Sygdom, stress og mad


Jeg er ikke et godt sted i øjeblikket. Jeg er stresset og presset på flere fronter. Hele sidste uge var jeg hjemme fra arbejde pga. barns og egen sygdom, opgaverne hober sig op på mit bord, min kalender dobbeltbookes, så jeg skal rykke møder rundt for at få alle ender til at mødes, og jeg går en uge i møde, hvor jeg igen har et barn hjemme. Bedre halvdel er væk mandag-onsdag, men heldigvis er bedsteforældrene retur fra sommerhus, så de kan hjælpe lidt til med pasningen. Men jeg føler mig max presset! Hele huset flyder, her er møgbeskidt, jeg er bagud med læsningen til projektlederkurset, som jeg i øvrigt misser næste undervisningsgang til, fordi vi skal til bryllup i Slovenien. Bedre halvdel er endnu mere presset pga. alle rejsedagene, som fortsætter de kommende uger, mails, der hober sig op i hans indbakke, imens han er væk og en familie, der er i knæ. Vi er virkelig ikke et godt sted lige nu. Og jeg bliver simpelthen så ked af det, når jeg ikke kan overskue mit eget liv, for jeg synes ikke, det er rimeligt, at man skal have den ene uge efter den anden, “der bare skal overstås”. Så synes jeg, man lever sit liv forkert. Og hvis man oven i købet efter alle sine anstrengelser sidder tilbage med en følelse af, at man hverken slår til ift. sit arbejde, sin familie eller de ting, man bør gøre for sig selv, så synes jeg, man er virkelig på afveje. Og det er sådan rundt regnet der, jeg er lige nu.

 

I går indlagde datteren og jeg os derfor til rekreation på Scandic Sydhavnen. Det var dejligt at trække stikket og komme lidt væk fra hjemmet (og bræklugten som efterhånden hænger i alle rum). Meningen var sådan set, at hele familien skulle have været afsted, men drengebarn kastede op op vej ud af døren (glimrende, entréen var ellers et af de steder, hvor der ikke var blevet kastet op endnu), så far og søn endte med at blive hjemme. Den egentlige årsag til hotelopholdet var som sagt, at naboen skulle holde fest, og iflg. de tilbageblevne familiemedlemmer betød det høj musik, der først stoppede kl. 7.00 i morges. Og med det i baghovedet er jeg endnu gladere for, at lillepigen og jeg tog på hotel. Og så var det da også bare topdejligt at kunne slappe af sammen og sove som babyer i stor hotelseng. Så slipper jeg da for at få stress over ødelagt nattesøvn.

 

 Tilbage i Valby forsøger jeg at danne mig overblik over, hvordan vi bedst muligt kommer igennem de kommende uger, og helt ærligt, kan jeg ikke se det lige nu. Muligvis fordi mit udsyn er lidt begrænset.

 

Men i perioder med stress og sygdom skal man jo stadig spise. Om end madlavning er en noget nedprioriteret størrelse i øjeblikket. Men så var det jo godt, at Scandic kunne diske op med sådan en gang lækker oksemørbrad med stegte grøntsager og bearnaisesauce. Det slår med flere længder min mad i den seneste tid.

 

 

 

 

Herhjemme har den stået på hurtigere mad. F.eks. broccolimos med bacon:

 

 

 

 

Kyllingesalat rørt med karrymayo.

 

 

 

 

En oopsie med smeltet mozzerella, ovnbagt serranoskinke og en grøn powerjuice af persille, spinat, selleri og squash. Den var tyktflydende, kan jeg godt afsløre.

 

 

 

 

Så et rigtigt kedeligt søndagsindlæg herfra mig. Håber at vende tilbage snart med bedre udsyn…

 

Bliv Sommerklar med Madbanditten

Sommerferien nærmer sig, men du kan stadig nå at blive Sommerklar med Madbanditten.

Nem og realistisk protokol til vægttab på en sund og sikker måde❤️

 

 

13 kommentarer til “Sygdom, stress og mad”

Skriv en kommentar

  1. Virkeligheden har det desværre med at puste en i nakken, og det ER bare dødhårdt at jongere børn og karriere samtidig uden at få stress og dårlig samvittighed på begge fronter.

    Sidst det skete for mig, var det også ovenpå en kæmpe omgang sygdom, og jeg endte med at sidde og vræle det hele ud hos min chef. Det hjalp! Jeg fik skåret ind til benet på arbejdet, og det gav luft til også at få rusket op i det derhjemme. Nogen gange er ens egne forventninger til hvad man skal overkomme det største problem.

    Svar
  2. Et stort og varmt kram fra mig.
    Kender godt fornemmelsen af at tiden bare skal gå, at dagen bare skal overståes og du har en pointe – det er ikke sådan, livet skal leves. Men det er nu engang en del af livet. Nogle gange er det bare mere lort end lagkage. Det fantastiske er jo, at vi klarer den hver gang!
    Gode tanker fra Vesterbro

    Svar
  3. Åha, Jane. You and me both. Det er ren overlevelse lige nu. Jeg har også lige i fået et gevaldigt los i løgene (?) af livet og af samme årsag har jeg lukket bloggen. Jeg har brug for at skære alt hvad der overhovedet kan skæres væk, væk. Og det gik ud over bloggen.
    Kh Eva – formerly known as Louley Inc! ;)

    Svar
    • Åh nej, Eva, det er jeg ked af at høre. Nu bliver jeg helt urolig for, hvad der er hændt dig. Uanset, håber jeg, du holder snuden oven vande. Det er trods alt et sted at starte..

      Svar
  4. Jeg kender det bare alt for godt – når man er “derude”, hvor man ender med at tænke “this too shall pass”. Og det gør det jo også.

    Men du har ret, det gælder om at leve, ikke overleve.

    Svar
    • Du har ret. This too shall pass. Jeg drukner altid i selve øjeblikket og ender med at tro, at resten af mine dage bliver sådan her. Det gør de ikke. Det kan jeg se nu. Dejligt med lidt bedre udsyn, tak ;-)

      Svar
  5. Jeg synes det er meget imponerende, at man overhovedet kan. At det er muligt! Bare det at blive ved med at være noget for andre. Jeg vågnede op til et køkken i skilt i tusind dele og støv i hjørnerne, lidt vasketøj. Det var nok til at slå mig ud. Ingen bræk eller børn eller noget. Men jeg skal skrive og kan kun i helt rene, klare, hvide rum. Nu har jeg søgt tilflugt hos mine forældre, som er i sommerhus. Inden jeg gik (okay, flygtede) kyssede min kæreste mig og sagde: tænkt på, når vi får børn, sådan to små rode-robotter, der bare smider med skrald hele tiden. Og det var jo meget sødt, men også meget skræmmende. Nej, det jeg mener er bare: kudos til dig for at hænge i. Jeg synes det lyder røv hårdt og kan godt forstå, hvis du har ondt af dig selv. Jeg aner jo ikke, hvordan det er med dit arbejde, men tænker at, hvis det på nogen måde kunne lade sig gøre at skrue ned, burde du gøre forsøget. Men jeg ved godt, at der er den virkelig verden og alt muligt voksenagtigt praktisk halløj, der kommer i vejen. Bare husk, at det i sidste ende, skal handle om, at I alle sammen har det så godt som I kan. Ikke mindst moderen.

    // C

    Svar
    • Tak for din søde kommentar, Caro. Før jeg fik børn, fattede jeg heller ikke, hvordan folk gjorde det. Og det fatter jeg faktisk stadig ikke. Men når man står i det og ikke har noget valg, så klarer man det jo bare. Fordi man skal. Men det bestemt ikke altid kønt. Jeg prøver virkelig at jonglere mig frem til en løsning, der kan sætte en stopper for det her, og her er alting i spil. For det er en god pointe, at udgangspunktet skal være, at alle har det godt, inkl. mig. Tak :-)

      Svar
  6. Jeg synes det er noget af det værste, det der med at være presset, og tiden bare skal overståes. Nogle gange tror jeg bare, man skal lade være at mærke for meget efter, og så trykk epå overlev, hvis man alligevel ikke kan gøre noget ved det. Og andre gange, så er det nok en rigtig god ide, at stoppe helt op og virkelig mærke efter om man, som du siger, er på afveje. VIRKELIG kloge indsigtsfulde ord herfra, med tvillinger om ørerne, og en computer der løber tør for strøm om lidt….Håber din søndag bliver ok i det mindste :)

    Svar