Har du født, og vil du gerne i gang med vægttab på en sikker og effektiv måde? Så læs med her. Lad os prøve at se på vægttab efter fødsel og hvordan det er bedst at gribe det an.
Det første, jeg vil sige, er, at jeg godt forstår, at du kan føle dig utålmodig efter at få din krop tilbage efter at have lånt den ud i 9 måneder. Jeg husker det tydeligt. Men jeg vil samtidig også godt spørge om vægttab er rette fokus lige nu? Tiden med baby er en svær og presset tid i forvejen og samtidig er det en tid i dit og dit barns liv, som aldrig kommer tilbage. Vægttabet løber ingen vegne – det kan vi altid tage hånd om. Promise.
Men er tiden den rette til vægttab efter graviditet, så vil jeg gerne give dig mine bedste råd til at tabe dig på en sikker og effektiv måde.
Dette er til dig, der ikke ammer, eller som er færdig med amning, eller som er i den sidste fase, hvor baby får det meste af sin mad fra andre kilder end dig.
Ammer du – så læs dette indlæg i stedet: Vægttab og amning
Slankekur efter graviditet og fødsel
Manges første indskydelse efter graviditet og fødsel er, at nu skal de på slankekur. Og selvom tanken om en hurtig kur, så du hurtigt kan blive de kilo kvit, kan føles fristende, er det sjældent den rigtige vej at gå.
Det skyldes helt enkelt at slankekure ikke virker – andet end måske kortvarigt. Og grunden til det er at en slankekur ofte er uholdbar men også fordi det signalerer, at der er en dato ude i fremtiden, hvor kuren er slut og man igen kan spise, som man vil.
Men det duer altså ikke… og derfor vil jeg i stedet foreslå dig et redskab, som du kan se dig selv leve med på den lange bane. Og her er min erfaring, at mange bare har brug for nogle nemme leveregler, som kan følges samtidig med at livet leves.
Nemme og enkle kostråd til vægttab efter fødsel
Fordi tiden med baby eller småbørn er så travl, er det vigtigt, at du får nogle kostråd til vægttab, som er enkle, nemme og realistiske, og som du kan følge, selvom livet er lidt op og ned, som det typisk er i den fase.
Keto vil ikke være mit førstevalg her, fordi det kræver et lige vel stort fokus på kosten. Jeg tror, du har mere gavn af noget, hvor kosten kan være lidt i baggrunden, imens du passer dit travle småbørnsfamilieliv og taber dig samtidig.
Sommerklar med Madbanditten er et super valg i denne periode, synes jeg. Her får du enkle og nemme retningslinjer, som kan følges selv i en lidt hektisk hverdag.
Din grundkost bliver kød, fisk, fjerkræ, æg og grøntsager, sundt fedt, en smule frugt og en smule nødder. Sommerklar-protokollen giver dig vejlening til mængder af de forskellige elementer i kosten, men du vælger selv, om dit grøntsagsindtag en given dag består af spidskål, broccoli eller gulerod (eller hvad du nu kan lide), og om der er kylling eller bøf på menuen. På den måde er den dødnem at tilpasse til dit liv.
Vægttab efter fødsel – tab graviditetskilo
Hvis du ikke kender Sommerklar med Madbanditten, er det en vægttabsprotokol, som jeg oprindeligt lavede til min søster for at hjælpe hende med at tabe graviditetskilo. Hun oplevede den som nem og realistisk at følge og netop deri lå succesen. For det er jo når man lykkes dag ind og dag ud at vægten går ned.
Se det flotte resultat her:
Der er 6 uger mellem billederne. Min søster var 39 på det tidspunkt.
Siden hen har Madbandittens læsere haft glæde af protokollen og tusindevis af kvinder (og faktisk også mænd) har syntes, at den er et super værktøj til vægttab.
Krop og vægt efter graviditet
Der er også noget i at acceptere, at kroppen ændrer sig efter graviditet. Det betyder ikke, at man behøver acceptere, at man vægtmæssigt ligger højere, end man er komfortabel med, men det betyder bare, at kroppen kan se anderledes ud. Selv på den samme vægt.
Hvordan kroppen reagerer efter graviditet er vidt forskelligt og skyldes ting som kost og livsstil men i høj grad også genetik og alder. Nogle oplever, at maveskindet bare trækker sig sammen og vupti, så var maven flad og normal igen. Andre oplever, at graviditeten efterlader dem med slapt maveskind og mere mavefedt end ønsket.
Ift. vægttab kan det være en god idé at fokusere på et langsomt vægttab, da det vil give mindst risiko for yderligere løs hud på maven. Andre gode råd til at undgå slapt maveskind efter graviditet er at spise nok protein, drikke nok væske og sørge for, at huden er velnæret. Alder og genetik er dog desværre svære at ændre på.
Muskeltab under graviditet spiller formentlig en rolle her, og det kan afhjælpes ved styrketræning, når tiden og overskuddet igen er til træning og motion.
Sommerklar-protokollen har tænkt alle disse ting ind.
Sådan taber du dig efter fødsel
Jeg håber, det gav lidt blod på tanden til vægttab efter graviditet. Har du tvivl eller spørgsmål, er du mere end velkommen til at stille spørgsmål i kommentarfeltet længere nede på siden.
Hej Jane
Tusind tak for din store indsats – jeg er kæmpe fan af både dine bøger, forløb og denne side😊
Jeg er mor til en lille pige på 10 måneder og nu hvor der er mere ro og overskud i hverdagen er jeg super klar til at komme tilbage på min elskede keto-kost. Jeg er som du skriver i sidste fase af amningen og påtænker at (gen)starte på keto snart og vil bare lige sikre mig at jeg har forstået dig rigtigt. Når du skriver at du ikke synes Keto er ideel til at komme af med graviditetskiloene så handler det om den indsats og det fokus det kræver og ikke at keto er problematisk under amning i det hele taget ikke?
Jeg er kæmpe abstainer og har elsket min ketokost i fire år inden jeg blev gravid og tænker bestemt at det vil kræve den mindste indsats at vende tilbage til den.
Jeg er desuden opmærksom på væske, elektrolytter og kalorieindtag i forhold til mælkeproduktionen😊
Mvh
Anna
Hej Anna
Tillykke med din datter❤️
Ift. keto så mener jeg mere, at Keto er en kost, der får dig til at spise mindre og amning er en kost, der kræver mere energi. Det er svært at spise mindre og mere på samme tid😅 At tabe sig under amning (uanset metode) kan være problematisk ift. toksiner men jo altså ikke mere problematisk end at det er noget, folk gør hver eneste dag. Så jeg er også bare lidt overforsigtig.
Jeg synes ikke, at Keto i sig selv er problematisk og især ikke hvis man spiser nok – eller bare lader være med at mega-underspise. Jeg tror, det er længder bedre end det, de fleste spiser (selv levede jeg af franskbrødsmadder med smør og pålægschokolade, da jeg ammede mine twins). Og i og med at din datter er 10 mdr. ville jeg ikke synes, det var problematisk at starte. Så var jeg i din situation, ville jeg bare gøre det :)