Mandagstanker om udfordringer og glæder ved at have store børn (tweens)


Tweens er sådan et sødt ord, synes jeg. Først syntes jeg, det var irriterende, men da jeg pludselig selv fik to i huset gav det supermeget mening.

For de er ikke teenagere, men de er heller ikke små børn længere. De er store børn, og noget af det tumult, der hører teenageårene til, starter stille og roligt, allerede inden fødselsdagen slår 13.

For et halvt års tid siden skrev jeg et frustreret indlæg om at være mor til tweens og da jeg genlæste det, glædede jeg mig over, at nogle af de udfordringer, jeg stod med på det tidspunkt, trods alt er blevet mindre.

Det her indlæg handler egentlig ikke så meget om mine to tweens. Det handler i stedet om mig og den udfordring, jeg har med at følge med og med hele tiden at justere min forælderrolle til to store børn i hastig udvikling.

Jeg bestemmer mindre…

I takt med at mine børn bliver større, bliver der færre og færre ting, jeg kan bestemme. Det synes jeg generelt er en dårlig aftale, men jeg accepterer det som en del af præmissen.

Selvfølgelig er det overordnet set stadig mig (og Søren), der bestemmer, men det er jo ikke en diktaturstat og deres behov for at blive hørt og mødt er meget større, end da de var små.

Jeg får fx ofte spørgsmål som dette:

Hvordan får jeg min teenager til at spise sundere? Han/hun har uren hud/ sover hele tiden/har andre teen-problemer, og jeg ved bare, det ville hjælpe, hvis han/hun ikke levede af chips og cola.

Jamen, det ville det sikkert.

Men uanset hvordan vi vender og drejer det, kan vi ikke ændre andre mennesker. Og det gælder også vores børn (og vores mænd, som vi talte om tidligere)

Jeg vil også gerne en masse gode ting for mine børn, og jeg vil så gerne, at de slipper for nogle af de teenage-udfordringer, jeg havde, og at de kan drage nytte af den viden, jeg har, men jeg er nødt til at lade dem bestemme.

Jeg prøver at se det som sådan en livscyklus, de skal igennem. Og de kan ikke få erfaringerne igennem mig.

De har nået en alder (11 år), hvor jeg stille og roligt skal begynde at give slip på dem og turde tro på, at det fundament, Søren og jeg har lagt, er godt nok.

Det er sgu da svært.

Der er især to ting, jeg prøver at holde fast i:

Morgenmad

Silas og Vega er generelt meget… alsidige, når det kommer til morgenmad og spiser ofte:

  • aftensmadsrester, fx kødsovs, en hakkebøf, en rest laks, kylling etc.
  • æggemad (rugbrød med smør og kogte æg og måske lidt mayo)
  • makrel rørt med mayo
  • knækbrød med smør, ost, leverpostej, spegepølse etc.
  • smoothie / greenie bowls med nøddemusli
  • fiskefrikadeller
  • æg på diverse måder
  • ristet rugbrød med ost

Sammen med dette får de lidt grønt/frugt og 1 tsk fiskeolie i en sjat æblejuice.

Læs mere: Hvad spiser mine børn

Nattesøvn

Jeg prioriterer deres (og min) nattesøvn meget højt. Generelt er jeg dog begavet med børn, der sover godt og relativt meget.

Jeg forsøger at reducere skærmtid om aftenen, så længe jeg kan slippe afsted med det, men mand, hvor er det svært!

Og jeg taler for, at man ikke har sin iPhone med i seng (som jeg selv har – ja, så dobbeltmoralsk er jeg nemlig!).

Hvis telefonen er på værelset, ligger den langt væk fra sengen og på flytilstand, og ellers bliver den nede i køkkenet om natten. Der er ikke TV eller lignende tændt på værelserne om aftenen, og når vi siger godnat, er det godnat.

Faste sengetider

Og så insisterer jeg på faste sengetider, så længe det er inden for min indflydelse.

Sengetiden finder jeg ved at tælle baglæns. Vi står op 6.30 i hverdagene, og jeg vil gerne have, at de får ca. 10 timer, så det betyder det, at sengetid i hverdagen er omkring kl. 20.00.

De dage, hvor Silas spiller fodbold og først er hjemme 19.30, bliver den dog 20.30. I weekenden går de i seng mellem 20.30-22.00, for der ser vi tit X-factor, Voice Junior eller andet hyggeligt, som slutter sent.

Silas synes, det er lidt nederen med den sengetid og spørger til, hvornår han må begynde at være oppe til 22.00 i hverdagene (“for det må ALLE vennerne, mor!” – yes, klart!).

Med Vega giver det sig selv, da hun har svært ved at holde sig vågen om aftenen og generelt bare elsker at komme i seng. Som regel går går hun i seng af sig selv ved 20-tiden.

Vennerne fylder mere og mere

Det er på mange måder ret fantastisk at have store børn. Det tillader jo fx mig at tage to uger til Paris.

Dels er de store og selvstændige, men der er også noget i det der med at se, hvordan ens lille barn pludselig folder sig ud og bliver et helstøbt menneske med holdninger, moral og værdier.

Og også at opleve hvordan de prøver sig frem med forskellige slags.

Vennerne har i den grad indtaget førstepladsen over vigtige mennesker i deres liv, og venskabet med den nye BFF (best friend forever) ligner forelskelse, hvor det at skulle være adskilt bare ganske kort føles fuldstændig forfærdeligt.

Det betyder, at det er lidt nederen at skulle på lang sommerferie med mor og far, fordi man så savner sine venner, eller at det er nederen, hvis der er familieplaner i weekenden, når man hellere vil være sammen med vennerne.

Wow! Hør lige hvordan det lyder!

Søren og jeg finder pludselig os selv alene i weekenden og skal lige vænne os til at fylde vores fritid med andre ting, end det, der har fyldt hver en time de sidste 11 år.

Andre gange er vores hjem fyldt med børn fra morgen til aften, og jeg kan næsten have svært ved at rumme, at der altid er sådan et rend ind og ud. Så begynder jeg at ønske mig et større hus… (apropos de 10 ting om mig, ikke?)

Teenage-forælder – en ny udfordring!

Nu er de jo kun 11 og derfor kun “tweens”, og jeg har endnu ingen erfaring med teenagere (andet end minder om, hvor rædsom jeg selv var), så der er jo ikke noget, der er mejslet i sten. Og fordi deres udvikling går så rivende stærkt, bliver jeg tvunget til hele tiden at finde et nyt fodfæste.

Det er både spændende, udviklende og helt vildt opslidende for at være ærlig.

Morgenmaden håber jeg, at jeg kan få lov at have indflydelse på længe endnu.

Nattesøvnen ved jeg, jeg kommer til at må slippe taget med. Men er der ikke noget med, at teenagere sover hele tiden? Eller er det bare, fordi de er vågne om natten og sover om dagen?

Teenageforældre, hvad siger I? Hvordan overlever man som forælder bedst teenage-årene? Hvad ville I ønske, I havde vidst inden? Hit me med jeres gode erfaringer!

Tweens - når små børn pludselig bliver store børn

Mandagstanker om udfordringer og glæder ved at have store børn (tweens)

Føj til favoritter Udskriv Pin
|

Ingredienser

  • At de får god mættende, blodsukkerstabiliserende morgenmad
  • At de får en god og lang nattesøvn

Sådan gør du

  • Det er som regel mig, der står op og laver morgenmad, så det giver sig selv, at det så også er mig, der afgør, hvad der er på bordet.

Egne noter som Plus medlem

Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter

Energiberegning - Bliv Madbanditten PLUS medlemEnergiberegning - Bliv Madbanditten PLUS medlem

Står der Keto og vægttab på dit 2023?

Keto har den unikke egenskab, at det nedsætter din appetit, hvilket giver mulighed for at gå ned i vægt uden sulten som den konstante og klæbrige makker.

Men det er ikke helt uden betydning, hvordan du griber Keto an. Lad Keto kostplanen guide dig eller overvej, om du ikke skal tage 6 uger med mig som din guide på mit Keto kursus. Kurset starter på mandag.

Vil du have mere ud af Madbanditten?

Se alle de fordele du kan få for bare 1 krone om dagen!

>> MadbandittenPLUS <<

 

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

15 kommentarer til “Mandagstanker om udfordringer og glæder ved at have store børn (tweens)”

Skriv en kommentar

Hvad synes du om opskriften?




  1. Hej Jane
    Jeg forsøgte mig med hjælp fra dig med denne skønne, velsmagende livsstil for et par år siden. Men én af årsagerne til at jeg bare tog på var nok at jeg har min dreng på nu 13 år hos mig, hver anden uge:
    Han er stor fan af kød og fedt og kan logisk følge tanken om at siger man kød og fedt, må man også indtage mange grøntsager.
    Men! 1. Han spiser jo som mig den ene uge, og som sin fars familie den anden uge (læs sundt og “normalt”).
    2. Helt ærligt: Jeg er bange for at gøre ham madforskrækket når jeg takker nej til brød og kartofler m.m.
    Det mener jeg, at han som er i voksenalderen skal kunne spise. Og vi er som forældre hans bedste forbillede. Så, hvordan finder jeg balancen?
    PS. Jeg påtænker at starte op igen nu i sommerferien med hjælp fra din kostplan: en anden årsag til at det gik galt var nok noget med mængderne.
    Jeg håber dog at du kan hjælpe mig lidt i forhold til knægten som lever i “to verdener”.
    Måske du allerede har skrevet om det, jeg kan bare ikke finde det? ?‍♀️
    Tak for din dejlige side

    Svar
    • Jamen det er jo også et kæmpe spørgsmål. Så stort at jeg jo har skrevet en hel bog om det (Madglad).

      Jeg har jo ingen erfaringer med børn, der skifter familie hver uge andet end at jeg selv er skilsmissebarn. Skulle jeg komme i den situation, ville jeg ikke gøre noget anderledes, end jeg gør i dag. Det ville være mærkeligt for mig at skulle slå knude på de ting, jeg tror er bedst for mine børn, bare fordi de kun er hos mig halvdelen af tiden.

      Mine børn spiser jo ganske ‘almindeligt’, hvis du spørger mig. Det, der ikke er almindeligt, er, at det er blevet en menneskeret, at børn skal spise store mængder sukker og drikke store mængder sodavand og vokse op med, at det er normalen og at det at fravælge det eller holde det på et minimum er grænsende til en spiseforstyrrelse. Spiseforstyrrelsen ligger i mine øjne i den insisteren på, at alle SKAL spise disse ting, når vi samtidig står midt i en galoperende fedme- og diabetesepidemi.

      Jeg forstår godt, hvor du kommer fra med din bekymring om at gøre dit barn madforskrækket, for den debat har jo været pustet så uendeligt kraftigt op, at mange forældre ikke tør sige nej til deres børn længere af angst for, at de skal blive bange for mad.

      Og helt ærligt, det ryster jeg kæmpemeget på hovedet af. Du vil din søn det bedste, og det gælder helt sikkert også om lidt, når rygning, alkohol og andre sjove stimulanser kommer ind i hans liv. Jeg er sikker på, at du godt tør fortælle ham, at det ikke er helt uden risiko at indtage dem.

      At lære børn at det er vigtigt at spise sundt er en kæmpe gave for dem og det vil hjælpe dem til at bevare normalvægt og et normalt forhold til, hvad der hverdagskost og hvad der er ikke er. Og det vil gavne dem langt op i deres voksenliv.

      Og alt dette er lidt direkte sagt, det ved jeg godt. Og det er heller ikke et spørgsmål om dundertaler om dødsgluten, fedme og sukkersyge ved synet af en skive rugbrød. Det er bare sund fornuft.

      Jeg tror ikke, at mine børn nogensinde i deres snart 13-årige liv har spekuleret over, hvorfor jeg har taget broccoli i stedet for kartofler på min tallerken. Det optager dem ganske enkelt ikke.

      At børn ikke skal spise kulhydrater synes jeg dog også er en misforståelse. Mine børn spiser masser af frugt, rugbrød, kartofler etc. Men de spiser sjældent slik og drikker sodavand (herhjemme). Og mest vigtigt at det hele, synes jeg: de har en supergod forståelse af at vælge til og fra, når det kommer til usunde sager.

      Balancen synes jeg giver helt sig selv. LCHF er ikke mærkelig mad. Det er helt almindelig mad. Du sidder ikke og drikker nuposhakes eller spiser kålsuppe til alle måltider. Du spiser helt almindelig mad. Og det behøver slet ingen forklaring.

      Læs evt. det lange indlæg også om mine børns kost (selvom det jo stadig ikke har med skilsmissesituationen at gøre) https://www.madbanditten.dk/hvad-spiser-mine-boern/

      Håber, du kan bruge mine tanker til noget og at det ikke var for direkte :)

      Svar
    • Tusind tak for hurtigt svar. ? Ja, meget direkte og det er fint. Jeg kender jo basen og tager det jeg kan bruge! Her er som standard aldrig slik eller sodavand på lager hverken i det ene eller andet hjem. Største syndere er det lyse brød og pasta!
      Der var en sund fornuft indtil han blev 13 og den tilsyneladende kom ud af drift: den må være derinde et sted endnu. ?
      Du har ret!
      Jeg springer ud i det! ?
      Tak ☀️

      Svar
  2. Jeg har to sønner på 16 og 12 år. Det med mobilen er meget svært (for den 16-årige). Vi andre har mobilen liggende i gangen om natten. Heldigvis er mine unger også gode til at sove – og de har brug for det. Så den lille ryger ind kl. 20 og den store går selv omkring kl. 21.30. De skal begge op igen kl. 6.30. Weekenden er kl. 22 senest for den lille og den store kl. 23.30 (der er jeg dog oftest gået i seng selv).
    Det jeg synes er aller-vigtigst er kommunikation. Ikke altid i selve diskussionen/konflikten, men at få en snak bagefter. Eller at spille med åbne kort, som jeg selv gjorde i lørdags. Jeg sagde, at jeg var presset denne uge med arbejde og eksamen og jeg derfor godt kunne blive lidt irriterende, ifm. at få styr på alle de aftaler/arrangementer, der også er. Og at de måtte sige til mig, hvis jeg blev for meget. Jeg tror, det giver en større rummelighed for alle parter, at man melder klart ud.
    Ellers kører vi på med sund kost, madpakke og morgenmad, vandflasker og en prioritering af, at spise sammen om aftenen.
    Kh. Birgitte

    Svar
    • Sikke nogle dejlige ord. Tak for dem Birgitte! Og så god pointe med kommunikationen efter en konflikt. Jeg har aldrig været specielt god til den slags, hverken selve konflikten eller efterspillet, men jeg har virkelig øvet mig i det efter jeg har fået børn. Sådan: Hey, det der før, det var altså bare fordi der var noget dumt på arbejdet – eller det er fordi jeg har ondt i ryggen og det gør mig altså lige lidt irritabel. Det bøder faldet SÅ meget. For begge parter.

      Tak <3

      Svar
  3. Åh… Jeg har jo teenagebørn nu. Vores søn på 13, og vores datter på nu 15 (lige idag, faktisk). Og med fare for at blive lagt for had ?, vil jeg sige, at vi vist er sluppet ret billigt indtil nu. Der bliver ikke smækket med døre, og der kastes ikke grimme ord gennem luften (ret meget – og hvis der gør, er det mest søster og bror imellem). Jeg tror, det for en stor del kan tilskrives min datter. For hun er en ualmindelig godmodig, tålmodig og sød storesøster. Hun spiller fodbold, FIFA, og hopper på trampolin med sin bror. Det kender vi en del på den alder, der er holdt op med for længst. Hun er en lidt forsigtig, stille pige – som ikke er så langt i sin “mentale” udvikling, forstået på den måde, at alt det der pigefnidder (for det er der ved Gud!), kan hun have lidt svært ved at afkode. Og så bliver hun forvirret og ked af det. Dét er en udfordring, synes jeg! Og vi trøster og guider, selvfølgelig. Men som du også siger, må vi også stole på, at vi har gjort grundarbejdet godt. Og skubbe hende lidt, men ikke for meget eller for hurtigt, ud over kanten. Nogle gange kommer jeg næsten til at overveje, om vi har opdraget hende “for pænt”. Altså, om vi skulle have monteret kæmpe rundsave på hendes albuer? Men nej. For det er ikke hende, og det er ikke os.
    Og ellers tror jeg egentlig lidt, vi har en tendens til at problematisere teenageårene på forhånd. Altså, lidt som da de var små, og de havde fire opvågninger fra kl. 20-21. Og man kigger på hinanden og tænker, at det bliver en laaaang nat! Så er der ligesom plads til at blive positivt overraskede, og bare ved dét, kan man jo føle et kæmpe overskud. Måske. ?

    Svar
    • Eeej hvor lyder det dejligt. Du har ret i at vi kun hører om alt det sure, så det er superdejligt med en positiv teenage-historie.

      Min datter, som jo kun er 11, er også utroligt meget barn endnu. De leger rollelege og tager på legeplads og laver huler i træer. Og der er forbavsende lidt fnidder endnu. Måske er det den nye BFF, der gør at hun er faldet lidt til ro, for for bare et år siden syntes jeg at teen/tween-bølgerne gik højt. Men som hun selv siger: “Jeg bliver en sød teenager, mor, det lover jeg”. Jeg overvejer at få hende til at skrive under på det ;-)

      Svar
  4. Det er bare skønt at være mor til teenagere. Jeg er det lige nu for anden gang, da der er 7 år imellem min unger. Først min knægt som er 24 år i dag og nu min datter som er 17 år.
    Jeg tror, at har man lagt en godt fundament og har respekt for hinanden og snakker og lytter, så er man godt på vej.
    Jeg har accepteret at mor har ikke altid ret, siger undskyld når jeg har været urimelig, det har virket hos os.
    Yep Jane teenagere sover mere, men ikke nødvendigvis på samme tid som os andre. Morgenmaden går direkte over i frokost i weekenden og aftnerne er lange du ved som udi morgentimerne. Jeg kan huske hvordan det var og hvor øv det var når min mor kom farende med støvsugeren kl. 9 søndag morgen. Jeg har valgt at nyde min morgenkaffe helt for mig selv og accepterer at min skønne teenager er et dejligt selvstændigt menneske, der giver mig en masse hvis jeg giver igen af den gode skuffe. Så frygt ej glæd dig kun, for jeg er sikker på at du rummer det hele som det menneske du er.

    Svar
    • Spot on Heidi. Sådan tackler vi også vores teenage drenge. De skal nemlig ikke tackles, men møde voksne der er nærværende, bakker op når det gælder, holde igen når der er behov for det. Det er videnskabelig bevist, at teenagere skubber deres søvn et par timer, så det er klart, at de ikke kan falde i søvn tidligt og gerne vil sove længe i weekenden. Min udfordringn er at jeg ikke kan styre deres kost mere. Men mon ikke de kommer tilbage til sundere kost, når homogene er færdige med at rase. Det håber jeg i hvert tilfælde. Indtil da sørger jeg for at der er sunde lækkerier i køleskabet, som forhåbentlig kan friste. ?

      Svar
  5. Det er en verden jeg er ubekendt med (min søn er 2 år), men vil lige skrive, at jeg virkelig gerne læse noget lignende blot med råd til småbørnsforældre (ikke som ment til du, Jane skulle skrive det – bare lige for at slå det helt fast). Det udfordrer i den grad, når man har en meget ehm.. eventyrlysten og vældig frisk dreng ;)

    Svar
    • Tænker du sådan en “det ville jeg ønske, jeg havde vidst, inden jeg fik børn?” Det tror jeg godt jeg kan skrive nu hvor småbørnsårene er på behøring afstand :)

      Svar
        • Du har skrevet noget lignende, har du ikke Karoline? Og uanset så skriver jeg gerne. Men puh, jeg får helt sved på panden ved tanken om at skulle gennemleve småbørnstiden igen. Dengang jeg havde små børn sagde folk altid: “små børn små problemer – store børn store problemer”, og jeg vendte altid øjne af dem (når de ikke så det). Men jeg forstår godt hvad der menes med det, og det er rigtigt at problemerne bliver af en anden art, men aldrig bliver livet dog så presset, som det er i den tid, hvor man har små børn. Så giv lige jer selv et klap på skulderen for at stå midt i det!

          Svar
      • Ja præcis, Jane (og Karoline :)). Eller mere, det ville jeg ønske jeg havde vidst dengang mine børn var X antal år – eller bare under 5, måske. Jeg synes virkelig det er en meget udfordrende alder. Men vores pasningsmuligheder er også yderst begrænsede, så det er ikke meget frihed, vi har. Derfor er det faktisk super fedt at læse, at der er håb og at det hele på et tidspunkt vender. For det er nogle dage ret svært at tro på :D Og ja, Jane – jeg gør som dig, når jeg hører det med små børn små problemer, store børn, store problemer :D

        Svar