Vi kommer nok ikke udenom at tale om tvillingestudiet, som danner baggrund for endnu en Netflix ‘dokumentar’, der udkommer næste år. Dokumentar har jeg sat i anførselstegn for at minde om, at Netflix er til underholdning og ikke til undervisning. Mange forveksler de to.
Studiets forudbestemte formål virker til at være at vise, at en vegansk kost er sundere for hjertet end kost, der indeholder kød (en omnivor kost). Jeg håber, de har brugt stærke virkemidler i filmen, for studiet i sig selv er ikke overbevisende.
Til gengæld rejser det nogle relevante spørgsmål om personlige interessekonflikter og dertilhørende finansering af studier, men det kommer vi til i bunden af denne artikel.
De laver mange Netflix-film, veganerne, hva? What the health? Fork over knives. Cowspiracy. Den der med atleterne… Game Changers. Og nu altså You Are What You Eat – Twin experiment. Jeg har ikke set nogle af dem og kommer heller ikke til det.
Tvillingestudiet
Tvillingestudiet er et otte ugers forsøg med enæggede tvillinger, som, baseret på meget selektive kriterier, konkluderer, at “en sund vegansk kost førte til forbedrede kardiometaboliske resultater sammenlignet med en sund omnivor kost.” Omnivor betyder en kost, der både indeholder kød og planter.
Studiet, som er publiceret i JAMA under navnet “Cardiometabolic Effects of Omnivorous vs Vegan Diets in Identical Twins: A randomised clinical trial” ønskede at undersøge de kardiometaboliske effekter af vegansk kost overfor en omnivor (blandet) kost blandt enæggede tvillinger over en 8-ugers interventionsperiode.
- I forsøget deltog 22 hold enæggede tvillinger (44 personer). En fra hvert tvillingepar blev tilfældigt* tildelt en 8-ugers vegansk kost og den anden en 8-ugers omnivor kost.
- I de første fire uger fik deltagerne leveret færdige måltider, der levede op til studiets krav. Derefter stod deltagerne selv for maden i de sidste fire uger.
- I fasen, hvor de fik leveret maden, fik den veganske gruppe i gennemsnit 345 kalorier mindre end baseline og næsten 200 færre end omnivor gruppen. Denne kalorieforskel blev stort set opretholdt i selvleveringsfasen.
*trods at dette er et randomiseret studie (lodtrækningsstudie) var tvillingerne (mændene) i omnivorgruppen 4 kg tungere ved baseline end deres tvilling, der kom i den veganske gruppe, ligesom deres blodtryk ved baseline også var højere. Sikkert bare et tilfælde, ikke?
Resultater
Det primære resultat, man var interesseret i at undersøge, var ændringen i LDL-kolesterol. Kolesterolniveauet faldt en smule mere i den veganske gruppe i forhold til den omnivorgruppen, men det er forudsigeligt, fordi indtaget af plantesteroler steg i den veganske gruppe.
Plantesteroler er en gruppe af naturligt forekommende forbindelser, der findes i plantecellers cellemembraner. En af de mest bemærkelsesværdige egenskaber ved plantesteroler er deres evne til at sænke kolesterolniveauer i blodet. De konkurrerer med kolesterol om absorption i tarmene, hvilket kan føre til en nedsættelse af det samlede kolesterol og LDL-kolesterol i kroppen.
Dette er veldokumenteret. Så en mere rigtig konklusion kunne her være: Højere indtag af plantesteroler sænker LDL-kolesterol. Men det ved vi godt allerede, så hvorfor lave et studie mere om det?
Det var helt enkelt umuligt, at dette studie IKKE ville vise en fordel til den veganske kost baseret på LDL. Hvis ønsket var at undersøge forskellen mellem den veganske kost og omnivorkosten, kunne man jo have sørget for, at omnivordeltagerne spiste samme mængde. Grøntsager er jo ikke forbeholdt vegansk kost.
Andre resultater:
- Den veganske gruppe tabte sig i gennemsnit 1,9 kg over de 8 uger, selvom vægttab ikke var intentionen med studiet
- Fastende insulin blev rapporteret at være lavere i den veganske gruppe end i omnivorgruppen.
De målte taljemål ved studiets start men ikke ved afslutningen 8 uger senere. Vi ved ikke hvorfor de fravalgte opfølgningen på dette.
B12 og jern
B12-vitamin og jern er to kendte bekymringer ved den veganske kost. Men rapporten hævdede, at indtaget af vitamin B12 ikke led nød. Det er lidt sært, for vi ved, at B12-vitamin udelukkende findes i animalske fødevarer og da det ikke faldt til nul i løbet af studiet i den veganske gruppe, må vi konstatere, at de har spist/fået tildelt berigede fødevarer. Nogle vil mene, at dette er at snyde i en sammenligning som denne. Jeg er lidt ligeglad, må jeg indrømme. Det er velkendt, at du er nødt til at supplere med B12-vitamin, hvis du spiser vegansk og det er da vitterligt det mindste problem.
En lidt spøjs iagttagelse er, at de tvillinger, der blev sat i den veganske gruppe, havde et højere B12-niveau ved baseline end deres tvilling, der blev tildelt omnivorkosten.
Jern forblev det samme i omnivorgruppen og steg i den veganske gruppe. Den veganske gruppe indtog store mængder bælgfrugter og bladgrønt, hvilket kan forklare stigningen. Fødevarer, der er beriget med B12 er tit også beriget med jern, fordi det er en hyppig mangel, så det kan også forklare stigningen.
Det er dog vigtigt at forstå, at jern fra planter ikke tilbyder samme optagelighed som jern fra animalske fødevarer. Hvad du indtager og hvad du optager er to meget forskellige ting.
Forskelle i kalorieindtag
Deltagerne i den veganske gruppe fik gennemsnitligt 1628 kalorier pr. dag, mens omnivorgruppen gennemsnitligt fik 1815 i perioden, hvor de fik måltiderne leveret og hhv. 1688 og 1862 i perioden, hvor de selv sørgede for måltiderne. Meget få mennesker er ikke i kalorieunderskud på en kost på 1600 kalorier og vægttabet understøtter jo dette.
Den veganske gruppe spiste også mindre sukker end omnivorgruppen.
Kalorieunderskud og derved vægttab er jo i sig selv kendt for at forbedre en lang række sundhedsmarkører. Det er derfor også ærgerligt for sammenligningen, at man ikke har sikret samme indtag blandt de to grupper.
Omvendt kan man selvfølgelig sige, at hvis man nu havde en interesse i at få den veganske kost til at falde fordelagtigt ud i dette studie, er det et godt valg at holde den lavere i kalorieindtag.
En anden interessant faktor er diættilfredsshed. Veganergruppen beskrev lavere diættilfredshed end deltagerne i omnivorgruppen og kun én person i veganergruppen sagde at han/hun kunne forestille sig at fortsætte diæten efter forsøget.
Oversat til praksis betyder det også, at hvis man ikke kan lide maden, så spiser man mindre. Spiser man mindre, taber man sig mere og insulin sænkes mere. Det er en god ting, men måske findes der en bedre vej til at opnå den effekt end at spise mad, man synes smager dårligt.
Interessekonflikt og finansiering af tvillingestudiet
Vi har tidligere diskuteret, om man som forsker bør deklarere sin egen kostpræference som en interessekonflikt. Det synes jeg måske godt kunne være relevant her.
Christopher Gardner siger selv, at han har været “stort set” veganer i over 40 år. Han er nu direktør for Stanford Plant-Based Diet Initiative (PBDI), som blev lanceret i 2021 med et 5-årigt tilskud fra køderstatningsvirksomheden Beyond Meat.
Finansieringen af tvillingestudiet kom fra Vogt-fonden, som er stiftet af Kyle Vogt, som selv er veganer og som er kendt for at bruge millioner af dollars på at promovere vegansk kost og livsstil. I 2019 brugte fonden over en million dollars på filmen “Game Changers”, som promoverer vegansk livsstil til eliteatleter, og han har også finansieret Netflix-dokumentaren om Stanford-tvillingeforsøget. Kyle Vogt sidder også i bestyrelsen for Upside Foods, som producerer køderstatninger.
Det mest problematiske ved tvillingestudiet
Jeg køber ikke nødvendigvis ind på, at studiers validitet behøver forsvinde, hvis de er finansierede af industri. For ærligt, at lave studier er hundedyrt og nogle skal betale. Og dem, som har en interesse i at betale, er nu engang dem, der har noget at vinde. At et studie er finansieret af industri betyder heller ikke automatisk, at forskerne er købt og betalt til at komme frem til et bestemt resultat.
Men jeg synes, det er problematisk her. Målet var en Netflix-dokumentar. Ikke at lave et sundhedsstudie. Og jeg tænker, at det må være svært at komme tilbage til en vegansk propagandafond (og måske også til den køderstatningsvirksomhed, som man selv har fået 5-årig støtte fra) og sige, at man kom frem til et resultat, der ikke overbevisende gav støtte til den kost, som fonden og Netflix dokumentaren ønskede at fremhæve.
Og derfor kan man have lavet studiedesignet, så man var sikker på at få det udfald, man ønskede sig.
LDL er hverken den eneste eller vigtigste markør for hjertehelbred. Og du kan i hvert fald ikke tage én markør og hænge hele din hat på den.
En anden ting er, at 8 uger jo er en kort periode. Det kan vi være nødt til at acceptere i studier som dette, fordi de er så dyre at udføre. Men det begrænser også, hvad man kan tillade sig at konkludere.
Vegansk kost er ikke uproblematisk, men ting som næringsstofmangler opstår ikke på 8 uger. De opstår meget senere, og det er også grunden til, at mange veganere ikke kobler deres symptomer til at kunne skyldes deres kost.
Og hvis den veganske kost var så glimrende, så ville folk jo spise den frivilligt og uden milliondyre, patos-ladne Netflix-film. FFS. Pænere end at skrive det med ord.
Fin kritik Den type ‘objektive’ studier… ;)
Har du et link til artiklen?
Studiet er linket oppe i et af de første afsnit👍🏼
Tak