Sukkerafhængighed er en størrelse, som virkelig kan dele vandene. Enten tror man på det, fordi man har mærket dens tydelige greb i egen krop, eller også afviser man det som en sølle undskyldning for at hælde for meget sukker indenbords. Sådan sat lidt på spidsen, ikke?
Sukkerafhængigheden viste sig først, da jeg prøvede at stoppe!
Selv blev jeg først opmærksom på mine problemer med sukker, da jeg fik den tossede tanke, at jeg ville stoppe med at spise det. Sådan var det egentlig også, dengang jeg var ryger. Så længe jeg røg hver dag, havde jeg ikke en fornemmelse af, at jeg var afhængig, men det mærkede jeg så sørme tydeligt den dag, jeg stoppede med at gøre det.
Jeg har bøvlet med sukker i mange år. Det er ikke grebet ud af ingenting, at jeg har lavet en guide til at blive sukkerfri.
Jeg får meget stærke fysiske reaktioner på at spise sukker. Det gælder både, at jeg får et ordentligt spark i lystcenteret på samme måde, som jeg forestiller mig, andre får, når de tager kokain, og jeg oplever det, som at alting bare ringer indeni mig, imens en stemme bare skriger mere, mere, mere!!!
Stærk sukkertrang efter enhver afvigelse fra den sunde kost
Det betyder også, at en flirt med sukker kan tage dage med eftervéer at komme over. I dagevis kalder min krop på sukker, og det kræver mere end almindelig god indsats ikke bare at fortsætte med at hælde sukker i gabet dag efter dag.
På en måde har jeg kunne holde sukkertrangen stangen ved at spise rigtigt. Men hver gang jeg afveg fra den sukkerfrie livsstil, måtte jeg kæmpe mig tilbage. Og hånden på hjertet: Afvigelser er altså en del af livet. Eller i hvert fald af mit liv.
Jeg tror, man gør det mere end almindeligt svært for sig selv ved at vælge, at man aldrig må spise sukker igen resten af sit liv. For resten af livet er altså temmelig lang tid.
Og det skal ikke sidestilles med, at jeg mener, at “alt med måde” er den rette strategi, for det mener jeg heller ikke, det er. I hvert fald ikke, hvis man har tendens til sukkersensitivitet.
Men ligesom man nogle gange drikker for meget rødvin, spiser man også nogle gange sukker. Og så tager man tømmermændene med og komme videre.
Sukker trækker ikke på samme måde længere
Men der er sket et eller andet i mig, som har ændret på det her med sukker. Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at jeg er fuldstændig kureret for al lyst til sukker eller søde sager, men jeg må sige, at det i øjeblikket er helt anderledes.
Fx oplever jeg at kunne spise dadelkugler uden at få et kick af en anden verden, og jeg kan nu have chokolade i huset uden at tænke på det hele tiden. I flere dage! Jamen, det har jeg altså aldrig kunnet før.
Det er, som om jeg har mistet den der altoverskyggende interesse for det. Og det lyder jo helt sygt i mine ører! Da vi var i Aarhus, spiste jeg en stor skål hjemmelavet is den ene dag med masser af sukker, og det affødte nærmest ingen reaktion i mig. Ingen stemme der skreg efter mere, og de næste dage spekulerede jeg ikke over, at jeg skulle være ekstra varsom. De tanker og følelser er forsvundet.
Farvel stress = mindre sukkertrang
Og jeg tror, det hænger sammen med, at min krop ikke længere er stresset. Intet virker angst- og stressdæmpende som sukker og andre hurtige kulhydrater. Det er jo ikke et tilfælde, at det er det, som kroppen skriger efter, når den er stresset.
Og nu er det, som om jeg ikke længere har behov for det. Det betyder ikke, at jeg er røget i den asketiske lejr, for det er jeg bestemt ikke. Det betyder bare, at det ikke styrer mig.
Og det er så goddamn nice, for lige at tale til de unge. Tidligere har jeg også skrevet om, hvordan jeg har fået det bedre og bedre, efter jeg sagde mit job op, og knuden i maven var forsvundet., men det fortsætter lidt længere endnu.
Det er, som om min krop er ved at have givet slip på al den ophobede stress, og set i bakspejlet er det altså lidt uhyggeligt at se, hvor store betydning stress har på alle områder af ens liv.
Kan du genkende noget af det her? Altså, at det er stress, der går ind og laver ballade i kroppen, så både blodsukkeret og sukkertrangen ryger ud af en tangent?
PS: Det her er faktisk endnu et indlæg, som har ligget som kladde i et stykke tid og som jeg ikke rigtig har kunnet finde ud af at publicere. For hvor længe skal man egentlig mærke noget godt før man selv tør tro på det?
Og på en måde var jeg bange for jinxe alt det gode, jeg var midt i. Men nu gør jeg. Skriger ud i universet, at det går pissegodt, og så må vi se, hvad der sker herfra… Stay tuned!
Læs alle artikler om sukker, sukkerafhængighed og -misbrug her.
Hej Jane :)
Tak for daglig inspiration. Vi spiser on and off en del LC måltider, da min søn på 6 har diabetes. Er så glad for, den til tider, daglige inspiration jeg finder herinde.
Jeg har et spørgsmål. Jeg har ikke noget problem med at undvære KH, og jeg er ret skarp (pga min søns diabetes), omkring hvor meget KH der er i hvad mm. Min eneste craving er rødvin! Jeg elsker simpelthen et glas god rødvin om aftenen. Men det er jo ikke så low carp venligt. Ift. vægttab. Har du en ide til et alternativ eller er et enkelt glas ok?
Kh
Måske gøre det glas rødvin til en fredagsting fx eller noget i den retning, så det er en lidt særlig ting i stedet for en hverdagsting?
Hej Jane!
Tak for en fantastisk blog. Jeg benytter både den og din bog flittigt hver dag.
Jeg skriver for at dele mine oplevelser med LCHF i håb om, det kan hjælpe andre.
Al den tid jeg kan huske, har jeg været afhængig af sukker og hurtige kulhydrater. Gennem de sidste 6 år har jeg i varierende grad haft problemer med spiseforstyrrelser i form af ekstrem overspisning og bulimi. Og selvfølgelig består mine spise-orgier altid af mad af dårligste kvalitet – slik, kage, junk-food osv. Mængde frem for kvalitet!
For halvandet år siden trappede jeg ud af min antidepressive medicin, hvilket resulterede i, at overspisningen fik et ordentligt comeback. Jeg nægtede at gå tilbage på medicinen og var fast besluttet på at tage kampen op og én gang for alle forsøge at vinde over spiseforstyrrelsen. I samarbejde med min terapeut lagde jeg alt sukker og kulhydrat på hylden. Et forsøg på at undgå at trigge min ”sukker-djævel” og samtidig styre mit blodsukker – for den vej igennem at holde de ekstreme ædegilder væk. Det lykkes også langt hen af vejen – dog med (mange) tilbagefald. De bliver især fremprovokeret af, at jeg føler mig snydt – at jeg aldrig kan få dessert, pizza, burger osv. Samtidig har jeg også svært ved at føle mæthed og bliver alt for hurtigt sulten igen.
En dag gør min mor mig opmærksom på en artikel om LCHF i Jyllandsposten. Min første tanke er: ”Det er jo sådan jeg gør – så kan det jo ikke være helt forkert”. Jeg får din bog i fødselsdagsgave. Efter at have læst om LCHF-principperne skruer jeg op for fedtindholdet i min kost. Det har haft utrolig positiv indvirkning på mæthedsfornemmelsen – jeg spiser mindre og er mæt i længere tid. Jeg kan tydeligt mærke, hvordan mit stabile blodsukker er med til at holde overspiseriet nede.
Alle dine opskrifter er super lækre, og giver mig mulighed for at få ”de forbudte ting”, uden det laver ravage i mit blodsukkeret eller vækker sukkerafhængigheden til live. Jeg føler jeg ikke længere jeg går glip af noget!
En ekstra bonus er, at jeg ikke længere behøver komme med en lang (personlig) forklaring på, hvorfor jeg spiser, som jeg gør – nu kan jeg bare sige, jeg spiser efter LCHF-principperne. Så slipper jeg for at bringe spiseforstyrrelsen på banen…
Selvfølgelig er kampen mod spiseforstyrrelsen også en psykisk proces, og kosten gør det ikke alene – men det er et skridt i den rigtige retning!
Jeg håber min historie kan inspirere andre til at prøve kræfter med LCFH. Den får i hvert fald de bedste anbefalinger herfra!
– Kærlig hilsen Anna
Det er vel nok en dejlig historie. Tak fordi du delte den her :-)
Hej Jane
Er ved et tilfælde faldet over din fantastiske blog. – Kom til at tude da jeg læste dette indlæg. Du rammer mig lige i hjertet. Hvor er det “rart” at se at jeg ikke er alene om at have haft det sådan. Har også selv sagt mit job op pga stress. Kæmper med en overvægt på 25 kg, og er netop begyndt at tage kampen mod sukkeret op. Tak for din dejlige blog, som jeg tror kan hjælpe mig med kampen. Henriettes kommentar om “melet” kan jeg se at jeg også skal tage fokus på
Kære Randi – rigtig meget velbekomme. Du er bestemt ikke alene :-)
Tillykke Jane, hvor er det dejligt for dig :) Og jeg er helt enig med dig, stress hænger sammen med så mange ting, og sukkertrang er bestemt en af dem.
Det glæder mig endnu mere, at du har sluppet din stress, det må være det fedeste ever. Jeg hænger selv fast i en tarvelig følelsesmæssig stress for tiden, jeg prøver at komme ud af. Der er bare gang i en helt lavine, når først den ene eller den anden faktor er sat i gang. Det er svært at styre det møg, men jeg trænger til at give slip.
Kære Jane,
Uha, DET var lige et indlæg der ramte mig i maven…Jeg har i nogen uger diskuteret med mig selv om jeg skulle kvitte jobbet – det giver mig så meget stress og ikke meget glæde, men man tjener jo nogen penge … Jeg har levet efter “din” LCHF de sidste 4 uger, og med “din” mener jeg bare at jeg har lavet samtlige kager, knækbrød, salater, kyllingeretter etc. Og nydt det, min krop takker mig hver eneste dag! Jeg har ikke problemer med at undvære melet ( kunne ellers snildt spise 8 hjemmebagte kanelsnegle på 20 minutter før…) og jeg savner heller ikke sukkeret ( – men nyder mandelmuffins, den franske chokoladekage når vi har gæster, et par bountys om ugen etc.), jeg spiser 2 – 4 forskellige salater til aftensmad sammen med noget kød hver aften- masser af frø og kerner på,og skøn olivenolie. Jeg har tabt mig!!! Og sover som en drøm, har stabil energi og er bare super tilfreds. Der er kun det ene MEN og det er jobbet.. Ja, jeg ved godt at du hverken kan eller skal fortælle mig hvad jeg skal gøre.
Endnu et tak for din blog!
Det lyder som om du godt selv ved det, Kristina ;-)
Tak for din fine kommentar. Jeg går helt bagover over alle jeres glade og gode oplevelser med LCHF. Det er skønt at høre, at andre har samme glæde af det som mig :-)
Åh ja… stress og trang til sødt hænger virkelig sammen!Det vil jeg gerne skrive under på :-)
Og så lige et tillykke og et klap på skulderen til dig, Jane! Det er simpelthen så fedt, dét du har opnået! Tænk, hvad det har ført med sig, at du var modig og tog springet ud i ukendtheden. Det er jo fantastisk :-)
Ja, det er faktisk ret fantastisk. Det er en af de bedste beslutninger, jeg nogensinde har truffet! :-)
I et halvt år gik det så godt med at udelukke mel, mælk og sukker. Efter en ferie hvor jeg bevidst valgte at give mig lov til at spise f.eks. is og chokolade i mindre mængder har det været svært at komme tilbage. Jeg ville rigtig gerne i dag kunne spise sukker, bare lidt engang imellem der hvor jeg bliver budt, men det vækker også bare en endnu større trang efterfølgende.. Ligeledes med mel. Det er hardcore og udfordrende at udelukke det helt, men jeg har også haft en periode, hvor det faktisk var nemmere for mig; Og det var den periode jeg var konsekvent. Jeg arbejder stadig med at finde balancen for det er svært at gøre det til 100 procent; der er der nemlig MEGET store chancer for at fejle. Og jeg kan sagtens nikke genkendende til det du oplever Jane! I den længere HELT sukkerfri periode længtes jeg faktisk heller ikke efter hverken bland selv slik eller bager kager, så jeg ved, at den tilstand findes… Og inde i mig finder jeg nemmest frem til den tilstand igen, ved at være lidt mere sort hvid. Sjovt nok, at det i virkeligheden er nemmer ;-) Man tror, at man gør sig selv en tjeneste ved at give sig lov en gang imellem og ikke være så firkantet…. Jeg ved ikke med jer; men jeg gør mig selv en tjeneste ved at være lidt mere sort hvid!! (Selvom jeg også indimellem vælger tømmermændende derefter = trangen til mere…. Men bevidstheden om denne gør det knap så interessant at vælge sukkeret)
Jamen, jeg har jo altid haft det nøjagtig, som du beskriver, og det har været nemmere for mig at undvære helt end at spise lidt ind imellem. Pludselig opdager jeg, at jeg godt kan spise lidt ind imellem uden at det starter en kaskade af dårlige valg. Det er vitterligt mærkværdigt, og jeg tror, det hænger sammen med stress. Well, eller fraværet af det.
Hej igen søde Jane,
Det er lige den tilstand, som du nu er havnet i, jeg drømmer om :-) Jeg håber, jeg finder min vej ud af det følelsesmæssige stress med tiden…
God søndag.
– frk. sveske
Hvor kan jeg bare genkende mig selv i Heidis beskrivelse. Det er meget lettere at lade helt være med at spise sukker og mel, end at spise lidt engang imellem, fordi selv en lille smule sødt eller mel trigger en stor trang bagefter. Det må være skønt at være kommet så langt som du er, Jane, og kunne spise lidt uden at skulle kæmpe med abstinenser. Tillykke med det! Dér vil jeg gerne ende, men det kræver nok en del længere afholdenhed end mine knap 10 uger… og så kan jeg i den grad også genkende det med, at stress påvirker trangen. Der er tydeligvis en forbindelse der.
Jeg tror faktisk ikke nødvendigvis, det er den lange periode med afholdenhed, der gør det nemmere at tolerere lidt sukker ind imellem. Faktisk har jeg tit oplevet, at min tolerancetærskel blev langt mindre efter lang tids afholdenhed. Men lysten til sødt kommer klart på afstand. Det har også altid været nemmere for mig at sige nej tak end at stoppe, når jeg først var startet. Damn you, klistrede hvide stads!
Sukker er også mit go-to stof når jeg er syg/stresset/ked og andre ting..
Jeg kæmper som en gal for at slippe sukkeret igen, nu hvor jeg er gravid og er endnu mere opmærksom på at det ikke er godt for hverken baby eller jeg.
Hvad er din holdning til en low carb grvaiditet?
De fleste brochurer og bøger snakker om kulhydratrige måltider som en måde at holde kvalmen for døren
Hvis jeg var gravid dag, ville jeg spise, som jeg gør allerede. Hvilket er moderat low carb. Jeg spiser alle grøntsager – også rodfrugter – og en smule frugt. Og så selvfølgelig gode proteiner og fedt og nødder. Sukker har hverken du eller barnet gavn af og kornprodukter, tror jeg sagtens I kan være foruden.
Kære Jane,
Jeg kan hundrede procent kende det med stressniveau og sukkertrang. Sukker er mit ‘stof’ mod alle mulige følelse og nok i særdeleshed de ‘grimme’. Derfor forsøger jeg virkelig også at arbejde anderledes med den side af sagen, være sødere ved mig selv – mindske den følelsesmæssige stress, som giver mig sukkertrang. (Desuden forsøger jeg at mindske sukkeret – et andet led i den onde cirkel… læs: der er nok at tage fat på ;-))
Jeg bliver SÅ glad, når jeg læser, at sukkertrangen har sluppet dig efter, du har sagt dit job op. Har jeg lyst til at sige mit op? Ja…
Jeg kender jo også fuldstændig de ting, du beskriver. Dog ikke kun ved svære følelser, jeg har også virkelig svært ved at håndtere gode følelser. Jeg troede, at det altid skulle være sådan, at det var en del af min kropskemi, om man vil, og det er derfor at det er en kæmpe overraskelse for mig at opleve, at det er faldet så meget i baggrunden. Kan du huske, jeg nævnte en AHA-oplevelse ift. sukker? Det er denne :-)
For mig er sukkeret ikke det værste – jeg kan sagtens spise sukker i weekenden ( feks sammen med lidt bagte æbler) og ha det ok mandag….
Men kombinerer jeg sukkeret med mel så har jeg problemet; jeg bliver utilpas og craver hveden non stop og i virkelig er hvede langt mere afhængighedsskabende for mig end sukker. Det er ikke kun psykisk men
kombinere jeg det med at jeg faktisk har flere fysiske problemer med hvede ( men ikke med ris,havre og spelt) burde jeg virkelig sky det som pesten …. men jeg er kun et menneske :( Og det er faktisk langt svære at være mel fri end sukkefri ude i den virkelig verden.
kh
Her har jeg det jo helt omvendt! Jeg har ikke rørt mel af nogen art i snart 3 år, og det har jeg vænnet mig til. Så jeg synes, det er langt nemmere at navigere udenom mel end om sukker ude i livet.
Men mht utilpasheden, så ja, her er hvede også for mig 100 gange værre… :-/
Jeg er 100 % sikker på, at der er en sammenhæng mellem stress-niveau og sukkertrang!! Jeg kan tydeligt mærke, at jeg kommer ind i en ond cirkel, når jeg er stresset. Dårlig samvittighed over ikke at gøre det godt nok, både på job og hjemme, for lidt og for ringe søvn, for meget elendig mad (herunder sukker), ingen lyst til motion, mere dårlig samvittighed over at være urimelig over for familien ,skyldfølelse over ikke at behandle min krop ordentligt osv osv osv. . . Og når det hele nu alligevel er noget møg, kan man jo lige så godt køre noget mere slik ned :-(
Nu prøver jeg så igen at få stoppet de dårlige vaner -for mit vedkommende skal der styr på sengetiden – jeg kaster ALT i hovedet, når jeg er småtræt. Motion virker beviseligt også mod stress, så det skal fremover puttes fast ind i kalenderen hver
uge :-) :-)
Det samme her! Det er så mærkeligt at opleve at sukkertrangen har sluppet sit tag i mig samtidig med at stressen har forladt min krop. Det er næppe tilfældigt…
Åh jeg elsker dine indlæg om sukker. Så motiverende! Jeg vil skære ned på sukkeret!! Nu! Tak for god inspiration og ikke mindst dybdegående indlæg.
Velbekomme og pøj pøj med det! Min oplevelse på det sidste peger på, at det kan svare sig at sætte ind andre steder end kosten. Kosten er selvfølgelig en god hjælp, men en indsats for stressminimering kan åbenbart også gøre en kæmpe forskel!
I går var jeg til en fest hvor min bordherre fortalte at der var lavet forsøg med rotter, og deres afhængighed af enten sukker, kokain eller begge dele. (Det kom på tale efter jeg fortalte om min blog og low carb livsstil (jeg fik dog rødvin :-) ))
De rotter der var “på” både kokain og sukker, de søgte mod sukkeret efter at begge dele var blevet taget fra dem, og de så fik adgang til det igen – og de rotter der kun var på sukker, de havde abstinenser i længere tid end dem på kokain, da begge stoffer blev taget fra dem.
Det siger vel egentlig det hele!
Det har jeg også hørt, og det er saftsuseme skræmmende! Jeg er sikker på, at der om 50 år vil være lovgivet mod sukker. Om ikke før…