Hemmeligheden bag at lave stegt lever lækkert er at ikke overstege leveren men lige ramme den, så den ikke bliver for tør. Det og så en god sauce af karamelliserede, stegte løg, der er stegt helt langsomt på panden, indtil de til sidst karamelliserer let, så du får al deres sødme frem. Jeg viser dig hvordan i opskriften herunder. Måske er det netop denne opskrift på stegt lever, der kommer til at overbevise indmadsskeptikeren i (dig selv eller) din nærhed?
Min opskrift er lavet med kalvelever. Den har en mildere smag end lever fra fx okse- eller gris.
Ingredienser
- 300 g kalvelever
- smør til stegning
- salt og friskkværnet peber
Karamelliseret løgsauce
- 120 g løg
- 2 fed hvidløg
- 25 g smør
- 2 spsk olivenolie
- 2 dl oksebouillon
- 2 spsk rød balsamico
- salt og friskkværnet peber
- 1 spsk persille finthakket
Sådan gør du
- Tag kalvelever ud og fjern eventuelle hinder. Er det ikke allerede skåret, så skær det i tynde skiver à ca. 1 cm. Dup tør med køkkenrulle.
Karamelliseret løgsauce
- Halver løg og skær hver halvdel i tynde skiver.
- Hak hvidløg groft.
- Opvarm smør og olivenolie på en pande ved middelvarme. Steg løg og hvidløg heri. Lad dem langsomt simre til de karamellisererer. Det tager 10-15 minutter. Rør i dem ind imellem.
- Hæld bouillon og balsamicoeddike på og reducer saucen ved at lade den simre i yderligere ca. 10 minutter. Smag til med salt og peber.
- Hak persille og rør det i saucen det sidste minut af simretiden. Sæt saucen til side.
Stegt kalvelever
- Opvarm smør på en pande til middel-høj varme og steg leveren heri ca. 1-1,5 minut på hver side. Den må gerne få lidt stegeskorpe men skal helst ikke steges så længe, at den bliver tør.
- Server den stegte lever med løgsaucen og evt. grøntsagstilbehør (se forslag under opskriften)

Hvad spiser man til stegt lever?
Foruden den lækre løgsauce, jeg har lavet til, ville jeg servere noget grøntsagstilbehør til. I efteråret og vinteren ville en god blomkålsmos (bacon-blomkålsmosen hvis det skal være helt luksus) være super lækkert til. Skulle retten serveres i de lysere måneder, tror jeg, jeg ville gå med måske broccolifritter eller letkogte grønne bønner.
Lever – ægte superfood
Lever er en af de mest næringstætte fødevarer, vi overhovedet kan spise. Den er pakket med vitaminer og mineraler i mængder, som er svære at matche fra andre fødevarer. Ét enkelt måltid med lever kan dække dagsbehovet for flere essentielle næringsstoffer. Den er især rig på A-vitamin i den aktive form (retinol), B12-vitamin, folat, jern, zink og kobber. Alt sammen næringsstoffer, som spiller en afgørende rolle for energiomsætning, blodproduktion, immunsystem og hormonbalance.
Desværre er mange, inkl. mig selv ikke gode til indmad. Mit indtag af lever kommer primært fra leverpostej eller paté (eller de lækre leverdeller med hvidløgsdip fra Proteinmanifestet).
Som jeg også skriver i bogen, er lever helt i toppen af næringsstofhierakiet, det er jo nærmest en slags superfood. Det er ikke uden grund, at lever i generationer har været betragtet som noget af det sundeste, man kan sætte på bordet. Stadig skeptisk? Jeg forstår, men giv det en chance. Måske bliver du positivt overrasket.
Hvorfor indeholder lever kulhydrater?
Noget, der overrasker er dog at lever indeholder kulhydrater. Vi er så vant til at tænke animalske proteinkilder som så godt som kulhydratfrie men det er der faktisk flere undtagelser til. Og lever er en af dem.
Levers indhold af kulhydrat skyldes, at leveren fungerer som kroppens lagerplads for glykogen (lagret kulhydrat). Og det er simpelthen en rest af dette, der er tilbage, når vi spiser lever.
Mængden er dog meget beskeden. Typisk ligger kulhydratindholdet på 2–4 g pr. 100 g lever.
Andre proteinkilder, der også indeholder kulhydrat er bl.a. æg (det er der virkelig mange, der ikke ved, og skaldyr som fx muslinger, rejer osv.
Sådan steger du kalvelever
For at stege lever, så den bliver god og mør, er her få tips du måske kan bruge.
Hvis leveren har en tynd hinde udenpå, så pil den forsigtigt af.
Skær leveren i skiver: Ca. 1 cm tykke skiver er passende. Mine var klargjort og skåret i skiver.
Dup den tør med køkkenrulle inden stegning. Det hjælper med at få en god stegeskorpe.
Steg leveren ved middelhøj varme i ca. 1.1,5 minut pr. side – afhængigt af tykkelsen. Lever må gerne være let rosa i midten, så er den mest saftig og mør. Lad leveren hvile 1-2 minutter før servering. Det gør den mere saftig.
TIP: Hvis du er nervøs for leversmagen, så læg leverskiverne i blød i mælk i en times tid inden stegning. Det dæmper eller mildner smagen.
Og ekstra tip: server med en god sovs. Det hjælper altid, hvis man skal spise noget, man synes er nyt og fremmed.
0 kommentarer til “Stegt lever med karamelliseret løgsauce”