Sober curious


Da jeg skrev om, at jeg havde valgt ikke at drikke alkohol i en periode, mistede jeg 300 følgere på Instagram. Jeg er ligeglad med antal følgere, men denne her var tankevækkende, synes jeg. Folk, der følger mig, er jo allerede vant til, at jeg har valgt en masse ting fra, som de fleste oplever som det mest naturlige i verden at spise: brød, sukker, ris, pasta..

Men alkohol, ej du, det er sgu for meget!

Du kan også læse mit indlæg om det her: En personlig historie om alkohol

Sober curious

Sober curious er navnet på en bog, som jeg ikke har læst, og på en bevægelse af folk, som er nysgerrige på at vælge alkohol fra enten helt eller delvist. Det handler ikke om alkoholisme eller om pludselig at opdage, at man i virkeligheden er alkoholiker.

Eller det kan godt være, det gør det for nogle, men det er ikke min indfaldsvinkel.

Det handler bare om at have lyst til et liv med mindre alkohol og opleve, at det er et skifte, som vækker en masse følelser. Ikke mindst i en selv. For mig havde tanken ulmet i mig i nogle år, og da vi kom hjem fra sommerferie sidste år besluttede jeg at vælge (næsten) alt alkohol fra.

At være sober curious er en sympatisk ramme at sætte det ind i, synes jeg, fordi det ikke er et spørgsmål om 100% afholdenhed. Jeg er ikke afholdsdame og identificerer mig ikke med at være det. Og jeg drikker også stadig alkohol. Det er bare blevet noget, jeg gør meget sjældent fremfor noget, jeg gør ‘engang imellem’.

For mig handler det 100% om lyst. Jeg har ikke lyst til at drikke alkohol, og derfor virker det skørt at gøre det. Men ændrer det sig, eller er jeg i en situation, hvor jeg har lyst til det, gør jeg det.

Det er i øvrigt også nemt at vælge noget fra, som man ikke har lyst til.

Alkohol skal give mere, end det tager

Mere end noget andet handler det om, at jeg er blevet lidt mere kræsen med, hvornår jeg vælger det til. Det er egentlig bare det.

Og det er måske skørt, at man er nødt til at sætte et begreb som Sober curious på det, for det burde jo være det mest naturlige i verden. Men måske det siger noget om vores alkoholkultur. Alkohol er standarden og vælger man det fra, er det enten, fordi man er gravid, skal køre eller er alkoholiker.

Bare du ikke bliver hellig med det, så er det ok, var der en, der skrev til mig, da jeg fortalte om det. Læs lige den sætning igen…

Jamen hvad med livskvaliteten…?

Livskvalitet er sådan et begreb, der dukker op, når vi taler fravalg. Ikke bare af alkohol men også i forbindelse med Keto fx og de fravalg som det indebærer. Og fornyligt pustede tidligere sundhedsminister og nuværende direktør i Bryggeriforeningen, Nick Hækkerup, liv i den med sit legendariske selvmål i alkoholdebatten.

Livskvalitet er jo ekstremt subjektivt og det, der er livskvalitet for mig og dig kan sagtens være helt forskellige ting.

Jeg kan sagtens se, hvordan alkohol kan spille en rolle for livskvaliteten, men det er jo ikke det samme, som at man ikke også godt kan have et godt liv uden alkohol (eller kage, sukker, brød, whatever).

Min livskvalitet er jo fx i høj grad bundet op på, at jeg spiser en bestemt slags mad og fører en livsstil, der gør, at jeg har det godt. Alt andet lige må det jo være det vigtigste.

Jeg har drukket så rigeligt…

Selv hvis jeg ikke drikker resten af mit liv, tror jeg, at jeg stadig kommer på niveau med de fleste. Mangeårig festabe og flere år i restaurationsbranchen har gjort, at min alkoholkvote er mere end brugt. Jeg har danset på alle de borde og bardiske, jeg skulle i mit liv.

Det er ikke nogle år, jeg fortryder. Det er bare en del af et liv, der føles en smule fjernt nu.

Alkoholfrie alternativer

Der kommer jo heldigvis flere og flere alkoholfrie alternativer på markedet. Jeg har smagt mig igennem en hel masse af dem. For selvom jeg ikke drikker alkohol lige nu, vil jeg stadig gerne deltage i ritualet eller fejringen. Og jeg vil gerne skåle og være med. Og der må stadig gerne være forskel på hverdag og fest.

Alle alkoholfrie vine og champagner, jeg har smagt, smager forfærdeligt. Den ene værre end det anden. Yrk, jeg ville ikke drikke dem, om jeg så fik penge for det.

De alkoholfrie øl er umiddelbart mere vellykkede, men jeg drikker ikke rigtigt øl, andet end en sjælden Corona om sommeren. Så det virker ikke så oplagt for mig (Corona Cero smager ellers anstændigt!)

Kombuchaer er et bedre valg synes jeg, men det bliver tit lidt for sodavandsagtigt. Og det gider jeg heller ikke.

Jeg vil i øvrigt også gerne slippe for at drikke nævneværdige mængder sukker/kulhydrat. Det gør det ikke nemmere.

Lækker alkoholfri drik

Det absolut bedste, jeg har smagt, er den mousserende te LYSERØD fra Copenhagen Sparkling Tea. Den har en diskret smag, er ikke sød, er frisk og læskende, kommer i en flot flaske (det tæller jo også) og den har en dybde i smagen, som jeg ikke har fundet i nogle af de andre alkoholfrie drikke, jeg har smagt.

Så det er min favorit og hermed en 100% usponsoreret anbefaling givet videre til alle jer andre Sober curious-folk derude. 1,7 g kulhydrat pr. 100 ml, hvis det skulle interessere nogen.

Vær dog opmærksom på, at de har mange forskellige slags, også nogle med flere kulhydrater og nogle med en smule alkohol (5%) også. Jeg har lige købt den med citrongræs, som har en lillesmule alkohol, og den glæder jeg mig til at smage en dag, hvor lejligheden byder sig til det.

Copenhagen Sparkling Tea

Har du brug for hjælp med Keto?

Keto kan være forvirrende at starte med, men der kan også være meget at hente i at ramme den mest effektive Keto-variant til vægttab. Min Keto-variant er ikke den, hvor du skal spise enorme mængder fedt. Du spiser stadig fedt men i en afstemt mængde, der passer til, om du vil ned i vægt eller holde vægten.

Lad en af mine kostplaner hjælpe dig godt på vej

Kostplaner

Prøv PLUS gratis i 7 dage

Få adgang til at se energiberegninger på alle mine 2.000 opskrifter, din egen favoritside, hvor du kan gemme opskrifter og lave madplaner med indkøbsliste, velkomst e-bogen Den Store Keto-guide (værdi 149,-) og du kan lytte til min podcast. Du får også adgang til en lukket spørgeside, hvor du kan stille spørgsmål til mig.

Altsammen gratis de første 7 dage.

Ja tak – start prøveperiode nu!

MadbandittenPLUS

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

14 kommentarer til “Sober curious”

Skriv en kommentar

  1. Ja.. det er jo bare endnu et – skræmmende, i min verden – eksempel på, hvor tosset en alkoholkultur vi har i Danmark

    Jeg har drukket en masse i mine unge dage, men efter jeg er blevet voksen har jeg drukket få gange om året.
    Men da jeg “startede forfra” i datinglivet for 3 år siden blev det kutyme at der skulle drikkes en flaske vin (eller mere) til hvert måltid. Jeg havde altid noget andet ved siden af til at skylle efter med, men det slog mig aldrig at det var underligt.

    Det var først da jeg mødte en alkoholiker og gennem ham begyndte at stille spørgsmålstegn til mine egne “drikkevaner”.
    Det slog mig at jeg faktisk ikke bryder mig om alkohol og nok aldrig har gjort det, hvis jeg tænker tilbage.

    Der er da en sjælden gang ind i mellem, hvor en tår iskold øl, en helt særlig rosé eller en RTD smager godt og føles “lækkert”.
    Men det gik virkelig op for mig, at jeg bare har drukket fordi det gjorde man jo. Jeg stillede aldrig spørgsmålstegn ved om jeg faktisk kunne lide det.
    Det synes jeg er skræmmende! Men desværre nok meget sigende for netop den danske alkoholkultur 😢

    I dag drikker jeg kun, hvis jeg har lyst og jeg skammer mig ikke – eller laver undskyldninger for at sige “nej tak”, hvis jeg ikke har lyst til alkohol.

    Svar
    • JA!! Det er virkelig så spøjst at blive opmærksom på hvor mange af ens alkohol-ja tak’er, der er fuldstændig på rutinen og nærmest uden stillingtagen. Det er også en af de ting, der har stået så tydeligt frem for mig.

      Jeg er også landet på, at jeg drikker hvis jeg har lyst. Og det er jo nemt nok at sige, når lysten ikke særligt tit er til stede😁

      Svar
    • Dem har jeg prøvet en enkelt af – de hjælper dog desværre ikke på mit ønske om ikke at ville drikke sukker/kulhydrat/sodavand😔

      Svar
  2. Jeg ved ikke om det har noget med alderen at gøre (synes generelt der er sket meget med kroppen ved 40)… Jeg har også drukket rigeligt i livet. Men nu her de sidste par måneder har jeg bare bemærket, hvordan min søvn bliver ødelagt. Jeg vågner mange gange i løbet af natten og har svært ved at falde i søvn igen. Prisen føles for høj i forhold til hvad jeg får ud af det. Og på den måde bliver det også nemt at vælge det fra. Har ikke tænkt mig at det skal blive et forbud, men lysten er der slet ikke i øjeblikket.

    Svar
    • Nøjagtigt også min oplevelse. Min søvn lider, både på længde og kvalitet, også bare ved små mængder og det gør virkelig prisen høj, synes jeg. Eller det gør i hvert fald at jeg er lidt mere selektiv med, hvornår jeg vælger det til.

      Svar
  3. Jeg lever primært under low-carb principper, men til tider kan jeg godt have lavere indtag af kulhydrater, det er bare ikke med vilje når det sker, bare tilfældigt!

    Derfor sker dette også kun ved sjældenheder, eller når vi gerne vil fejre noget med et glas!
    Droppede alkohol for 2 år siden, og har fundet et fantastisk alternativ hos “Ish ApS”

    Deres produkter smager fantastisk, specielt deres Spritz-Ish som er et kæmpe hit herhjemme – da den gamle favorit var en Aperol Spritz!

    Det er selvfølgelig bare slet ikke Keto venligt, også derfor det ikke er ofte det sker ☺️
    Men også lidt sjovt, at dengang jeg dog drak alkohol, kunne jeg mere end nemt hælde 6-8 cocktails ned på en aften, nu er en alkohol fri rigeligt 😂 kan bare mærke med det samme at det er nok, hvorimod med alkohol, forsvinden min stopklods fuldstændig 🤦🏻‍♀️

    Svar
    • Det er sjovt du nævner ish, jeg synes de er UDRIKKELIGE. Jeg har dog kun smagt deres vine/“champagner” og de er grufulde. Cocktails har jeg sjældent drukket så her har jeg ikke lige ledt efter alternativ.

      Men dødærgerligt synes jeg for ish har jo fået vild udbredelse og fås mange steder. Og elsker ideen i deres portions-dåser. Man drikker jo sjældent en hel flaske af noget alkoholfrit fordi… hvorfor skulle man?😝

      Svar
      • Ja, det er lige præcis cocktails der gør det for os – og lige præcis, drikker kun en dåse, for hvorfor skulle man drikke mere ☺️

        Men efter mange forsøg har vi faktisk opgivet jagten på drikkelig alkoholfri rød, hvid eller mousserende vin, for det bliver bare aldrig det samme, så vil jeg heller have noget andet lækkert – dog er den mousserende Rose fra Ish også blevet en favorit herhjemme – den skal bare holdes kold 😊

        Svar
  4. Må se at få vores unge mennesker til at vise mig, hvordan man følger nogen på Instagram :-)

    I juni 2021 sagde en kinesiolog til mig: “Alkohol er gift for dit nervesystem!” (neuroinflammation). Så fra den dato: Nul alkohol til fruen her! I forvejen kunne jeg drikke næsten ingenting (måske fordi kroppen prøvede at fortælle mig, at det ikke var godt for sådan en som mig).
    Så, tja, en enkelt gang kunne jeg savne hyggen ved at skænke 2 cm rosevin eller sød hvidvin op i et glas. Eller Jägermeisteren til morgenmaden i sommerhuset (men der er jo for meget sukker i, så det går jo alligevel ikke keto-mæssigt ;-)

    Men, altså: I mit tilfælde er der i hvert fald ting, som er “katastrofale” at skulle undvære, mens alkohol går aldeles fint. Jeg er en billig gæst: Tak, bare postevand ;-)

    Svar
    • Hehe, jeg har det også sådan. Dette fravalg er klart det nemmeste, i hvert fald sådan præferencemæssigt. Det er jo vitterligt ingen sag at vælge noget fra, som man alligevel ikke har lyst til. Ligesom jeg heller ikke savner at spise quinoa eller østers eller andre ting, jeg vælger fra, fordi det bare siger mig intet :)

      Men jeg vil faktisk gerne have noget festligt i glasset ved festlige lejligheder. Og det kan bare være en agurkeskive i et glas danskvand eller serveret i et fint glas. Bare et eller andet, der signalerer at dette er anderledes end hverdag. Jeg håber det bliver mere udbredt på restauranter og cafeer fx❤️

      Svar
  5. Det er vel nok en pæn flaske te! 😆 det er fantastisk med sådan en lovende anmeldelse og anbefaling til os >mærkelige< (overvejede) alkoholfrie mennesker — tak for den!

    Emnet er utrolig vigtigt at få italesat og debatteret, så det forhåbentligt i en eller anden grad, kan blive normaliseret at kunne vælge alkohol fra (og til) som man ønsker det ift. ens aktuelle situation, trivsel og dagsform.
    Jeg har været igennem en lignende proces, som du beskriver, med offentliggørelsen af dine (knap så) nye tilgang til alkohol… min udmelding om et overvejende nej-tak til alkohol blev mødt med (næsten) større forargelse end da jeg i keto’s begyndelse i Danmark lancerede for de samme mennesker, at det var min livsstil og samtidigt prøvede at overbevise dem om, at jeg ikke kunne gå sukkerkold længere ved at (guess what) udelade sukker totalt… haha!
    Ej, men min pointe er, som du, at det er tankevækkende, hvordan vi som mennesker bliver kulturelt vurderet og måske endda faktisk dømt på, hvad vi ikke spiser og ikke drikker!
    Ja-tak til lidt mere nysgerrighed, åbenhed og basal anerkendelse (ikke at forveksle med enighed) omkring hinandens tanker og gøren! ✌🏼

    Svar
    • Jaa I hear you! Jeg har levet med denne ‘mærkelige kost’ så længe at jeg ikke længere kan huske at det vakte særligt stærke følelser med mine fravalg. Men det, jeg er blevet mest overrasket med alkoholen er, hvordan det er min egen stemme, jeg er oppe imod her: Kan jeg tillade mig at møde op til middagsselskab og takke nej til alkohol? Kan jeg tillade mig ikke at drikke alkohol juleaften, nytårsaften osv..? Og det er så spøjst, fordi jeg i mine andre fravalg aldrig spørger mig selv om dette. Men måske er det bare en overgang, indtil jeg har været turen rundt og det ikke længere er en overraskelse at jeg takker nej. Jeg ved det ikke. Det overrasker mig faktisk også at jeg synes, det er så svært at sætte ord og følelser på❤️

      Svar