Kan man sænke sit blodsukker ved at at spise bønner? Jamen bønner indeholder jo kulhydrat, og kulhydrater får jo blodsukkeret til at stige!
Sådan tænker den typiske low carber, tænker jeg, og det forstår jeg godt.
Og hvis du ikke har gættet det, er vi her tilbage til emnet resistent stivelse.
Resistent stivelse er som bekendt stivelse, dvs. kulhydrater, som ikke optages i kroppen, men som passerer hele vejen ned til tyktarmen, hvor de bliver til føde for tarmbakterierne.
Læs mere her: Hvad er resistent stivelse?
Resistent stivelse og kulhydrater
Resistent stivelse opfører sig altså på mange måder ligesom fibre.
Men hvor fibre er fratrukket kulhydraterne, når du læser næringsdeklarationen på de varer, du køber i supermarkedet, indgår den resistente stivelse i kulhydratantallet.
Dvs. at hvis der fx står, at en kartoffel indeholder 17 g kulhydrat pr. 100 g, så er der ikke taget højde for, at måske en tredjedel af de kulhydrater vil være resistente, altså uoptagelige, hvis kartoflen spises kold.
Men i dag var det bønner og ikke kartoffel, jeg ville tale om, men det samme princip gælder.
Lad bønner forandre dit liv!
For noget tid siden læste jeg nemlig en bog, der hedder Lad bønner forandre dit liv (eller rettere: Låt bönor förändra ditt liv for den er på svensk).
Bogen er skrevet af Lars-Erik Litsfeldt, som er en af de “gamle” svenske LCHF-pionerer.
I bogen fortæller han sammen med Patrick Olsson, som er type 1 diabetiker, om Patricks erfaring med at sænke sit blodsukker og gå ned i vægt ved hjælp af bønner. Eller faktisk ved hjælp af LCHF, styrketræning og bønner.
Som type 1 diabetiker har Patrick ingen insulinproduktion så at have styr på sit blodsukker er her en endnu større udfordring.
Helt konkret testede Patrick og hans kæreste Maria, som ikke er diabetiker men “bare” insulinresistent, at spise 1 dl bønner, fx kidneybønner, til hvert måltid. Dvs. 1 dl bønner sammen med morgenmaden, 1 dl bønner sammen med frokosten og 1 dl bønner sammen med aftensmaden.
Bønnerne delte de sådan, at de spiste 0,5 dl inden måltidet som en slags forret og den anden halvdel som en del af måltidet.
Mindre insulinbehov og vilde vægttab
Det, de så, var, at blodsukkerstigningen i forbindelse med måltider var markant mindre end tidigere, og efter nogle uger kunne Patrick nedsætte dosis på sin måltidsinsulin fra 100 enheder til bare 20 enheder, og visse dage klarede han sig helt uden måltidsinsulin.
Han tabte samtidig 25 kg på 2,5 måned (!).
For kæresten Maria var det nogenlunde samme erfaring. Hun havde tabt sig 20 kg med LCHF, tabte sig yderligere 40 kg ved at lægge bønner og styrketræning til, så hun sammenlagt havde halveret sin kropsvægt (fra 120 kg til 60 kg).
Det er jo helt vildt!
Mindre blodsukkerstigning med bønner
Men det, som er virkelig interessant i bogen er, at både Patrick og Maria bar kontinuerlige blodsukkermålere og kunne derfor måle deres blodsukkers færd over en dag.
De testede derfor at spise et kulhydratrigt måltid med og uden bønner. Helt lavpraktisk gjorde de sådan at de spiste nøjagtigt det samme måltid tre gange, med og uden bønner og tog så et gennemsnit af blodsukkermålingerne.
Selv her var der markant forskel på blodsukkerets stigning i måltiderne med og uden bønner. Markant! Her er fx en sandwich/mad med brød spist af Maria.
Og herunder er en aftensmadsservering med kartofler – med og uden bønner, også spist af Maria.
Se lige en kæmpe forskel i blodsukkeret! Uden bønner steg hendes blodsukker fra normalt niveau (omkring 5 mmol/L) til over 9 mmol/L, mens der, når bønnerne blev spist samtidig, nærmest ikke var nogen nævneværdig stigning.
Stor forskel alligevel, ikke?
At lave denne type n=1 forsøg giver jo ikke noget videnskabeligt bevis, men nogle gange behøver vi ikke at vente på, at alting testes under rette forhold, hvis du spørger mig.
Særligt ikke, når der er tale om noget ufarligt som at teste at lægge bønner til i sin kost.
Mine erfaringer
Personligt har jeg leget lidt med bønner for prebiotika-effekten.
Jeg har dog ikke interesseret mig nok for blodsukkeret til at måle det i denne sammenhæng.
Jeg har været lidt mere interesseret i min maves oplevelse, for med IBS er normalt bønner ikke min ven. Jeg svæver også lidt frem og tilbage her og synes, at det går ok til at det går langt fra ok.
Så ikke de store erfaringer fra mig endnu. Det kan være det kommer.
Men jeg havde lyst til at dele denne spændende historie med jer.
Et hurtigt tip til at spise bønner
Sådan mellem os er jeg ikke vild med bønner, men jeg har fundet en måde, hvorpå de faktisk smager ok.
Jeg laver sådan en lille bønnesalat bestående af:
Ingredienser
- 1 dl kidneybønner
- 1 spsk olivenolie
- stødt spidskommen
- frisk persille
- salt
Sådan gør du
- Hvis jeg bruger kidneybønner fra dåse, skyller jeg dem grundigt i koldt vand, inden jeg blander dem med ingredienserne her. Har jeg selv kogt, blander jeg bare.
- Det er vigtigt at bønnerne er kolde for mest resistent stivelse.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Vil du læse mere?
Vil du læse mere, kan du købe bogen her: Låt bönor förändra ditt liv
Den er solgt til flere lande, men der er mig bekendt ikke nogle danske forlag, der er bidt på endnu (hint: danske forlag!!)
Læs mere om resistent stivelse og hvorfor det også er relevant for low carbere her: Hvad er resistent stivelse?
Blev det nævnt hvilken slags bønner der var tale om? Det er jo ret stor forskel på harricot verts, hvide bønner, sorte bønner og kidneybønner eksempelvis. Jeg synes godt nok det lyder interessant, for noget af det jeg nyder mest ved LCHF er det stabile blodsukker.
Det er længe siden, jeg har læste bogen men jeg husker det som enten sorte bønner eller kidneybønner. Men altså det var tørrede bønner. Ikke grønne bønner.
Tak for både opskrift og hint om bønner, jeg bruger nemlig gerne blendede bønner i grøntsagsboller, så pludselig hænger det hele bedre sammen 👍
Ej så fint. Og ja, det er virkelig interessant🤓
Super god bønnesalat.
Tak for det. ?
Alt hvad jeg læser om at sænke sit bs har møde vægttab at gøre. Jeg er en
Undervægtig type 2 kæmper med at holde vægten oppe og bs og kolesterol nede.
Nogle gode råd?
Godt spørgsmål. Hvordan ser din nuværende kost/livsstil ud?
Hej Jane – hvordan er det sidenhen gået med bønnerne; er det stadig en del af din kost?:-) mvh Helene
Nej, ingen bønner til mig. Bønner er ikke og har aldrig været en fast del af min kost. De er uforenelige med min mave, oplever jeg og det er ikke det værd for mig. Engang imellem bliver jeg overmodig og tester det men jeg får så ondt, så ondt.
Så desværre, ingen bønner her :)
Tak for svar, of ja det er jo i dén grad forståeligt, når maven ikke vil :-) jeg er egentlig ret glad for bønner og maven er også med på dem, men jeg prøver pt at komme i ketose (som hjælp til vægttab, er igang med din kickstart). Og rænker derfor: selvom bønner har gode egenskaber og indeholder resistent stivelse, så er de vel desværre uforenelige med ketose, Eller hvad tænker du?:-)
Åh det er svært at sige, synes jeg. Mit gæt vil være at de alligevel indeholder for meget optageligt kulhydrat til at være helt forenelig med Keto og jeg plejer derfor at anbefale at man venter med dem til de første 3-6 uger er overstået. Men omvendt har jeg det også sådan, at bønner simpelthen ikke er det værste, man kan spise. De er billige, fiberrige og mætter godt. Så jeg er sådan lidt et sted i midten.
I den allersidste uge af Kickstart har jeg lavet opskrifter med bønner og linser til jer. Om ikke andet så som rar afveksling :)
Tak for svar – jeg tror, jeg tager de første par uger på ren keto, og så føjer dem til, når jeg synes det giver mening:-) og i øvrigt fik aldrig sagt: virkelig go artikel. God weekend:-)
Jeg har forsøgt og forsøgt at vænne mig til spidskommen, men jeg kan hverken lide lugten eller smagen af dettekrydderi. Kan jeg ikke bruge noget andet?
Er det sandt? Ej det er en af mine favoritter. Hvad med en god karry i stedet? Eller i virkeligheden et hvilket som helst andet krydderi, du kan lide, men gerne et, der smager af lidt. Røget paprika kunne også være lækkert :)
Hvor lang tid inden et måltid skal man spise bønnerne og hvor lang tid efter måltidet skal man igen spise bønner?
Må man spise det som bønnemos med F.eks agurke stænger til?
I bogen har de spist 0,5 dl bønner som “forret” til måltidet og endnu 0,5 dl bønner som en del af måltidet. Så ikke “før og efter” men “sammen med”. Og det har de gentaget tre gange om dagen (morgen, frokost, aften). Om det er bønnemos eller hele bønner ved jeg ikke om gør en forskel men mit gæt er, at det vil være uden betydning :)
Hej Jane. Kan man varme bønner/kikærter op og så køle dem ned igen – altså fx spise kolde falafler? Får man så samme effekt, eller forsvinder noget af den resistente stivelse ligesom ved kartoffelmel? :)
Vh Karoline
Ja, du kan godt varme op og køle ned. Men det er vist rigtigt, at det ikke duer for kartoffelmel. Det er lidt forvirrende og jeg har ikke helt indblik i det heller. Noget andet spændende er, at Michael Mosley lavede et forsøg tidligere på året, som faktisk viste markant lavere blodsukkerrespons på genopvarmet pasta, tror jeg det var. Altså pasta, der var kogt, nedkølet og så genopvarmet.
I bogen spiser de i øvrigt varme bønner også, fx i chili con carne. Måske ligger den blodsukkersænkende virkning slet ikke i den resistente stivelse. Det hele er jo ret meget baseret på gætterier.
Jeg tror ikke der er andet for end at prøve sig lidt frem :)