Tid er den mest dyrebare ressource, vi allesammen har, og hvad vi bruger vores tid på, determinerer, hvem vi er og hvad vi får ud af livet.
De fleste af os synes, at vi tilbringer for lidt tid med de mennesker og de aktiviteter, vi holder af og for meget tid med ikke-værdiskabende ting, hvad enten det så er arbejde, transport eller de mange timers meningsløs scrollen i Facebookfeedet eller stenen foran fjernsynet.
Det med tid er samtidig bare dødsvært. I årevis har jeg bidt mig selv i tungen, når jeg hører mig selv sige, at jeg ikke har tid, for jeg har nøjagtigt lige så mange timer til rådighed som alle andre.
Men hvor dygtig jeg er til at forvalte den, er der lidt forskel på.
Mit arbejdsliv
Jeg er selvstændig med godt gang i butikken. Jeg er produktiv og effektiv og elsker at skabe produkter, bøger og andre ressourcer, der kan hjælpe andre mennesker. Jeg holder meget af mit arbejde og jg er de fleste dage drevet af lyst og jeg kan derfor også have svært ved at skelne mellem, hvornår jeg er på arbejde og hvornår jeg ikke er.
Jeg bruger en anselig del af min tid på at lægge ting til rådighed helt gratis. Opskrifter, tekster om Low carb, LCHF, Keto, om vægttab, om hverdagsstrategier, der gør det nemmere at få succes osv. Jeg skriver bøger, hvor jeg sammenfatter og deler al min viden.
Jeg bruger lang tid hver dag på at svare folk på spørgsmål, der kommer ind her på bloggen eller i kommentarer på Instagram og Facebook.
Jeg stiller op til interviews med folk, der skriver opgaver og og projekter om alt fra sund livsstil, Low Carb-LCHF-Keto, bloggeres rolle i sundhedsdebatten eller hvad det måtte være, der lander i min indbakke.
Jeg vil gerne hjælpe. Det vil jeg virkelig. Og jeg vil også virkelig gerne respektere og anerkende, at alle kommer med forskellige forudsætninger. Og jeg har en masse viden og erfaringer, som jeg hellere end gerne deler ud af.
Hvis’ tid er mest værdifuld?
Alligevel sidder jeg ind imellem med en følelse af, at folk stjæler min tid. Med det mener jeg, at de beder om min tid på at svare på noget, de kunne have googlet sig til på et minut.
Hvad er Keto?
Må man spise rugbrød, ris, pasta eller frugt på Keto?
Og det er da sandt, det kan jeg svare på på et splitsekund, men hvad nu, hvis der var 20 af den slags henvendelser hver dag? 50? Ville min tid så stadig være bedst brugt her?
Det oplever jeg som et stort dilemma, må jeg indrømme.
I samme kategori er denne type:
Jeg har kun tabt 6 kg på fire uger. Hvad gør jeg mon galt?
Min vægt er i denne uge steget med 200 g. Hvad gør jeg mon galt?
Uden kontekst er det jo som at famle sig rundt i mørke.
Og dybest set har jeg også lidt svært ved at se, hvorfor det er noget, jeg bedes om at forholde mig til.
“Hey, hvad mener du om denne her artikel?”
En anden meget tidskrævende henvendelse er, når folk sender mig artikler, youtube-forelæsninger eller videnskabelige studier, som de gerne vil have, jeg kommenterer på.
Når dette spørgsmål er stillet i åbenhed synes jeg, det kan føre spændende dialoger med sig.
Men meget sjældent medfølger der et reelt spørgsmål om, hvad det er, spørgeren er usikker på men bare et kort ‘hvad tænker du om artiklen/forelæsningen/studiet her?’.
Det betyder, at jeg for at kunne give et svar er nødt til først at læse mig igennem en artikel, se en lang forelæsning eller sætte mig ind i et givent studie og dets resultater og begrænsninger.
Det er ret meget af min tid, man beder mig bruge der – ganske gratis, synes jeg.
Hvis nu spørgeren i stedet refererede artiklen/forelæsningen/studiet og præciserede hvilke dele, der gav anledning til tvivl, så ville vi have delt tidsforbruget, kan man sige og spørgsmålet lidt mere fair.
Andre gange er det store brede spørgsmål, som kræver et virkelig langt svar for at få nuancerne med. Hvad mener du om klima? Hvad tænker du om kød og cancer? Den slags.
Jo, nu skal du høre… hvor lang tid har du?
Og måske mere relevant: Hvor lang tid har jeg egentlig selv? Og er det her virkelig god brug af min tid?
Support på andres produkter
I det sidste års tid er jeg også begyndt at få flere spørgsmål, der går på andre folks produkter. Dem ved jeg slet ikke hvad jeg skal stille op med.
Hej jeg deltager på et forløb hos den-og-den, men min vægt rokker sig ikke. Hvad gør jeg mon forkert?
Hej jeg laver en opskrift fra denne person, hvad kan jeg bruge i stedet for X ingrediens?
Hej, jeg har købt en bog af en anden forfatter. Hvad skal jeg gøre ift. en-eller-anden problemstilling?
Forventes det så virkelig, at jeg supporterer med gratis rådgivning til folk, der har lagt deres penge i en anden butik end min?
I denne kategori hører også de hundredevis af henvendelser, jeg får fra folk, der følger Lifesums retningslinjer og taber muskelmasse, hår, libido, livsglæde osv.
De henvendelser kunne jo i stedet lande hos… Lifesum.
Jeg synes, det er så mærkeligt.
Hvor er bloggen og sociale medier på vej hen?
Det får mig også til at spekulerer på, om min prioritering af at have åbne kanaler og svare på spørgsmål egentlig er en god idé. Burde jeg lukke ned for den del og i stedet skrive flere bøger, flere blogindlæg og lave flere online produkter?
Eller holde mere fri?
Har andre lukket ned for den åbne del og er det derfor de spørgsmål lander hos mig?
Og hvor bevæger bloggen og sociale medier sig hen, hvis vi kigger frem i tiden?
Når jeg kigger på store amerikanske bloggere/sundhedsformidlere, er de ofte komplet fraværende i deres kommentarspor. De publicerer artikler og stiller deres viden til rådighed, men dialogen er begrænset.
Er det der, vi er på vej hen? Har jeg lyst til at det er der, jeg bevæger mig hen?
Sociale medier sover aldrig og det gør denne type arbejdsliv til ekstremt grænseløst. Det betyder i mit tilfælde, at der kun er ét menneske til at sætte disse grænser. Nemlig mig selv.
Men måske er det slet ikke en unik situation i mit arbejdsliv.
Er det også sådan på din arbejdsplads?
Jeg forestiller mig, at det her ikke bare isolerer sig til det lidt specielle job, som jeg har, men at det også foregår på almindelige arbejdspladser i stor stil med store mængder tabt arbejdstid til følge.
Jeg kan jo lige spørge ham/hende i stedet for at undersøge det selv. Det er meget hurtigere og nemmere (for mig).
Har vi mistet respekten for hinandens tid? Eller hvis tid er mest værd?
Det er egentlig det spørgsmål, jeg gerne vil stille i dag.
Oplever du det samme eller noget lignende på din arbejdsplads? Eller hvad tænker du om det?
Jeg tror det er en generel ting i samfundet. I gamle dage (før internettet) måtte man på biblioteket for at finde svar, og så tænkte man nok lidt mere over kvaliteten af ens spørgsmål inden man stillede dem – man skulle jo selv finde svaret.
På mit arbejde (som iøvrigt slet ikke kan sammenlignes med dit) svarer jeg kun på det samme spørgsmål 3 gange. Så skriver jeg en how-to, og derefter henviser jeg til dem med et “har du ledt i vores how-tos”?
Men jeg kan også huske sugemallerne fra den tid hvor jeg selv bloggede. Jeg tror de var ensomme, for gav man dem et hjælpsomt svar, væltede der bare 100 nye spørgsmål ind. Dem havde jeg svært ved at få stoppet igen på en pæn måde. Der er også dem, der gerne vil være venner og det ved jeg heller ikke hvad man skal stille op med. Jeg tror at man skal strikke et standard svar sammen som man fyrer af hver gang, man synes det går for vidt ( ala beklager, men det er udenfor min kompetance at hjælpe med det)
Kh Rikke
Tak søde du!
Jeg har også lavet how-tos og guide til alverdens ting og det gør svaret nemt, fordi jeg så bare henviser dertil. Og jeg er også for nyligt begyndt at genbruge svar, for det er jo vitterligt tit det samme, jeg svarer på.
Det er en sær grænseløs verden – både på og udenfor internettet…
Hej Jane,
Jeg kan godt forstå du mister pusten af alle de beskeder!
Jeg har lige været på dit kickstart og jeg er virkelig imponeret over hvor meget du er til stede der inde på den lukkede facebookgruppe. Jeg er med på at det er en lidt anden situation da folk har betalt for at du holder dem i hånden, men jeg oplevede at der var mange spørgsmål der kunne være undgået hvis personen bare havde set dagens video eller havde kigget lidt rundt i facebookgruppen. Folk virkede til tider meget hjælpeløse. Jeg er klar over folk har forskellige forudsætninger og udfordringer, men hvis jeg har betalt for et forløb som dit så vil jeg da læse hver eneste sætning og sørge for jeg får maximalt ud af de kroner jeg har smidt i det.
Du er i mine øjne i din gode ret til ikke at svare folk på beskeder på din blog og på insta osv. hvis du syns det er for åndede spørgsmål. I sidste ende er det desværre nok op til dig selv at sætte nogle retningslinjer for dig selv. Fx. rigtig fint at du ikke svarer i kickstartgruppen om aftenen. Var overrasket over at du også var på i weekenden! Men måske er det noget med at sætte en time af om dagen til svar, selv på kickstart kan det være man ikke behøver svar efter 10 sek?
Jeg har ikke en løsning, men vil bare sige tak for din indsats på kickstart! Vi er mange der sætter pris på dig!
Ja kickstart er for mig noget helt andet. Der dedikerer jeg min tid til det og det gør jeg med KÆMPE glæde. Også i weekenden. Det er fire hårde uger men jeg elsker det virkelig. Og denne gang var det så dejligt at have Linda ved min side til at tage noget af det løse. Det gav mig mulighed for også at holde fri og lave andre ting :)
Så fint skrevet, Jane. Jeg har det lidt på samme måde i mit job som kommunal sagsbehandler. Vi får mange hypotetiske spørgsmål om, hvis der nu sker det eller det, eller jeg gør sådan og sådan, kan jeg så få sygedagpenge…. Øhm ja, ser du….
Jeg tror vi er blevet en nation med en ufattelig masse viden, og vi vil have svar på eller har svar på alt (ellers spørg Google). Når vores viden så pludselig ikke længere “holder stik”, hvor søger vi så svar eller ny viden.
Jeg har flere gange overvejet at skrive til dig, men jeg tør ikke. For jeg kender godt svaret på mine spørgsmål ?, om hvorfor JEG ikke er lykkedes helt med keto…. Så læser jeg Keto-bogen igen-igen, kigger striks opskrifter og genopfrisker mit Kickstart… ? og bliver glad over, at jeg kan grundprincipperne udenad. Så kommer resultaterne nok, når jeg bliver bedre til at mærke efter sult/mæthed/appetit og rette mig efter det.
Hehe jeg ved præcis hvad du mener. Det er så pokkers svært at se i øjnene at der er nogle ting, madvarer, vaner eller lign. der står i vejen for resultatet. Man udrydder dem med babysteps, er min erfaring. Men det kan tage laaaang tid at blive klar :)
Kære Jane. Du gør det fantastisk godt, men du kan roligt skrue ned for service. Hvis nogen spørger hvad Keto er, så tænker jeg, at de ikke er interesserede nok- for så havde de selv fundet ud af det. Der er jo ingen ende på det, hvis alle skal serviceres fra morgen til aften.
Tak for alt det du lægger ud.
Du er en gave.
Kærligst Roze Milene
Haha, det er så sandt. Tak :)
Kære Jane
Det er en virkelig aktuel problematik du tager fat i her.
Ja, jeg oplever det også på min arbejdsplads. Både fra kunder men faktisk også fra kolleger. Jeg er begyndt at sige fra overfor kunder, henvise til kilder til hjælp til selvhjælp, og overfor kolleger stille spørgsmålstegn ved hvorfor de mener, den skal havne på mit bord i stedet for deres. Det bliver man bestemt ikke populær af må jeg indrømme. Men nu er jeg også af den type der mener, at vi bør klare os selv så meget som muligt inden vi belemrer andre.
Men ift. dig og dit brand tænker jeg, at årsagen til de mange mange henvendelser som egentlig ikke kræver DIT svar og DIN tid er, at du er så dejlig folkelig og så hjertevarm. Jeg følger dig på Facebook og på Instagram, har været på dit online forløb og købt din madplan. Du er så nærværende og helt nede på jorden, at det næsten føles som om jeg kender dig. Og når følelsen af en relation opstår, kan det være svært at skelne hvornår noget er okay at bede om og hvornår man går over grænsen. Fx ved at forvente svar på spørgsmål om andre varer end dem du tilbyder, eller ikke engang at orke at læse den lille bitte tekst, der følger med mange af dine opslag, som er utrolig beskrivende og informativ, men i stedet stiller det ene hovedløse spørgsmål efter det andet.
Jeg læser ofte de spørgsmål, krummer tæer og ryster på hovedet. Forstår ikke at du bliver ved med at orke at besvare dem, men kan så alligevel godt se det profesionelle bagved.
Jeg håber ikke nærheden og interaktionen forsvinder, for det er virkelig en ting jeg sætter pris på ved dig. Men jeg håber, at du finder mod til, at værdisætte din egen tid noget højere og prioriterer i “opgaverne”. Og hvis det betyder, at der er nogen der ikke får din tid….. then so be it.
Ha’ en dejlig mandag.
Min tanke var netop at dette var et helt grundlæggende problem i alle brancher – ved ikke rigtigt lige om det glæder mig at få bekræftet :)
Og ja, nærværet og relationen er virkelig også de bedste ting for mig her og jeg elsker faktisk interaktionen. Især når den er tovejs og jeg også lærer eller bliver inspireret. Og når vi kan tale frit og blive forstået i stedet for hele tiden at skulle veje hvert et ord for ikke at blive misforstået – noget internettet også excellerer i.
Bloggen her vil altid være min førsteprioritet og jeg forsvinder aldrig herfra. Men det kan godt være, jeg skærer ned for muligheden for interaktion på de andre kanaler. Det vil jeg lige bruge min ferie på at overveje :)
Hej Jane
Nogle dage synes jeg at sociale medier er noget fanden har skabt, for ja, det giver os mulighed for at søge hjælp, få kontakt og tusind andre ting, men det er også en tidsrøver.
Jeg er underviser på en erhvervsskole og gik i foråret ned med stress. En af grundene var at jeg altid var til rådighed. På mail, SMS, messenger, fb -you name it!
Så nu har jeg skåret ned på hvor og hvornår jeg er til rådighed for elever ( og af og til forældre). Og det virker indtil nu!
Samtidig må jeg sige til dig, at en af grundene til at jeg følger dig, køber dine bøger mv. skyldes dit nærvær. For jeg kan sommetider næsten glemme, at jeg ikke kender dig privat, for det føles næsten sådan. Det er måske også den følelse andre sidder med og derfor forglemmer sig, når de spørger dig om dette og hint.
Så herfra – jeg kender godt fornemmelsen af at blive løbet over ende af henvendelser, men samtidig er dit nærvær en af de skønneste ting ved Madbanditten!
Ikke meget hjælp måske, men lidt mandagsrefleksioner tilbage til dig?
Kh Christina
Netop nærværet er også en af mine yndlingsting. Jeg husker stadig i bloggens spæde dage, hvor jeg og mine læsere havde et nærmest intimt forhold og hvor jeg nærmest kendte navnene på hver enkelt. Det kunne noget helt særligt. Jeg savner den del men jeg er glad for at høre at du synes, der stadig er noget tilbage.
Og ja, den konstante tilgængelighed er farlig. Jeg kæmper også med den og kan mærke at jeg i perioder er nødt til at trække mig helt for at passe på mig selv.
Rigtig god bedring – stress er en dum kælling. Jeg har også været der (pre-madbandit) :)
Som blogger/influenser med flere kanaler, og et stort antal følgere og læsere, må det vel være forventeligt med mange spørgsmål, kommentarer og henvendelser – og at det kan være irriterende, forstår jeg godt – men føler helt klart bolden ligger hos dig om at sætte klare grænser for dig selv om hvilke spørgsmål du vil bruge tid at svare på og på hvilke kanaler, i stedet for at prøve at opdrage på dine følgere (som jeg lidt føler der bliver lagt op til mellem linjerne i dit indlæg) . I sidste ende tror jeg i hvert fald ikke det har den store effekt.
Ærligt så tror jeg ikke dine følgere har mistet respekten for dig, de spørger dig vel netop fordi de har respekt for dig og værdsætter din mening? Men jeg kan godt forstå det tager meget af din tid at svare på spørgsmål, som ikke er rettet mod dine produkter. Men igen, her er det jo dig der sætter grænsen for hvad du så synes er værd at svare på. Tror man som professionel i din position, bliver nødt til at være lidt “kold” på den front .
Ja helt sikkert og det er slet ikke en klagesang. Faktisk var det slet ikke meningen, at det skulle handle så meget om mig. Jeg var bare eksemplet. Jeg havde lyst til at debattere det principielle, for jeg tror, det er ens på alle arbejdspladser og i alle funktioner og det driver alle mennesker væk fra det, der egentlig er deres kerneydelse og det, der må formodes at være grunden til at de har valgt den profession. Og det er ærgerligt, for det skaber mindre produktivitet og mindre arbejdsglæde.
At sociale medier er grænseoverskridende er en del af gamet. Og det kan jeg godt både styre og leve med.
Hej Jane
Jeg kan sagtens forstå din frustration og genkender også problemet fra eget arbejde. Når folk opdager at man er vidende på et felt og desuden imødekommende, resulterer det tit i misbrug. Ikke fordi jeg tror det er det folk oplever de gør, de griber bare efter råd og vejledning hvor den findes. Det er vel bare almindelig tankeløshed, der får os alle til at tro, at du sidder klar ved pc’en hele dagen og venter på henvendelser..
Jeg forstår godt, hvis du har tanker om at skrue ned for tilgængeligheds. Det er ærgerligt, men forståeligt.
Jeg har deltaget i 28-dages forløbet, har din bog og følger din blok. Jeg overvejer at tilmelde mig Keto-Living, og jeg tænker, at det er i dette mere lukkede forum det kunne give mening, at du er til stede. Ja, bare en tanke..
Er foreløbig glad for at du er til stede.
Min tanke med det her var egentlig ikke at det skulle handle så meget om mig, som det lige kom til. Det var mere bare for at tage et eksempel fra det virkelige liv, som jeg er sikker på at flere kan genkende.
Og ellers ja, det er mig, der skal styre det. Den vigtigste værdi i mit liv er frihed, og derfor vægter jeg at love mig selv ud på Kickstart tre måneder om året, mens jeg selv råder over årets øvrige måneder. At have en betalingsgruppe, der kører året rundt, er derfor ikke for mig. Her på bloggen bestemmer jeg. Jeg kan dele meget og jeg kan dele lidt, skrive korte svar, lange svar, ingen svar.
Og alene det at have fået så mange input her, har faktisk allerede hjulpet mig til at se tydeligere hvad det er jeg skal vælge fra. For det er ikke bloggen her. Dertil er de her input simpelthen for værdiskabende FOR MIG – så tak for det.
Hejsa, det er et helt relevant og forståeligt spørgsmål. Det korte svar er JA.
Der er sket et voldsomt skred i, hvad folk/kunder føler de kan tillade sig. Jeg har en boligindretningsbutik og oplever det så ofte, at der bliver for meget af det ligegyldige og opslidende, i stedet for at bruge ressourcerne på det vi er gode til. Det er blevet lidt for nemt for folk, og JA respekten for andre er i stor udstrækning ikke tilstede. Mange tænker kun på sig selv, desværre. Jeg kan lige bemærke at jeg følger keto kuren og er så GLAD for det. Har opnået et vægt på 11kg og mangler nu kun 4 for at nå min egen idealvægt. Keto er for mig kommet for at blive. Mvh Helle Koch Mathiasen
Hvor er du sej, Helle!
Og ja, mig, mig, mig-kulturen er nok desværre en realitet. Det er ærgerligt for hvis vi tænker det hele vejen rundt betyder det jo, at vi allesammen fratages tid fra vores ‘kerneydelse’, som jo er grunden til at vi har valgt netop den profession.
Kunne du have sådan en signatur på dine indlæg, hvor der altid står at du svarer på udvalgte spørgsmål og at man desuden kan finde svar på de fleste spørgsmål i dine bøger. Og hvis man brug for mere, så kan man vælge at følge et kickstart forløb?
Så har du meldt ud hvordan og hvorledes det foregår. Du undgår sikkert ikke at folk stadig spørger om alt muligt, men måske du bedre kunne holde ud ikke at svare.
Ja, det kunne jeg godt men faktisk er kommentarer her på bloggen min førsteprioritet og har altid været det. Det er mere de kommentarer, der kommer ind på alle de andre platforme (instagram og facebook især) eller privat på mail, selvom jeg frabeder mig henvendelser af den vej, jeg kan mærke at jeg ville ønske jeg kunne sætte autoreply på. Hvis jeg kunne det i fx IG-beskeder eller på FB ville det gøre det meget nemmere. Så kunne de ikke lige tage at udvikle det, for det ville gøre det nemmere for MIG (haha, kæmpe skyldig i at stjæle andres tid her:))
Du kan da skrive til dem og spørge ?
Hej Jane
Super indlæg! Jeg oplever også st kolleger spørger om ting, som de selv bare kunne google. Ender tit med at google det, hvis jeg ikke ved det, fordi jeg bliver for nysgerrig.. totalt fjollet!
Selv synes jeg det er svært ift bloggere/influencere, som jeg følger med hos. Nogle gange kommenterer jeg på noget, andre gange lader jeg være fordi jeg ikke vil “genere” dem. Synes det er en svær balance.
Nu skriver du at man ikke kan sætte autoreply på de sociale medier. Men det tror jeg MÅSKE godt at du kan på fb. Mindes selv at have fået en sådan, da jeg skrev til pudderdåserne (som vist har ansat hjælp til at besvare spm., da det også en en del af deres forretning). Prøv at søg på “facebook” og “øjeblikkeligt svar”. Så kommer der noget op. Det kommer vist an på, hvilken type side man har. Hvis det dur kunne man fx skrive at man svarer på denne xx type spørgsmål og som regel tirsdag og torsdag, men at man prioritere at svare på spørgsmål på bloggen… Eller noget andet, der kunne forventningsafstemme lidt. Spændende emne!
Ej fedt tak for tip.
På Facebook har jeg allerede helt frameldt indbakken. Det gjorde jeg allerede for mange år siden. I stedet søger folk på min private profil og skriver i messenger der. De beskeder sorteres i den indbakke, jeg ikke ser, og jeg svarer ikke på dem allerede.
Men ja, det er en dødsvær balance. Især med mange læsere er det svært. Det var nemmere i gamle dage, hvor det bare var bloggen. Men nu kan jeg få fx forretningshenvendelser i en privatbesked på Instagram på alle tidspunkter af døgnet. Det må gælde andre forretninger også. Gad vide hvordan andre forholder sig til det?
Supergodt “ind/oplæg”, hvor min kommentar er: “Hvornår begynder “man” at tage ansvar for sig selv – og ikke overlade det til “andre” fordi det er hurtigere og nemmere”.
Internettet/Google er SØGE maskiner – der findes stort set svar på ALT.
Selvfølgelig er det nemmere at bede andre gøre det arbejde og så få svaret serveret.
Du lægger i forvejen MASSER af gratis opskrifter – oplæg – viden op, det skal vi som forbrugere sætte større pris på og ikke bare kræve mere og mere.
Ja det er jo et virkelig godt spørgsmål for du har ret i at der også tit er en grad af ansvarsfraskrivelse. Og den, kan man sige, er man nødt til at komme til livs, hvis man vil have succes med vægttab, livsstilsomlægning osv. For det er faktisk første skridt.
Og tak for de søde ord <3
Jeg synes, det er ekstremt rimelige betragtninger, du bringer i dit indlæg … Man kan heller ikke købe hønsesalat i en blomsterforretning, men det er DIG og dig alene, der sætter grænsen for, hvad du vil bruge din tid til.
Mange af dine spørgsmål hører jo ind under “flinkeskolen” … Der, hvor vi ikke stiller spørgsmål til vores egne behov og “gevinster”, men konstant stiller op og sørger for andres behov! Det gælder såvel arbejdsliv, som privatliv – der er ingen forskel … I vores arbejdsliv skal vi blot huske, at vores tid er penge. Så derfor bliver det i sidste ende, hvad har vi “råd” til at bruge tid på og IKKE, hvad vi har lyst til …
Jeg er lige startet på LCHF, har spist efter planen en uge og jeg har aldrig haft det bedre … hihi … med det forbehold, at min krop på 3-4 dagen var tungere end 10 lastbiler tilsammen … Så jeg er bare glad for, at en ven pludselig begyndte at tale om KETO tabletter og dér gav mig inspirationen til at undersøge, hvad det var for noget. Hjemmesiden om tabletterne ledte mig hurtigt videre til at checke op på, hvilken mad, det handlede om, hvilke gevinster/afsavn, det betød og jeg ku’ straks mærke, at denne livsstil var noget for mig.
Jeg er ikke ekstremt overvægtig, men har levet med rigtig meget sukker og blodsukker-rutscheture med de følger, som alle kender med træthed, hovedpine mv …
Jeg vil gerne tabe 5-10 kg, men det primære for mig er noget helt andet, nemlig at jeg kan komme min sukkertrang til livs … Det skete så allerede på førstedagen og jeg har ikke følt trang til “fristelser” i nu en uge! Det har på ingen måde været svært og jeg har spist lækker mad!
Wauv … sikke en start, men egentlig bad du om reflektion på RESPEKT FOR ANDRES TID og ja, vi sætter vores egne grænse, det er svært for os alle og kan folk ikke li’ det, så var det nok ikke nogle, som alligevel ville eks. købe dine bøger eller andre forløb, alternativt give dig noget igen på anden vis.
Så find DIN egen grænse og sæt den ? og vær så tro mod dig selv og din egen tid!
Måske har du ret i at der er et element af flinkeskole i det, selvom flinkeskole ikke normalt er noget, jeg gør normalt gør mig særligt meget i (så havde jeg nok valgt en anden vinkel på mit arbejde :)), men mest af alt tror jeg faktisk, at splittelsen kommer af at jeg oprigtigt gerne vil hjælpe. Men jeg kan godt leve uden at agere google :)
Men dernæst faktisk også, at jeg jo driver en forretning. Og at vælge ikke at svare folk, der henvender sig, er i min optik en underlig måde at drive forretning på. Det kan godt være, de ikke ville have købt noget alligevel men jeg vælger alligevel at tro, at sandsynligheden er større, hvis de har oplevet at få svar på det, de spurgte om.
Men det er drønsvært. Jeg kan mærke at de her mange input giver mig lidt idéer til, hvor jeg har lyst til at vælge til og fra og det er faktisk en super hjælp. Så tak for det :)
Det er så fint skrevet!
Jeg oplever, som folkeskolelærer, meget det samme, hvor både børn (hvor det kan undskyldes med, at de er børn) men også i høj grad forældre, altid bare lige skal høre/spørge osv. om ting de selv kunne have fundet svaret på.
Det tager rigtig meget tid fra kerneopgaven!
Åh gud, hvor jeg sender jer, altså folkeskolelærere, mange tanker hver dag. For ja, en time tilbragt til et forældremøde og man har lyst til at tage livet af sig selv ved tanken om hvad I står med hver dag. Så KOLOENORM respekt for jeres arbejde!
Det sker også på min arbejdsplads, at folk, desværre incl. Jeg, spørger andre kolleger om noget vi selv burde kunne finde ud af relativt hurtigt.
Tænker du skal holde dig til at svare på spørgsmål der handler om dine produkter, og hvor svarene ikke er åbenlyse. Nogle af de eksempler du kommer med tyder jo på at folk hverken har sat sig ind i LCHF eller keto, når de stiller spørgsmål ved ting der klart og tydeligt står i dine bøger
Jeg tænkte lige efter og jeg kan heller ikke se mig helt fri for at være skyldig i det også :) For det er jo nemmere (for mig) at spørge en, der ved det, fremfor at undersøge det selv.
Men jeg ville aldrig skrive til min læge eller fys med: jeg har ondt i ryggen. Hvad tror du det skyldes? – og forvente et svar.
Og ja, mange ting kunne jo være løst, hvis jeg som standard bare svarede: ‘det står i bogen’ ;-)
Hej Jane
Om det er en ændring i tiden, skal jeg ikke kunne sige. Jeg tænker, at det også kan have en betydning, at du måske selv er blevet mere kendt i takt med bloggen og dine andre profiler er vokset, og du har udgivet flere bøger. Så er det måske meget naturligt, at du får flere og flere spørgsmål.
Personligt forventer jeg ikke, at “store profiler” med mange følgere svarer på alle kommentarer i en tråd. For mig er det rigeligt at se, hvis der er givet et par svar – så ved jeg, at de læser med og svarer der, hvor det giver mening.
Jeg vil tro, at langt de fleste vil forstå, at du ikke kan svare på alting, og især ikke på noget, som du ikke er ophav til. Men det er ikke det samme, som at langt de fleste på forhånd selv kommer i tanke om det.
Hvis du ikke allerede har gjort det, så kan det måske være en hjælp for dig – og for spørgelystne følgere – hvis du har formuleret, hvad det er, man kan forvente at få svar på, hvis man kontakter dig. Et statement/politik/forklaring for det, simpelthen. Så har du også sted, du kan henvise til.
Og i øvrigt tak for alle dine opskrifter, bøger og kloge tanker :-)
Ja, det er helt klart et udtryk for at læsertallene er steget, hvilket jeg jo selvfølgelig synes er superfedt og jeg ønsker virkelig at imødekomme den stigende interesse.
Og jeg forstår godt hvad du mener med, at man ikke forventer svar af ‘store profiler’ men jeg forventer det af mig selv, kan jeg mærke. Jeg ville synes, det var så svært at ignorere spørgsmål. I perioder kan jeg være nødt til det, fordi min tid simpelthen ikke rækker men jeg prioriterer altid svar her på bloggen og så fravælger jeg dem, der skriver ‘privat’. 1:1 er ganske enkelt ikke god brug af min tid.
Men dødsvært. Og også fint at formulere det et sted, men udfordringen er jo at kanalerne er så mange og jeg kan ikke sætte autoreply på hverken instagram kommentarer eller beskeder i indbakken. Jeg ville ønske man kunne. Det ville løse virkelig meget.
Og tak for din søde og gode kommentar <3
Der var engang et LCHF forum. Jeg brugte det rigtig meget i starten af min kostomlægning og fik rigtig meget brugbar info og fik gavn af andres erfaringer med dit og dat inden for LCHF. Det synes jeg bare man skulle bruge noget mere. Det var nemlig genialt synes jeg. Men tiden er måske løbet fra det. Jeg ved det ikke.
Bare en tanke
Kære Jane
Jeg tror du tager fat i noget, som er en kæmpe tidsrøver for rigtig mange – sådan en slags “usynlig elefant” eller nærmere blåhval :) i det digitale rum. Noget der bremser og fylder for rigtig mange.. (det får mig til at tænke på alt det der ikke er kød, grønt eller fedt.. hæ, hæ.. fordi jeg lige er gået i gang med at følge anbefalingerne i din nyeste bog). Du bliver nok spurgt ekstra meget måske fordi det brænder igennem hvor betænksom du er og hvor gerne du vil hjælpe, men det omfang spørgeriet antager er da helt tankeløst og ubetænksomt, synes jeg.
Det kunne være en idé at vende det med Trine-Maria Kristensen (trinamaria . dk) som er rigtig dygtig på det felt, alternativt Abelone Glahn (abeloneglahn . dk), som også er en haj.
God vind med det og god uge!
Hej Jane
Godt indlæg
Ja du er nok lidt for “ god “ af dig?
Jeg tænker som privat person “ hvorfor spør folk om alt det de gør.
Læs dog den bog altså –
KETO bogen.
Når man har læst den, er der ingen grund til at stille spørgsmål , for den er så gennem velskrevet og perfekt.
Go dag
Kh Diana
Haha ja! LÆS BOGEN!! Det er også oftere og oftere mit svar. Derefter kan vi jo diskutere uklarheder eller tvivl. Men læs nu den bog, jeg har skrevet. Den forklarer jo vitterligt 99% af alt, der er nødvendigt at vide :))
Dit indlæg i dag siger faktisk ret meget om den generelle kultur i store dele af samfundet OG de sociale medier / internettet som jeg ser det.
Jeg oplever at mange ikke ønsker at tillære sig noget – at få mere viden – at huske ting til næste gang de måske skal bruge det. Så de samme spørgsmål stilles igen og igen og forventes besvaret på 2 Google-sekunder … for derefter at blive glemt – som om vores harddisk skulle blive fyldt op !? Nej den trives med at blive brugt !
Ofte sidder jeg og bliver helt flov på andres vegne når jeg fx læser dine opslag, opskrifter, tanker eller andet og så i kommentarfeltet ser mange af de samme spørgsmål om og om igen, der klart viser at ovenstående indstilling er gældende hos dem der skriver. Jeg forstår godt du ikke orker at svare eller ikke KAN/VIL ! Jeg synes faktisk det er ret sejt, at du engang imellem skriver noget ala : det må du altså selv finde ud af – prøv det ! (For hvem ved egentlig om du kan lide paranødder … ?)
Suk .. jeg bliver træt på dine vegne ! Og har samtidig stor respekt for at du rent faktisk OFTE svarer på rigtig mange ting omend det er det samme igen og igen.
Det føles som om nogle af dem der skriver ønsker en “Quick fix” løsning fordi de ikke selv gider bøvle med fx at gå i en anden butik end de plejer, at lave mad bare for at prøve om de kan li’ det, at slå noget op selv … (fx … hvor kan jeg købe den her vare – jeg bor i X …. seriøst hvordan skal du vide det?)
Jeg er fuldt ud tilfreds med ALT DET du gør og skriver ! Jeg har købt flere bøger som jeg værdsætter og jeg håber du har tid til at fortsætte dit arbejde med at udbrede kendskab om lchf !
Som en sidenote til det med at man spørger fordi man føler man kender dig …. ja, jeg tror helt sikkert meget af det ligger der men det er samtidigt også det der drager så mange til din profil og blog.
PS : Måske kunne du lave forskellige “permalinks” fx med “Forslag til at erstatte dit med dat” .. og så linke til den under hver opskrift samt skrive at spørgsmål ang dette ikke besvares i kommentarfeltet. Du kunne også linke til sådan en “Generel vejledning vedr spørgsmål om” … kalorieindhold, træning, kan dette fungere hvis jeg fejler dit eller dat, er gravid, vegetar, har allergier, tager medicin osv osv … det kunne MÅSKE filtrere nogle spørgsmål fra ?
Mange taknemmelige hilsner fra Mie
Haha du er sød, Mie. Og det er godt set, at vi er blevet sådan en zap-kultur, hvor vi ikke længere orker at fordybe os eller lære noget men bare vil det have serveret nemt og enkelt. Og helst så vi kan få resultaterne men uden at behøve gøre arbejdet.
Og god idé med de permalinks. Jeg har jo allerede skrevet alle de sider. De findes. Det kræver bare at man lige suser en tur op i navigationsbaren eller bruger søgefeltet. Faktisk har jeg skrevet dem lige så meget til mig selv, fordi jeg så hurtigt kan henvise til dem i svar.
Og ja, den balance, jeg skal finde, er helt sikkert imellem at bevare nærheden men samtidig ikke drukne i uvedkommendeheder. Jeg har ikke helt løsningen på det endnu – og især ikke med den enorme vækst, som fx bloggen her oplever.
Kære Jane.
Interessante mandagsbetraktninger?
Det er mærkeligt at det dukker op nu, netop som jeg går og forbereder mig på at inddrage mine kollegaer i de udfordringer jeg har, bla. i forhold til deres måde at give mig arbejdsopgaver.
Jeg er souschef i en stor daginstitution, jeg har fuld tid, mine timer fordeles ligeligt imellem praksisfeldtet og administration/ledelse.
Om morgenen når jeg møder ind, går jeg igennem huset og siger godmorgen til kollegaer, børn og forældrer. Uanset om jeg skal bedrive ledelse eller have børnetimer, så kan sådan en tur igennem huset let give mig 5 – 8 opgaver med. Nogle har jeg glemt inden jeg når til kontoret og kan skrive op. Jeg har overvejet st tage min kinabog med på min morgentur, men så tænker jeg at det jo ikke er min hensigt at samle opgaver ind, jeg har såmænd rigeligt foruden.
Jeg forstår sagtens dine tanker og overvejelser, og jeg synes faktisk det er respektløst overfor dig, når det uden videre forventes, at du skal forholde dig til alt muligt?
Måske handler noget af det om at man føler man kender dig, og ligesom andre veninder/venner, så vil man gerne diskutere dette og hint med dig, netop på det der er dine kompetance områder?
Du bliver nødt til at dele Jane op, en der er professionel og en der er privat. Hvad der skal definere de to, skal du afgøre.
God fornøjelse
Ja netop det sidste er derfor det er så svært for mig. For jeg VIL gerne hjælpe og jeg ved godt, at de mange spørgsmål til netop mig er et udtryk for tillid og en følelse af at vi kender hinanden og at min mening eller holdning vægtes højt. Og det er jeg virkelig både glad og taknemmelig for.
Men i seneste år er det bare vokset mig over hovedet og jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg skal komme videre.
Jeg har fjernet spørgemuligheden nogle steder, men nogle steder er det ikke en mulighed og nogle steder vil jeg ikke fjerne den (her på bloggen fx). Men sociale medier tillader ikke, at man sætter auto-reply på og det piner mig, at nogen skulle spørge om noget og ikke opleve at få svar, for sådan har jeg heller ikke lyst til at det skal være.
Og du har ret. Jeg skal lære at sætte grænsen mellem professionel-Jane og privat-Jane. Det ved jeg simpelthen bare ikke hvordan jeg gør.
Og ja, det er jo det samme, der foregår på almindelige arbejdspladser også. Og især med at alle stillinger oplever at få presset flere og flere opgaver ned i sig, bliver det sværere og sværere at have tid til det hele.