I Nice Lufthavn på vej hjem fra ferie ville jeg købe et blad til flyrejsen hjem. Franske dameblade er en glædesløs fornøjelse, så mit valg faldt på National Geographic. Det havde nemlig en meget interessant artikel på forsiden. Om sukker og om hvorfor det er så svært at modstå det.
Artiklen kan du læse HER, hvis du har lyst. Den ryster dog ikke meget ny viden af sig. Den forklarer baggrunden for sukker og giver nogle helt horrible tal på, hvor meget sukker, amerikanerne spiser (22,7 tsk) – UDELUKKENDE gennem tilsat sukker i mad. Den viser også, hvordan fedme- og diabetesepidemien er eskaleret proportionalt med sukkerkonsumptionen i de sidste 30 år.
Fruktose – den store synder?
Fruktose bliver også her udråbt til den store synder. Den opmærksomme læser husker nok, at fruktose er en sukkerart, som metaboliseres i leveren, hvor den omdannes til triglycerider og lagres som fedt i stedet for at blive ført ud i celler og muskler og anvendt som energi.
Den gode Dr. Lustig er naturligvis nævnt i den sammenhæng, for hans bog Fat Chance – The Bitter Truth about Sugar handler jo om netop dette.
Hvis dette er ny viden for dig, kan du gå tilbage i arkiverne og se serien The Skinny on Obesity. Her forklares dette i syv små, pædagogiske filmsekvenser.
Artiklen var som sagt ikke specielt interessant, men jeg synes alligevel, at det er stort, at den slags artikel ender på forsiden af National Geographic. Det lugter lidt af paradigmeskifte og gav mig associationer til en snart 20 år gammel forside af Time, som én gang for alle skulle slå fast over for det amerikanske folk, at kolesterol var noget farligt, farligt noget, og de derfor skulle se at få luget fedt ud af deres kost i en hulens fart, hvis de ville holde sig sunde, raske og slanke. Hvordan det gik med det projekt, ved vi desværre alt for godt.
Første skoledag og sukker
Nå ja, men paradigmeskifte eller ej, så er der stadig et stykke vej endnu, før vi kommer dertil, hvor vi i det mindste lader sukkerindtag være den enkeltes valg. Tag i går fx, hvor mine børn startede i 1. klasse. I min datters klasse havde den nye klasselærerinde bagt kage til klassen som velkomst.
Det faldt så sammen med, at et af børnene havde fødselsdag, og derfor også havde kage med, så de skulle have to stykker kage. Lærerinden spurgte ud i klassen, om alle forældre var okay med, at de lige delte den første kage ud, imens vi var der. Jeg svarede nej, hvorefter vi allesammen grinede af den fjollede dame (mig), der kunne finde på at takke nej til chokolademuffins med blå glasur kl. 9 tirsdag morgen. Sikke en tosset tanke ikke at synes, det er toppen!!
Egentlig var jeg ligeglad, men nu spurgte de jo selv. Jeg er ikke krakilsk på nogen måde, og tav derefter. Der er så mange ting i verden, jeg ikke forstår.
Disclaimer: Denne her slags holdninger ryster altid en række vrede kommentarer og mails af sig, og det er ok. Men lad os lige slå fast, at jeg ikke er imod hverken fødselsdage eller kage på rette tid og sted. Jeg mener bare ikke, at tirsdag morgen kl. 9.00 falder ind under den kategori. Første skoledag eller ej. Hvad skete der fx med, at der ventede et æble med et flag i ved ungernes plads?
Hvis vi tæller hvor mange uger der er på et skoleår og hvor mange børn der er i klassen, vil der i de fleste klasser blive delt fødseldagsguf ud i gennemsnit hver anden uge! Så der er ingen grund til at tilføje yderligere! Da jeg i sin tid sagde nej til at være med til indføre en ugentlig kagedag i klassen, brugte jeg oventående argument, da jeg blev kaldt fanatisk af de andre forældre! Jeg har aldrig forbudt mine børn noget i forbindelse med uddeling af godter, men hvorfor i alverden tilføje endu flere fristelser!
Jeg synes det var godt at du sagde fra, og uanset reaktionerne, så har du fået sat nogle reflektioner i gang hos de andre er jeg sikker på! Og det er vel i bund og grund det der skal til, for langt de flerste er jo bare uskyldige medløbere som ville gøre det anderledes hvis de vidste bedre – håber og tror jeg : )
Det er så skuffende at blive kaldt fanatisk når man bare prøver at tage nogle valg for sig selv : )
Jeg har tænkt netop samme tanke. Hver anden uge i skolen, og herudover er der private fødselsdage, fællesfødselsdage på fritteren, familiefødselsdage + alt det løse, de får, fordi nogen synes, at ungerne da lige skulle have lidt slik eller saftevand. Jeg giver ikke noget sukkerholdigt til mine børn overhovedet, men hvis man tæller op, hvor meget sukker, de faktisk får om ugen, vil jeg skyde på, at de ligger på maxsiden af den anbefalede kvote. Dét er da om noget skræmmende!
Hey – god debat, eller – måske mere enighed.
Hader mine børn spiser sukker – men det gør de jo indimellem (ligesom on/off misbrugeren deres MOR:)) – men jeg HADER også sukkerpolitikker – måske fordi min politiske observans er sådan, at den personlige frihed er supervigtig for mig – altså frihed til at gøre, som man finder rigtigt og fornuftigt for sig selv og sin egen familie.
Det er jo ikke mange år siden, at FEDT var det ondeste onde… og hvid pasta og bagels uden skyggen af en kerne var højeste mode. Vi skyllede hakkekødet i varmt (senere kogende) vand for at drive det onde, onde fedt ud. Husker det tydeligt – jeg KUNNE ikke forstå, at jeg ikke tabte mig med Susan Powters metode tilbage i 90erne… hun anbefalede bagels med syltetøj, hvis man ville trøstespise, for der var jo ikke fedt i!!
Nå – men min holdning er vel blot “Lev og lad leve” – så hvis der ikke er et problem på den konkrete skole/børnehave mv, så lad være med at få indført de der sukkerpolitikker – de fremprovokerer nemlig også civil ulydighed.
Det er jo med mad, som med religion – fanatisme er altid af det onde! Personligt går jeg mere ind for, at det der slik mv. egentlig ikke er så interessant, men heller ikke forbudt. Det handler jo om, at poderne skal lære at elske deres krop, respektere dens behov. De skal mentalt rustes til selv at tage stilling når de bliver voksne. Det sker bare ikke, hvis de bombarderes med kun 1 side af sagen.
Jeg bryder mig ikke om, når vi ser ned på andres spisevaner, eller ikke respekterer andres valg. Ligesom vi ikke ønsker at de små sukkerafhængige skal pådutte vores englebørn deres skumle vaner – ja så kan vi heller ikke fæste lid til, at vores vej er den eneste rigtige – og pådutte andre vores sandhed.
Et eksempel: Mit barn må ikke få sukker, så til børnefødselsdagen bager jeg en lækker sukkerfri kage, med tonsvis af gode sager – herunder store mængder fedt.
Desværre er der et barn i klassen, hvis mor ikke har fulgt med strømmen, og istedet erklæret et “no go” til fedt – hvorimod kulhydrater er ok… what to do? Hvem har ret? og hvad med sukkerpolitikken – skal den stakkels fedtfri mor så bage kage BÅDE uden sukker og fedt til klassens time? Eller skal hun vælge at bage med fedt, selvom det er imod hendes overbevisning? (lets face it – man kan IKKE bage en god kage uden både sukker og fedt;))
Jeg ved godt, at argumentet om social udstødelse er fortærsket – og langt hen ad vejen nok heller ikke rigtigt. Men det giver da en generel social akavethed, når maden lige pludselig skal fylde så meget.
Jeg er ikke glad for sukker – og slet ikke hvad det har gjort ved min krop og mit humør gennem årene. Jeg ønsker ikke mine børn skal spise sukker. Men jeg ved til gengæld, at de lige nu vokser op i en verden fuld af sukker.
Istedet for (FLERE) regler som skal kontrollere vores helt personlige, intime adfærd (som fx hvad vi spiser i skolen) – bør vi så ikke arbejde med det, på det holdningsmæssige plan. Det er den langsomme løsning, at påvirke, at udvikle en helt ny tilgang til kost – uden at regelsætte, hvad der er “rigtigt” og hvad der er “forkert”. Til gengæld er det min overbevisning, at man ved dette holdningsskift vil opleve, at istedet for “uhhh nu synder jeg med sukker” og føler at man snyder “lidt på den frække måde” når man spiser en cupcake… så vil samfundet udvikle et ejerskab og en naturlighed til god kost – i lighed med det ejerskab og tilhørsforhold vi lige nu oplever i forhold til et veldækket kagebord!
Rigtig fin og god kommentar, Line! Jeg er heller ikke nødvendigvis fortaler for hverken fanatisme eller regulerende politikker, og jeg foretrækker også til enhver tid det frie valg. Men når vi har at gøre med en vanedannende substans som sukker, så synes jeg ikke længere vi kan kalde det “det frie valg”, at der sættes sukker frem i enhver henseende. Det umuliggør et fravalg et alt for langt stykke hen ad vejen. For mig består det frie valg i, at jeg kan få lov til at vælge sukker fra på mine børns vegne. Og det kan jeg faktisk ikke, når det serveres for dem hver eller hveranden dag. Så her føler jeg, at jeg begrænses i mit frie valg.
Men hvem har ret og hvad er så sundt og hvad er usundt? Du har ret i, at her kommer vi næppe overens. Men jeg synes alligevel godt, at der er visse ting, vi ikke diskuterer længere, og det er at sukker, hvide kulhydrater og lightprodukter ikke har plads i en sund børnekost. En rugbrød med makrel derimod, ville jeg ikke brokke mig over, selvom vi ikke spiser korn herhjemme, så anerkender jeg, at det (måske ;-)) godt kan indgå i en sund, balanceret kost ;-)