Om at følge sommerfuglene i maven


I dag har jeg lyst til at fortælle dig noget personligt. Om mig. Og om Paris og om at turde ruske lidt op i det etablerede liv og gøre det, man drømmer om.

Som du sikkert ved, boede jeg i Paris, da jeg var yngre. Fra 1997-1999. Det er altså 20 (!) år siden i år, at jeg pakkede en kuffert og rejste derned. Jeg havde ingen penge, intet job og intet sted at bo. Jeg havde lejet et “chambre de bonne” (stuepigeværelse) på øverste etage af et hotel til den første tid, indtil jeg fandt et rigtigt sted at bo. Jeg talte lidt fransk men kun virkelig lidt, skulle det vise sig.

Lang historie kort: jeg fandt en lejlighed, et job og fik etableret en hverdag. Det var før internettet og mobiltelefoner og den sparsomme kommunikation, jeg havde med Danmark, var pr. telefon (modtageren betaler) eller brev.

Forelsket i Paris

Jeg forelskede mig. Både i byen og i en fyr, som jeg siden flyttede sammen med. Da forholdet gik i stykker, overvejede jeg at tage hjem, men valgte at blive, fordi jeg var bange for at forlade en by, jeg elskede med en følelse af, at det hele ramlede for mig. Så jeg blev og helede mit knuste hjerte, så godt jeg nu kunne.

Au Vieux Paris d'Arcole - Paris smukkeste restaurantfacade og en af Paris' ældste restauranter.

Siden hen rejste jeg hjem, mødte Søren, forelskede mig hovedkulds igen, og resten er historie, som man siger.

København – uddannelse og starten på en familie

Da jeg fem år senere var færdig på universitetet (jeg har en kandidatgrad i fransk og retorik), fik Søren tilbudt et job i Paris.

Jeg ville gerne derned og bo igen, men Søren var ikke helt lun på idéen. Det var jeg måske heller ikke helt, for vi stod midt i hele barnløshedscirkusset og var netop blevet godkendt til fertilitetsbehandling. Drømmen om at få et barn var større end drømmen om at flytte til Paris. Så vi blev i København.

Silas og Vega er nu blevet 11. At blive mor var ikke altid helt nemt for mig og en af de ting, jeg har haft det sværest med er følelsen af, at jeg er begrænset.

Jeg ved godt, det lyder forkælet, især fra en, der måtte gå så grueligt meget igennem for overhovedet at blive gravid (det fratager nemlig en tilladelsen til at synes, at noget er hårdt eller svært – suk!), men i de første mange år følte jeg mig bundet på hænder og fødder, og jeg syntes, det var svært med frihedsberøvelsen. Med tiden er friheden jo så blevet større og tak for det.

Drømmen om at bo i Paris igen

Men drømmen om at bo i Paris igen er aldrig forsvundet helt. Søren har ikke lyst til det, og ungerne har ved gud ikke lyst til det, så det er min drøm alene. Jeg besøger jævnligt Paris, og det er også dejligt.

Som jeg skrev i mit første indlæg i 2017, har jeg længe haft en drøm om at tage derned og være der lidt længere. Få bare en lille snert af at have en hverdag dernede igen. Jeg kan ikke forklare det. Det er bare noget, jeg virkelig har lyst til.

Så nu har jeg lejet en lille lejlighed og tager derned i to uger til maj. Alene. Bare mig.

Paris

Jeg glæder mig helt afsindigt, og jeg er skræmt fra vid og sans.

14 dage er længe at være alene. Jeg er jo meget alene til daglig og sætter stor pris på mit eget selskab, men helt alene er jeg sjældent i længere tid ad gangen.

Siden Silas og Vega blev født tror jeg, det længste, jeg har været sådan helt alene er 24 timer. Og det længste, mig og ungerne har været adskilt, er fem dage.

Jeg ved ikke, hvad jeg forventer at få ud af det. Officielt hedder det sig, at jeg skal ned og skrive en bog (aha!). Sådan en ekcentrisk forfattertype, der sidder i en taglejlighed i Paris og kigger ud over byens tage og skriver en bog. Det kan jeg godt identificere mig med – haha! Men mand, hvor får jeg sommerfugle i maven, når jeg tænker på det!

Hvornår har du sidst gjort noget modigt, anderledes eller bare noget, som du helt inde i hjertekulen kunne mærke var rigtigt for dig?

Opdatering: Læs hvordan det gik her:

Hej fra Paris

Mandagstanker om at være alene i byernes by

En uge alene i Paris – status

Paris blev anderledes end jeg havde forventet

Farvel Paris

Bliv klogere på Low Carb og Keto i din sommerferie☀️

Lyt blandt andet til emner som: strategier til vægttab, hvordan du griber vægttab an efter 40, fordele og ulemper ved faste, cravings og sukkerafhængighed, mentale redskaber til motivation og fastholdelse og hvordan du kommer tilbage på sporet efter en periode med for meget af det gode.

Lige nu kan du lytte til hele mit podcast arkiv for bare 49,-

Prøv MadbandittenPLUS her >>

I gang med Keto på en nem og fleksibel måde?

Med min nye Keto kostplan ‘den fleksible’ vælger du frit tre retter pr. dag fra planen og uanset hvilke du vælger, får du den rette mængde kulhydrat, protein og fedt for at gå ned i vægt.

Prøv kostplanen her >>

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

64 kommentarer til “Om at følge sommerfuglene i maven”

  1. Hvor er det sejt at læse, og så cool at du virkeliggjorde drømmen. Jeg gjorde det selv sidste sommer, det er dog Oxford der er min store kærlighed, har været der 2 gange før med min kæreste, men denne gang tog jeg alene afsted, da jeg nemlig også skulle skrive.
    En helt fantastisk oplevelse, har aldrig gjort noget sådan før.
    Planlægger 14 dage om nogle år, for 1 uge alene var ikke nok ;)

    At gøre noget sådan forandre een på en helt unik måde synes jeg.

    Svar
    • Hvor spændende at høre, Lise.
      Jeg diskuterede med min datter på facetime i dag og hun har svært ved at forstå, at det behøver at være SÅ længe, som hun siger. Men mit indtryk er også at en uge ville være for lidt. Det tager jo nogle dage lige at falde til…

      Svar
  2. Jeg har også, syns jeg selv, taget en modig beslutning i år. Mine forældre lejer hvert år et hus i Malaga og jeg har simpelthen købt en flybillet og tager ned til dem i en uge i sommerferien UDEN mand og børn! Det er sindsygt angst provokerende og samtidig glæder jeg mig helt vildt!!!

    Svar
    • Det lyder dælme dejligt! Jeg tænker sådan på det, at hvis det at man er væk ender med at give mere energi til familien derhjemme, så er det givet godt ud! :)

      Svar
  3. Sjovt som det er så fantastisk forfærdeligt at man føler sig begrænset og frihedsberøvet af sine børn. At alle kigger forfærdet på en hvis man ikke siger man ikke kan undvære dem og man faktisk gerne vil have et liv der ikke drejer sig om sine børn hele tiden.Jeg knus elsker mine unger MEN jeg elsker også at de nu har nået en alder (12,13 og 17) hvor de er meget selvstændige og jeg kan gøre ting der ikke vedrører min titel som mor. Jeg elsker den frihed det giver mig <3 NYD dine sommerfugle og dine egne vilde to lange uger i Paris <3

    Svar
    • Ja præcis! Det føles som et kæmpestort krav at moderskabet skal opsluge alt. Jeg knuselsker bestemt også mine unger men er SÅÅÅ glad for deres nuværende alder og selvstændighed. Aaaaah frihed!

      Svar
      • I vores verden skal moderskabet helst være hele vores identitet og vores børn skal være vores livsprojekt.

        Jeg tror på at vores børn bliver dejlige selvstændige og stærke individer hvis de ikke evig og altid skal være genstand for hele vores opmærksomhed. Lad dem drage egne erfaringer, gør dem til mennesker der kan tage ansvar og træffe beslutninger og stol på at de rent faktisk har noget at byde ind med uden at det betyder du skal gennemtæske hver eneste lille ting du beder dem om (det er virkeligt dræbende og et nej kan faktisk godt bare være et nej uden tusinde begrundelser!!!). Så får både vi og vores børn faktisk en ganske fin frihed til også at være andet end mor og børn. Og den frihed er så sk….de sund for os alle sammen <3 <3 <3 Elsk den og nyd den i fulde drag!!!

        Glæder mig til at følge dine uger i Paris :-D Har selv første møde med byen i Juni på en kærestetur med min mand. Jeg GLÆDER mig :-D

        Svar
        • Ja helt rigtigt! :)

          Og øj! Glæd dig til Paris! den by er bare storslået på så mange måder. Helt, helt fantastisk!

          Svar
  4. Det er sejt!!! Og jeg håber for dig at det bliver lige præcis det du har brug for.

    Og det der med frihedsberøvelse kan jeg godt sætte mig ind, en følelse som jeg nu mener man har ret til uagtet hjælp til graviditet eller ikke hjælp.

    Jeg tog et spring ud på det dybe sidste år og startede på en kandidatgrad i anvendt filosofi, det har været skræmmende, overvældende, frustrerende, men også fantastisk. I bund og grund handler det valg jo også om frihed, nemlig friheden til at sætte en ny kurs i livet.

    De bedste ønsker

    Svar
    • Frihed er virkelig også et kæmpe-tema i mit liv. Jeg har sådan brug for den. Og ja, frihed er jo mange ting, men det forklarer også hvorfor det der babyliv tog lidt hårdt på mig :)
      Og sejt med dit dybe spring. Håber du får det ud af det, du håbede <3

      Svar
  5. Kan godt støtte alle de andre bekræftende kommentarer om dit modige valg. Hvor er det sejt og misunder dig helt ud til tåspidserne. Glæder mig til at læse med.
    Har også boet i Paris og elsker den lige så højt som dig.
    Bon voyage

    Svar
  6. Ja, jeg gjorde noget engang, det var i 1993 og alt for længe siden: jeg tog mig en tur til Galapagosøerne, farmand blev hjemme og passede pigerne på 9 og 5 år, men jeg måtte bare derover, og gud hvor var det en fed tur, 12 dage med 7 dages krydstogt mellem øerne.

    Svar
  7. Jeg kan så godt sætte mig ind i det, du skriver. Jeg er 27 og er stadig midt i mit udlandseventyr – jeg bor i Manchester og har boet, læst og arbejdet i England i i alt 7 år nu. Jeg er dog begyndt at få ud/hjemlængset igen og kan simpelthen ikke finde ud af at tage skridtet og enten tage hjem, hvilket føles som at sætte en stopper for eventyret, eller tage et nyt sted hen. Samtidig trækker familien derhjemme og drømmen om selv at stifte familie også.
    Verden er så stor, der er så meget at se :-) men det er svært at nå det hele.

    Svar
  8. Hej Jane
    I sommers tog jeg alene et smut til Mallorca. Det var første gang, jeg rejste selv og skulle bo alene på et hotel. Selvom jeg kun havde tre hele dage på Mallorca, var det på én og samme tid det mest forfærdelige og det mest befriende, jeg har gjort. På den ene side var (og er) jeg “bange” for at føle mig ensom, men på den anden side, nyder jeg alenetid. Den første dag ringede jeg grædende hjem til min mor (jeg er 22 år), og jeg overvejede og undersøgte seriøst mulighederne for at rejse hjem med det samme – om jeg så skulle give 1.000 kroner for en billet. På anden dagen var jeg lidt mere fortrøstningsfuld og gik nogle lange ture. Heldigvis var det under OL, så hvis jeg følte mig fortabt, kunne jeg se noget sport ;-) På tredje og sidste dagen tog jeg på en busudflugt til Port de Sóller, som viste sig at være helt fantastisk. Så på tre dage gik jeg fra at være helt nede i kulkælderen til at få en af de bedste oplevelser. Jeg lærte, at jeg ikke tager skade af at savne mine vante omgivelser. Tværtimod fik det mig til at reflektere over, hvor meget jeg værdsætter min hverdagsrutiner. Jeg lærte desuden, jeg for hurtigt maler fanden på væggen, og at det ofte er en god idé at slå koldt vand i blodet og give tingene en chance. Jeg tror helt sikkert, du bliver glad for at have alenetid i Paris – det er jo “bare” 14 dage, så tiden går helt sikkert (alt for) hurtigt. Nyd det, selvom de første dage kan være lidt angstprovokerende ;-)
    Knus Anne

    Svar
    • Tak for den fine kommentar! Og det er jo netop det, der er så spændende ved at gøre den slags! At man kommer lidt tættere på sig selv og hvem man er, når man skræller alt det andet fra. Det glæder jeg mig meget til :)

      Svar
  9. Hvor er du sej!!! Jeg har også lige valgt at kaste mig ud i et stort projekt. Jeg er svært overvægtig, i meget dårlig form og tit sur og utilfreds og det vil jeg ændre på. Men jeg er nød til at have et mål der både motivere mig og gør at jeg ikke bare kan give op på halvvejen. Så jeg vil bestige Kilimanjaro!!! Så SKAL jeg tabe mig og komme i form. En kær kollega og jeg regner med at bestige Afrikas højeste bjerg om et år hvor jeg skal have smidt min. 50kg og være i mit livs form. Du er velkommen til at kigge forbi min blog bettinaengdahl.dk hvor jeg vil beskrive MIN vej til Kilimanjaro.

    Svar
  10. Super godt for dig! I 1999 rejse jeg som 21årig til Cambridge for at arbejde og bo som frivillig på et bosted for hjemløse. Det var meningen at jeg blot skulle være der i 6 mdr men jeg forlængede (og takkede nej til optagelsen på Jelling Pædagod seminarie) med ydeligere 4 mdr og fandt derefter job i byen. Efter 3år begyndte jeg at længtes tilbage og flyttede hjem igen, men hold da op hvor jeg hurtigt savnede det engelske, så i 2007 flyttede jeg tilbage til Cambridge og her bliver jeg? Jeg husker tydeligt følelsen, da jeg rejse afsted til det uvante den første gang, det var en fantastisk følelse!

    Svar
  11. Kære Jane,

    Jeg genkender i den grad alt det du skriver – jeg har bare taget den endnu videre… Allerede da mine tvillinger var 4 tog jeg min første yoga teacher training i Cape Town – hvilket betød 4 uger væk fra din 3 unger og min kære mand. Det var hårdt – og jeg var ved at panikke de første dage, men så faldt der ro på og med stor hjælp fra min mand fik jeg en oplevelse der har støttet og styrket mig. Og som også har åbnet for lignende FRIE oplevelser alene. Oplevelser jeg værner om og har brug for! Jeg ville også have børn – som i det højeste ønske nogensinde!!! Og alligevel er der for de af os der er frie fugle indeni en begrænsning i familielivet der er svær – men med kærlighed, tillid og forståelse kan det godt integreres. Den har du så tydeligvis også i din familie! Jeg VED du vil elske at være afsted – og det er kun begyndelsen, og det er ikke en trussel for familielivet, ej heller et fravalg – men et tilvalg!

    Jeg er på vej til Indien – igen igen – 2 uger, derefter en uge til NYC …. Og har i løbet af det seneste år været i London i alt 3 måneder, 34 gange i NYC og mange, mange gange i Indien. Jeg NYDER når jeg er hjemme – og bruger meget tid med mine børn og mand – de er det vigtigste i livet. Det er bare den der alene tid med rejseoplevelserne der giver mig fred til at være tilstede – både herhjemme i familien og ude i verden.

    God fornøjelse – og glæder mig til at høre om det!

    Og kom og besøg os i Kenya, vores næste eventyr starter i august :-)

    Knus

    Kristina
    Yogafactory

    Svar
    • Ej du er så sej, Kristina! Jeg er voldtsomt misundelig på dit rejseliv! 34 gange i NY?? Ååårh!
      Og jeg er så glad for at du beskriver det som et tilvalg og ikke et fravalg af nogen. Det slås jeg lidt med i tankerne, kan jeg mærke.

      Og jeg vil helt sikkert overveje Kenya – jeg er spændt på at høre om jeres nye eventyr også!

      Svar