Da jeg sidst skrev om kropsidealer og om, hvad man lærer af at gå på stranden i Italien, berørte vi lidt, at det her store fokus på krop og skævvridningen af, hvordan kroppen skal se ud, måske delvist bunder i lav selvfølelse eller lavt selvværd.
Og så handler det pludselig ikke om krop længere. Så handler det om at have en fundamental tro på, at man er ok, som man er.
Som jeg også skrev sidst, ved jeg ikke, hvordan man skaber unge med en god selvfølelse.
Min opfattelse er, at mine unger har det, men hvad, der har bidraget til det, ved jeg ikke. Det er formentlig en lang række forskellige ting.
Læs baggrunden her: Hvad jeg lærte af at være på stranden i Italien
At læse at unge har det så svært med krop, at de ikke bryder sig om at bade i svømmehallen eller gå på stranden gør mig ked af det og urolig som pigemor. Af en eller anden grund er bekymringen mere rettet mod Vega, selvom jeg godt ved, at drenge også påvirkes af det.
Jeg lovede at skrive om mine overvejelser, men det har været helt vildt svært, uden at det kommer til at lyde som en slags facitliste, hvilket det selvsagt ikke er. Jeg famler mig også frem og navigerer mere end noget andet efter mavefornemmelsen.
PRE-TEENS – TWEENS
Mine unger fylder snart 12. Pre-teen-tiden er startet med altopslugende venindeforhold og en begyndende optagethed af hvilken frisure man har, hvilket tøj, man har på etc.
De er dog stadig meget “børn”. Især Vega og bedsteveninden kan få dage til at gå med lange, indviklede rollelege, hulebygning, sæbebobler, lege på legeplads, køre på løbehjul rundt i kvarteret etc.
Hun har stadig en opfattelse af, at hun er ret så awesome, og det er så dejligt (og jeg er i øvrigt helt enig med hende :))
Som mor er jeg en slags rollemodel, når det kommer til kropsfokus, kropskærlighed/had.
Jeg er i tvivl om, hvor stor min indflydelse egentlig er, men alligevel har jeg prøvet at samle nogle tanker om det. Søren og jeg har heldigvis været helt på samme side her, hvilket altid gør forældreting nemmere.
I dag vil jeg gerne dele mine overvejelser med dig.
INGEN SNAK OM VÆGT
Vi taler bevidst ikke om vægt. Hverken vores egen vægt eller andres vægt. Vi taler ikke om, at nogle andre er tykke eller tynde, eller om at nogen har taget på/tabt sig.
Vi talte kort om tyndhed og modeller på et tidspunkt, da der ved vores S-togs-station hang en reklame med en model, som var tyndere end tynd.
Vi har en badevægt et sted, men den står ikke fremme.
INGEN NEGATIV-KROPSSNAK
Vi taler bevidst ikke negativt om nogle kroppe herhjemme. Hverken andres eller vores egen.
Ingen frustrererede udbrud over, at lårene er blevet for store til bukserne, eller at kjolen ikke sidder som den plejer. Eller hvad det nu måtte være.
INGEN SNAK OM MAD IFT. VÆGT
Det er jo selvfølgelig ingen hemmelighed for to snart 12-årige, at der findes tykke mennesker og tynde mennesker, og selvfølgelig har de nogle gange spurgt til, hvordan man egentlig bliver tyk.
Vi har svaret lidt afvigende om, at der kan ligge mange grunde bagved, at nogle bliver tykke.
Vi har talt om, at det er bedst for kroppen, hvis man spiser mest rigtig mad og ikke så meget slik, chips og sodavand, og at mad er energi og næring, og det er vigtigt at hælde noget brugbart på maskineriet.
De forstår efterhånden også godt, at vi spiser en del fedt herhjemme, mens resten af verden mener, at fedt er usundt.
Det giver anledning til forvirring, når de ude i verden lærer at “fedt feder”, mens deres mor siger noget andet. Jeg har lidt kluntet forklaret det med, at det “troede man i gamle dage” og at mange derfor stadig tror på det.
INGEN SNAK OM SLANKEKURE
Vi taler aldrig om slankekure.
Det punkt er på sin vis nemt nok, da ingen herhjemme går på slankekur. Det gør mig ked af det, når jeg hører unge piger sige ting som: min mor er på slankekur, som om det var det mest naturlige i verden.
Jeg er ret hidsig på det her punkt (og alle de ovenstående), og hvis vi er sammen med andre, der taler om noget af ovenstående, skifter jeg emne, så hurtigt jeg kan komme til det.
KROPSFRIHED I HJEMMET
Jeg ved ikke, om det her tæller med, men vores hjem er en slags frizone.
Det betyder, at det er normalt at gå rundt i undertøj, at gå ind på badeværelset, selvom nogen lige er kommet ud af badet eller lign. Altså ikke sådan hippieagtigt men bare en afslappethed og et signal om, at krop er noget normalt. Jeg forestiller mig, at det er sådan i de fleste familier.
MEN HVAD MED LCHF?
Vi har en lidt særlig situation herhjemme, da jeg arbejder med bl.a.at hjælpe folk til vægttab.
Vi har selvfølgelig talt lidt om LCHF i forbindelse med bogudgivelserne, men de ved ikke præcist, hvad det går ud på. Når vi taler om det, taler vi mest om maden og at den smager godt og giver god energi og mæthed til kroppen.
De ved dog godt, at jeg er lidt sukkerskrap, og at vi sjældnere spiser sukker/slik end gennemsnittet, men da de er vokset op med det, er det bare sådan, det er.
Mit temperament løber af med mig nogle gange, når de får serveret sodavand i skolen, eller når obligatoriske skolearrangementer er et langt sukkerorgie fra start til slut, men altså, I’m only human. For det meste besinder jeg mig og siger “ej hvor lyder det hyggeligt”.
GØR DET OVERHOVEDET NOGEN FORSKEL?
Hvorvidt noget af ovenstående har nogen effekt er jo ikke til at sige.
Jeg tror, at selve selvfølelsen og selvværdet skabes af noget helt andet end af, hvorvidt der har været kropsfokus i hjemmet. Omvendt tror jeg ikke, at et negativt kropsfokus hjemme bringer noget positivt med sig.
Jeg tror, at selvfølelse og selvværd i højere grad skabes af en oplevelse af at blive mødt med respekt, at opleve, at man som person udgør et positivt bidrag til fællesskabet etc.
SOCIALE MEDIER OG NYE ROLLEMODELLER
Hvem ens børn omgås og hvilke diskurser, der er dominerende der, spiller også en kæmpe rolle. Og det har jeg som mor jo minimal indflydelse på.
Hvad mit barn ser på fx sociale medier har jeg meget lidt kontrol over. Jeg ved, at hun følger forskellige youtubere, nogle af dem superfine, andre tåkrummende, og jeg prøver at sige ting som: hun er en god rollemodel eller hun er måske ikke den bedste rollemodel men min holdning har minimal betydning, tror jeg. Hvis ikke allerede nu, så mister den i hvert fald snart sin vægt.
En ting, jeg er enormt taknemmelig for er, at mine børn i alle de institutioner, de har gået (vuggestue, 2 forskellige børnehaver, skole, frit og klub) alle steder har været omgivet af utroligt kompetente voksne. Der er masser af gode rollemodeller at vælge imellem der også.
De næste par år kommer uden tvivl til at byde på langt mere “krop”, end vi har set herhjemme endnu. Men så må jeg skrive en update til den tid.
Nu vil i voksne mennesker sikkert have det svært med at jeg skriver et svar til denne artikel. Jeg er for ung og ved intet om børneopdragelse. Mit navn er Astrid og jeg er lige fyldt 15.
Generelt tror jeg at det er forkert ikke at snakke om de her ting, og slet ikke at snakke om f.eks. slankekure, kan gøre dine børn uforberedte på hvordan mange ude i verden opfører sig. Min mor og jeg, og for den sags skyld også min far, har altid snakket ret åbent om sådan noget. Min mor forklarede mig ret tidligt hvad en diæt var, og derefter ret hurtigt at jeg ikke måtte prøve. Alle mine veninder begyndte at cutte slik ud af deres hverdag lige op til vores konfirmation. De begyndte at snakke om at deres bryster var for store, hvorefter jeg kiggede lidt rød i kinderne ned på mine f skåle. Jeg tror at man som forældre er nødt til at forklarer børn hvad det betyder når folk er på diæt eller prøver at tabe sig.
Det med slikket er noget andet. Som teenager tror jeg at man naturligt skovle mere ind, og derfor bliver jeg lidt skeptisk når du brokker dig over at der er slik og sodavand i skolen. Dine børn tager ikke skade af lidt slik en gang imellem. Som barnet i denne situation, gør det faktisk også en lidt ked af det når man kan fornemme at ens forældre er utilfredse med den måde tingene bliver gjort på ens skole. Og tro mig, de fleste børn ved godt når deres forældre er utilfredse. Så lad os børn være børn, og tænk tilbage på den gang i kunne side på¨legepladsen og smovse slik
Her på min side bliver vi aldrig vrede eller har det svært med andre holdninger, og slet ikke når de er formuleret så fint som din kommentar er. Så tak for dit input, Astrid :)
Som pædagog kan jeg ikke lade være med at tænke, at kan en 12årig stadig bruge dage på leg, er I godt på vej. De sunde værdier er forankrede og selvom der helt sikkert vil blive stillet spørgsmålstegn ved alt muligt de kommende år, så ligger der de der sunde værdier, som er med til at skabe sunde og fornuftige mennesker.
Og så tror jeg ikke, man som forældre skal være bange for at tale med sine store børn om det der optager dem – når det optager dem. Også selvom det kommer “farlige” emner undervejs :)
Årh sikke en fin kommentar! Tak! Jeg har tænkt lidt det samme men uden at have noget at have det i, men det glæder mig bare helt afsindigt, så meget de stadig leger og virkelig er børn. De leger butik, restaurant eller tager på legeplads og leger “den store bagedyst” med sandkager. Ej men så kært jo! :)
Tak for dine tanker og ærlighed! Det lyder som et utrolig sundt udgangspunkt – et der er værd at følge! Bedste hilsner fra en mor (og lærer)
Hjemme hos os prøver vi også så vidt muligt ikke at fokusere på vægt. Vi spiser ‘ordentlig’ mad, men taler ikke ned om andres valg. Vi går også rundt i undertøj hjemme (og bikini på stranden, altså kun mig – ungerne er drenge). Jeg kan mærke på den 16-årige at der kommer større fokus på det. Forleden sagde han, at han havde fået runde kinder (det har han måske nok hen over sommeren, men han har heller ikke trænet og er tynd som en pind). Han gør meget sammen med piger og her kan jeg godt høre, at fokus på vægt er meget stort.
Jeg oplever i min omgangskreds, at det med slankekure er noget, som er på vej ud. Det handler mere om at spise sundt – hele tiden.
Kh. Birgitte
Det er virkelig vigtigt, at man i det mindste er bevidst om at give gode idealer videre til sine børn.
Har en datter på 12 som i går sagde, at det var en dårlig dag i skolen, når hendes øjenbryn ikke sad godt …
Hun går ikke med make up, men dyrker lige nu formen på øjenbryn. De er fyldige lige i tidens trend, men ikke så symmetriske, og det var åbenbart et issue.
Jeg spurgte hende, hvorfor det blev en dårlig dag? Og hun svarede, at de andre ville se hende som kikset, hvis de sad grimt – øjenbrynene. Så måtte jeg spørge hende, om hun selv havde tænkt på at vælge en veninde fra pga øjenbryn. Det havde hun heldigvis ikke.
Og så kunne jeg spørge hende, om hun så reelt troede, at andre ville vælge hende fra. Det troede hun.
Dertil måtte jeg jo spørge, om hun overhovedet gad at være veninde med nogen, som ville vælge fra og til ud fra noget så overfladisk som øjenbryn?
Det er så svært med de piger. Man kan godt komme til at sige, at de bare skal pyt, og at det er noget pjat. Men hvis det nu er det med udseende som er omdrejningspunktet i deres hverdag i skolen, til sport og med veninder, som skal man jo også passe på med at bagatellisere det. Så er man nødt til at forholde sig til det og prøve at guide dem i det, der er deres virkelighed.
Og ja vi ved jo godt, at det er fedt at gå på arbejde med en følelse af at i dag sidder håret godt, eller blusen klæder mig. Og den følelse er vel også ok.
Det er også ok at lære, at man i visse situationer godt må gøre noget ud af sit udseende, dresse sig op til fest og have det fedt med det. Bare man også er bevidst om, at det er ok at drysse rundt i slidte joggingbukser og udtrådte clogs en hel søndag, uden at man bliver et dårligere menneske af den grund. Tværtimod, ikke?
Det bedste er nok at tale om at der findes mange faconer og former på den menneskelige krop, og at det ses tydeligt, når man bader efter sport. Man kan fx som forælder selv bade, hvis man dyrker sport eller træner. For uanset hvad vi siger, så vil vores børn også spejle sig i, hvad vi gør.
I min ungdom har jeg lidt af forskellige former for spiseforstyrelser. Min mormor er omkring de 180 og vejer omkring de 50, det samme gjorde sig gældende for min mor – selv efter fire fødsler – indtil hun en dag måtte på noget medicin, der gjorde hende decideret tyk. Min storesøster er radmager og vejede end ikke over 60 kilo under sine to graviditeter. I min familie betyder udseende og særligt vægt rigtig meget. Alle omkring mig i familien er uenige, men jeg har lært via mange års terapi, at jeg bestemt ikke er vokset op med “det normale” og at spiseforstyrelse og tilsvarende forskruede krops-ideal i dén grad er noget, vi alle er præget af. Hvor startede det? Sandsynligvis for flere generationer siden. Min mor bruger f.eks. altid vægten og størrelsen til at forklare – f.eks. “det er hende, den tykke, hende med den enorme røv, du ved” i stedet for f.eks. “det er hende, der hedder Anne, hun har rødt hår”. Og sådan gør de allesammen. Min mormor har siden 40’erne fået indsprøjtninger med vitaminer fordi hun simpelthen nægter at spise sig til dem. Det er ganske frygteligt, synes jeg, det hele. I mange år troede jeg bare, at det var normalt. I dag er jeg en størrelse 38 og jeg har det rigtig godt i min krop og i mig. Jeg tror aldrig, det forstyrrede slipper mig helt, men jeg har lært at elske mig selv i min helhed og ikke som et objekt eller et ideal. Det synes jeg faktisk burde være indbygget i os alle; at vi kunne lide os selv – som vi er. Indeni og udenpå.
Jeg vil undgå at kommentere med alverdens gode råd. Mon ikke de dukker op i tråden alligevel. I stedet vil jeg sige, at ord betyder meget mere end vi allesammen tror. Og børn bliver netop det, man selv er – og ikke det, man siger og håber. Så for deres skyld, skylder man sig selv at få ryddet op i selvhad og mindreværd, at elske sin krop – om ikke andet, så fordi at den er netop – ens krop. Det er der, vi allesammen bor og det eneste, vi ikke kan flytte os fra. En krop er så meget mere end udseende og størrelse. En krop er vidunderlig og stærk og fantastisk. Tænk lige, hvor rart det føles, når man krammer nogen man elsker.
Hvor er det den mest fantastiske og indsigtsfulde kommentar! Tak❤️
Jeg siger også lige TAK – blev helt rørt❤️
Hej kan meget godt forstå din bekymring dog bliver det bare lidt anklagende mod verden hvor kun du opfører dig rigtig.
Det set i lyset af at du har en mad blok hvor maden ikke ligner det man ellers servere for sine børn derfor lær dine børn om virkelighed som du ser den så skal de nok klare sig
Jeg forstår godt hvad du mener og jeg prøvede virkelig at fremhæve, at det ikke er sådan jeg ser det. Ikke tydeligt nok tilsyneladende.
Jeg ved dog ikke, hvad du mener med, at den mad, jeg laver ikke ligner mad, “man ellers serverer for børn” men hvis du mener, at den er anrettet pænt og fotograferet i godt lys, er jeg helt med.
Det var lige præcis det jeg mente og i en travl hverdag ser mad ikke sådan ud det samme med mennesker og det er det vores børn skal lære for det er den virkelighed de skal leve i.
Og misforstå mig ikke for de mad blok er faktisk ret lækker og fuld af gode ideer.
Så se det som et vilkår mere en et samfunds problem
Jeg har ikke børn endnu, kan jeg starte med at sige, men jeg har en mor, som hele min barndom gik og stadig går enormt meget op i vægt, vægttab, slankekure, sundhed osv. Det kunne jo godt have forskruet mit selvbillede til at jeg aldrig var tilfreds, men faktisk havde det lidt modsatte effekt. Jeg er ikke særligt slank, men for mig er det mere vigtigt at min krop kan det, den skal: Jeg kan gå op ad trapper uden at være ved at dø af luftmangel, jeg kan løbe og bære tunge varer og alt, hvad jeg har behov for i hverdagen. Og det er nok for mig.
Jeg tror, det er lige så vigtigt eller vigtigere at lære sine børn at gå deres egen vej og finde deres egen sandhed. Selvfølgelig skal man guide dem i de valg, man gerne vil have de tager, men i sidste ende kan man jo ikke beslutte for dem, ligegyldigt om det er sundhedsdogmer eller religion, det gælder. Jeg ville personligt være enormt stolt, hvis mit barn selv tog et valg på et oplyst grundlag, uanset om det stemte overens med, hvad jeg havde valgt eller ej. Så måske hellere lære dem lidt om kildekritik, forskellige holdninger og gode argumenter, så de selv kan guide sig igennem junglen.
Bortset fra det, så synes jeg aldrig, man skal kommentere på om folk har tabt sig eller taget på. Det kan i mine øjne kun bidrage til bagtaleri og fordømmelse af andre, noget som i hvert fald ikke bidrager til en positiv omgangstone.
Det er jeg 100% enig med dig i men det er en almindelig opdragelsesting, ikke? Altså at lære sine børn at reflektere, tænke selvstændigt og vælge efter lige dele oplysthed og værdigrundlag. Det ser jeg i hvert fald som et fundament.
Og enig i det med at man skal undlade at kommentere på vægt. Begge veje…
Jeg har en datter på 6 og en søn på 11. Overfor begge børn er jeg bevidst om at:
– Rose deres kroppe og øge deres bevidsthed om, hvordan kroppen har det, og hvor godt, den fungerer og passer på dem dagen og natten igennem.
– Sætte ord på det fantastiske i at kroppen f.eks. kan fungere i sport, leg, søvn, spisning, fordøjelse, komme sig over sygom osv. – Derfor skal man behandle den kærligt og omsorgsfuldt i tanke og handling.
– Vise at jeg ikke selv er flov over min krop. Bakke op om at det er rart at sove uden tøj. Vise at det er ok at solbade i haven med bare bryster (mig). Bakke op om at løbe rundt i haven i underbukser (eller bar røv) og gummistøvler hvis man har lyst til det (altså ungerne).
…Og meget andet bevidst/ubevidst. Jeg viser at motion er sjovt. Jeg snakker aldrig om mine evindelige slankekure men det skal heller ikke være tabu. Jeg siger nogle gange: jeg har taget på, nu skal der lige lidt af igen.
Netop det med fokus på hvad kroppen kan mere end hvordan den ser ud har hjulpet mig helt vildt meget. Jeg var så vred på min krop i de år, hvor jeg gerne ville være gravid, men ikke blev det, men efter jeg blev gravid, bar tvillinger, fødte dem, ammede dem etc. ændrede mit fokus sig til at det sgu er ret vildt hvad den kan udrette og det gav en helt anden kærlighed <3
Kære Jane
Tak for et virkelig godt indlæg om et svært emne.
Jeg er mor til to piger to 2 og 6 år, så emnet krop fylder ikke så meget endnu. Vi taler om, at maver bliver tykke, når der ligger en baby derinde, og at far ikke har en baby i maven, selvom den er lidt rund. Vi taler også om, at nogle er tykke og nogle er tynde, men at man kan være venner med alle alligevel.
Vi forsøger at lære særligt den store, at det er det indre, der tæller, og at det er vigtigt at være en god ven/søster fremfor at være pæn.
Skolestarten står for døren, og jeg er sikker på, at min 6-årige nu bliver udfordret i forhold til det indre vs. ydre, og at hun kan forskellige bemærkninger om hendes ydre, som vi må lære hende at tackle.
Vi forsøger også at lære pigerne at holde af deres kroppe som de nu er, samt at vise pigerne at vi som forældre selv holder af vores kroppe som vi nu er, samtidig med at vi passer på vores kroppe i forhold til at dyrke motion og spise god og nærende mad.
Mvh Anette
Hvor lyder det fint <3
I mine ungers klasser er der også både tyk og tynd men jeg har aldrig hørt dem omtale det. Måske andet end konstaterende, som om det er normalt at nogle er det ene og andre det andet, ligesom hvis det var hårfarve. Det synes jeg er så fint :)