Hvad vil det egentlig sige, at opskrifter er ‘tarmvenlige’ eller ‘tarmsunde’? Det er et fair spørgsmål, for forskellige maveproblemer kræver en forskellig løsning og det, der er tarmvenligt hos den ene fordøjelsesproblematik, er det ikke hos den anden. Der er ikke nogen ‘one size fits all’. Heller ikke her, fristes jeg til at sige.
Dit tarmsunde fundament
I FIX din fordøjelse har Tine skabt det, hun kalder ‘dit tarmsunde fundament’. Det handler helt kort fortalt om at spise så naturlig og uforarbejdet kost som muligt.
Det handler mere om, hvad du lægger til, end hvad du tager fra, og det er også derfor, at de mange spørgsmål ‘om bogen er Low Carb eller Keto’ ikke giver så meget mening. Vi løser fordøjelsesproblemer her! Og det kræver, at vi lægger det endimensionelle sundhedssyn på hylden for en stund. En sund tarm kan tåle meget. Også kulhydrater.
Det tarmsunde fundament har fokus på protein, grøntsager og sunde fedtsyrer og på optimering af næringsstoffer, så vi giver tarmen de bedste betingelser.
Opskrifterne har dette fokus i baghovedet, men så stopper det også der. For opskrifternes opgave er at støtte op om den heling, der skal ske i tarmen, når noget ikke er, som det skal være. Det er derfor vi har kaldt dem ‘terapeutiske opskrifter’ eller ‘tarmsunde opskrifter’.
Terapeutiske opskrifter
Hvor jeg normalt laver mad på en intuitiv måde for at fremme smag og konsistens mest muligt, har jeg her været underlagt en masse andre forhold for at få opskrifterne til at kunne bruges til de fem forskellige strategier, som bogen beskriver (forstoppelse, diarré, oppustethed, refluks og inflammatorisk tarmsygdom).
Det er nemlig ikke det samme, der skal til for at understøtte tarmen ved de forskellige problematikker. Faktisk kan det være ret forskelligt.
Hvor nogle har brug for flere fibre og masser af grøntsager, skal andre skrue ned for fibre – og faktisk også for grøntsager – og spise en mere skånsom kost, imens tarmen er irriteret. Nogle har brug for at passe på med grøntsager fra natskyggefamilien, mens andre kan spise dem uden problemer. Nogle skal være varsom med citrusfrugter, mens de ikke udgør et problem for andre. Osv. osv…
Så det er på ingen måder one size fits all, når vi taler tarmvenlige opskrifter.
Elimination og reintroduktion
Det er samtidig vigtigt at sige, at bogens formål ikke er at få dig til at spise en striks eliminationskost forevigt. Bogens formål er at tage fat om problemets rod ved at tilbyde en periode med ro i maven.
Men herefter er opgaven at reintroducere flere og flere fødevarer, så du ender med den bredest mulige palette af madvarer. For det er der, livet skal leves. Mange får sig malet op i et hjørne, fordi de én gang har reageret på en given fødevare og derfor har sat den på en slags ‘spis-ikke’-liste. Men det risikable ved den strategi og hvis det ikke udfordres er, at ‘spis ikke’-listen bliver længere og længere og længere.
En sund tarm tåler mange ting, husker du måske
Sååå er bogen Low Carb – Keto – Low Fodmap?
Hvis du insisterer på, at der skal etiketter på, kan vi sige, at bogen er:
- Low Carb
- Glutenfri
- Laktosefri
- Mejeribegrænset
- Kornfri (med undtagelse af lidt valgfrit havregryn)
- Sukkerfri
- Sødemiddel-fri
- Low (moderat) Fodmap
At spise max 20 g kulhydrat om dagen (Keto) kræver jo et ekstra fokus og det fokus har vi ikke lagt ned over denne bog. På mange måder er Keto jo også en slags eliminationsdiæt. Men idet alle kulhydrater kommer fra grøntsager (og lidt frugt) undgår vi jo ikke at lande temmelig Low Carb.
Ro i maven – også din
Men første skridt på vejen er at opnå ro i maven. Slippe for at al fokus er rettet ned i maveregionen, fordi der bare er noget, der ikke fungerer der.
Næste skridt indebærer mere detektivarbejde, for det er her, hvor du skal forstå, at din tarm har en helt unik mikrobiota, og den kan du manipulere forsigtigt med ved hjælp af kost og livsstil, men du vil også opleve, at der er nogle madvarer, som bare ikke fungerer for dig.
Og det arbejde hjælper bogen dig med gennem en konkret handlingsplan, der indebærer viden og forståelse, kost, tarmsunde opskrifter, frivillige kosttilskud og en komplet kostplan til vejen mod ro i maven.

0 kommentarer til “Tarmsunde opskrifter”