Udnyt kyllingeskroget og kog din egen fond/bouillon


At koge bouillon af skroget på din kylling er måske den bedste vane, du kan tillægge dig. Når du først får øjnene op for de mange fordele, der er ved bouillonen, kommer du aldrig til at smide kyllingeskroget ud igen. Måske kender du det som bone broth? Uanset, se med her hvordan du laver din egen.

Kog bouillon af kyllingeskroget (bone broth)

Jeg køber helst øko-kyllinger og de er jo næsten ubetalelige i pris. Men det er nu engang et valg, jeg tager. At vide at jeg kan koge bouillon på kyllingens skrog, gør det lidt mere acceptabelt. Jeg koger faktisk ofte på det samme skrog to gange, evt. lige suppleret med et oksekraftben, jeg har i fryseren.

Ja ja, mormor/oldemor ville være stolt.

Herunder får du en opskrift på kyllingebouillon (bone broth) og under opskriften en masse argumenter for hvorfor det her bliver din nye bedste vane.

Min opskrift herunder har et asiatisk islæt, for vi havde fået asiatisk mad dagen forinden. Det behøver du ikke tænke i. Teknikken er den samme uanset smagsgiver.

Se også en ikke-asiatisk version her: Kyllingebouillon
Bouillon/fond på kyllingeskrog

Kyllingeboullion

5 fra 1 stemme
Føj til favoritter Udskriv Pin
Udnyt kyllingeskroget og kog din egen fond/bouillon
1 portion
|
5 timer

Ingredienser

  • 1 kyllinge-skrog (min havde været marineret i hvidløg, citron og urter og var blevet stegt i ovnen)
  • Stegeskyen der havde samlet sig i bunden af fadet
  • 7 cm frisk ingefær skåret i grove skiver
  • 2 stængler citrongræs skåret i skiver
  • 1 rød chili halveret
  • 2 rødløg med top
  • 6-7 kaffir limeblade
  • 4 fed hvidløg skåret i skiver
  • 1 håndfuld frisk koriander
  • 0,5-1 dl æblecidereddike
  • 3 liter Vand (så det dækker)
  • 2-3 spsk salt

Sådan gør du

  • Hæld hele balladen i en gryde og dæk med vand.
  • Lad den koge op og lad den herefter småsimre ved meget lav varme – kun ganske små bobler i vandets overflade. Lad den simre i 3-5 timer.
  • Fjern skum fra toppen eller lad være. Jeg er tit for doven til det.
  • Efter den har simret nogle timer, fisker du skroget og grøntsagerne op. De små grøntsagsrester fiskede jeg op med en lille si eller jeg hælder hele balladen igennem en si med en beholder under til de gyldne dråber.
  • Hæld herefter bouillonen på glas. Når bouillonen er afkølet, kan du rykke den i køleskabet.
  • Når den er nedkølet, lægger fedtet sig som et lag øverst. Det kan du fjerne og bruge til at stege i, eller du kan lade det være.
  • Drik den som drikkebouillon eller spis den som suppe.

Egne noter som Plus medlem

Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter

Energiberegning - Bliv Madbanditten PLUS medlemEnergiberegning - Bliv Madbanditten PLUS medlem
Fond

Jeg spiste selvfølgelig en vaskeægte thaisuppe til morgenmad. Lidt fintsnittet spidskål i bunden, lidt peberfugt, lidt kylling og lidt friske korianderblade. Og så den gode – opvarmede – bouillon. Det var en smuk, smuk morgenmad.

Husk at læse de mange tip under billedet.

thaisuppe

Desværre var jeg sulten igen efter en times tid, og så var jeg nødt til at lave en omelet. Men det føltes rart at være i Thailand i tankerne et øjeblik.

Jeg må indrømme at bouillonen ikke havde helt så meget smag, som jeg havde håbet på, og det til trods for at jeg syntes, jeg havde smagt den til flere gange aftenen før, hvor jeg havde syntes, at den var meget stærk fra chilien. Så den skulle nok have været reduceret lidt mere. Men så er der jo noget at arbejde med.

Et par afsluttende ord om det at koge sin egen fond/bouillon:

¤ Hvis du koger den på tilberedt kylling, som jeg har gjort, får du en brun bouillon. Koger du kyllingen med rå fra start, får du en klar bouillon.

¤ Lad dine kødben eller kyllingeskrog komme fra økologiske dyr eller dyr på græs. Du får ikke en sund fond ud af et udpint dyr.

¤ Suppe kogt fra bunden indeholder et væld af næringsstofffer. Ben og knogler er fyldt med mineraler som fx calcium, fosfor, kalium og magnesium.

¤ Knogler er fyldt med collagen, som bliver til gelatine, når det koger i længere tid. Gelatine indeholder bl.a. aminosyrer, som vi ikke får gennem at spise dyrets kød og muskler. Disse aminosyrer er desuden anti-inflammatoriske.

¤ Din fond eller bouillon kan fryses ned i små fryseposer, så du har til en anden god gang.

¤ Smid aldrig ben og skrog ud. Gem dem i fryseren, til du har samlet nok til at koge din egen fond.

¤ Ved at koge din egen fond/bouillon ved du præcis hvad den indeholder. Det er ikke tilfældet ved dem, du køber, hvor der ofte er anvendt smagsforstærkere af mere eller mindre suspekt oprindelse.

¤ Jeg ved ikke, hvor meget man skal reducere end bouillon, før man må kalde den en fond. ;-)

Er du klar til at koge selv? Eller er du allerede fond-ekspert og er der noget, jeg helt har misset, så brug kommentarfeltet her nedenfor!

Stor nyhed: Fit efter 40

Stort, nyt livsstilskursus for kvinder ‘i anden halvdel af livet’.

Kurset starter mandag d. 8. oktober.

Læs alt om kurset her

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

48 kommentarer til “Udnyt kyllingeskroget og kog din egen fond/bouillon”

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?




  1. Kære Jane Faber.
    Jeg er stor fan af dine opskrifter og bruger dem stort set dagligt. 1000 Tak.
    Med hensyn til BB, er det min erfaring at den skal koge væsentlig længere.
    48-72 t efter hvordan det lige passer, for at få den gode smag i dybden af fonden.
    Venlige hilsener
    Birgit A.

    Svar
  2. Det er godt at der findes blogge som denne! Tusind tak!

    Jeg har undret mig over hvad min bedre halvdel har gang i med alle de kyllingeben hun koger lige pt. :-D

    Ja ja, jeg kunne spørge, men jeg synes det er sjovt at lade som om jeg ved alt: :-D

    Svar
  3. et godt råd til din fond, kom ALDRIG salt i fra start!!! grunden er, skal den reduceres kan den blive aldeles uspiselig, god fornøjelse.

    Svar
  4. Hvis man skal bruge det som drikke bouillon skal man så fjerne fedtet som lægger sig øverst? Og hvis man gør, mister man så noget af effekten og alle fordelene med bone broth?;

    Svar
    • Det er lidt forskelligt hvad jeg gør. Er jeg sulten, tager jeg det med, vil jeg bare drikke noget varmt, skraber jeg det væk. De sunde ting i bouillonen får du uanset??

      Svar
  5. Jeg ved ikke om det hjælper… Men når jeg laver kyllingesuppe, så gør jeg det på en hel kylling. Det er samme fremgang som her egentlig, bortset fra at du kommer HELE kyllingen i gryden, og så skal den kun have lidt under en time.
    Når den køler lidt ned kan du pille kødet af uden problemer.
    Hvis du så ikke piller alting af, kan det være at synet af skroget ikke generer dig så meget
    – og du kan lave fond på resterne. Så gør det ekstra kød ikke til spilde?

    Svar
  6. Jeg leder efter viden om hvor meget protein og calcium der er i fond: Hvis jeg koger et kilo kyllingeben, fiskeben, kalveben eller okseben i 10, 20 eller 30 timer? Kan du hjælpe med at belyse dette? Vi er to, der kæmper med for mange kilo og synes, at fond er helt genialt.
    OG TUSIND TAK for din pragtfulde blog. Altid en nydelse at finde inspiration her.

    Svar
    • Nej desværre, det ved jeg slet ikke.

      Proteinmæssigt tror jeg ikke, jeg ville tælle den nævneværdigt med. Jeg tænker det mere som et kosttilskud (salt, collagen og mineraler??)

      Svar
  7. Jeg tænker at du skal brune skroget af, inden du kommer væske på. Det gør man normalt når man laver fond på ben.

    Svar
  8. Det er en super god og sund måde at bruge dit ” benaffald” på. Hvis du skal koge det ind til en mindre mængde fordi den skal være mere kraftig, du vil bruge den til sovs eller du vil have den til at fylde mindre i fryseren, skal du smage det til med salt til sidst. Når du reducere væsken, bliver saltindholdet ikke reduceret. Det kan snyde dig så pas på.
    Hvis du en dag spiser hummer og/eller pilselv rejer er dette osse en super chance for at få en lækker suppe bag efter. Her vil jeg anbefale at du bruner skroget godt af i gryde eller ovnen før du koger det. Det giver en super super god suppe. God fornøjelse.
    Anita

    Svar
  9. Hvis man nu gerne vil bruge sin bouillon eller fond til at drikke og ikke blande i saucer mv., hvad gør man så – varmer man det bare op og drikker, eller skal der tilsættes kogende vand?

    Svar
    • Jeg drikker bare min, som den er. Resultatet af opskriften her er mere “drikkebouillon” end “indkogt fond”. Synes du, den er blevet for kraftig, kan du dog godt fortynde med vand.

      Svar
  10. Når i nu fx skriver at i dagen før havde fået en hel kylling til aftensmad og så bagefter har brugt skroget til at koge fond på, hvordan har i så serveret kyllingen dagen før ? Har i så lavet en hel kylling og fjernet kødet efterfølgende som så bliver serveret uden ben?

    Svar
    • Vi tilbereder bare 1-2 kyllinger og spiser den, som vi ville uanset, og bagefter koger vi fond på skroget. Hvis jeg ikke har tid til at koge fond samme dag/aften/nat, gemmer jeg skroget i fryseren og tager det op, når jeg er klar til at koge en ny omgang. Håber, det giver mening :)

      Svar
  11. Skønt ser det ud. Jeg gemmer gerne mine skrog i fryseren, og koger fond, når jeg har 3-4 stykker.

    Svar
  12. Mener at have læst et sted at fond, kraft og bouillon er det samme. Men at man ofte bruger udtrykket fond når det er til en sovs, og bouillon når det er til suppe. ;P

    Svar
  13. Åh, du er så sød Jane<3!
    Jeg vil så gerne spise de der hele økokyllinger og rigtigt udnytte det hele af dem med lækker fond og det hele, men jeg kan simpelthen ikke ordne dem selv. Sidst jeg gjorde det havde jeg kvalme i tre dage efter og drømte også flere nætter om kyllingeskroget og de små ribben, selvom jeg vidste, det var en kylling, der havde haft det godt. Nogen, der sagde særligt sensitiv?!
    Men når jeg engang får en mand, så skal han klart fikse det, og ind til da må jeg nøjes med det, når min mor og far eller søde veninder inviterer på Løgismose kylling (det er bare noget andet, når man ikke selv har rørt ved den…), og de er heldigvis alle sammen typer, der koger fond og gemmer afskummet fedt, og hvad har vi:-)

    Svar
  14. Åh ja fond! Din suppe ser god ud og dejligt med fond. Jeg har en Løgismosekylling i fryseren som vi skal have fredag, men jeg skal da klart have lavet mig noget fond af skroget, altid godt med at udnytte madvarerne fuldt ud.

    KH. Lene

    Svar
  15. Jeg fryser fond i brede, flade beholdere – så er det nemt lige at skære en passende skive af uden at tø hele portionen op.

    Svar
  16. Ja fond er jo meget oppe i tiden. På GAPS diet som er meget stor i USA for tiden (måde at spise på der efter sigende helbreder autisme og fødevareallergier osv) skal man spise hjemmebrygget fond til hvert måltid netop pga dens helbredende evner. Så det skal vi da også prøve. Jeg glæder mig til at prøve det, nu fik jeg lige et ekstra skub :-)

    Svar
  17. Jeg har i lang tid kogt bouillon af skroget når jeg har lavet en hel kylling. Jeg bruger det både som suppe, som base til saucer osv.
    Det er en helt fantastisk måde at undgå madspild, og jeg bruger gerne de dele af grøntsagerne som man ellers bare ville smide ud. Gulerods-ender, porretoppe, skrællen fra sellerien.
    Hvis du ikke synes den smagte af nok, skal du måske bruge lidt mere salt næste gang. Jeg blev i hvert fald overrasket, for det ser ud af rigtig meget salt. Men der kommer jo også meget vand i :)

    Svar
  18. Så må jeg nok snart i gang med at koge den fond… Har i 4 mdr haft nogle lækre øko okse ben liggende i fryseren til netop dette formål.
    Ved du hvor længe benene kan holde dig i fryseren?

    Svar
  19. Jaaaa nu er du ikke fond jomfru mere :)

    En smule syre når man koger ( 1 spsk eddike- eller en sjat hvidvin) gør at der ryger endnu mere af de gode stoffer ud- der er nogle der koger i 8 timer – jeg gør aldrig- men et godt tegn er at fond er geleret når den er kold.

    Næste gang må da vist være kalvefond ;)

    kh

    Svar
    • Jeg tænkte SÅ meget på dig, da jeg lavede den! Syre må jeg huske næste gang. Må have fat i nogle gode ben (høhø!) :-)

      Svar