Tanker og ønsker for 2023


Jeg elsker jo at lave nytårsforsæt eller i hvert fald elsker jeg at sætte min intention for det nye år. Det er sjældent helt vildt sindsoprivende ting. Ofte er det vaner, som jeg har arbejdet på at få på plads, som jeg egentlig gerne vil fortsætte med. Og sådan er mine tanker og ønsker for 2023 også.

Det er svært at forklare, uden at det bliver sådan alt for navlepillende, men der er nogle ting, der har forandret sig hos mig i de sidste par år. Det handler om, hvordan jeg opfatter mig selv og hvordan mine handlinger ender med at afspejle det.

Regelmæssighed

Jeg har altid haft et billede af mig selv som sådan en intuitiv type, der trivedes med mærke efter og tage tingene, som de kommer. Ikke for mange faste rammer, for det strider jo med min kreative forfatterpersonlighed (mit selvbillede).

Det er bare, som om at det faktisk ikke rigtigt er mig. Eller måske er det ikke mig længere. I stedet har jeg opdaget, at jeg trives bedst med ekstrem regelmæssighed. Alt det, jeg tidligere har forbundet med at være kedeligt, er i virkeligheden det, der tjener mig allerbedst.

Regelmæssige måltider, gerne planlagt på forhånd og gerne noget ensartet. Regelmæssige sengetider. Regelmæssige rutiner for morgen og aften. Nogle gange også for mine dage. Det fungerer ærligt talt bedre for mig end noget andet, jeg har prøvet.

Måske får jeg det til at lyde mere firkantet, end det er, for selvfølgelig er der plads til udsving også. Men sådan i en overordnet skitse, oplever jeg regelmæssigheden som en kæmpe gevinst.

Summen af dine handlinger…

De sidste mange år har jeg været meget optaget af hvordan det, jeg gør regelmæssigt, næsten ikke kan undgå at give resultat. Jeg tror, det er træningen, der førte mig på sporet af det. Ved at træne regelmæssigt tre gange om ugen, uge efter uge, måned efter måned, år efter år, opstod der pludselig et ret vildt resultat. Eller jo ikke ‘pludseligt’ for det var jo netop regelmæssigheden over laaang tid, der gav resultatet.

Set i bakspejlet var min indsats ganske lille. Min uge har 168 timer. Ud af dem træner jeg i tre. Tre sølle timer. Det fik mig til at tænke på, hvad ellers jeg kunne opnå/ændre ved at gøre noget regelmæssigt og fast.

Summen af dine handlinger giver resultatet. Det gælder til begge sider, både den positive og negative.

Det, du gør hver dag, afgør dit resultat. Dit input afgør dit outcome.

Det betyder samtidig, at det, du gør engang imellem, ingen indflydelse har dit resultat. Hvilket er dejligt og befriende at huske.

Fra handling til vane

Gentagen adfærd bliver vane. Vaner er vigtige, for det er noget, vi gør pr. automatik og uden at tænke over det eller bruge beslutningskompetencer på det. Vaner er nemme at opretholde, fordi de ikke kræver meget af os.

Ændret adfærd er til gengæld ikke spor nemt. Derfor gælder det om at rydde så så mange forhindringer af vejen, så den adfærd, vi gerne vil udføre, bliver den nemmeste. Det, der opleves som nemt, er nemmest at udføre.

Her spiller de regelmæssige måltider fx en rolle og det, at jeg foretrækker, at de er ensartede. Når jeg har købt ind til dem og planlagt at spise dem, bliver de det nemme valg. Jeg behøver ikke længere tage stilling til, om jeg vil spise det ene eller det andet. For den beslutning er allerede taget.

Fokus på processen

Særligt i starten af året er det meget normalt at fokusere på målet. Det, man gerne vil opnå. Men i praksis er det meget mere effektivt at fokusere på processen. Altså de ting, der skal til, for at man opnår målet. At lave sine nytårsforsæt procesorienterede og ikke målorienterede kan være et vigtigt skifte.

Målet kan føles langt væk, mens processen er den, du står i hver eneste dag. Det er processen, du skal have styr på, for det er den og dens udførelse, der afgør, om du kommer i nærheden af dit mål.

Og når du retter fokus på processen og lander et sted, hvor du synes, at det faktisk spiller ret godt, så er du et kæmpe skridt på vejen. Også selvom målet stadig er langt væk. For nu har du en livsstil, du elsker, og som er nem at opretholde og derved når du også dit mål.

Keto > Low carb

I mange år har min kost året rundt været Low Carb, og så har jeg i perioder bevidst spist Keto. Det har jeg skrevet om et utal af gange fx HER.

Keto har altså for mig været sådan nogle strategiske perioder/blokke, som jeg lagde ind. Og jeg har været rigtig glad for den vekselvirkning og sammen med den periodisering af vægttab og muskeltilvækst har jeg fået virkelig gode resultater ift. langsomt men sikkert at nedbringe min komfortvægt (du ved, den vægt kroppen synes altid at vende tilbage på).

Alligevel er der nogle ting, som sidste år fik mig til at overveje, om jeg i virkeligheden burde vende det om. Have Keto som grundkost og så have perioder med Low Carb, når det passer bedst sådan.

Jeg har altid tænkt Keto som noget, der krævede lidt ekstra ressourcer af mig og derfor har jeg fx fravalgt det i perioder, som i forvejen var svære eller pressede for mig, som fx de mørke måneder. Jeg påvirkes af mørket på både energi og humør (og især sidstnævnte, som jeg har skrevet om flere gange) og jeg har tænkt, at jeg havde brug for at frigive kapacitet ved ikke at skulle tænke så meget over min kost.

Sidste år gjorde jeg det omvendt. Jeg startede en 8 ugers Keto periode, som gik fra slutningen af oktober til lige før jul. Altså lige igennem de måneder, hvor jeg normalt har det sværest. Og det gik simpelthen forbavsende godt. I stedet for at det tilførte mig ekstra stress eller krav, som jeg havde forestillet mig, frigjorde det forbavsende meget kapacitet. Simpelthen fordi det gav mig ro i hovedet og kroppen og tvang mig til at spise gode, solide og regelmæssige måltider.

Så efter en kort Low Carb periode over jul og nytår, er jeg nu tilbage på Keto. Jeg kan virkelig godt lide ikke at være deprimeret.

Det var bare en virkelig positiv overraskelse at opleve, at det gav mere end det tog at forenkle kosten på den måde.

Alkohol og Sober Curious

Og nu vi er ved de store skifte, så tog jeg også mine alkoholvaner op til revision sidste år og i hele andet halvår af 2022, drak jeg utroligt få genstande alkohol. Jeg identifcerede mig med Sober Curious bevægelsen, som er sådan en bevægelse af folk, der er nysgerrige på et liv uden alkohol eller med mindre alkohol.

Mit forbrug af alkohol var i forvejen meget begrænset, så jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der var en stor halleluja-oplevelse forbundet med at vælge det fra, for det var der ikke. Som sådan i hvert fald. For der var alligevel en lille aha-oplevelse forbundet med at opleve, at det godt kunne lade sig gøre og ikke var så svært at navigere i verden uden.

Og der var en virkelig positiv oplevelse i at finde glæde i at deltage i sociale arrangementer og ting og stadig sove fint om natten og fungere fint næste dag. Og det kan jeg faktisk godt lide.

Idéen (for mig) er, at alkohol skal give mere end det tager. Derfor er det ikke et 100% fravalg af alkohol. Det er bare et spørgsmål om at være lidt mere kræsen med, hvornår jeg vælger det til.

Tanker og ønsker for 2023

Mine tanker og ønsker for 2023 ligger i forlængelse af alt dette. Det er ikke New Year – New Me. Det er mere New Year – Same Me. Bare mere af det samme, fordi det fungerer godt.

Men fordi jeg synes, der alligevel er sket et større skifte inde i mig med både min selvopfattelse, min kost og mine alkoholvaner, er det også en reminder om at turde gøre ting anderledes. Nogle gange fungerer andre ting bedre end dem, man har fået lullet sig selv ind i.

Det kan også være det hele bare er et udtryk for, at jeg er blevet ældre. Jeg bliver 46 i år, mine børn er 17 og det er en ny livsfase, der starter her Post-Børn. Derfor er vi måske også lidt langt oppe i behovspyramiden, når man kan skrive så mange hundrede ord om så lidt, men det er altså nu engang der, jeg er lige nu.

Nåede du helt herned? – Imponerende. Tak fordi du læser med❤️

Er du klar til (Low Carb) jul?

Indrømmet, min jul er ikke 100% Low Carb. Men den er ret Low Carb. Jeg har enkelte ting, jeg ikke vil gå på kompromis med og så spiser jeg Low Carb julemad og -godter for resten. Det gode ved den model er, at jeg slipper for at december bliver én lang sukkerfest, hvor jeg hele tiden har en sukkerdjævel siddende på skulderen. Det er så udmattende!!

Har du brug for Low Carb juleopskrifter på både al den traditionelle julemad og på de lækre julegodter, kan du lade Madbandittens Juleopskrifter hjælpe dig🌲

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

3 kommentarer til “Tanker og ønsker for 2023”

Skriv en kommentar

  1. Hej

    Jeg kan godt li din tanke om at fokusere på processen, jeg plejer ikke at ha de store nytårsforsætter, men altid en tanke om at det var tid at ryde ud i de dårlige vaner og komme ud og løbe regelmæssigt. Det plejer at virke i januar og starten af februar, men så glider det ud.

    I år er det også tiden til at ryde op i vanerne, men jeg har også sat mig det mål at jeg hver måned skal løbe og/eller gå mindst 50 km tilsammen. Jeg håber at ved at fokusere på dette mål, er der andre gode vaner der holder ved samtidig…

    Godt nytår
    Sus

    Svar
    • Har du læst Atomic Habits? (er vist også udkommet på dansk). Heri har James Clear noget, han kalder ‘habit stacking’, som netop går ud på at den næste sunde vane bygger ovenpå den foregående. Det lyder til at det lidt er det samme du er inde på❤️

      Svar