Tør du? Syv dage uden alle slags korn? Dvs. uden hvede, rug, havre, byg, spelt, emmer, kamut, durum og hvad de ellers hedder og også uden boghvede, ris og hirse?
Jeg er bare nysgerrig. Også efter at finde ud af, hvorfor du ikke tør…
Selv husker jeg hvor stort et indgreb, det var i mit liv, da jeg stoppede med at spise korn. Eller gluten i starten, hvilket kraftigt reducerer mængden af korn i ens kost. Jeg var næsten ved at græde, da de på Nordic Clinic fortalte mig, at jeg ikke kunne tåle gluten. Forinden havde jeg været på skrap eliminationsdiæt i seks uger, hvor jeg havde udelukket al sukker, mælk, gær og al korn – på nær rug, for det mente jeg BESTEMT godt, at jeg kunne tåle. Hvis bare jeg kunne få lov at spise et par stykker rugknækbrød hver dag, så kunne jeg sagtens klare det. Men tanken om at skulle leve helt uden korn var næsten ubærlig…
Men jeg skal love for at det gjorde en forskel at fjerne den sidste rest af korn fra min kost. Og for mit vedkommende blev den nye livsstil jo så hurtigt opvejet af, hvor godt jeg fik det i kroppen herefter. Den lange version af historien har jeg skrevet om her. Men det interessante, synes jeg, er, hvordan vi kan have de her meget stærke følelser for mad. Bare tanken om at skulle undvære vores yndlingsmad kan virke helt uoveskuelig. Selv kan jeg næsten ikke overskue tanken om at skulle leve helt uden (ko-)mælkeprodukter. Selvom jeg godt ved, at jeg får det markant bedre.
Men hvad nu hvis det bare er 7 dage. Og ikke for resten af livet. Tør du så? Hvis du tør, tager jeg 7 dage uden mælkeprodukter. Bare lige for at blive mindet om, hvor godt det føles :-)
Hej Jane
Har levet uden hvede siden starten af Januar og har tabt mig 5 kg super dejligt. :) Jeg har fået en noget flader mave og ingen luft i maven efter at havde udeladt hvede fra min kost. Har lavet en del af dine opskrifter og selv min mand spiser det uden brok (og dette er stort). Så vil femover også leve sådan og mener ikke at det er et problem at tage sit eget low carb brød med til diverse arrangementer, så længe man varsler inden. “Your choice hove to live your life” :) tak for en super god blog.
MVH
Bettina :)
Hej Jane,
Det er en super interessant blog du har gang i, dejligt med et forum hvor folk deler deres erfaringer og historier :)
Jeg har i nogle uger kørt helt uden mælkeprodukter og savner det stort set ikke. Det er ret skørt, for før indtog jeg i gennemsnit en halv liter mælk om dagen, spiste havregryn 1-2 gange om dagen og ost i mange afskygninger. Jeg kan godt savne ost lidt engang i mellem, men det er mest i retter som fx lasagne eller pizza. Nu er jeg så klar til næste udfordring, kornfri kost. Men jeg finder det utrolig svært at kombinere de to, altså kornfri og mælkeproduktfri kost. Når jeg vågner om morgenen tænker jeg “åh nej, hvad skal jeg dog spise” og jeg nyder ellers generelt min morgen. Mindset mæssigt er jeg ret udfordret på at skulle spise så meget som 1 æg hver eneste dag og ekstremt udfordret på at skulle spise flere, såvel som mere fede animalske produkter, da jeg er vokset op i en familie med hjerte-kar-sygdomme og konstant kolesterol forskrækkelse. Men nu kan jeg se du har gang i en udfordring omkring ikke at indtage hverken det ene eller andet, så måske du har nogle input til hvordan man kommer henover den hurdle? Jeg kan se at nogle af dine opskrifter er uden mælkeprodukter, men ikke alle. Mange gange tænker jeg, kan man bare lade være med at putte det i? eller har du et tip til et lidt generelt erstatningsprodukt (som ikke er soja eller lign.)?
På forhånd mange tak!
Det er også megasvært at tage både mælk og korn ud, jeg lykkes derfor heller ikke selv helt med det. Jeg spiser mejeriprodukter som fløde og ost, det gør det lidt nemmere. Men ellers er det noget med at gøre op med sine idéer om, hvordan en morgenmad fx skal se ud og vænne sig til at spise andre ting, som fx kød og grøntsager om morgenen. Det kan man faktisk godt vænne sig til :)
Jeg bruger i øvrigt tit kokosprodukter som erstatning for mælkeprodukter.