Sundere chokoladekalender – sådan!


Kan man egentlig selv lave en sundere chokoladekalender? Ja, det kan du. I hvert fald hvis du spørger de kloge og dygtige læsere af denne her blog.

Jeg har tit sagt, at jeg har verdens sødeste læsere her på bloggen, for det har jeg virkelig. Forleden fik jeg en mail fra en far, som i ord og billeder viste mig, hvordan hans datter Freja på 14 havde udskiftet den billige chokolade i chokoladekalenderen med ordentlig kvalitetschokolade for at kunne åbne en chokoladelåge med dejlig chokolade hver dag i december, og jeg blev så glad og rørt, at jeg straks måtte kopiere den idé.

Mine børn er 9, og de har aldrig haft en chokoladekalender (ja, ja ravnemor, I know), men i år bliver det anderledes, takket være den søde og opfindsomme Freja. For i går gik jeg nemlig ombord i projektet sundere chokoladekalender, og jeg kan slet ikke vente med at se ungernes ansigter, når jeg giver dem deres helt egen chokoladekalender. De er så nemme at fornøje, de to.

Sundere chokoladekalender – sådan gør du:

1. Køb et antal chokoladekalendere svarende til det antal børn, du har.

2. Køb 100 g god mørk chokolade pr. chokoladekalender. Jeg købte en plade almindelig 70% chokolade og en 70% med mint.

3. Åbn nu alle lågerne og pil de billige chokoladestykker ud. Smid dem ud. Jeg får muligvis stop-spild-af-mad-folket på nakken her, men i så fald synes jeg, vi skal bruge et øjeblik på at diskutere, om billig vekao overhovedet hører under kategorien “mad”. Hvis du er ked af madspildet, så gem chokoladerne og spis dem selv eller server dem for nogen, du synes fortjener dem.

* Igen er I læsere et skridt foran, så tjek lige læsertippet i kommentarfeltet om at pille plastikindsatsen af fra toppen og fylde den med chokolade. Helt uden chokoladepletter og med lågerne intakte. Hold nu kæft, hvor smart!

4. Smelt den gode chokolade i vandbad og hæld den herefter over i en lille skål. Med en teske fordeler du nu chokoladen i de tomme huller. Hav en våd klud ved din side til at tørre det, du drypper. Lad lågerne stå åbne.

Sundere chokoladekalender DIY

5. Sæt de nyfyldte kalendre et køligt sted og lad chokoladen stivne.

6. Luk lågerne igen, evt. med et lille stykke tape, hvis de ikke skal hoppe op, og giv kalendrene til ungerne. Fortæl dem, at de ikke behøver stille den op af radiatoren, hvis de skal have den på deres eget værelse.

Det var det!

Nå ja, det virker måske som meget at gøre ud af at undgå, at ungerne får 4 g dårlig chokolade om dagen, men altså, sådan er der jo så meget. Jeg glæder mig mega-meget til at se ungernes ansigt, når de bliver præsenteret for deres livs første chokoladekalender.

NB: Hvis nu du kender mine børn i virkeligheden, så lad lige være med at spørge dem, om de blev glade for chokoladekalenderen. De får den først på søndag!

Afsløring og anbefaling

Og så vil jeg lige afsløre en lille ting: Jeg er virkelig bare overhovedet ikke julemenneske. Som i overhovedet ikke. Stod det til mig, sprang vi hele balladen over eller rejste til et sted med palmestrande, indtil verden er færdig med den slags.

Jeg skal da selvfølgelig nok jule en lille smule, men det bliver ikke her på bloggen, at du bliver mødt med julekalender med en låge, der skal åbnes hver dag i december og den slags. Bare lige så vi har forventningsafstemt på det punkt.

Vil du gerne have julestemning for alle pengene, synes jeg, du skal drible over til Ann-Christine. Hun er allerede godt i gang, og hun gør det altså virkelig godt, på både julehygge og madfronten.

Er du klar til (Low Carb) jul?

Indrømmet, min jul er ikke 100% Low Carb. Men den er ret Low Carb. Jeg har enkelte ting, jeg ikke vil gå på kompromis med og så spiser jeg Low Carb julemad og -godter for resten. Det gode ved den model er, at jeg slipper for at december bliver én lang sukkerfest, hvor jeg hele tiden har en sukkerdjævel siddende på skulderen. Det er så udmattende!!

Har du brug for Low Carb juleopskrifter på både al den traditionelle julemad og på de lækre julegodter, kan du lade Madbandittens Juleopskrifter hjælpe dig🌲

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

56 kommentarer til “Sundere chokoladekalender – sådan!”

Skriv en kommentar

  1. Det er da en perfekt ide..!!
    Og de der chokolade julekalendere syntes jeg i øvrigt ikke engang smagte godt da jeg var barn, synes det smagte af pap.. :P Så det er da en perfekt ide, at skifte den ud med mørk, god chokolade.! og man kan vel så også variere smagen lidt fra låge til låge, tænker med mynte som du foreslår, men vel også appelsin osv. :)
    Nu ligger mit barn stadig kun i maven..:P hehe.. men det bliver da skrevet bag øret til den tid engang kommer, hvor det bliver aktuelt med julekalendere.

    Svar
    • Ja sød idé, ikke? Siden jeg postede dette indlæg for nogle år siden, er der dog kommet julekalendre på markedet som allerede indeholder 70% chokolade. Men her får man en, der ligner ‘de andres’ :)

      Svar
  2. Det er godt nok en god idé, jeg tænker dog at bruge sukkerfri chokolade, med stevia. Den findes både i mørk og lys. Ville nu være lidt betænkelig over om plastikken kan tåle varme, og om den i forvejen afgiver skadelige stoffer, men PYT det er jo JUL ;)

    Svar
  3. Nu kan man købe en kalender, som er tom. Det er fra hjemmesiden blandselvjulekalender.dk
    Det er ret smart. Jeg vil putte både 70% chokolade og julepynt og små sedler med opgaver eller juleaktiviteter i. Der er forskel på rummenes størrelse.
    Regner også med at jeg laver en liste over hvad jeg putter i, så jeg lige kan forberede ;)

    Svar
    • Ej hvor sjovt! Jeg blev lige så glad, for jeg troede, man kunne “blande selv”. Men det er jo bare selve julekalenderen, de sælger og så skal man selv fylde den. Så er vi jo ikke kommet meget længere end sidste år (bortset fra at den jo er ren og meget pænere end dem, man køber)

      Svar
  4. Det var da en smart ide. Jeg plejer dog bare at købe en chokoladekalender med ordentlig kvalitetschokolade til mine børn.

    Svar
  5. Sikke en sjov ide og når ungerne så bliver glade er det jo endnu bedre :)
    Jeg vil lige anbefale at man lærer sig at temperere chokolade, som skal bruges til sådan nogen ting her samt til at overtrække ting med – chokoladen får en meget bedre konsistens, som også holder ved stuetemperatur!

    Svar
  6. Hey Jane, hvordan gik det med at åbne chokolåger?!? Alle skulle have ret til en chokoladejulekalender – ikke mindst os voksne, som måtte trækkes igennem uspiselige kalendere i barndommen ;-)

    Svar
  7. Min søn er seks måneder, så det med julekalender ligger lidt ude i fremtiden. Til gengæld er det befriende at læse om både dig, Jane, og flere læsere her i kommentarerne, der ikke er særlig jule-agtige. Jeg er det heller ikke, og alle har travlt med at fortælle mig, at det må jeg ændre på, nu jeg er blevet mor. Jeg tror nu godt, jeg kan blive en god mor uden at gå all in på alt det jule-halløj :-)

    Svar
  8. Nogen burde opfinde et gør-det-selv-chokoladekalender-sæt med en form og en front, som kan genbruges år efter år. Sæt i gang! :-)

    Svar
  9. Ej, men hvor er det da fint fundet på!
    Jeg har endnu ikke fået forespørgsler på chokoladekalendre herhjemme, men skulle det ske – så ved jeg da præcis hvordan den skal laves ;)

    Svar
    • Men jeg vil gerne advare dig om at skrive et blogindlæg om det, skulle det komme så vidt. Det kan åbenbart vække utroligt meget vrede at komme god chokolade i en chokoladekalender. Just sayin’! Vi holder os til mindre kontroversielle emner fremover ;-)

      Svar