Tid er den mest dyrebare ressource, vi allesammen har, og hvad vi bruger vores tid på, determinerer, hvem vi er og hvad vi får ud af livet.
De fleste af os synes, at vi tilbringer for lidt tid med de mennesker og de aktiviteter, vi holder af og for meget tid med ikke-værdiskabende ting, hvad enten det så er arbejde, transport eller de mange timers meningsløs scrollen i Facebookfeedet eller stenen foran fjernsynet.
Det med tid er samtidig bare dødsvært. I årevis har jeg bidt mig selv i tungen, når jeg hører mig selv sige, at jeg ikke har tid, for jeg har nøjagtigt lige så mange timer til rådighed som alle andre.
Men hvor dygtig jeg er til at forvalte den, er der lidt forskel på.
Mit arbejdsliv
Jeg er selvstændig med godt gang i butikken. Jeg er produktiv og effektiv og elsker at skabe produkter, bøger og andre ressourcer, der kan hjælpe andre mennesker. Jeg holder meget af mit arbejde og jg er de fleste dage drevet af lyst og jeg kan derfor også have svært ved at skelne mellem, hvornår jeg er på arbejde og hvornår jeg ikke er.
Jeg bruger en anselig del af min tid på at lægge ting til rådighed helt gratis. Opskrifter, tekster om Low carb, LCHF, Keto, om vægttab, om hverdagsstrategier, der gør det nemmere at få succes osv. Jeg skriver bøger, hvor jeg sammenfatter og deler al min viden.
Jeg bruger lang tid hver dag på at svare folk på spørgsmål, der kommer ind her på bloggen eller i kommentarer på Instagram og Facebook.
Jeg stiller op til interviews med folk, der skriver opgaver og og projekter om alt fra sund livsstil, Low Carb-LCHF-Keto, bloggeres rolle i sundhedsdebatten eller hvad det måtte være, der lander i min indbakke.
Jeg vil gerne hjælpe. Det vil jeg virkelig. Og jeg vil også virkelig gerne respektere og anerkende, at alle kommer med forskellige forudsætninger. Og jeg har en masse viden og erfaringer, som jeg hellere end gerne deler ud af.
Hvis’ tid er mest værdifuld?
Alligevel sidder jeg ind imellem med en følelse af, at folk stjæler min tid. Med det mener jeg, at de beder om min tid på at svare på noget, de kunne have googlet sig til på et minut.
Hvad er Keto?
Må man spise rugbrød, ris, pasta eller frugt på Keto?
Og det er da sandt, det kan jeg svare på på et splitsekund, men hvad nu, hvis der var 20 af den slags henvendelser hver dag? 50? Ville min tid så stadig være bedst brugt her?
Det oplever jeg som et stort dilemma, må jeg indrømme.
I samme kategori er denne type:
Jeg har kun tabt 6 kg på fire uger. Hvad gør jeg mon galt?
Min vægt er i denne uge steget med 200 g. Hvad gør jeg mon galt?
Uden kontekst er det jo som at famle sig rundt i mørke.
Og dybest set har jeg også lidt svært ved at se, hvorfor det er noget, jeg bedes om at forholde mig til.
“Hey, hvad mener du om denne her artikel?”
En anden meget tidskrævende henvendelse er, når folk sender mig artikler, youtube-forelæsninger eller videnskabelige studier, som de gerne vil have, jeg kommenterer på.
Når dette spørgsmål er stillet i åbenhed synes jeg, det kan føre spændende dialoger med sig.
Men meget sjældent medfølger der et reelt spørgsmål om, hvad det er, spørgeren er usikker på men bare et kort ‘hvad tænker du om artiklen/forelæsningen/studiet her?’.
Det betyder, at jeg for at kunne give et svar er nødt til først at læse mig igennem en artikel, se en lang forelæsning eller sætte mig ind i et givent studie og dets resultater og begrænsninger.
Det er ret meget af min tid, man beder mig bruge der – ganske gratis, synes jeg.
Hvis nu spørgeren i stedet refererede artiklen/forelæsningen/studiet og præciserede hvilke dele, der gav anledning til tvivl, så ville vi have delt tidsforbruget, kan man sige og spørgsmålet lidt mere fair.
Andre gange er det store brede spørgsmål, som kræver et virkelig langt svar for at få nuancerne med. Hvad mener du om klima? Hvad tænker du om kød og cancer? Den slags.
Jo, nu skal du høre… hvor lang tid har du?
Og måske mere relevant: Hvor lang tid har jeg egentlig selv? Og er det her virkelig god brug af min tid?
Support på andres produkter
I det sidste års tid er jeg også begyndt at få flere spørgsmål, der går på andre folks produkter. Dem ved jeg slet ikke hvad jeg skal stille op med.
Hej jeg deltager på et forløb hos den-og-den, men min vægt rokker sig ikke. Hvad gør jeg mon forkert?
Hej jeg laver en opskrift fra denne person, hvad kan jeg bruge i stedet for X ingrediens?
Hej, jeg har købt en bog af en anden forfatter. Hvad skal jeg gøre ift. en-eller-anden problemstilling?
Forventes det så virkelig, at jeg supporterer med gratis rådgivning til folk, der har lagt deres penge i en anden butik end min?
I denne kategori hører også de hundredevis af henvendelser, jeg får fra folk, der følger Lifesums retningslinjer og taber muskelmasse, hår, libido, livsglæde osv.
De henvendelser kunne jo i stedet lande hos… Lifesum.
Jeg synes, det er så mærkeligt.
Hvor er bloggen og sociale medier på vej hen?
Det får mig også til at spekulerer på, om min prioritering af at have åbne kanaler og svare på spørgsmål egentlig er en god idé. Burde jeg lukke ned for den del og i stedet skrive flere bøger, flere blogindlæg og lave flere online produkter?
Eller holde mere fri?
Har andre lukket ned for den åbne del og er det derfor de spørgsmål lander hos mig?
Og hvor bevæger bloggen og sociale medier sig hen, hvis vi kigger frem i tiden?
Når jeg kigger på store amerikanske bloggere/sundhedsformidlere, er de ofte komplet fraværende i deres kommentarspor. De publicerer artikler og stiller deres viden til rådighed, men dialogen er begrænset.
Er det der, vi er på vej hen? Har jeg lyst til at det er der, jeg bevæger mig hen?
Sociale medier sover aldrig og det gør denne type arbejdsliv til ekstremt grænseløst. Det betyder i mit tilfælde, at der kun er ét menneske til at sætte disse grænser. Nemlig mig selv.
Men måske er det slet ikke en unik situation i mit arbejdsliv.
Er det også sådan på din arbejdsplads?
Jeg forestiller mig, at det her ikke bare isolerer sig til det lidt specielle job, som jeg har, men at det også foregår på almindelige arbejdspladser i stor stil med store mængder tabt arbejdstid til følge.
Jeg kan jo lige spørge ham/hende i stedet for at undersøge det selv. Det er meget hurtigere og nemmere (for mig).
Har vi mistet respekten for hinandens tid? Eller hvis tid er mest værd?
Det er egentlig det spørgsmål, jeg gerne vil stille i dag.
Oplever du det samme eller noget lignende på din arbejdsplads? Eller hvad tænker du om det?
Tag penge for dine svar!
Det er jeg ikke interesseret i :)
Kære Jane
Tak for dig og alt det du har leveret og leverer. Jeg er dybt taknemmelig, men vil fatte mig kort.
Du skal til at justere og prioritere i dit liv, så du stadig føler glæde og overskud i det du laver. Find evt nogle frivillige (iblandt alle os du har hjulpet) til at svare på simple mails og spørgsmål.
Du er ikke til for brugerne, men hold kæft, hvor sætter jeg stor pris på DIG og alt den viden jeg har kunne finde på din side – bare ved at google mig til det.
Jeg føler at jeg er på rette spor og delere din/min viden i flæng. Du gør det godt og pas så på dig selv <3
Kære Jane.
For pokker, jeg elsker bare din reflekterede mandagsskriv, men det her er også lidt hårdt at læse.
Ingen tvivl om at jeg sætter umanerlig meget pris på den umiddelbare måde JEG kan få kontakt med på, det gør jeg virkelig.
Men kors hvor forstår jeg bare godt dit dilemma, og tænker da nogengange det er utroligt SÅ flink du er til at svare på alle mulige spørgsmål.
Jeg ved ikke hvad løsningen er, men måske en mulighed med mere lukket gruppe, eller at der høre et honorar med i at være i en gruppe og trække på din enorme viden og erfaring, men det tror jeg måske ikke er dig.
Jeg tror det ligger lidt i tiden, disse digitale medier er SÅ nemme at bruge, det ville være noget andet hvis alle skulle skrive mail, eller bestille en tid til samtale mod betaling, så var det måske begrænset hvor mange der henvendte sig. Det er som om det bliver lidt ansvarsløst når man bare frit kan spørge.
Nå jeg kunne blive ved, men så skal du jo igen bruge tid på at læse og læse, så slut bum.
Kh. Pernille
Kære Jane.. ?
Tak for et dejligt skriv, der satte tanker i gang… Jeg har en lidt anden vinkel, som du måske kan bruge.
Jeg er blevet førtidspensionist i en ret tidlig alder grundet kroniske smerter. Det og så min positive livsindstilling, har medført at jeg alligevel har skabt et relativ aktivt og magisk liv… ❤️
Men jeg oplever fra en del mennesker en forventning om, at jeg jo let kan stå til rådighed med hjælp, råd og ikke mindst at jeg ‘bør’ komme til dem, hvis vi skal ses… Og det vil jeg gerne – ind imellem. Men de glemmer hvorfor jeg går hjemme… At jeg kan få voldsom forværring i smerter når jeg kører… Så er det rimeligt at jeg skal flytte mig hver gang fordi jeg principielt har tiden? Og er min tid blevet mindre værd fordi jeg i princippet har mere af den?
Jeg tror i bund og grund at det handler om mere generelt om en større mangel på respekt for hinanden… Og et væsentligt øget fokus og behov for MIG OG MIT…
Ved ikke om det giver mening. Men fedt du tager det op.. ???? Måske jeg skal tage den videre på min blog, så vi kan skabe mere fokus på omtanke for hinandens tid og værd… ???❤️
Kærligst,
Zanna
Overvej en dygtig PA, der kan svare på de “dumme” spørgsmål med links til tidligere blogs eller henvisning til dine bøger
Ja det er virkelig en mulighed – jeg skal bare lige komme overens med at jeg skal give en adgang til mine social media-profiler, som jo i en eller anden forstand også er private… :)
synes som udgangspunkt, at det der gør din blog unik, er den direkte kontakt til dig. En PA ville i mine øjne distancere dig fra dine brugere og dermed fjerne den personlige tilknytning, som føles så god. Når det så er sagt, så skal det jo være tilladt at lade være med at svare! At lave en generel disclaimer omkring ting der er blevet spurgt om 800 gange, eller som T Y D E L I G T fremgår andre steder og som, hvis man læser din blog eller andre SOME-indlæg er åbenlyse. På den måde kan du, med god samvittighed overfor det der tilsyneladende er vigtigt for dig (og os som brugere) nemlig det personlige nærvær, med et let skuldertræk, og en sagliggørende udåndning, forbigå spørgsmål om dette eller hint er keto, om andre folks produkter og om andre emner, der føles som tidsrøvende gentagelser fra folk der ikke har gidet “læse på lektien”, men hellere vil spørge dig, for det er jo nemmest!
Med håbet om fortsat “personlig” kontakt
Tine
Ja jeg er så enig og det er også derfor det er så svært for mig. Det her er jo mig, min baby, min passion. At finde en balance hvor folk stadig får hjælp uden at jeg forsvinder i det er virkelig en balance.
Hele snakken her har også gjort det klart for mig hvad der er vigtigt og på den måde hjælper de mange input virkelig. Jeg vil fortsat være her på bloggen og svare på alt, stort som småt mens nogle af de andre platforme bliver skåret fra. Den prioritering kan jeg mærke er rigtig❤️
Det er jeg RIGTIG glad for. I perioder bruger jeg bloggen meget, andre gange næsten ikke, men rart at vide at “du er der” hvis behovet skulle opstå. Er i øvrigt på 7. uge KETO og tænker faktisk ikke rigtigt over det længere..det er bare… :-) <3