Top 5 inspirerende sundhedsbøger (2012)


Jeg giver jer min top 5 over de mest inspirerende og interessante sundhedsbøger, jeg har læst i 2012. At jeg har læst dem i 2012, er dog ikke nødvendigvis et udtryk for, at de er udkommet i år. Jeg er nogle gange lidt bagud her.

Men her er min Top 5 over inspirerende og interessante sundhedsbøger læst i 2012.

Nr. 1: Ett sötare blod – om hälsoeffekterna av et sekel med socker – af Ann Fernholm

Denne bog er jeg lige blevet færdig med, og den er faktisk så interessant, at den burde have et indlæg helt for sig selv. Det får den sikkert også i det nye år. Ann Fernholm er videnskabsjournalist og gransker den videnskabelige litteratur bagved de kostråd, som vi er opdraget med siden 70’erne. Læs mere om bogen her Et sødere blod – Hvad 100 år med sukker har betydet for vores sundhed

Det er skræmmende læsning. Meget skræmmende læsning. Selv for mig, som i forvejen er pænt sukkerforskrækket. Og jeg får lyst til at forbyde alle, som jeg holder af, at spise sukker nogensinde igen. Selvom jeg godt ved, at det er næppe er den rette approach. Ann Fernholm kobler sukkerindtag til cancer, Alzheimer, demens foruden naturligvis overvægt, type 2 diabetes, etc. Vidste du fx, at 7 ud af 10, som rammes af hjerteinfarkt har for højt blodsukker? Eller at cirka 7 ud af 10, som får Alzeimers har for højt blodsukker? Og at personer med for højt blodsukker løber 70 % større risiko for at udvikle cancer senere i livet?

Og nu indser jeg pludselig, hvor glædesløst det er at trække den slags informationer frem på en dag, hvor sukkerindtaget ligger langt, langt over normalen. Bær over med mig. Skøjt henover afsnittet og vend tilbage en anden dag. Og sæt bogen på listen over bøger, du skal læse i 2013. Selvom den er på svensk.

Nr. 2. The Gabriel Method –  af Jon Gabriel

Jon Gabriels bog handler om hvordan man kan bruge visualiseringsteknikker til at opnå en sund og slank krop. Jeg har tidligere skrevet om den HER. Jeg ved ikke, om han har ret, men jeg elsker, at han drager en ekstra dimension ind i en debat, som ellers er præget af kalorier ind og kalorier ud og spis mindre og bevæg dig mere.

Så har du lyst til at læse en bog om vægttab uden at blive pisket igennem svære regimer, er dette et godt valg.

Nr. 3: The Primal Blueprint – af Mark Sisson

Denne bog er jo ikke spor ny. Det er bare mig, der først har læst den nu. Mark Sisson kender vi jo fra Mark’s Daily Apple, og jeg elsker ham for troværdig sundhedsinformation formidlet med humor. Han har et sjældent talent for det. Og det tager han med over i bogen. Bogen gennemgår sundhedsfordelene ved at spise primal, hvilket er sådan en hybrid mellem paleo og LCHF, synes jeg. Man kan kalde det LCHF uden kulhydratshysteri.

Jeg elsker Mark Sisson – og bogen – for passager som denne:

If you wish to succeed with healthy dietary habits, it’s important that you discard any negative emotions you have towards eating and embrace each meal as an opportunity to enjoy yourself. I strongly recommend that you give yourself permission to eat as much as you want, for the rest of your life. While this suggestion might scare the heck out of you, releasing yourself from restriction and deprivation enables you to become more connected with your physical nutritional needs rahter than being driven by emotional triggers.

Nr. 4. Hvorfor et højt kolesteroltal er nyttigt –  af Uffe Ravnskov

Uffe Ravnskovs bog læste jeg i forbindelse med, at jeg skrev min egen bog LCHF – Spis dig mæt og glad. På baggrund af den skrev jeg indlægget kolesterol for dummies. Kolesterol er sådan en mærkelig størrelse, og hvis vi ikke dykker ned i emnet af egen fri vilje, vil vi stadig have dårlig samvittighed og tro, at vi dør af hjertesygdomme, hvis vi spiser æg til morgenmad hver dag.  Sandheden er dog nok mere nuanceret end som så, men det er information, som kun sjældent når frem til medierne. Uffe Ravnskovs bog burde være obligatorisk læsning for alle som beskæftiger sig professionelt med sundhed, hvis du spørger mig.

Nr. 5. Safter – Af Søren Ejlersen & Umahro Cadogan

Og så har der sneget sig en enkelt madbog ind på listen også. Det har den, fordi den befinder sig i krydsfeltet mellem en kogebog og en sundhedsbog. Bogen giver en verden af nye idéer til, hvordan vi kan juice vores grøntsager (og frugter selvfølgelig), og jeg troede da sådan set, at jeg var pænt hardcore i forvejen med mine morgenjuices fyldt med kål, men det var jeg så slet ikke. Bogen indeholder dog også juices for novicer. Bogen er krydret med information om, hvad de forskellige frugter og grøntsager gør for os, og jeg er bare totalt sucker for den slags. Og ligesom når jeg ser Hungry for Change, så får jeg lyst til at juice endnu mere, når jeg bladrer igennem Safter.

Og så vil jeg gerne indstille bogen til en af de smukkeste forsider i år. Jeg synes, den er simpel og smuk.

Men det var altså min top 5 over inspirerende bøger læst i 2012. Hvad er dine?

Dette indlæg indeholder flere affiliatelinks. Det betyder, at jeg modtager kommission af salg genereret via bloggen her.

Fit efter 40 starter på mandag

Det er ved at være sidste chance for tilmelding til Fit efter 40. Mit nye, store livsstilskursus for kvinder ‘i anden halvdel af livet’.

Læs alt om kurset her
(og benyt dig af intro-rabatten)

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

11 kommentarer til “Top 5 inspirerende sundhedsbøger (2012)”

Skriv en kommentar

  1. Jeg læste din anbefaling af “safter”, faldt over den i boghandlen og købte den med hjem. Har læst den igennem et par gange og også prøvet en enkel opskrift og jeg er fuldstændig solgt!!!!!
    Bogen af Uffe Ravnskov er den næste på listen, så jeg har nogle skydts at tage med næste gang min mand skal til lægen, for hun igen har sat ham på simvastetin for forhøjet kolesterol. Det fik han også for 6 år siden, uden at der blev snakket kost( jo, vi blev sendt til en diætist der satte ham på en diæt på 1200 kcal selvom han er 178 høj, vejede 129 og trænede tung vægttræning, så det siger jo sig selv at han altid var sulten, gnaven og utilpas ;.) ) og han har så udviklet diabetes 2 i mellemtiden, som jo er en risiko ved simvastetin, dog uden at lægerne informerer om dette. Sidst lå hans tal på 5,3 i total og triglysiderne på 2,3 hvilket jeg er mere og mere overbevist om ikke er sundhedsfarligt. Vi fortalte lægen at vi var begyndt på LCHF og hun blev ved med at omtale det som en kur i stedet for en livsstils ændring….. Mon der findes en liste ude på nettet med læger der tror på LCHF??? For så ville jeg gerne skifte.
    Tusind tak for en god og inspirerende blog med mange gode links som jeg flittigt benytter mig af + dine gode opskrifter. Din bog er allerede købt( i hvertfald i mit hjerte og hjerne, så må jeg jo bare vente til den udkommer fysisk ;-) )

    Svar
    • Det er da en horribel historie med din mands behandling. 1200 kcal!! Hvem kan leve på det?

      Har du læst indlægget her: https://www.madbanditten.dk/kolesterol-for-dummies/

      Den svenske læge Andreas Eenfeldt foreslår, at en enkelt måde at tolke sit kolesteroltal er ved at tage det totale tal og dele det med HDL. Hvis tallet herefter er under 5, er man alt godt ;-)

      Andre læger, der er fortalere for LCHF er den svenske Annika Dahlqvist og den norske Espen Rostrup. Internationalt har du Peter Attia, som er meget anerkendt, Sally Fallon (ved ikke om hun er læge) og en række fagbpersoner under Weston A. Price Foundation. Og det er bare en brøkdel. Der findes masser!

      Svar
  2. Jeg fik Safter i julegave sammen med Køkkenrevolution for hele familien. Og Umahros forord er fuldstændig ens! Altså, som i ordret! Det er da lidt fesent, synes jeg. Det er jo meget godt og rigtigt, det der står, men alligevel… Tsk tsk ;-) Men bortset fra det, så er jeg også allerede vild med Safter! Jeg er ikke hjemme ved min juicer, men jeg glæder mig meget til at komme hjem og prøve nogle af opskrifterne af. Jeg er ligesom dig en sucker for de afsnit om, hvad maden gør ved vores krop :-)
    Jeg fik også Stanalderkost af Thomas Rode, den glæder jeg mig også til at se nærmere på.

    Svar
  3. Umahro kender jeg i forvejen, men har endnu ikke bogen om safter. Det må jeg hellere få rettet op på i 2013 og jeg er bestemt også fristet af Ann Fernholm’s bog. Tak for anbefalingen.

    Jeg vil gerne anbefale “Fedt for Life” af Anette Harbech Olesen, udgivet i 2010. En flot og overskuelig bog der guider læseren igennem fedtjunglen og hjælper med og sortere de mindre go’e fra – men ikke mindst, får fremhævet de sunde fedtkilder! Der er desuden opskrifter bagerst i bogen, men dem har jeg ikke rigtig været omkring endnu.

    En bog jeg vender tilbage til igen og igen er “Superfood” af Helena Nyblom, udgivet i 2008. I bogen gennemgåes en række superfoods. Noget om næringsstoffer, regnbuemad, gavnlige effekter, fedtfobi, antioxidanter og frie radikaler, ældningsprocessen, opskrifter, tips og ideer. Bogen er helt fantastisk, synes jeg og spækket med lækre foto! Tror, at du ville elske den Jane :-)

    Godt nytår … :-D

    Svar
  4. Ej, den svenske lyder SÅ god – jeg er desværre ikke særligt god til at læse svensk. Men meget kærkomment skal jeg faktisk have svensk i det nye semester, så måske jeg kan blive bedre til det – og så skal den i hvert fald læses!

    Svar
  5. Jeg har haft støvsuget Ringe Bibliotek for samtlige vegetar kogebøger i år, samt en enkelt bog om Raw Food. Jeg er ikke vegetar, (var det i min hippie-ungdom…) men vegetariske retter er utrolig kreative og velsmagende; der søger man jo om nogen Umami. Mark Sisson bogen kunne jeg godt gå hen og blive fristet af. Jeg har virkelig, som i VIRKELIG, brug for at få afklaret mit følelses/ødipus spiseri. Hvilket foreløbig er et seriøst nytårs fortsæt :)

    Svar
    • Du har ret, sheila, der er helt sikkert noget at hente både i det vegetariske køkken og i raw køkkenet.

      Mark Sisson er en af de få helte, hvis du spørger mig. Han er dejligt ufrelst og har en fantastisk varme og humor.

      Svar
  6. Ett sötare blod har jeg jo læst – med meget stor beholdning. Hvis jeg ikke tidligere var helt overbevist om at undgå sukker, så er jeg det nu!

    Uffe Ravnskovs bog kunne være interessant at læse. Jeg har allerede i flere år ikke troet på kolesterolmyten, bl.a. efter at have læst om emnet på alun.dk. Og jeg har bestemt ikke dårlig samvittighed over at spise æg til morgenmad hver dag! Jeg spiser to blødkogte æg hver morgen, plus alle de andre i ugens løb. Hårdkogt æg under mine matjessild og til rejerne, røræg til laksen, æg i brød o.m.a. Og alle mine blodprøver er helt perfekte. Nu sidst: kolesterol 5,2 og triglycerid 1,0 millimol pr. liter.

    Svar
    • Jeg tror, jeg vil få målt mine tal her efter nytår også. ;-)

      Og ja, tak for anbefalingen af Ett sötare blod. Virkelig interessant læsning!

      Svar
  7. Øhm, jeg har altså ikke fået læst ret meget andet end om Bella og Edward, tæller det?
    Men jeg holder mig heldigvis opdateret herinde :D og husker der er bøger der skal læses :) Jeg ville gerne læse den første på listen, men jeg tror virkelig jeg vil have svært ved at holde fokus når den er på svensk.
    Safter står på hylden og er skimtet (hvorfor mon ikke mere?) og jeg er enig, den forside er rigtig smuk. De har lavet forsiden live på Krogerup i deres gårdbutik, det er rigtig fint. Eller det var der i hvert fald sidst jeg var der :)

    Svar
    • Jeg har også læst Bella og Edward et par gange. LOVE. IT. I morgen skal jeg i biffen og se BD2. For anden gang ;-) Helt uden at skamme mig ;-)

      Svar