Vælg den rette strategi, når du vil ændre vaner

Vaneændring er svært. Især fordi vi hele tiden bliver fodret med forskellig og ofte modsatrettet information om, hvordan vi skal gribe det an.

Vaneændring: Enten -eller vs. Alt med måde

En tilbagevendende diskurs i sundhedsdebatten er det her med enten-eller overfor alt-med-måde. Den sort-hvide-tankegang udskældes jævnligt og får skyld for at føre til kontroltab og overspisning med dertilhørende vægtøgning, skyld og skam.

Fra sort-hvid-siden udråbes alt-med-måde-tankegangen til at være en undskyldning for at fortsætte med at hælde junk i røret. Sådan sat på spidsen, i hvert fald.

Ingen af delene er rigtige, hvis du spørger mig. Vejen til permanent vaneændring sker ved at nå til et punkt, hvor den indre dialog ophører, og hvor vi per automatik og uden brug af viljestyrke udfører (eller ikke udfører) en bestemt handling.

Hvordan vi når dertil, er vidt forskelligt. Hvorfor er der nogen, der så let som ingenting ændrer en dårlig vane og aldrig ser sig tilbage, mens andre ligger og roder rundt i en masse fejlslagne forsøg på at skifte kurs? Det spørgsmål er jo det vigtigste af dem alle.

Jeg gør mig ingen forhåbninger om nogensinde at forstå de mekanismer til bunds, men fornyligt læste jeg en uhørt spændende bog, som gav et bud på noget af det. Bogen handlede om en masse forskellige personlighedstyper og personlighedstræk, og om hvordan der er forskellige strategier, der virker for de forskellige typer.

Abstainer eller moderator?

Særligt interessant var det, da bogen beskrev de to typer, som forfatteren kaldte Abstainers og Moderators.

Abstainers

Abstainers har det bedst med faste regler og med at være abstinent. Abstainers trættes af den konstante indre dialog om skal – skal-ikke, hvis spillereglerne bliver for uskarpe. Det er ganske enkelt nemmere for Abstaineren at sige nej tak til kage end at nøjes med at spise en bid.

Ved at afstå helt fra det, der trigger, opnår Abstaineren den eftertragtede fred og frihed.

Moderators

Moderators derimod trives bedst uden restriktioner og med alt med måde (everything in moderation).

De bliver gnavne og rebelske ved tanken om rigide regler. For dem virker det afslappende at have en pose slik i huset. De slapper af ved tanken om, at der er slik til rådighed, hvis de skulle få lyst til det.

Det er også Moderatoren, du læser om i damebladene, der spiser et tern mørk chokolade og lægger resten væk og først rører den igen tirsdag ugen efter, eller som kan købe en flødebolle om torsdagen og først spise den til eftermiddagskaffen om søndagen.

Abstaineren derimod får ikke fred, før den pose slik er væk. Og chokolade spises kun i hele plader. Og flødeboller gemmes under ingen omstændigheder fra torsdag til søndag.

Jeg er sikker på, du kan genkende dig selv i den ene eller den anden type (eller måske lidt i begge). For sat på spidsen ligger de to typer jo sindssygt langt væk fra hinanden. Det kan måske også forklare, hvorfor Abstainers og Moderators tit er meget fordømmende over for hinanden. Ingen af typerne kan begribe, at nogen kan fungere med noget, der ligger dem selv så uendeligt fjernt.

Mine vaner (og uvaner)

Grunden til, at det interesserede mig er, at jeg selv har vaner, som jeg har lagt helt og holdent bag mig, mens det går så som så med andre uvaner. Jeg har fx ikke røget en cigaret i snart 15 år, og jeg har ikke spist (rigtigt) brød i over 5 år. Begge dele var lidt svært i starten men er med tiden blevet noget, jeg ikke bruger viljestyrke på at opretholde.

Fælles for dem er, at jeg er stoppet mere eller mindre fra den ene dag til den anden uden nogensinde at kigge mig tilbage. Og jeg har aldrig haft episoder, hvor jeg har svælget rundt i hverken cigaretter eller brød i den periode. I stedet har jeg lykkes med at gøre de to punkter til noget, jeg ikke behøver diskutere.

Her er ingen indre dialoger, om skal jeg tage det stykke brød/tænde den cigaret, eller om jeg ikke skal. Ingen! Og fraværet af den dialog gør, at jeg ikke til sidst rammes af decision fatigue og ender ude i knap så smarte valg.

For mig er det at være abstinent den ultimative frihed. For en moderator ville det være et fængsel.

Så jeg er nok mest Abstainer.

Jeg lykkes tilsyneladende bedst, når noget er sort-hvidt. Jeg kan godt spise ét stykke slik eller ét stykke chokolade, men hvis jeg gør det, skal jeg bekæmpe lysten til mere med viljestyrke. Og det er udmattende at skulle trække på viljestyrken.

Så det er nemmere for mig at takke nej. Meget, meget, meget nemmere. Jeg føler mig ikke snydt, når jeg takker nej. Jeg føler mig derimod snydt, hvis jeg takker ja og derefter skal kæmpe med trangen til mere resten af dagen.

Det betyder ikke, at jeg altid bare takker nej, men bare at det er nemmere for mig sådan. Så når jeg vælger ikke at spise et tern chokolade, isen eller kagen, er det mest, fordi jeg ikke orker efterspillet. Ikke fordi jeg ikke “må” spise sukker, chokolade etc. Det må jeg gerne. Andre gange vælger jeg at spise hele pladen.

Men jeg vælger selv. Altid.

Men for mig er det at være abstinent den ultimative frihed. For en moderator ville det være et fængsel.

Det er svært at forklare, hvordan tankerne fungerer, for de kører jo på autopilot.

Jeg opererer fx ikke med forbud. Jeg har bare visse ting, jeg vælger ikke at spise (gluten) og nogle ting, jeg vælger at spise sjældnere end andre (sukker).

Jeg formulerer mine hensigter i positive termer fremfor negative. Fx “jeg spiser lækker mad af gode, naturlige råvarer” fremfor “jeg må ikke spise sukker, gluten, whatever”.

Det lyder måske som en lille ting, men det gør en stor forskel for mig.

Vaneændring: Kend din personlighedstype

Meningen her er ikke at gøre den ene type bedre end den anden. Det er ikke en konkurrence.

Men hvis du gerne vil ændre vaner, er det vigtigt, at du gør op med dig selv, om du læner dig mest op af den ene eller den anden personlighedstype. For det er nødvendigt for dig at vide, når du skal lægge strategi, eller når du skal vælge, hvor du vil søge hjælp.

En Abstainer, der søger hjælp hos en Moderator og får råd om at nyde alt med måde lykkes sandsynligvis lige så skidt som en Moderator, der bliver rådet til at være mere restriktiv.

Ved du fx med dig selv, at det at spise fredagskage med kollegerne fører en række dårlige valg med sig, gør du klogest i at lade kagen være og nøjes med kaffen.

Ved du derimod, at du føler dig snydt, hvis du takker nej til kagen, og at følelsen af at være blevet snydt fører til en form for overkompensation senere, er du bedre stillet ved at spise kagen.

Min pointe her er, at der ikke findes én rigtig eller forkert strategi for alle, men at du er nødt til at gøre op med dig selv, hvilken strategi, der tjener dig bedst på den lange bane. Og den bedste strategi for dig vil altid være den, der kræver mindst mulig viljestyrke at opretholde.

Update

Siden jeg skrev dette indlæg lod jeg mig inspirere af mine egne skriverier og valgte at gå all-in på mine Abstainer-tilbøjeligheder. Jeg tog derfor en periode på 8 måneder, hvor jeg afstod 100% fra sukker. Læs mere om den beslutning her: 100% sukkerfri – min personlige historie

Bogen, jeg blev inspireret af, er i øvrigt denne:

Jeg har købt den på Amazon: