Sådan undgår du at tage på igen efter vægttab med Keto


At tage på igen efter at have opnået et stort vægttab er superærgerligt men desværre også ret hyppigt. Det er der mange grunde til, også fysiologiske, og jeg gør mig ingen illusion af at have forstået dette komplekse problem til bunds. Men på Keto ser jeg særligt én tendens, der gør det meget svært at holde vægttabet efter målet er nået. Lad os tale lidt om den.

Målvægten er nået – endelig kan jeg spise kulhydrater igen!

Forleden fik jeg en mail fra en læser, som havde tabt 20 kg på 20 uger med Keto. Det er jo imponerende flot at lykkes med. Men nu var hun i mål med vægttabet, og derfor ville hun gerne spise mindre kød og mere frugt.

Og med det skrev hun sig lige ned i en tendens, jeg har mødt mange gange igennem årene.

Man opnår et stort vægttab med Keto. Wow, det gik næsten for nemt. Nu kan man spise kulhydrater igen, for man skal jo ikke tabe sig længere.

Men det, der glipper i forståelsen er, at det var selve kulhydratrestriktionen og det tilstrækkelige proteinindtag, der tøjlede appetitten og spisestrangen.

Og det var det, der gjorde, at vægttabet lykkedes.

Sult, sukkertrang og konstante madtanker

Med kulhydraternes tilbagetog følger de hyppige sultsignaler, trangen til noget sødt, og det gamle kontroltab og overspisning lurer lige rundt om hjørnet. Og hermed følger vægtøgningen.

Og den trang til kulhydrater kan være ekstremt stærk, og dens styrke forbavser mange. De har helt enkelt glemt, hvordan det føles, når hjernen hele tiden kalder på sødt. Det er udmattende.

Men det jo var sådan deres ‘tidligere liv’ så ud, og derfor de ikke lykkedes med den gode gamle ‘spis alt med måde, bare mindre af det’-metode.

Og er man først kommet for langt ud at svømme, kræver det 5-7 dage med virkelig nøjeregnende Keto-mad at få de cravings til at forsvinde igen.

Og 3. dagen er lumsk, fordi man tror, man er ovre det værste, men det er hjernen, der narrer en til tro, at man da godt liiiiige kan spise lidt af det der lækre. Var der ikke noget chokolade i skuffen? Nu går det jo godt igen. Bang! Og man er tilbage til sult, sukkertrang og konstante madtanker igen.

Det er altså hverken svaghed eller mangel på viljestyrke. Det kan være en ekstrem stærk trang!

Vægtvedligehold er et livstidsabonnement

Når man er i mål med vægten, starter den lige så vigtige fase 2, nemlig vægtvedligeholdsfasen. Den fase skal man følge forevigt, hvis man skal opnå varigt vægttab.

Der er intet tal på vægten, der vil tillade dig at vende tilbage til den kost og livsstil, som gav dig vægtproblemet i første omgang, uden at vægtproblemet kommer tilbage.

Selvom der selvfølgelig er mere plads til friheder i dit vægtvedligeholdsprojekt, vil du opleve, at forskellen mellem at spise for vægttab og for vægtvedligehold er mindre, end du tror.

Det skyldes helt enkelt, at din nye slanke krop forbruger mindre energi end din gamle tungere krop. Det, som engang var dine vægttabskalorier, er nu dine vægtvedligeholdskalorier.

Og den lige så kedelige nyhed er også, at du – som tidligere overvægtig – vil have nemmere ved at gå op i vægt igen end en, som aldrig har været overvægtig.

Projekt vægtvedligehold er et livstidsabonnement.

Læs også: Hold vægten – strategier til tiden efter vægttabet

Hedder det så Keto forevigt?

Nej, det behøver det ikke gøre, for Keto er jo en meget specifik diæt med meget, meget få kulhydrater. Men at afvise sammenhængen mellem kostsammensætningen på Keto og resultaterne, man har opnået, er at narre sig selv.

Hvis Keto har været den eneste metode, der har bragt en succes i at opnå vægttab, skal man nok nå frem til en eller anden form for accept af, at man skal befinde sig i den lave ende af kulhydratspektret i sin vedligeholdsfase også.

Men man kan sagtens veksle mellem perioder med Keto og perioder med en mere liberal Low Carb kost (fx 50 g kulhydrat eller 100 g kulhydrat, hvis man er meget aktiv).

Og der er altså her forskel på at øge sit kulhydratindtag med slik og med bælgfrugter. Gæt selv hvilken en, der er sværest at administrere.

Find din kulhydrattolerance

I min første Keto-bog skriver jeg om, at man skal finde sin kulhydrattolerance, og det foregår helt enkelt ved, at man forsigtigt eksperimenterer med at øge sit kulhydratindtag og ser, hvad det betyder for appetit, energi, velbefindende, søvn, humør, osv.

Savner man frugt, lægger man frugt til. Men man monitorerer, hvad der sker, når man gør det. Sker der ingenting, er alt godt.

Men trigger frugten spisetrangen, så man pludselig igen snacker mellem måltiderne, eller man tager sig i hele tiden lige at skulle ‘have et eller andet’, så er man formentlig gået for langt.

Og så må man tøjle spisetrangen ved igen at skære ned på kulhydraterne.

Og sådan kan man danse frem og tilbage, indtil man finder ud af, hvor ens personlige kulhydrattolerance ligger.

Få de rette redskaber til at lykkes

Succes med en livsstilsomlægning til Low Carb/Keto handler om meget mere end om at spise kulhydrat, protein og fedt i de rette mængder (om end det selvfølgelig også har betydning for resultatet).

Det kræver forståelse for processen, de nødvendige mentale redskaber og ikke mindst en indre bullshit-detektor til at sige fra, når ens misbrugshjerne prøver at overbevise en om, at det jo kun lige er i dag, man vil spise det stykke kage, og at man fra i morgen og forevigt fremover giver den fuld skrue på den sunde livsstil.

At koble de dele på er afgørende.

Egentlig var jeg LCHF’er, der løj over for mig selv med, hvor meget chokolade og rødvin jeg egentlig indtog, så min vægt har stået stille i nærmest forever. Det her kursus rykker til gengæld. TAK.

TAK fordi du har lært mig, hvornår jeg lyver for mig selv, og at selvom vægten stod stille eller gik op i forhold til i går at sætte det i en bredere kontekst af ting, der foregår i min krop, og at det ikke har noget med mig som menneske at gøre.

Det betyder enormt meget, at du tager mig i hånden på denne her måde!

Sagt af en kursusdeltager på mit Kickstart-kursus

Få 10 års viden og erfaring på 6 uger

Mit Kickstart-kursus samler 10 års erfaring og viden og formidler det videre til dig på 6 uger.

Det er kurset, JEG ville have ønsket fandtes, da jeg for 11 år siden begav mig ind i denne Low Carb-verden. Mand, hvor kunne jeg have sprunget mange fejltagelser over!

Flere tip til at holde vægten efter vægttab

  • Hold styr på dine kulhydrater og skru ned, hvis de konstante madtanker vender tilbage
  • Hold styr på dit kalorieindtag – vi spiser allesammen mere end vi tror, remember?
  • Vej dig jævnligt eller mål dig, tag billeder eller hvilken metode, du foretrækker. Giv dig selv en chance for at sætte ind i tide.
  • Arbejd med de tanker og det mindset, der fortæller dig, at det er synd for dig, at du skal leve så kontrolleret. Det er ikke synd. Du er derimod heldig, at du er en af de få, der kommer til at lykkes med at holde dit vægttab.
  • Lad være med at have perioder, hvor du holder helt fri fra dine sunde vaner og bare spiser alt inden for rækkevidde. Vil du spise flere kulhydrater i en periode, holder du dit proteinindtag højt og skærer samtidig ned i fedt.
  • Accepter, at disse ting er den pris, du skal betale for at holde dit vægttab. Dit udgangspunkt er ikke det samme som dem, der har været normalvægtige hele deres liv, og det er unfair, men det er desværre sådan det er.
  • Styrketræn – byg muskelmasse og oplev, at det kan give dig en større buffer for vægtøgning.
Vægtøgning efter vægttab med Keto

Har du brug for hjælp og støtte?

Så kig indenfor i min MadbandittenPLUS-klub. De første 7 dage er helt gratis.

Brug vores lukkede spørgeside til at stille spørgsmål til mig og jeg hjælper dig så godt, jeg kan. Der er med garanti mange, der bakser med de samme ting, du gør. Du er ikke alene🥰

Herudover får du adgang til at se energiberegninger på alle mine 2.000 opskrifter, din egen favoritside, hvor du kan gemme opskrifter og lave madplaner med indkøbsliste, velkomst e-bogen Den Store Keto-guide (værdi 149,-) og du kan lytte til min podcast.

I Januar 2022 vejede jeg 116 kg og blev medlem hos dig. Det er den bedste beslutning jeg har taget i hele mit liv. Jeg vejer nu 75,4 kg og vægten  går stadig langsomt ned. Jeg har endelig fået et liv, hvor jeg ikke konstant er sulten og kun tænker på mad.”

Ja tak – start gratis prøveperiode nu!

 

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

10 kommentarer til “Sådan undgår du at tage på igen efter vægttab med Keto”

Skriv en kommentar

  1. Hej Jane,
    Jeg spiser LCHF fordi jeg har IBS, og det er det eneste der virker for mig. Jeg er dog langt fra overvægtig, og jeg ønsker ikke at tabe mig. Hvordan undgår jeg det?
    Mvh. Anya

    Svar
    • Hej Anya
      Det er helt enkelt bare et spørgsmål om at spise nok kalorier. Det er kalorierne og ikke kulhydraterne, der afgør om du taber dig eller holder vægten.

      I en LCHF kontekst vil forskellen på vægttab og vægtvedligehold ofte ligge i fedtindtaget, forstået på den måde at det er fedtkalorierne, du tilfører i maden, så du rammer energibalance og holder vægten i stedet for at gå ned❤️

      Svar
  2. Hej Jane
    Jeg vil meget gerne vide, hvilket kød du bruger når du laver til flere dage?
    Jeg har set flere billeder, som viser kød ( steg) men er meget i tvivl om hvad det er for noget, billederne hvor du viser hvad du spiser feks.
    Mvh Stina Falk

    Svar
    • Hej Stina
      Jeg tænker, at det, du har set ofte er pulled pork. Det laver jeg nemlig virkelig tit som food prep.
      Og apropos food prep har jeg netop i dag udgivet et indlæg med hvad jeg normalt laver. Måske kan du finde inspiration i det. Du finder det her: Food Prep

      Svar
  3. Hej Jane. Jeg har tabt 23 kg siden 1/5-2021. Det er ikke gået super stærkt, for holdt sommerferie/juleferie osv. mangler ca. 5 kg endnu, så er jeg i mål.
    Tænker derefter at køre 5/2 pr. Uge? Dvs. hverdage på Keto, og spise mere “løst” i weekenderne. Jeg ved ikke om det vil være en god løsning, til at holde vægten stabil? Har du hørt om nogen, som kører det på den måde?
    Vh. Stina

    Svar
    • Hej Stina
      Hvor er det et flot resultat! 👏🏼

      Og ja, jeg kender flere, som fastholder deres ‘normale’ Keto-kost i hverdagene (dvs. den kost, de har spist under vægttabet) og så tillader lidt ekstra godt i weekenden som fx vin/alkohol, brød, et stykke kage, noget chokolade eller hvad der nu lige er lejlighed for. Så længe der ikke er tale om carb-binge-orgier i weekenden hvor den bare skal have hele armen, lader det til at fungere rigtig godt.
      Det kan kræve lidt eksperimenteren, tror jeg, ift. mængder, for det er kun rigtigt godt hvis man har opnået den metaboliske fleksibilitet, der gør, at man kan skifte ind og ud af ketose uden omstillingsbesvær. Hvis de første tre dage i hver uge er bøvl og sult, cravings, hovedpine, energiløshed osv. tror jeg, det bliver svært at blive rigtig glad. Så kulhydratindtag i weekenden spiller formentlig en rolle her også

      Svar
  4. Hej Jane.
    Først: 1000 tak for al den inspiration jeg finder her i bloggen – og også tak til alle jer der deler jeres erfaringer og udfordringer.
    Jeg er en af dem, der nu har levet efter LCHF/Keto-principperne siden 1997, da jeg efter at have været gravid med min første (datter) tog 28 kilo på….jo, den er god nok – 28 fxxx kilo!
    Mit held har indtil nu været, at jeg altid har været meget fysisk aktiv i kraft af at jeg har reddet stort set hele mit liv, selv har heste (dyrker derfor “farmer-workout” ;-)) og i 7 år har dyrket kick-boxing og stadig ind imellem skruer løbeskoene på.
    Det har selvsagt gjort at jeg blot behøvede at skrue ned for kulhydraterne og op for proteinet og væk var kiloene.
    Så efter 6 mdr. var jeg i en str. 36 igen og havde nået min kampvægt på 56 kilo. Det skal lige nævnes at jeg ikke er ret høj (1.58), så 28 kilo kan altså ses ret tydeligt…
    Det samme gjorde sig gældende da jeg havde fået min søn 2 et halvt år efter min datter kom til verden – same procedure as last time :-)
    I kraft af at jeg vil kalde mig ret “garvet” i keto-principperne var det derfor ikke svært for mig at holde vægten på plads indtil jeg for 20 år siden blev ramt af en seriøs omgang stress, der simpelthen fjernede min sultfornemmelse så jeg ikke længere kunne føle hvad min krop fortalte mig, men derimod blev virkelig dårlig når mit blodsukker faldt helt ned under gulvbrædderne.
    Det skulle vise sig at være vendepunktet for det, jeg ellers synes jeg er/var god til, nemlig at styre min vægt.
    Ikke at jeg har “elevator-vægt” der springer op og ned – men jeg har meget svært ved at holde min vægt nede nu og har haft det lige siden dengang.
    Nu – mange år senere (jeg er 53) – er jeg kommet ud af et uheldigt ægteskab med alt for meget øl og rødvin og dermed også de ekstra kilo til følge og er gået i gang med at rette mig selv og min vægt (læs: krop) ind til højre, men støder på for mig ukendte faktorer: jeg reagerer ikke på min kostomlægning, jeg skal virkelig tænke på ikke at overspise og jeg skal lade være med at skælde mig selv ud. Disse og så lige det faktum at min vædskeprocent er meget lav selvom jeg drikker 2 liter vand dagligt, gør at jeg simpelthen nogen gange bliver helt slået ud af frustrationer over at det ikke er det samme der virker for mig mere og jeg ved slet ikke hvor jeg skal lede efter løsningsmodeller. Dog har jeg een sætning i hovedet som en eller anden – jeg tror hun hedder Jane – har skrevet i en af sine bøger: “hold snuden i sporet og stol på processen!” Og den holder jeg mig til.
    Når jeg så engang – igen – er kommet i mål og er nede på min kampvægt igen, kan jeg så love mig selv at det var sidste gang jeg behøvede en omlægning, men som min datter sagde til mig for ikke så lang tid siden: “mor, du skal til at følge de råd du er så god til at give andre!”
    Dette lille skriv skal egentlig bare fortælle at man aldrig skal give op uanset hvor træls og uoverskueligt det hele virker fra tid til anden, så klø på derude og tro på det!
    De bedste hilsner
    Lisbet

    Svar
    • Hvor er du god, Lisbet. Tak for din fine historie. Og hvor illustrerer det godt både frustrationen, når det der plejer at virke ikke virker længere og den parathed, det kan kræve at blive klar til det lange, seje træk. Det lyder til at du er helt på rette spor :)

      Svar
    • Hej Lisbeth.
      Hvor er det en god beskrivelse af de frustrationer, som man kan støde på under et vægttab.
      Og så vil jeg da lige bemærke, at du har en ret klog datter:) Jeg lever faktisk lidt efter det motto. For jeg har klæbehjerne og husker ret godt de gode råd og vejledninger, som jeg læser. Og når jeg en sjælden gang falder i, så tænker jeg på, hvad jeg siger til veninderne, når de klager over vægtstigning, dårlige madvaner eller lignende. Og DET VIRKER!

      Svar