Til kamp mod slikket med dadelkugler og selvkærlighed

I går var jeg afsted til SLIP SLIKKET arrangement hos Pretty Ink i anledning af Umahro og Lone Rasmussens nye bog af samme navn. At lære at få sparket sukkeret til hjørne er en sag, der ligger mig meget på sinde. Hvordan man bedst kommer i mål, kan der være forskel på, og det er på en måde sagen underordnet. Her er udgangspunktet, at al mad er kommunikation. Dvs. at du sender et budskab til dig selv, din krop og dine celler hver gang, du putter noget i munden. Og hvad er det lige, man siger, når man spiser en klistret marsbar? Den tanke kan jeg rigtig godt lide.

Idéen i bogen er, at Umahro bruger sin nørdeviden til at dissekere alt det slik, vi kender, og det er naturligvis ret ulækkert. For hvem har lyst til at spise skumfiduser med tapetklister, vingummi med svineaffald eller softice af margarine? I stedet giver han bud på, hvordan man kan lave sunde godter derhjemme af lutter naturlige ingredienser, så man ikke snydes for at få stillet sin søde tand.

Lone Rasmussen derimod starter et andet sted. Hendes udgangspunkt er at fjerne en del af trangen til søde sager ved hjælp af selvkærlighed. Hvis du elsker dig selv, vil du ganske enkelt ikke udsætte dig selv for den behandling, det er at fylde din krop med skodmad. Det punkt er, i min verden, en meget vigtig og ofte overset del af at komme sukkertrangen til livs, og det er også derfor, at maden kun er ét ben i at slippe sukkeret. Du kan regulere dit blodsukker ved at spise ordentlig mad, men hvis din trang til sukker er følelsesmæssig, er det ikke værn nok at have stabilt blodsukker.  På den måde synes jeg, det er en vigtig bog.

Jeg er generelt meget begejstret for Umahros kogebøger og synes, at han laver uhørt god mad. Hans Køkkenrevolution for hele Familien er en slidt favorit herhjemme. Idéen med, at slik skal erstattes med dadelkugler og sunde godter bringer mig ikke noget nyt. Og som med alting er det svært at lave én vej, der duer for alle. Er du meget sukkersensitiv, er dadelkugler nok ikke din ven, hvilket Umahro også selv var inde på. Selv skal jeg putte en pæn del kokosolie i for ikke at komme ud på en gevaldig rutchetur, når jeg flirter med dadler. Men sådan er man jo nødt til at kende sig selv. Det endelige svar på, hvad der virker for lige netop din krop, vil du ikke finde i en bog. Uanset bogens kvalitet. Det svar kan du kun finde ét sted. Idéen i at lave en glidning mod mere naturlig mad og få luget sukker, tilsætningsstoffer og andet klamt ud af sin kost, kan til gengæld ikke fremhæves nok gange. Og uanset hvordan man vender og drejer det, så vil en dadelkugle være bedre for dig end en plade Marabou. Og det gælder også, hvis du ender med at rydde hele fadet.

Da jeg kom hjem i går, spekulerede jeg over, hvorfor jeg ikke gik derfra og tænkte YAY! For det var to ualmindeligt oplagte forfattere, der stod foran os, og de føler tydeligvis meget for denne sag. De var dejligt ufrelste, empatiske og i øjenhøjde, hvilket virkelig er verdens bedste udgangspunkt, hvis man vil vinde tilhørere til sin sag. Jeg tror, det handler om, at jeg ikke rigtig er en del af den målgruppe, som bogen er skrevet til. Jeg elsker sunde godter og har lavet dem årevis, men jeg tror, jeg har passeret det stadie, hvor jeg bliver blown away over, hvor gode godter man kan lave af sunde og naturlige ingredienser. Jeg har for længst læst mig vej gennem supermarkedshylderne, og jeg lider ikke af den fejlopfattelse, at der vel også er noget sundt fedt i en marsbar. Jeg spiser ikke skodslik. Eller hvis jeg gør, er det uhyre sjældent.

Jeg har dog selvsagt ikke læst bogen endnu, men den ligger og venter på mig inde i sofaen. Hvis dette lyder som bogen for dig, udkommer den på mandag d. 8. oktober. I mellemtiden kan du besøge bogens hjemmeside for inspiration, tips og tricks.

Men noget andet, der fuldstændig blæste mig væk, var mine to gæsters selskab! Mand, hvor er det herligt at møde to fremmede mennesker, hvor snakken bare glider med det samme. Vi mødtes i Torvehallerne, og så sad vi der, tre damer, og speedsnakkede i munden på hinanden kun lige med de korte pauser, vi havde brug for, for at fylde munden med den lækre mad fra Un Mercato. Jeg tror, vi kunne have siddet der hele aftenen, hvis det ikke var, fordi vi skulle videre til arrangementet. Jeg gik hjem og følte mig fuldstændigt beriget. Hvor er det fedt. Tak Anita og Bente, fordi I tog med mig.