I går var der flere af jer, der skrev, at I havde noget “sukkerfri” på programmet for 2017, og den er jeg helt med på! Min december indeholdt noget sukker, og selvom det ikke var så voldsomt, var det nok til at minde mig om at jeg bare hellere vil være det foruden.
Mine mest effektive tip til at stoppe med at spise sukker
Jeg har jo efterhånden ret stor erfaring med at stoppe med at spise sukker (jo, jeg fanger godt det tragikomiske her), og der er især to ting, jeg har lært virker bedst for mig:
- at stoppe helt
- at spise nok LCHF/Keto-mad
Det vigtigste, jeg har lært er, at det er klart mest effektivt for mig at stoppe helt. Simpelthen fordi det slukker for al indre dialog om skal- skal ikke, og efter nogle dage glider sukkeret helt ud af mine tanker. Det er sådan en befrielse. Du kan læse mere om sukkerstop lige her.
En anden vigtig ting er at spise nok mad. Min erfaring er, at LCHF/Keto, eller mad med få kulhydrater og godt med fedt, er ret effektivt til at slukke for den fysiske trang til sukker. Og faktisk især at fedt virkelig fjerner cravings effektivt.
Og det kan vi jo alle have gavn af her i starten af året.
Mættende dagsmenu
Morgenmad: Røræg med ost stegt i godt med smør/kokosolie på bund af spinat. Røget laks og avokado. Kaffe med kokosolie (eller en sjat fløde)
Frokost: en rest kødsovs på salat dryppet med olivenolie toppet med revet ost og serveret med avokado og en gulerod.
Aftensmad: Laks med hollandaise og ovnbagt blomkål
Rigtig god fornøjelse!
Gulerod ideholder sukker. Det har I ikke taget højde for.
Jo det har jeg. Jeg har spist og studeret Low Carb og Keto i 12+ år og har derved lært at det er det totale kulhydratindtag, der har betydning. Ikke om der er en smule gulerod i kosten.
Hej Jane
– sejt kæmpet, der er sikkert drøn på bloggen (og konceptet) her i januar. Jeg er nu “erfaren” LCHF’er, men søger stadig lidt efter laks af en ordenlig kvalitet, når fiskemanden ikke lige står ved rema. Hvor køber du laks ???
Jeg går til min lokale fiskehandler her i Valby. Han har næsten altid færøsk laks..
Ved godt det ikke helt hører til i denne tråd, men skriver alligevel. Jeg har fuldt med her på din skønne blog gennem de sidste lidt over 2 år. Du har inspireret mig til mangt og meget. Jeg har flere gange spist lchf inspireret, og har hver gang fået det meget bedre med mig selv, og familien har været med på det med positive resultater. Af personlige årsager røg jeg af sporet i 2016, men er klar til at 2017 bliver året hvor jeg virkelig kommer tilbage til lchf. Jeg ønskede mig Madglad i julegave, og fik den. Har siddet sammen med min søn på 5 år og kigget opskrifter, og han har vært med til at vælge hvilken vi skulle starte med. Det blev selvfølgelig cheeseburger suppen, som smagte forrygende, jeg elsker din tilgang til mad, og til at det hele skal give mening for dig og ikke nødvendigvis for andre. Det inspirerer mig, og jeg er så glad og taknemmelig over jeg faldt over din blog dengang og at du stadig gerne deler ud af dit liv og erfaringer. Håber du bliver ved med det længe endnu.
Sikke en sød og varmende kommentar. Tusind tak for det, Susanne. Jeg ønsker dig et forrygende 2017 :)
Kære Jane,
Hvad er din holdning til et glas rødvin i forbindelse med at ville skære kraftigt ned på sukker ?
Jeg har spist LCHF i vel omkring tre år nu. Nyder max det stabile blodsukker, men ville gerne smide 3-4 kg. Tænker det manglende vægttab hænger sammen med lidt for mange nødder, mandler og mælkeprodukter. Og måske bare for store portioner ! Vil derfor køre mere striks for en tid. Og i den sammenhæng vil jeg høre om dine erfaringer med vin.
I de perioder hvor du spiser nul sukker, springer du så også al alkohol over ?
Ellers vil jeg sige dig tak for alle dine mange gode og konstruktive indslag på bloggen. Det er meget få af dine indlæg der ikke bidrager til god viden eller interessante indspark i hverdagen. Tak for din behagelige, positive og anerkendende måde at formidle dit stof på ?
Godt nytår ???
Kh. Anne Lind
Tak for den søde kommentar, Anne :)
Mht. alkohol er det svært at sige generelt. Mit udgangspunkt har altid været at jeg udelukkede det, der triggede min sukkertrang. Og det gør et enkelt glas vin i ny og næ ikke. Så jeg har stadig drukket lidt vin i mine sukkerfrie perioder. I stedet har det føltes som en slags luksus.
Måske ville det være bedre at styre helt udenom alkohol også – især ift. vægttab – men altså… det er jo også noget med at veje lidt for og imod nogle gange, synes jeg :)
Jeg har lige set de første 2 videoer i din føljeton og tror jeg skal prøve at følge LCHF lidt mere striks. Har flere gange brugt opskrifter fra din blog men aldrig levet striks efter LCHF-reglerne. Jeg er lige blevet 40 i november, har altid været en slank pige (faktisk vejet det samme siden gymnasiet og indtil for 1 – 1 1/2 år siden) men nu går det stille og roligt opad med vægten. Jeg døjer en del med mine hormoner og har fået konstateret tidlig overgangsalder, har også en del væske i kroppen, lidt op og ned. Vil se om det kan lykkes mig at få held med LCHF :-)
Uha! Jeg bliver jo 40 til marts og er også nysgerrig på min hormonstatus. Jeg satser på at lave et tjek i forbindelse med det skarpe hjørne. Tidlig overgangsalder lyder virkelig surt. stakkels dig.
God vind med LCHF – det ville også være mit valg ;-)
Jeg er lige begyndt på sukker og kulhydratstop, min motivation er at jeg ønsker at sætte gang i min cyklus selvom jeg langtidsammer. Jeg er en seriøs sukkergris, så uanset hvad er det jo dejligt at jeg har fundet motivationen. Jeg kan dog mærke at jeg savner et kulhydratfattigt snackalternativ! Mandler er lækre, og jeg har set længe efter cookie dough dip’en, men en pige kan kun spise så mange mandler, og jeg vil helst ikke bruge sødestof! Har du nogle opskrifter på noget lækkert du kan hive frem? Noget der måske fungere lige så fint uden sødning? Mvh :)
Godt spørgsmål. Hvad med en smule meget mørk chokolade? Matas har en på 92%, der er sødet med kokossukker. Selv spiser jeg en 100% chokolade helt uden sukker men den er lidt hardcore. Hvis du er ok med naturligt sukker fra fx dadler, kan en dadel fyldt med hasselnøddesmør eller peanutbutter være utroligt lækkert. Og ellers hvad med salte snacks: fx ostestykker eller lidt salami? lidt peberfrugt og en god dip, evt. bare en krydret flødeost? Det var lige hvad jeg kunne ryste ud af ærmet :)
Jeg kan ikke tåle avokado, og det er i rigtig mange opskrifter?
Det er fordi jeg ELSKER avokado! Men du kan sagtens udelade dem eller supplere med noget andet, fx lidt ekstra fedt fra smør eller et ekstra æg eller hvad der nu lige passer ind i menuen :)
Jeg har også erfaring med at det er de samme kneb der gælder ved rygestop, som jo også er meget aktuelt lige nu. For mig er “sukkerkløe” næsten den samme fornemmelse i kroppen som nikotinabstinenser. Lchf har gjort det meget nemmere for mig at kvitte smøgerne. Ved du om det er noget andre også har oplevet?
Hvor er det pudsigt, du spørger til det! Jeg har faktisk ikke hørt om det, men jeg har hørt om det i forbindelse med alkohol-afvænning. Både at mange tidligere alkoholikere kaster sig på sukkervognen i stedet men faktisk at succesraten for at holde sig ædru er markant større, hvis de kvitter sukker samtidig med alkohol. Tankevækkende, ikke?
Rigtig fine måltider, men jeg, som er vegetar, synes det er svært. Spiser ikke så gerne fisk. Dog æg og torskerogn. Det er svært at få nok proteiner, og at få afveksling. Har du nogle fine ideer her. Har spist lchf i flete år, men tabt det på grund af ovenstående.
Godt nyt år
Britt arousell
Hej Britt
mit bedste bud er at gøre det så godt, du kan med de proteinkilder, du har til rådighed, dvs. æg og lidt fisk og evt. mælkeprodukter hvis du spiser det. Og så samtidig supplere med bønner og linser, som måske strengt taget ikke er LCHF men som er et fint kompromis for vegetarer. Det er sværere, det er klart, men det kan godt lade sig gøre :)
Hvad gør jeg, der er hjertepatient, hvor det er forbudt at indtage mælkeprodukter med max 0,5 pct. fedt?
Hej Else
Du tager ejerskab over din egen situation, og spørger din hjertelæge, hvorfor du skal spise magre mejeriprodukter, når man har fundet ud af at der ikke er sammenhæng mellem hjertekarsygdomme og mættet fedt alligevel.