Forleden kom mine unger hjem fra skole og fortalte, at de havde smagt græshopper og melorme til naturvidenskabsfestival med skolen. Det gjorde mig sådan underligt stolt.
Hvis du har læst MADGLAD (reklamelink), ved du, at jeg selv var virkelig kræsen som barn, og at det er noget, der har voldt mig en masse kvaler langt ind i mit voksenliv.
Jeg har gjort mig meget umage med ikke at overføre min egen kræsenhed eller mine egne forestillinger om, hvad børn (man) kan spise og ikke spise til mine børn, og det er jeg lykkes ret godt med. Og det er nok i virkeligheden det, der er grund til min stolthed.
Jeg er heller ikke selv kræsen længere, men der ligger alligevel stadig nogle auto-reaktioner i mig. Fx tror jeg simpelthen ikke, at jeg kan tage hverken en græshoppe (den havde både ben og hoved, mor!) eller en melorm i munden. Uanset hvor mange gange folk fortæller mig, at “de smager som chips”. Jamen så vil jeg hellere have chips. Med sourcream og onion, tak!
NÅR MIT INDRE KRÆSNE BARN RÅBER HØJT!
Insekter er jo udråbt til at være fremtidens proteinkilde, og det er jo super.
Jeg håber, de kan pulverisere dem og gøre dem smagløse, og så skal jeg med glæde bruge dem i min smoothie/greenie. Men sådan at sidde og knase en græshoppe og have ben, der sætter sig fast mellem tænderne, det har jeg altså svært ved at se ske.
Kan du se, hvad der skete der? Det er fuldstændigt mit indre kræsne barn, der taler. Eller råber, faktisk!
Nå, men selvom mine unger er madmodige og rask væk smager på græshopper og melorme, så er de også tryghedsmennesker, og hvis de fik valget, tror jeg, de bare ville spise det, de kender.
Når jeg fx har lavet mad, og vi på bordet har fx et fad med grøntsagsstænger, en blandet salat, noget kød og evt. lidt ris eller kartofler, så vil de tage alt, undtagen den blandede salat. Når jeg så sender salaten rundt og beder dem tage det også, så tager de, og de spiser den også. Men hvis jeg ingenting sagde, ville de have sprunget den over.
MAD I SKÅL
Et tip, som jeg ofte benytter mig af, når jeg vil sikre mig, at de smager på forskellige ting, er at jeg serverer mad-i-skål. Jeg portionsanretter simpelthen fire skåle og anretter de forskellige elementer i hver sin afdeling. Der er noget kendt, noget mindre kendt og noget ukendt.
Der sker noget i det med, at tallerkenen er byttet med en skål, og i det med at barnet ikke selv skal vælge og forholde sig til de mange valg på bordet men bare sætte sig til bords og spise det, der er øst op.
Og jeg er helt med på, at det går imod de mange råd om at lade barnet selv vise vejen og alt det der.
I går dukkede denne satiriske video op i mit Facebook-feed, og den fik mig sådan til at grine. Fordi den rammer noget helt rigtigt i lige denne situation.
Eller se videoen direkte på youtube HER
Derudover er mad-i-skål bare et glimrende trick til de dage, hvor der er rester på menuen. Her er et par eksempler.
Rester fra vores middagsselskab for nogle uger siden. Pulled pork, kartoffelsalat, quinoa-taboulé, gulerodssalat med kanelmarinerede rosiner og tzatziki.
Regnbuesuppen her er baseret på samme idé – bare i suppeform:
Find opskriften her: Regnbuesuppe
Vil du have flere tip til at hjælpe dine børn til at blive mere mad-modige eller trænger hele familien bare til at få inspiration til nye og sunde vaner, har jeg skrevet en hel bog om det. Find den her:
MADGLAD – lær dit barn at elske rigtig mad (reklamelink)
ELSKER “Madglad”!! Jeg ku lave mad fra den bog hver dag, ALT i den ser lækkert ud?????? Den bedste fødselsdagsgave??
Hvor er du sød, tak! Vi er også ret vilde med den bog herhjemme :)
Sjovt, mine børn har også smagt insekter, og især den mindste (på 4) som ellers er meget selektiv og småtspisende åd på livet løs, og jeg havde det som dig – pavestolt – især fordi jeg nok aldrig selv ville have turdet smage. :D
Seje unger! mine er også meget modigere end jeg er :)
Kære Jane. Tak for den gode ide med skålen. Den er hermed nupset til vores familie. Det er på en måde mere “trygt” og hyggeligt når det sådan ligger i en skål og ikke kan falde ud over kanterne når man vil skovle :) Og videoen – følte mig truffet, HAHA, på den fede måde. Så simpelt kan man kommunikere et budskab så det er klokkeklart. jeg er fan! God dag til dig og jer andre på bloggen. Jeg er så glad for din nede på jorden tilgang til emnet. Jeg har skrevet det tidligere til dig, men efter at jeg faldt dig/LCHF er mad blevet en glæde (en stor en) og samtidig en kærlighedserklæring til mig selv fodi det handler om at vælge til af sunde, lækre, mættende ting og ikke om at straffe sig selv med kalriefattige triste retter. Jeg smutter aldrig væk fra LCHF – principperne.
Årh elsker sådan nogle kommentarer! Tusind tak. Det er simpelthen bare så dejligt at høre!
Åh, den video er sjooooov! Kæft, hvor det rammer visse mødre (ikke mig -det er klart) lige på kornet!
Selvfølgelig – den rammer bare overhovedet slet ikke mig! ;-)
Først vil jeg starte med et stort TAK for din glimrende, inspirerende blog.
Mine børn spiste stort set alt, da de var små. Nu begynder pigen på 14 pludselig at blive kræsen. Prøver at tage hende med i “mad-projekter”, men egentlig vil hun helst bare spise havregryn/müsli og rå grønsager, som er skåret i stykker og klar til at gå til. Har du et forslag?
Mine unger er jo kun lige knap 11, så jeg har endnu ikke så meget erfaring med de større børn. Min umiddelbare tanke er dog, at det hos en 14-årig handler om noget andet end kræsenhed. Hvis det var min datter, ville jeg på en eller anden vis ville sikre mig, at det ikke handlede om vægt eller slankekur. For det ville være et skråplan. Et potentielt farligt skråplan. Hvad tænker du om det?