den tændt imens jeg arbejder. At skulle sidde og glo ind i den er helt urealistisk.
Og sejt med Wim Hof. Håber det virker🤞🏼🥶