I 6 uger har jeg brugt Red Light Therapy (Rødt Lys Terapi – RLT), og det er tid til at evaluere.
Red Light Therapy er sådan noget, mine biohacker-venner bruger, og jeg har været nysgerrig på det længe, men jeg tror, det var en kombination af Coronakedsomhed og det, at mine børn er store og ikke længere har nævneværdigt brug for mig, der efterlod et tomrum af kedsomhed og… ja, tid.
Jeg er ikke interesseret i at arbejde mere, end jeg gør, selvom jeg sagtens ville kunne det, og der er en grænse for, hvor meget man kan træne og hvor mange ture, man kan gå og cykle.
Så jeg kastede mig ud i selvforbedrings-wellness-genren.
Af en, der har brugt helt almindelig bodylotion i ansigtet, indtil jeg var 38, er det måske lidt sent, men jeg har kastet mig ud i et væld af wellness-beauty-eksperimenter. Og her er Red Light Therapy et af dem.
Hvad er Red Light Therapy?
Red Light Therapy kaldes også photobiomodulation og er en terapeutisk teknik, hvor man belyser kroppen med rødt lys og nær-infrarødt lys og derved stimulerer kroppen på celleniveau uden solens skadelige effekter. Og (desværre) også uden at få en lækker solbrun farve
Løfterne ved Rødt Lys Terapi er mange, og flere af dem er relativt godt undersøgt (med tanke på at vi befinder os i den alternative genre).
Blandt de interessante effekter ved RLT kan nævnes, at det kan:
- øge cellernes iltoptag
- mindske inflammation
- reducere restitutionstid efter træning
- forbedre elastin- og kollagenproduktionen i huden
- udjævne hud-uregelmæssigheder
- blege strækmærker og ar
- mindske arvæv
- forbedre blodcirkulationen
- øge ATP-dannelsen i cellerne (ATP er cellernes energi-‘valuta’)
Hidtil har du skulle på en specialiseret klinik for at modtage Red Light Therapy, men nu kan du købe panelerne og gennemføre terapien hjemmefra.
Red Light Therapy for bedre blodcirkulation
Jeg var primært interesseret i effekten på blodcirkulation og på arvæv.
Uden at gå i detaljer med mine personlige udfordringer med de to ting, vil jeg sige, at begge dele volder mig en del problemer.
Den forfængelige grund: at øge collagenproduktion i huden og derved opnå… rynkereducering ville jeg såmænd ikke have noget imod heller.
Rynkereducering har jeg desværre ikke set noget nævneværdigt til, men 6 uger er måske også lige vel kort tid at bedømme det efter.
Effekten på blodcirkulation og arvæv er lidt sværere at vurdere, både fordi det er ekstremt subjektivt, og fordi jeg samtidig har gang i andre tiltag med dette formål også.
Jeg føler ikke, at der er sket et kæmpe gennembrud, men jeg føler, at jeg er på sporet af noget. Sådan vil jeg udtrykke det på nuværende tidspunkt, tror jeg.
Og det kan vi evt. tale om igen om 3-6-9 mdr. når jeg forhåbentlig har en mere målbar effekt.
Utilsigtet gevinst: Søvn
Men til gengæld har jeg fået en uventet og utilsigtet gevinst: Søvn!
Jeg falder i søvn med et brag hver aften og bruger 5 minutter, max 10 på at falde i søvn.
For jer psykopater, der bare lægger hovedet på puden og falde i søvn på et splitsekund, lyder det måske ikke prangende, men for en som mig, der i 44 år har haft utroligt svært ved at falde i søvn, og som har måtte have meget faste, nærmest rigide og ufravigelige søvnritualer for at kunne give slip på dagen og falde i søvn, er det ret vildt.
Melatoninmisbruger
For nogle år siden opdagede jeg, at jeg ved hjælp af tilskud af Melatonin (3 mg) kunne forkorte min indsovningsfase fra 50-60 minutter til 20 minutter, og det udviklede sig til et lille dovenskabsmisbrug. Med dovenskabsmisbrug mener jeg, at det blev så nemt for mig at tage den lille pille og herefter falde i den søde søvn 20 minutter senere, at jeg ikke længere rigtigt orkede at tage kampen op.
Selvom Melatonin er ufarligt, bryder jeg mig ikke om at være eller føle mig afhængig af noget. Men jeg var samtidig for doven til at tage kampen op og prioriterede den ekstra søvn, fordi nok søvn er så vigtigt for mig.
Fra første dag, jeg brugte Red Light Therapy og hver dag siden, er jeg faldet i søvn lynhurtigt og uden Melatonin.
Så nu er jeg afhængig af det – haha!
Sådan bruger jeg Red Light Therapy
Jeg tager 2 x 10 minutters lys om dagen. Som det første, når jeg vågner om morgenen og så engang sidst på dagen, som regel lige før aftensmaden, ved 17-18-tiden.
Og ja, jeg står bare og bliver belyst med så meget hud blottet som muligt. Nogle gange lytter jeg til podcast eller musik men som regel står jeg der bare.
Vi kan jo kalde det en slags meditation. Noget, jeg i øvrigt heller aldrig har evnet at mestre.
Hvor køber man det og hvad skal man kigge efter?
Ærligt, jeg er nok ikke den rette at spørge her, og det afhænger også af, hvad man ønsker at bruge det til.
En ting, der dog er vigtig at kigge efter er, om panelerne har indbygget både rødt lys og nær-infrarødt lys.
Da mit mål er øget blodcirkulation, har jeg tænkt, at helkropsbehandling måtte være bedst, så vi har købt et stort, højt panel (90 cm) og et mindre, så det samlet set belyser det meste af kroppen.
Jeg er ikke helt sikker på, at vi er endt med det bedste match til vores behov, men nu er vi her og får det bedste ud af det.
Vi har købt vores paneler hos Upgradeyourself.dk og har fået uovertruffen fin service derfra.
Og dette indlæg er ikke sponsoreret. Det er helt for egen regning.
Hejsa, Hvordan går det med dine erfaringer her efter flere mdr? Jeg er virkelig nysgerrig – især på om søvn-fordelen fortsætter?
Ja godt du skriver. Jeg skal nemlig have lavet den opdatering. Jeg sætter det straks på min liste. Men det korte svar er at jeg stadig er helt vildt glad for det og bruger det så tit jeg kan passe det ind (ca. 5 dage i ugen) Og ja, jeg synes søvnfordelen fortsætter men Melatonin er stadig min bedste ven (måske af dovenskab, jeg ved ikke lige..)
Spændende med virkningen på søvn; jeg har købt solarierør med rødt lys (og uden UV lys) og monteret i et hjemmesolarium, da jeg har en del bøvl med huden. Jeg kan tydeligt mærke at min hud bliver nærmest olieret når jeg bruger det, fx er mine albuer helt bløde nu (og jeg er næsten 50. de plejer at være sprækkede og tørre). Det røde lys har helt fjernet min eksem og tørre hud, men jeg har kun brugt det 2×20 min/uge, vil prøve at give et boost om aftenen og se om det kan hjælpe på min søvn :D (De rør jeg har er art of sun collagen plus 100 Watt; jeg er på ingen måde involveret med firmaet og får desværre ikke rabat hehe, er bare tilfreds bruger). I vinterhalvåret bruger jeg også UV rør da det hjælper på mit vinterhumør, jeg ved ikke om det er d-vitaminerne, varmen eller noget andet fra UV lyset der hjælper, men hjælpe gør det :) Jeg har købt UV rør der lever op til de grænser for UVB det her study fandt: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC5821157/
Hvor spændende, tak for tip. Jeg kiggede faktisk efter et ansigtssolarium sidste år men de var helt umulige at opdrive i DK. Har du købt hjemmesolarium i DK?
Hej Jane
Jeg er lidt nysgerrig på, hvordan det går med red light terapien?
Mvh Susanne
Det går rigtig godt. Effekten på søvnen er vedvarig. De andre ønskede effekter som fx øget blodcirkulation er lidt sværere at vurdere, synes jeg. Mine rynker er heller ikke forsvundet – haha!
Var det noget specielt, du tænkte på?