Hvert år når vi kommer til maj måned, stiger antallet af henvendelser, der starter med “Hej Jane, jeg vil gerne tabe mig” med ca. 300%.
Tanken om, at stranden og bikinien venter skaber en følelse af panik.
Man står der foran spejlet og ser på sin vinterblege krop og bliver lidt ærgerlig over, at man brugte vinteren på at spise chokolade og hygge indendørs i stedet for at træne og spise sundt.
Jeg må gøre noget! Og det skal være noget, der virker, og helst hurtigt!
Og sådan starter forårsslankekurene.
De benhårde kost- og træningsplaner beregnet til at give resultat hurtigt, så man kan føle sig tilfreds med sin krop på stranden til sommer.
DERFOR GØR DIN SLANKEKUR DIG TYK
At gå på slankekur er en dårlig idé.
For lidt mad (dvs. for få kalorier) i kombination med for meget træning er den direkte vej til vægtøgning. Ja, vægtøgning.
At spise for lidt og træne for meget, øger risikoen for overspisning (måske var der i virkeligheden slet ikke noget galt med dig – måske spiste du bare for lidt) men også for at dit stofskifte daler som bare fanden.
For din krop er nemlig så klog, at den tilpasser sin forbrænding til din nye lavkaloriekur, og det er derfor du oplever et hurtigt vægttab i starten, men at vægttabet stagnerer eller går langsommere efter en tid.
Og når du så skruer endnu mere ned for kalorierne og endnu mere op for træningen, gæt så, hvad der sker?
Det samme. Av…
Når du så opgiver din stramme kur, fordi den alligevel ikke giver de resultater, du havde håbet på og begynder at spise normalt igen, så stiger vægten. Hurtigt. For nu er din forbrænding lavere, end den var før slankekuren.
Samtidig har slankekuren rodet ved dine appetitregulerende hormoner, så du føler øget sult og har problemer med at blive ordentlig mæt.
Det er irriterende, men hvis du tænker over det, er det i virkeligheden bare din kloge krop, som udfører sin allerfornemmeste opgave: At holde dig i live.
ELSK DIG SELV OG ALT DET DER
Allevegne fra hører du, at du bare skal elske dig selv og din krop og bare tage en bikini på din krop, og så har du en bikinikrop!
Jeg hader den sætning, og jeg opfatter den som ekstremt nedladende.
Selvkærlighed er bestemt glimrende og helt sikkert at foretrække fremfor selvhad, men hvordan gør man lige, når man står og ser sig i spejlet og synes, at lårene buler de forkerte steder, og at maven fylder for meget?
At se på sig selv med accepterende øjne er jo ikke noget, man bare lærer fra den ene dag til den anden.
At stå foran spejlet og kalde sig selv for grimme ting øger dog næppe motivationen for en varig forandring.
Men det er faktisk okay at stå foran spejlet og IKKE være tilfreds med det, man ser.
Det er okay at være ked af sin krop og ønske, at den så anderledes ud. Det er okay at ærgre sig over, at man heller ikke i år lykkes med at skabe en forandring, fordi livet kom i vejen.
At kunne acceptere status quo er dog et rigtig godt udgangspunkt for at ændre.
BIKINIKROP – MÅSKE NÆSTE ÅR…
Hvis det er dig, der står der foran spejlet og er ked af, hvad du ser, så har jeg et forslag til dig.
Det involverer hverken daglige positive affirmationer om, hvor meget du elsker dine deller og din appelsinhud (selvom det ville være toppen, hvis du kunne være accepterende om begge) eller et nyt benhårdt kost- eller træningsoplæg.
Jeg foreslår i stedet, at du udskyder dine bikinidrømme til næste år.
Det betyder ikke, at du skal lade stå til, det betyder bare, at du skal sigte efter at få indarbejdet nogle gode hverdagsvaner, som kan hjælpe dig til at komme tættere på dit mål uden at gå på endnu en ødelæggende slankekur i håb om at tabe 5 kilo inden sommerferien.
Næste år, min ven…
Kan du mærke, hvordan lettelsen forplanter sig i din krop, fordi du ikke længere skal nå det hele, inden juli sætter ind?
Hvis du alligevel bliver fristet til at hoppe på endnu en stram slankekur inden sommerferien, så overvej flg. først:
Hvis du fik valget mellem at beholde din nuværende krop og vægt eller at tabe 5 kilo inden sommerferien velvidende at du ville tage 10 kilo på inden efterårsferien, hvilken ville du så vælge?
Og helt ærligt. Hvis du siger de 5 kilo inden sommerferien, så tror jeg med al respekt, at du har problemer, der er større end de 5 kilo, og så foreslår jeg, at du tager fat i dem først.
DET LANGE SEJE TRÆK
At skabe en varig forandring, et vægttab eller en ommøblering af kroppen er svært. Det er dødsvært. Svært fordi det kræver et langt sejt træk.
Men kun ved at ændre på de vaner, der har ført dig derhen, hvor du er i dag, kan du ændre på resultatet.
Så hvad med at tage et kig på, hvad du oplever står i vejen dine mål. Uden at dømme.
Måske skifter du mellem at underspise og overspise, måske “hygger” du for meget eller for ofte med slik, kage, vin etc. eller måske spiser du tit uden at være sulten, men fordi du keder dig, føler dig ensom eller måske bare fordi maden var der.
At blive bevidst om dette er første skridt.
At ændre det er stadig svært men at blive bevidst om det er der, hvor du starter.
Og målet er aldrig at eliminere AL hygge- eller trøstespisning men kun at blive opmærksom på hvornår, hvordan og hvor ofte det foregår.
Måske finder du ud af, at det er federe at spise en is med veninden, end det er at sidde alene i natbukser i sofaen og spise en bøtte Ben&Jerrys. Måske ikke. Men overvej det engang.
At arbejde med et langsigtet mål er heller ikke altid nemt. Hvilke strategier, du kan tage i brug ved det, kan vi tage en anden dag.
MINE 4 GODE VANER, NÅR BUKSERNE STRAMMER
Jeg er desværre heller ikke immun overfor bukser, der strammer, og når det sker, ændrer jeg også kurs.
Jeg har dog sådan et princip med, at hvad end, jeg gør, skal det være noget, jeg vil kunne leve med fra nu af og resten af mit liv.
Og derved preller monodiæter, suppekure, juicekure, måltidserstatningspulvere, stramme sultekure og andre quick fixes helt af på mig.
Hvis jeg ikke kan se mig selv leve på suppekur resten af mit liv, er den heller ikke én dag af mit liv værd.
Sådan ser jeg på det.
Læs mine 4 gode hverdagsvaner her: Janes 4 gode hverdagsvaner
Vil du gerne have hjælp til at komme i gang med din livsstilsændring, så kig på mit 28 dages forløb.
Det er ikke et quickfix før sommerferien. Det er mig, der holder dig i hånden i dine første 4 uger på LCHF.
Læs mere her: LCHF Kickstart
Dybest set, er det jo bare at tage en bikini på, så har du en bikinikrop. Og så sætte sig og kigge på de andre hvis kroppe ligeledes har nogle buler hist og pist
Ja, men det, at du siger det, fortæller mig, at du måske ikke rigtigt har læst, hvad jeg skriver. For så ville du vide, hvor meget jeg afskyr den sætning :)
Tak for endnu et inspirerende indlæg.
Tak for de fine forslag Jane ?❤️
Jeg er vild med dig! ❤️
Og jeg er vild med dig! <3
Så godt skrevet!!!
Tak :)
Jeg tror jeg elsker dig ❤️ Ihvertfald dine kloge anskuelser på liv, krop og kærlighed ?
I love you too! <3 – tak søde du!
du er en klog klog kvinde Jane – TAK! :D
Tak for det – og dejligt at “se” dig her igen :)
Inspirerende læsning, der satte tanker i gang. Tak for det :-)
Det var da dejligt at høre. Selv tak :)