I påsken har vi leget turist i Aarhus.
Hvorfor er det egentlig, at man glemmer at gå på opdagelse i sin egen by, mens man er god til udforske nye steder, når man er hjemmefra?
Jeg er jo fra Aarhus men flyttede fra byen for 20 år siden.
Aarhus for 20 år siden, og Aarhus i dag er altså to forskellige byer. Og med det mener jeg, at Aarhus er en langt federe by i dag end dengang. Men det betyder også, at jeg næsten er turist i Aarhus, når jeg ind imellem besøger byen. Eller opfører mig som en sådan.
En stor kontrast mellem Aarhus og København er, at jeg føler mig så utroligt velkommen i Aarhus. Tjenere på caféer og kaffebarer og ekspedienter i butikker er søde, imødekommende og hjælpsomme og mig, der hader at gå i butikker, ender altid med at købe alt muligt. Fordi der er hjælp at få. Selv buschauffører siger ” tak for turen og god påske”, når man stiger af.
Og det er da bare en lille ting, men det giver da bare et lille smil på læben.
Men lad os nu se på, hvad vi lavede.
AARHUS STREET FOOD
Vega og jeg havde den første dag alene. Vi startede med frokost på Aarhus Street Food, som er Aarhus’ svar på papirøen. Jeg synes, det var vildt hyggeligt og vi fik god (glutenfri) mad.
Vi fik confiteret and (uden burgerbollen, som den normalt serveredes i), pomfritter stegt i andefedt og glutenfrie tacos med diverse i. Det hele smagte virkelig, virkelig godt!
DEN GAMLE BY
Efter frokosten tog vi i den Gamle By. Det er altid spændende og hyggeligt. Det var Vegas andet besøg, men hun kunne ikke huske så meget fra det første, tror jeg. De har historie i skolen, og hun var meget optaget af at se, hvordan det var “i gamle dage”.
Vi fulgte den anbefalede rute rundt og var inde i samtlige huse. Det var virkelig hyggeligt.
Vi besøgte os den nye del med butikker fra 60’erne og 70’erne og Vega havde totalt griner af at prøve at gå på stylter (åbenbart svært, når man ikke er vokset op med det) og kiggede forbavset på de gamle fjernsyn fra B&O.
Vi besøgte den nye udstilling “Aarhus fortæller”, som tog os med på en tidsrejse fra vikingetiden til i dag. Vega syntes ikke, den del var specielt interessant men det syntes jeg.
Vi gik dog desværre lidt hurtigt igennem, som man gør, når det er børn, der sætter farten.
SCANDIC
Vi boede på Scandic inde i Østergade, som vi altid gør, når vi er i Aarhus. Søren arbejder jo for Scandic.
Om aftenen ville vi egentlig have været på Mackie’s Pizza, som jeg elskede, da jeg gik i gymnasiet, og prøve deres glutenfrie pizzaer, men det øste ned med regn og vi endte i stedet for med at spise vi på The Grill (Scandics restaurant).
Her imponerede Vega tjeneren ved at takke nej til både burger og børnemenu og i stedet bestille to udskæringer af Blanck Angus med marvsovs.
Jeg kunne ikke lade være med at være lidt stolt og bestilte det samme, selvom jeg ellers havde kig på en god gammeldags Bøf Bearnaise. Men det virkede jo for ordinært ved siden af Vegas.
Scandic stod også for morgenmaden, og for mig er det altid en kæmpe luksus at stå op og gå til en stor morgenbuffet, som nogle andre har lavet.
AROS
Fredag morgen startede vi med en tur på Aros. Jeg er ikke kunstkender, og det er ikke mig, der slider vores museer op, men netop Aros imponerer mig hver gang. Jeg synes, det er sublimt sat op. Jeg elsker, at der er skrevet små tolkninger sammen med kunsternavnet, for det giver lidt ekstra til os, der enten kommer helt uforberedte, eller som bare ikke har så meget forstand på det.
Fx var der en installation med to mennesker, der havde fået et Steinberg flygel i hovedet, og som kom gående ud fra ulykkesscenen med knive og gafler i benene, blod og manglende lemmer. Morbidt og uhyggeligt.
Men i beskrivelsen af værket stod der noget i retning af, at kunstereren havde villet afbillede menneskets selvopholdelsesdrift og evne til at komme levende ud af enhver mulig og umulig situation.
Det er jo pludselig en positiv tolkning af det negative, som vi først så.
ALT & INTET
Højdepunktet var dog en udstilling, der hed Alt & Intet.
Vega og jeg gik først ind, men blev mødt af et dybsort mørke. Vi gik straks ud igen og tænkte, at vi måtte være gået forkert.
Senere så vi nogen komme ud derfra og prøvede derfor at gå ind igen. Vi gik ind i et rum med det dybeste, dybeste mørke. Vi anede ikke, om der var andre mennesker, ting at støde ind eller noget. Der var nogle sære, sære lyde, og vi konkluderede, at det måtte være en aparte form for lydkunst.
Da vi kom ud derfra igen, læste vi, at lydene var optaget under den grønlandske fjeld-is. Når man er på museum med børn, når man ikke altid lige at fange den slags inden. Men med den viden gik vi derind endnu engang og det gav nu en hel anden mening.
I den anden ende af udstillingen kunne man lytte til en betonvæg, der havde lyde fra muren i Palæstina. Virkelig spændende altså!
Det er svært at forklare, men det var så interessant og anderledes. Læs om udstillingen her. Alt & Intet
Og så sluttede vi af med tur rundt oppe i regnbuen, hvilket altid er en fin oplevelse. Aros er et must, hvis man er turist i Aarhus, synes jeg.
Herefter tog vi til påskefrokost hos min mor, som overraskede med det lækreste påskebord med alverdens lækkerier, inkl. kernebrød og hjemmelavede LCHF-påskeæg. Søren og Silas sluttede sig til os der.
Lørdag formiddag øste det ned med regn, men vi gik alligevel ud i byen og gik lidt i butikker. Søren fandt selvfølgelig byens bedste kaffebar, eller i hvert fald synes jeg, vi fik kaffe, der fortjente den titel.
Det foregik på La Cabra nede i latinerkvarteret.
Kaffebaren ligger lige overfor butikken GoYogi, som har fået tights fra Lululemon. Hvis du, som jeg, er tight-entusiast og anser tights for hverdagstøj, ved du, at de er i en klasse for sig og at de hidtil har været svære at skaffe til Danmark.
Tip hermed videregivet!
AARHUS CENTRAL FOOD MARKET
Vi var også forbi StoneBros oppe på Aarhus Central Food Market og købe nye forsyninger af deres uhørt lækre Kokolade og deres fænomenale Po Cha (en slags kokosolie-kaffe med sesam og lakrids). Anbefales helt vildt meget!
Hver gang jeg besøger dem, står de herrer bag disken og fortæller kunderne om “ernæringsmæssig ketose” og alt det, man kan opnå ved at skære ned på kulhydraterne og øget fedtet. Ikke underligt er jeg kæmpe fan af deres arbejde!
Besøg dem på Aarhus Central Food Market eller på deres hjemmeside Stonebros
PÅSKEFROKOST MED AARHUS-SLÆNGET
Aarhus-eventyret sluttede med påskefrokost med mit gamle Aarhus-slæng, og det var så dejligt at være sammen med dem og alle deres børn igen.
Min ene Aarhus-veninde fortalte glad, at hun havde smidt 9 kg (!) siden hun var med på hold 2 af min LCHF-Kickstart! Wow, siger jeg bare!
Og så fik vi overlækker og grøn mad som altid.
Herefter var vi færdige med at lege turist i Aarhus og kørte vi mod København.
I går holdt vi pause fra det hele og i dag står den på påskefrokost hos min veninde og på den måde kan man sige, at min påske er gået med at sætte mig til det ene veldækkede påskebord efter det andet. Og det endda helt uden at jeg selv har skulle lave noget mad, hvilket er en anelse sjældent. Men det har faktisk været rigtigt dejligt.
Har du haft en dejlig påske? Eller er du begyndt at glæde dig til hverdagen?
Fantastisk idé med et nyt Århus indlæg 🙂 Jeg elsker jo, at du greb ideen med at lave “De 10 bedste” af en masse kategorier… Og bare lige, så mangler desserter og kager vist stadig😉 Men da jeg var i København for nylig, så savnede jeg virkelig en oversigt over de bedste spisesteder, at spise LCHF og det vil jo være dejligt alle steder og særligt her i landet, hvor det hele jo er ret tilgængeligt! Så lav endelig det alle de steder du har mulighed for det 🤩❤️ Og så tager vi til Århus igen for også at prøve dine anbefalinger😉
Kære Jane:-)
Det her er lige hvad jeg har brug for, for nu er jeg nemlig på vej til Århus med min datter på en lille ferie;-) Men er det her ikke et ældre indlæg? Stone Bros kan jeg f.eks. ikke finde noget på længere? Jeg kan huske at du en gang havde dato på dine indlæg og så var det sjovt at se udviklingen fra start til nu i forhold til billederne og tekst m.m. men jeg er med på at der sikkert er en grund til at du ikke gør det mere?
BH
Mette
Ååååh det er jo alt for uopdateret😭 Det må jeg få rettet snart. Og jo, Stone Bros og vist hele det marked, der lå deroppe, er lukket.
Og ja, datoerne er blevet fjernet. Jeg kan ikke huske årsagen til det, men jeg tror, det var noget SEO…🤷🏻♀️
Min datter er egentlig ikke specielt imponeret af museer, men Frilandsmuseet er alligevel kravlet ind under huden på hende. Så meget at vi inviterede hele familien og holdt hendes seksten års fødselsdag derude.
Af samme grund er vi næsten altid forbi den Gamle By, når vi er i Aarhus – altid en dejlig oplevelse. Den nye udstilling om Aarhus glæder jeg mig til at se en dag.
Aros og Moesgaard har jeg til gengæld aldrig besøgt. Lidt ærgerligt, for det er min oplevelse de begge er et besøg værd. Vi når det nok en gang tænker jeg altid, og går i den gamle by :)
Jeg har faktisk aldrig været på frilandsmuseet men vil det virkelig gerne, så tusind tak for den anbefaling! :)
hej jane – syntes det lidt sjovt du osse gik på samme skole som jeg selv / opvokset i holme det skønt jeg elskede dette sted hvor jeg boede med mine forældre som desværre er borte ?
mine ungdomsår boede jeg så osse i højbjerg tror jeg sværmede for de steder – idag bor jeg så lidt udenfor århus city har boet her siden 1991
venlig hilsen
sus
Ja det er så pudsigt!! Jeg gik der fra 6. klasse til 9. klasse dengang i 90’erne – og så rykkede jeg ind på Katedralskolen :)
Tak for rigtig fede tips til madoplevelser, det må du gerne gør igen ??? Og gerne fra andre byer ?
Meget gerne! Jeg elsker at gå på opdagelse i nye byer! Tænker du på danske byer? Har du mon set, at jeg allerede har Paris, Barcelona, New York, Madrid, Kreta/Chania og Berlin her på bloggen?
Jeg er enig med dig i, at Stonebros laver nogle gode produkter, og der er også tale om to sympatiske og passionerede brødre bag deres firma. Men jeg synes, at det hele er lidt i den dyre ende. Jeg laver derfor min egen version af deres Po Cha, og den er jeg rigtig godt tilfreds med :-)
Jeg synes faktisk, de er rimeligt prissat med tanke på kvaliteten af ingredienserne, de bruger. Men selvfølgelig er det altid billigere at lave selv. Ellers ville de jo ingen penge tjene :)
Tak för tips om Aarhus. Er havdansk/svensk og bor i Stockholm. Kommer til Aarhus regelmässigt og näste gang skal jeg bruge nogle af dine tips ?
Ej hvor fint! Dejligt at høre, at tippene kunne bruges :)
Dejligt med lækker århus shout-out – og dejligt at se jeres skønne smil i min by!!
Ja og glæder mig til at se dig igen i næste weekend! <3
Lige en hurtig anbefaling til andre der gerne vil opdage nye sider og lære nyt om smilets by, så gå en tur med Aarhus culturewalk. De går hver lørdag og det er vildt spændende!
Ej hvor et fantastisk tip! Tak for det!