Opskriften er sponsoreret af Royal Greenland.
Sushi-cones – har du hørt om dem? Sushi lavet i små ‘kræmmerhuse’ af nori tang! Lige siden jeg så dem på Sticks’n’Sushi har jeg haft lyst til at lave dem selv. Det er nemlig smart med sådan en håndholdt sushi-rulle, synes jeg.
Ingredienser
- 4 stk nori tang 8 små cones
- 1 blomkål 800 g
- 80 g flødeost naturel
- 200 g kutterrejer fra Royal Greenland
- 2 avokado skåret i tynde skiver
- 1 agurk skåret i tynde stave
- 1 usaltede cashewnødder finthakkede
- stenbiderrogn fra Royal Greenland
- caviar fra Royal Greenland
Wasabicreme
- 8 spsk cremefraiche 38 %
- 4 spsk mayonnaise
- 3-4 tsk wasabipasta afhængigt af hvor stærk, du vil have den
- salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Riv blomkål til ris i foodprocessoren. Jeg gør det ved at skære blomkålen i grove stykker og så “pulser” jeg dem i den store skål med S-kniven.
- Hæld blomkålsrisene i en skål. Overhæld dem med kogende vand og lad dem ligge et minuts tid. Dræn vandet fra i en si.
- Pres væsken ud af blomkålsrisene ved at knuge dem i et rent viskestykke. Hæld dem i en skål.
- Rør/mos flødeosten ud i blomkålsrisene. Det hjælper til at gøre ‘risene’ mere medgørlige og klistrede, når du skal rulle din sushi.
Rulningen
- Halvér noritangen ved at klippe med en saks.
- Læg noritangen på et bræt eller en rullemåtte med den glatte side opad.
- Fordel blomkålsrisene på 2/3 af tangen.
- Fordel fyldet på skrå, i midten af det område der er dækket med ris.
- Drys finthakkede cashewnødder og stenbiderrogn/caviar over.
- Fold tangen med fyld, fra nederste venstre hjørne, på skrå, ligesom et kræmmerhus. Luk kræmmerhuset ved at fugte lidt vand på det bare stykke nori-tang. Det gør, at det klistrer så fint sammen.
- Læg sushirullerne i køleskabet i en times tid, så de lige får lov at “sætte sig”. Det gør, at noritangen føles mindre gummiagtig.
Wasabicreme
- Kom cremefraiche i en skål.
- Tilsæt mayonaise og wasabi. Rør godt rundt.
- Smag til med salt og peber.
- Server sushi-cones med wasabidippen og med tamari (glutenfri soja) til dyppelse. Og spis dem med fingrene, fordi du kan!
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Jeg er ingen ørn til at lave sushi, så sværhedsgraden her er lav. Det betyder jo heldigvis, at alle kan være med.
Herhjemme er Silas helt vild med sushi, og jeg bruger derfor tit sushi til at lokke ham i køkkenet. Han er nemlig ikke altid specielt interesseret i at komme og lave mad sammen med mor. Eller det kræver lidt ekstra overtalelse. Men sushi gider han godt at lave.
Sushien her har jeg lavet med LCHF-venlig blomkålssushi-ris, men du kan selvfølgelig lige så fint bruge almindelige sushiris. Blomkålssushi-risene fungerer dog utroligt godt, synes jeg og giver en dejlig, let sushi.
Sushi cones – håndholdte sushiruller
I mine sushi-cones her har jeg brugt fyld af kutterrejer, avokado, agurk, hakkede cashewnødder og stenbiderrogn og caviar, men du kan selvfølgelig fylde dem med lige netop dit favoritfyld.
Opskriften her er lavet i samarbejde med Royal Greenland. Sammen med dem skal jeg lave fire opskrifter, som skal gøre det nemt og lækkert at spise mere fisk. I kan godt allerede glæde jer til nr. 2, der kommer i næste uge!
Teknisk set er dette dog ikke “rigtig sushi”, da jeg har brugt kutterrejer i lage, men det fungerede superfint. Fyldet kan dog selvfølgelig varieres alt efter smag og behag.
Skal man koge blomkålen? Altså jeg mener, kunne man ikke bare nøjes med at rive den til ris og så spise det rå?
Jo, du kan godt bruge dem rå. Jeg synes, de har lidt mere skarp smag rå end overhældet med kogende vand og drænet, men begge dele synes jeg smager dejligt :)
Kan anbefale at smage blomkålen der er rørt med ost til med lidt sushisu eller eddike. Det giver lige det sidste pift. Jeg har flere gange lavet det hvor jeg bare lægger nori i bunden af en firkantet skål, så “ris” fyld og “ris” i lag og så til sidst et lag nori.
Man kan faktisk godt skære dem ud i firkanter hvis man har presset dem godt og ladet dem stå i køleskabet lidt.
Personligt tager jeg bare en gaffel og gafler i mig. ;)
Elsker den friske lette smag.
Sikke dog en fantastisk og meget nemmere idé! Tak for den!
Det skal dog loge siges at jeg ikke har prøvet med rejer, men kun med fisk eller hjemmelavet tunsnask.
Ved ikke om de kan skæres pænt med rejer.
Hvor skønt at du deler idéen med os, der bor langt ude i provinsen og derfor er henvist til hjemmelavet sushi (og derfor aldrig har set dem før) ;-) Disse skal helt sikkert prøves, selvom jeg nu også synes, der er noget særligt over at spise sin mad med pinde :)
Det er rigtigt det med pindene, det synes jeg også. Som du kan se på billederne, har jeg lavet begge dele her :)
Fun fact: de hedder faktisk Temaki Sushi (手巻き) som direkte oversat betyder sushi man ruller med hånden ?? og det smager fremragende. Populært i hjemmet Japan, fordi det er så nemt, da man bare sidder og laver det selv ved middagsbordet.
Perfekt fun fact! Her er et andet: jeg har først lært at spise sushi indenfor det sidste år. Jeg har aldrig brudt mig om smagen men nu elsker jeg det. Med et sushi menukort i hånden er jeg dog stadig ‘lost in translation’☺️☺️