Broccoli

Broccoli er en type af kål og en skøn grøntsag som både kan spises rå og tilberedt.

Særligt er jeg glad for de lækre broccolifritter men jeg bruger også gerne broccoli både i greenies, suppe, gryderetter, tærter og salater.

Hvad indeholder en broccoli?

Broccoli indeholder 35 kalorier, 3,6 gram protein, 3 g kulhydrat, 0,2 gram fedt og 3,2 gram kostfibre pr. 100 gram.

Broccoli indeholder derudover A-vitamin, B-vitamin, C-vitamin, E- og K-vitamin samt blandt andet mineralerne calcium, fosfor, jern, kalium, magnesium og zink.

Kan man bruge stilken på broccoli?

Man kan sagtens bruge stilken på broccoli. Smid den derfor ikke ud. Stilken kan med fordel skæres i mindre stykker og bruges på samme måde som broccolibuketterne.

Broccolistilken kan også rives og bruges som ekstra grøntsagsfyld i gryderetter, kødsovs eller lasagne. Du kan også bruge den i pesto, chutney, grøntsagsjuice, greenies eller suppe.

Er broccoli sundest rå eller kogt?

Som med de fleste andre grøntsager mister broccoli en del af vitaminerne og mineralerne når den tilberedes.

Rå broccoli indeholder derfor som udgangspunkt flest vitaminer og mineraler men samtidig er det også svære for kroppen at optage næringsstofferne når broccoli spises rå.

Du kan derfor med fordel blanchere eller dampe broccolien i lidt vand og evt. gemme vandet til fx sovs eller suppe.