Sabotage fra andre


Mange af os er verdensmestre i at sabotere vores egen indsats, men i dag skal det handle om, hvordan andre mennesker bevidst eller ubevidst kan forsøge at sabotere vores forsøg på ændring. Av, hva? 

Sabotagen kan have mange former, og den kan være uskyldig, og den kan være grænsende til det nederdrægtige. Og fordi det kommer fra mennesker tæt på, måske endda mennesker vi elsker og respekterer, er det ikke usandsynligt, at det enten skyder os ud af kurs, eller i hvert fald planter en sten i skoen af tvivl. Tvivlen gnaver og gnaver og en dag… ja, du kender nok godt selv slutningen på den sætning.

Et stykke kan du vel nok tage…

I den uskyldige ende er dem, der handler om at få os til at spise noget, som vi har sagt pænt nej tak til. Det kan lyde sådan her:

Et stykke kan du vel nok tage…

Det er min fødselsdag, og jeg havde sådan glædet mig til, at vi skulle hygge…

Jeg har lavet denne kage særligt, fordi du kom og jeg ved, det er din favorit…

Afhængigt af hvilke briller man har på den pågældende dag, virker dette enten velmenende eller manipulerende. Men uanset intentionen står du med et valg, om du vil vælge at prioritere dig selv eller modpartens følelser.

Er du ikke bange for at….?

En anden form for sabotage er forsøget på at plante en tvivl i dig, så du opgiver din kostændring og vender tilbage til dit gamle selv. 

Den starter med, at du ankommer til sammenkomsten glad og stolt, for du har tabt 30 kg siden sidst. Når snakken falder på dit vægttab, får du kommentarer som:

Er du ikke bange for, at du skader dig selv, når du spiser alt det fedt?

Er du ikke bekymret for dit kolesteroltal, når du spiser sådan…?

Jeg har læst, at ketose er farligt… er du ikke nervøs for det?

Jeg har hørt om en, der…. [indsæt selv skræmmehistorie]

Det er jo godt, det virker for dig, men jeg ville nok ikke turde det…

Denne type er sværere, for den er diskret, og den kommer forklædt som omtanke og omsorg.

Tvivlen gnaver som en sten i skoen

Inderst inde ved du godt, at 30 kg’s vægttab i sig selv har gjort, at du sundhedsmæssigt står et bedre sted end før, men alligevel planter det en tvivl i dig. For tænk nu, hvis du i virkeligheden er i gang med at gøre skade på dig selv?

Måske betyder det, at du går hjem og begynder at lægge lidt frugt til din kost – bare for en sikkerheds skyld – eller måske en skive brød her og der. Og det kan også være helt fint, men nu kommer appetitten tilbage, og du begynder igen at snacke mellem måltiderne, og den rare ro i kroppen, du følte, begynder at fordufte.

Kalorieunderskuddet udlignes, og stille og roligt stopper vægten med at gå ned.

Din forandring er et spejl af ubehag for andre

Det, som er vigtigt at forstå, er, at forandring er svært. Død-død-svært. Og når du lykkes med noget, der er så svært, sætter du et spejl op foran dine medmennesker. De har ikke bedt om at blive konfronteret med dette, og det kan skabe ubehag, fordi det minder dem om et ønske om forandring, de ikke selv har formået at føre ud i livet.

De kan også føle helt ægte sorg over at miste noget, som I to tidligere har haft til fælles. Det kan være en fælles jargon om at være tyk, eller det kan være ting, I plejede at gøre sammen i hyggens navn. Hvis den ene vil spise kage, og den anden gerne vil på vandretur, er der pludselig et tab af et tidligere fællesskab.

Det ville være bedre – for dem – hvis du ikke ændrerede på denne orden men bare gik tilbage til at være den, du plejede at være. 

Du har ikke ansvar for andres følelser

Mange af os, der er opdraget i flinkeskolen, har et særligt talent for at tage andres følelser til os og ved samme lejlighed negligere vores egne. At være empatisk er godt og vigtigt, men når vi begynder at tage ansvar for andre folks følelser, er vi gået for langt.

Det bedste, du kan gøre er at forstå, at du ikke ejer deres følelser og derved adskille dem fra dig selv.

Det er dit liv, det er dig, der skal leve det, og der er ingen andre end dig, der skal gå en eneste dag i dine sko. Hvordan du vælger at leve dit liv og forvalte din krop, dit helbred og din vægt, er derfor kun noget, som du bestemmer. Du skylder ikke nogen at blive ved med at være den samme person. Du har al ret i verden til at ændre dig.

Det, du gør, gør du for dig. Ikke for nogen anden. Du gør det, fordi du ønsker et andet liv for dig selv.

Tag selv hånd om dit helbred

Forleden blev jeg tagget i et opslag på Facebook, som handlede om at bruge Keto til vægttab i overgangsalderen. Jeg ved ikke i hvilken ånd indvendingen var ment, men jeg ved, at jeg simpelthen elskede svaret.

Keto uden alt det skøre

For når vi taler Keto, kommer en del af den frygt for helbreddet jo også fra alle de misforståelser, der findes om Keto ude på internettet. Her er internet-Keto jo noget med at drikke halve pakker smør i kaffen om morgenen, proppe sig med fatbombs og spise begrænset med kød og grøntsager. Og det kommer der sgu sjældent noget godt ud af sundhedsmæssigt. 

Og jeg forstår godt, hvis det giver anledning til bekymring hos folk.

Jeg prøver at differentiere mig fra den del af Keto-trenden og blev glad for, at det budskab i hvert fald var gået klart igennem her💪🏼

Skal jeg hjælpe dig videre?

Vil du gerne prøve Keto og er du typen, der trives med en helt fast plan, er Keto kostplanen noget for dig. Den er bygget op om 27 enkle måltidsforslag, som du enten selv sammensætter på kryds og tværs, eller du kan følge en af de fem medfølgende kostplaner med indkøbsliste. Keto kostplanen koster 145,- (og er et engangskøb –  ikke et abonnement, hvilket mange af en eller anden grund tror)

Du kan også gå hele vejen og lade mig guide dig igennem dine første 6 uger. Igennem mit Keto-kursus’ 42 lektioner (se kursusoversigten her) fører dig igennem alt, du skal vide om Low Carb og Keto til både vægttab og livsstil. Kurset giver dig samtidig en værktøjskasse af mentale redskaber, som er mindst lige så vigtige for at skabe den varige forandring, så du ikke skal tabe de samme kilo næste år.

Se næste startdato på kurset her >>

Er du klar til (Low Carb) jul?

Indrømmet, min jul er ikke 100% Low Carb. Men den er ret Low Carb. Jeg har enkelte ting, jeg ikke vil gå på kompromis med og så spiser jeg Low Carb julemad og -godter for resten. Det gode ved den model er, at jeg slipper for at december bliver én lang sukkerfest, hvor jeg hele tiden har en sukkerdjævel siddende på skulderen. Det er så udmattende!!

Har du brug for Low Carb juleopskrifter på både al den traditionelle julemad og på de lækre julegodter, kan du lade Madbandittens Juleopskrifter hjælpe dig🌲

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

0 kommentarer til “Sabotage fra andre”

Skriv en kommentar