Jeg kender en masse piger. Søde, smukke, kloge og normalvægtige piger. Fælles for dem er også, at de nærmest allesammen gerne vil tabe sig. Bare lige de der 3-5 kilo. Så er jeg tilfreds, hører jeg dem sige. Selv min allermagreste veninde, synes selv, hun lige mangler 3 kilo, før hun kan tillade sig at være helt tilfreds. Jeg kigger på hende og tænker, at hun er skabt som en gudinde og kan ikke se, hvor de 3 kilo skal tages fra, men det ved hun helt sikkert selv. Argumenterne er mange: Mine bukser strammer. Jeg bliver gladere, hvis jeg taber mig. Jeg ville have det bedre med min krop, hvis jeg vejede 5 kilo mindre. Fortsæt selv listen. Du kender dem garanteret godt.
Av. Jeg synes, det gør ondt bare at skrive det. Faktisk er det her indlæg en gammel kladde, som jeg begyndte at skrive på for virkelig længe siden, men som jeg aldrig har postet. For jeg synes, det er et svært emne, fordi jeg tror, de fleste kvinder vil føle sig ramt af det. Men så bragte Lise et virkelig uhyggeligt og tankevækkende brev fra en læser, som, jeg synes, var virkelig svært at læse. Især fordi det efter kommentarfeltets aktivitet at dømme var noget, som rigtig mange kunne genkende. Brevet handlede om, hvordan ønsket om at tabe sig ender i en rutschebanetur af kontrol, tab af kontrol og i sidste ende vægtøgning.
Slankekure er jo vejen direkte til helvede, det tror jeg er ved at være common knowledge. Men det er ikke så interessant her. Det, som jeg synes er interessant er, hvad der ligger bag det her ønske om “bare lige at tabe 3-5 kilo”. Hvis jeg tabte mig 3 kilo, tror jeg ikke, der er en eneste, der ville bemærke det. Jeg tror ikke engang, jeg selv ville opdage det. Så hvorfor er det så så vigtigt? Hvorfor dømmer kvinder sig selv så hårdt? Jeg tror, at de 3 kilo handler om noget helt andet end vægt.
Åh jo, jeg har da også kørt rundt i den med de 3 kilo. Men det er efterhånden længe siden jeg gav slip på den. For mig var det en erkendelse af, at livet simpelthen er for kort til at jage 3 sølle kilo. Min vægt sprang alligevel op igen, hver gang jeg fik presset den ned der, hvor JEG synes, den skulle være. Min krop og jeg var tydeligvis ikke enige om, hvad der var idealvægten. Til sidst lod jeg min krop bestemme. Og kasserede alle de bukser, som jeg ikke kunne passe. Siden har jeg ikke haft problemer med at holde vægten.
Den gode Anna Hallén kalder det “trivselskilo”. Og jeg elsker det udtryk. For mig er det et udtryk for, at man respekterer, at ikke alle har en krop, som er beregnet til at veje 58 kilo som 35-årig. Og at man sagtens kan være okay og indtage sin plads i verden, selvom vægten er højere end det.
Jeg ved godt, at min holdning til slankekure og vægttab nogle gange virker lidt afvisende. Det er ikke, fordi jeg er imod vægttab eller ønsket om vægttab, for det er jeg bestemt ikke. Jeg er heller ikke imod alle de gode ting, som følger i kølvandet på et vægttab. Men jeg er imod, at man lader et tal på vægten definere, om man er god nok. Selv synes jeg, det er langt federe at jage lykken end at jage et tal på vægten. Og jeg tror ikke nødvendigvis, at de to findes samme sted. Til gengæld tror jeg, man bliver et lykkeligere menneske, hvis man lærer at behandle sig selv med lidt mere venlighed.
Men jeg er mere interesseret i at høre din version. Hvad handler de 3-5 kilo om, og hvad skal der til for at slutte fred med dem?
Hej Jane og I andre,
Jeg er journaliststuderende på Danmarks Journalisthøjskole og sidder lige nu og arbejder på en historie omkring ‘De fem kilo’. Altså de der enkelte kilo, som mange – i forvejen normalvægtige – kvinder gerne vil tabe.
I den forbindelse søger jeg en kvinde mellem 26 og 50 år, som kan genkende sig selv i det billede.
Du skal ligge inden for normalvægts-området i forhold til BMI (det kan regnes ud her: http://www.bmitest.dk) og så skal du have et mål om at tabe et par kilo eller fem. Det må meget gerne være et ønske du har haft længe – hvor meget du har gjort for at tabe dig er til gengæld lige gyldigt.
Som udgangspunkt skal du have nogenlunde normalvægtig hele dit liv.
-Og så skal du selvfølgelig have lyst til at udtale dig til en artikel
Jeg hører meget gerne fra alle, der kunne være interesserede på cstjerrild@mail.dmjx.dk eller på telefon 20491422.
Med venlig hilsen
Christina Sander
Virkelig rørende og nærgående indlæg, fordi man relaterer helt vildt til meget af det. Debatten bliver man helt opslugt af -OG provokeret. Jeg vil gerne smide to-tre kilo mere, og jeg kan godt forstå at folk der vejer MEGET for meget, føler sig provokeret af dét. For jeg ved godt de tænker: “Så smid da de få kilo!”, måske, men det er faktisk ikke så nemt. Jo “slankere” eller nærmere idealvægten man er, jo sværere er det.
Jeg nærer stor respekt-(-og misundelse..) for dem der slutter fred med deres krop og deres vægt. Måske er jeg bare ikke nået dertil endnu, fordi alt er gået så stærkt; stoppede med at ryge for 14 mdr. siden, vejede 53 kg, og tog bum, 8 kg på, Nærmest på maven. Jeg går ikke op i mode eller kigger billeder af tynde, nøgne modeller. Jeg kigger på mig og nej, jeg vil ikke ligne en kugle med tynde arme og ben. Men det har ledt mig ud på en livsstils-rejse hvor jeg lærer mig selv, mine madvaner og (ny) lyst til motion at kende. Hvis det var så nemt at tabe sig, om det er 3 eller 30 kilo, var der nok flere der gjorde det.. Og det synes jeg egentlig bare man skal bære over for hinanden for.
:)
For mig er det 2 ting, det drejer sig om:
1: De 3-5 kg kommer på, når jeg forsøger at lave nemme løsninger og har for travlt.. utroligt som dårlig og forkert kost og søvn og liv i det hele taget gør opmærksom på sig selv. Så på den måde passer det fint med at det handler om kontrol, for når jeg tager mig den tid, der skal til, så fløjter de ekstra kg af helt af sig selv.
2: Jeg har i langt tid troet at målgruppen var mere interesseret i de der alt glittede, slanke kvindekroppe – ellers giver det jo ikke mening at profilere dem – men efter at have hørt (ordentlig) efter hvad målgruppen sagde kunne jeg konstatere at de er fuldstændig ligeglade – og at det faktisk mere er kvinderne, der lægger mærke til om jeg har taget nye bukser på, tabt mig, taget på, fået nyt hår, eller hvad det nu kan være..
Og så var det jeg tænkte at de der kg kunne gøre hvad de ville, hvis jeg bare sørgede for at spise noget, der var godt for mig og fik bevæget mig mere og sovet bedre, så løste det sig sikkert af sig selv.
– og jeg stiger stadig på vægten hver uge, men det er mere fordi jeg synes, det er så flippet at kunne veje “for meget” og have fået en flad mave m LCHF, så det har jeg ikke vænnet mig til endnu :-)
Må indrømme at jeg bliver trist og irriteret når det her problem (for det mener jeg det er i vores samfund) omtales som “nykker”. Hvis man læser brevet på Lises blog og de tilknyttede kommentarer kan man da ikke være bekendt at slå det hen med at være nykker. Det er da ikke for sjov at kvinder træner til det gør ondt eller stikker en finger i halsen fordi de væmmes ved sig selv – det mener jeg man må tage meget seriøst. Det er altså ikke et luksus-problem. Hvis de kvinder bare kunne slutte fred med deres krop, og ikke udsætte den for de ting, tror jeg da at de ville gøre det. Man føler sig sgu ikke på toppen af verden når man ligger der på knæ foran toilettet med en finger i halsen skulle jeg hilse og sige. Det er virkelig ikke for at skabe negativ stemning her i tråden, men det gør mig bare ked af det, at det ikke er okay at udtrykke sin frustration over forholdet til sin krop bare fordi man ikke er overvægtig nok til at man må kalde det et problem. For mig at se handler det ikke om hvor MANGE kg det drejer sig om, men derimod hvor MEGET det fylder inde i hovedet på en selv – hvor meget det påvirker ens selvværd, ens livskvalitet og ens dagligdag. Om man vejer 3,10 eller 30 kg for meget er jo irrelevant, hvis en person nærmest føler selvhad, og får løst til at slå spejlbilledet når man ser på det. Som du også nævner Jane er det jo også problematisk, hvis det bliver en jagt uden ende. Bliver man nogensinde tilfreds? Slutter man nogensinde fred med den krop? Det skal jo også nævnes at der er nogle der er reelt kede af deres krop fordi de ikke kan tage på, og dem tror jeg bestemt også føler at de ikke må udtrykke deres frustration fordi vi i samfundet er så fokuserede på vægttab. Jeg synes det her er et problem, vi (i samfundet) må hjælpes ad med at få løst. Jeg tror det er vigtigt at børn og unge lærer om den sunde og naturlige krop, og at forældre prøver at vise et afslappet forhold til kroppen, samt pointerer at alle er forskellige og ser forskellige ud. I dag er det som om at der kun findes tyk og tynd, der snakkes aldrig om at være normalvægtig – det er i hvert fald ikke meget. Det er måske et fint sted at starte – at man stræber efter at være normalvægtig frem for tynd eller slank :)
Åh ha, sidder og nikker til alle jeres indlæg. Jeg er bestemt en af dem. Ja, faktisk køber jeg nærmest aldrig bukser, for kan jo ikke passe em lige om lidt …. når jeg har tabt mig 3-5 kg. Hmmm. Nu giver jeg det en chance til, og har besluttet mig til, at hvis det ikke lykkes nu (med en generel kostomlægning med lidt mere fokus på det sunde og lidt mindre på det usunde, selvom min “normale” kost ikke er helt hen i vejret), så lykkes det aldrig. Og så må jeg være tilfreds med min vægt. Basta. Synes at forskellen på + 5 kg og + 5 kg er smækker lækker og småfed :D. Altså for mig selv, ikke ;-). Med min nuværende vægt er min bmi faktisk lige præcis for høj. Ikke at jeg nødvendigvis vil rette mig efter det, men ved, at hvis jeg liiige tabte mig de der kilo (bare 3 ville være skønt!), så ville jeg få det bedre med mig selv – og få købt de bukser.
Har en kollega, der er en del flere kilo at tabe sig af end jeg. Har da tit tænkt, at det da er et luksusproblem, jeg har. Men heldigvis er det “legalt” blot at ville tabe sig 5 kg. Men kender da godt følelsen, hvis MEGET slanke personer siger “ej, hvor er jeg fed”. Så kan jeg da godt tænkte, at de må se mig som noget af en matrone. Og omvendt tænker jeg også “synd og skam” at de ikke er glade for det, de har.
Jeg er over 40 år, og har nok aldrig væet rigtig glad for min vægt, men jeg er ved at være der;-). Nu priser jeg mig lykkelig for mine former, men kan da godt ærgre mig over, at jeg ikke satt pris på min krop, da jeg vejede 10-15 kg mindre end nu;-). Kan huske, at en dreng (ja, det er længe siden, så et passende udtryk :D), sagde, at jeg var slank. Slank? Hvem? Mig? Nok desværre mljøskadet pga. en mor, der ALTID var på kur.
Og til sidst tak fordi, du tager emnet op. Kan jo tildels slutte mig til det:-).
Tak for input, Mette :-) Og nu kender jeg dig jo tilfældigvis i virkeligheden og ved, at du har smukke, kvindelige former, som os med mere firkantet bygning godt kan være misundelig på ;-)
jeg har tidligere arbejdet som model, da jeg var omkring 15 år gammel – og branchen lever på mange måder op til sit ry. Så snart jeg tog nogle kg. på (det vil sige gik fra at veje 52 til 54 kg; jeg er 176 høj) blev det kommenteret. Den ordrette formulering var, at jeg gerne skulle være lidt mere “pindet”. Problemet var selvfølgelig lårene, der helst skal være konkave og ikke røre hinanden. Selvom jeg hurtig kom ud af den branche og siden har haft helt normale jobs har ønkset om de konkave lår og de tynde arme forfulgt mig lige siden. Ikke mindst fordi, det er det eneste man præsenteres for i diverse magasiner, på reklame-søjler, i film etc. Kombinationen 13/15-årig model + photoshop er simptelhen skabt til at give mindreværdskomplekser, hvordan skulle den kunne andet? Et fra naturen slankt og (ifølge konventionerne) kønt menneske laves ENDNU slankere og ENDNU kønnere uden at du som forbruger kan sætte en finger på hvor og hvordan, det er sket. Jeg er 24 år i dag, lykkelig gravid i fjerde måned og omkring 10 kg. tungere end jeg var som femten årig. For første gang i mit liv er jeg begyndt at stole på og lytte til min krop. (og den vil meget hellere veje 60 end 50 kg. skal jeg hilse og sige). Det har været en kæmpe lettelse ikke at se den som noget der (havde jeg blot viljestyrke nok) kunne være bedre / slankere / smukkere – men som en gave og en højt udviklet, sindssygt kompliceret organisme, der skal bære mig så langt den overhovedet orker.
For mig handler det meget om at slutte fred. At holde op med at tænke på kroppen som modstander, men som en allieret. Man er som regel sød og god ved sine venner – det er sværere at fylde en krop, man elsker og respekterer med dårlig og for meget mad.
Desuden hjalp det enormt at smide vægt og målebånd ud og ikke at tvinge mig selv til at dyrke en sport som jeg hadede. Jeg går til yoga tre gange om ugen, fordi det gør mig glad i hovedet. Jeg bryder mig ikke om at løbe, derfor løber jeg ikke.
Når alt det er sagt er der dage hvor jeg savner de konkave lår og benede skuldre – dage, hvor jeg bliver misundelig på modellernes kind- og kraveben. Men så hjælper det altså at spørge helt ærligt: VAR jeg lykkeligere dengang mine knogler også kunne ses? Og svaret er – overraskende nok – nej.
Årh, hvor er det også bare sejt at læse, Caroline. Tak fordi du delte din oplevelse.
Jeg er jo lidt gammel (ha ha) så jeg er for længst stoppet med at tro, at jeg skal ligne modellerne i bladene. For det er en anden ting. Man bliver mildere med årene. Også i sit syn på sig selv. Set i bakspejlet kunne jeg godt have tænkt mig, at jeg havde holdt mere af mig selv tidligere. Det tror jeg ville have navigeret mig udenom nogle af mine issues.
Jeg vil gerne erklære mig rørende enig med Rikkeprikke. Og takke for et spændende indlæg og debat.
For mig handler det om at være den bedste udgave af mig selv, og jeg VED at jeg kan veje 5 kilo mindre og se bedre ud. Jeg ved også at det r irriterende og krævende, og at det helt sikkert ville være sundere for både mit selvværd, min krop og min samvittighed at acceptere mig selv. Derudover tror jeg at mennesker har en eller anden mærkelig trang til at stræbe efter noget – og i disse år er det desværre et, for mange, svært opnåeligt skønhedsideal. Jeg ville ønske at idealet var, at man spiser sundt og varieret, og vigtigst af alt: Hviler i sig selv og er i balance.
Altså, jeg er 40+ (alder). For cirka 20 år siden vejede jeg ikke meget over 50 kg. Trænede 3 til 4 gange om ugen, og var overbevist om, at min lykke var gjort, og at jeg ville være super-smækker-lækkker, HVIS jeg bare lige kom på den anden side af de 50 kg. Det kom jeg så aldrig – no wonder, vægten var vel bare fin til mig. Nu mange år og nogle ekstra kilo senere, bruger jeg det til eksempel for mig selv, hvis jeg bliver grebet af den samme type tanker (dog ikke længere med målet at komme under 50 kilo – gudskelov, at jeg dog ikke kan være SÅ urealistisk). Så må jeg lige have mine tanker en tur tilbage i tiden. Jeg var jo netop IKKE lykkeligere og gladere for mig selv, dengang jeg vejede lige over 50 kilo. Så hvorfor pokker skulle jeg blive det nu? Og når jeg nu måler 168 cm, får jeg da ALDRIG superlange (og slanke)modelben. I min alder er huden ikke længere så fast, og jeg har da appelsinhud og fedtlag under huden. OG HVAD SÅ! Jeg er ikke overvægtig, men i mit lille hoved kan jeg godt nogle gange have en idé om, at jeg liiiige kunne gøre en indsats for at smide lidt……Og når jeg prøver og lykkes med at smide 3 eller 5 kilo. Bliver jeg gladere for min krop? Næh, egentlig ikke, for så er der lige noget andet i vejen. Den lille usikre pige er der stadig inden i.
Vi bliver jo tit bombarderet af billeder med perfekte, smukke og slanke kvinder, og vores eget selvbillede er jo noget mere “krølllet” og uperfekt. Så det kan sætte en masse kedelige tanker i gang, hvis vi ikke hviler tilstrækkeligt i os selv. Jeg synes Christian Bitz er fantastisk, når han udtaler sig om, at kvinder som ikke spiser er usexede. Lad os så flere af hans slags på banen i den offentlige debat.
Mvh. Mia
Jeg er også på “team 3-5 kg”, selvom jeg er normaltvægtig og passer en str. 36-40 (hej pæreform).
Dit indlæg minder mig om et program jeg hørte på P1 omkring at mange unge i dag lider af en depression. En ekspert mente at det bl.a. skyldes en tendens til at være perfektionistisk og stille enormt høje krav til sig selv. Jeg tror dette også har meget at sige når det kommer til kropsidealet, og jeg tror de 3-5 kg. er et håndgribeligt udtryk for perfektionismen. Ikke sagt at alle der vil tabe sig har en depression. Men det er bare det her med, at jeg tror, at det fysiske krav for mange er et symptom på noget mentalt. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Mine krav til mig selv og perfektionisme er over hele linien, og jeg slår hele tiden mig selv oveni hovedet når jeg synes jeg har spist for usundt/læst for lidt til en forelæsning/råbt for meget af min kæreste/lavet en fejl på arbejdet/ikke fået topkarakter til eksamen osv. Jeg tror mange i min generation (jeg er 25) kan genkende denne konstante indre dommer. Og sikkert også mange andre.
Derudover handler det for mig et eller andet sted om en manglende accept af at være blevet kvinde. I teenageårene kunne jeg æde slik hver dag uden at tage et gram på. Det kan jeg bare ikke mere (og æder heller ikke så meget slik som dengang vil jeg lige pointere!). Og så ligner jeg heller ikke en på 16 mere – jeg har lår, numse og en lille bule på maven. Jeg ville ønske at jeg helt ind i hjertet syntes det var okay.
Jeg har set et par afsnit af top model, som kører lige nu. Mange af pigerne er 15-16 år! Tænk på det næste gang sammenligner dig selv med en model.