Sprødt kyllingeskind med svampemayonnaise er den ultimative snack eller appetizer. Det smager så lækkert, især med denne fyldige og lækre svampemayonnaise. Der er smæk på umamien her! Og så smager det formidabelt til den lidt sur-søde champagne.
Sprødt kyllingeskind – den ultimative Keto-snack
Du får ikke mange kulhydrater med i købet, når du laver sprødt kyllingeskind til appetizer.
I stedet for at tænke dem som chips, man bare skovler ind, vil jeg anbefale dig at anrette dem som en lille hapser med en lille dut svampemayo på toppen. Så får hver gæst to hapsere, og så er det det.
Og det smager simpelthen bare legendarisk godt og du får helt sikkert point fra gæsterne for din opfindsomhed.
Er svampemayonnaise ikke lige sagen, kan jeg varmt anbefale en estragondip i stedet. Årh nam!
Hvordan du bedst skaffer kyllingeskind, får du tip om under opskriften.
Sprødt kyllingeskind med svampemayonnaise
Føj til favoritter Udskriv PinIngredienser
- 1 hel kyllingebryst skindet herfra
- Havsalt
Svampemayonnaise
- 3 spsk mayonnaise gerne hjemmelavet
- 0,5-1 tsk dijonsennep
- 10 g tørrede svampe fx karl johan
- friskkværnet peber
Sådan gør du
- Opvarm ovnen til 180 grader. Beklæd en bageplade med bagepapir.
- Fjern skindet fra kyllingen i så stort et stykke som muligt.
- Bred kyllingeskindet ud på et spækbræt og skær det i stykker. Stykkerne skal ikke være for små, da skindet svinder en del i ovnen.
- Fordel stykkerne på bagepladen, sørg for at de ikke overlapper. Drys med havsalt.
- Sæt pladen i oven og bag i ca. 20 minutter, til skindene er helt sprøde og lækre. Hold øje til sidst så de ikke branker. Drys evt. med lidt piment d’espalette når de er færdige.
Svampemayonnaise
- Knus svampene til pulver fx i en kaffekværn.
- Rør mayonnaisen sammen med sennep og rør svampepulveret i, smag til med salt og peber.
- Lad gerne mayonnaisen trække et par timer inden servering.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Hvor får jeg kyllingeskind fra?
Det er ikke nemt at opdrive kyllingeskind, uden at det sidder på en kylling, og med de briller på, kan det jo godt blive en lidt bekostelig affære at lave denne snack.
En enkelt kylling giver desuden ikke særligt meget skind og da det samtidig svinder en del, skal der jo en del til, hvis du tænker dem som chips.
Det kan bedst svare sig at købe hele kyllinger fremfor kyllingelår, og så kan man jo bruge kødet til noget andet (fx den gode hønsesalat med bacon).
Har du kyllingeskind til overs fra et andet projekt, fx hvis du har kogt bouillon på en hel kylling, kan det med fordel fryses ned, så du kan lave sprødt kyllingeskind som appetizer en anden gang. En ting er helt sikkert: Du smider aldrig kyllingeskind ud igen 😉
0 kommentarer til “Sprødt kyllingeskind med svampemayonnaise”