Her i den asketiske lejr (host host) bød fredagen på den vante mishandling af ungerne med en omgang e-nummerfri og sukkerfri (læs: alternativt sødet) fredagsgodis.
Rå chokolader med knas. Nam nam.
Ingredienser
- 90 g kakaosmør
- 1 spsk kokosolie
- 1-2 spsk agavesirup
- 4 spsk raw kakaopulver
- 1 tsk vaniljepulver
- 1 spsk lucumapulver kan udelades
- kakaonibs til knas
Sådan gør du
- Smelt hele balladen (undtagen kakaonibs) over vandbad og bland det godt sammen.
- Hæld chokolademassen i små forme tilsat kakaonibsene – det er dem, der giver knas. Jeg brugte denne gang nogle små muffinsforme af giftig silikone.
- Efter et par timer på køl var det dejligt nemt lige at vippe chokoladerne ud af formene
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Og så kunne de også lige akkompagnere den vaniljeis, som vi spiste til dessert. Vaniljeisen blev lavet efter denne opskrift.
Ovenstående var godt for mig, som var temmelig tømmermændsramt i går.
Og nu er det lørdag, og det er dælme dejligt. Også selvom der er mere end rigeligt at tage sig til. Bl.a. læse til projektlederkurset. Jeg missede jo tre undervisningsgange i starten af forløbet, fordi jeg kom med på et afbud, og i næste weekend misser jeg endnu en lektion, fordi vi skal til bryllup i Slovenien. Men jeg kan da godt huske, fra da jeg læste på universitetet, at det er helt normalt, at man misser et par undervisningsgange her og der. Problemet med dette er, at en undervisningsgang varer 6 timer, og der kun er 8 undervisningsgange i alt. Så en hurtig hovedregning (og det er jeg ellers ikke skrap til) fortæller mig, at jeg misser 50% af undervisningen. Og da det er et MBA kursus, der er normeret til 220 timer (shit!), og eksamen foregår uden hjælpemidler kræver det altså, at jeg lægger mig lidt i selen, hvis jeg skal gøre mig noget håb om at bestå. Måske endda særligt, fordi jeg ikke er udpræget begavet indenfor dette område og bestemt ikke synes, det ligger lige til højrebenet. Og eksamen nærmer sig, og det er lige før jeg kan ligge søvnløs over det. Og det kommer jeg nok også til. Men det skal jeg i hvert fald have læst op til her i weekenden.
Og så var der noget med et bryllup i Slovenien. Og hvad skal man egentlig have på til et bryllup, hvor man forventes at drikke præstens hjemmebrændte spiritus kl. 10.00 om morgenen? Og stadig forventes at stå oprejst til den fine middag på femstjernet restaurant om aftenen? Og drikker de egentlig andet end vodka sådan et sted? Og hvad har man på til det? Jeg er i tøjkrise af dimensioner. Jeg er ikke ligefrem pyntetypen, der har en hær af fine kjole hængende i mit skab. Ej heller har jeg horder af fine festsko. Jeg er lidt mere Birkenstocksandaltypen (dem har jeg til gengæld mange af), der vælger komfort først og looks bagefter. Og til et bryllup må det såmænd godt være komfortabelt, men det skal helst være pænt samtidigt. Så mindre udfordring der også!
Og så vil jeg gerne også nå at træne, løbe på rulleskøjter og komme til yoga. Og være sammen med mine børn, som jeg ikke ser hele næste weekend. Nå ja, og min mand, som har været bortrejst de sidste par uger, imens jeg har stået i bræk og syge børn til knæene, og som igen deler sit legeme mellem London og Jylland i næste uge. Personligt synes jeg, han burde sprede sig legeme lidt mere ud over Valby, men det er han vist enig med mig i.
Så travl lørdag coming up!
Hej Jane…. Er nu gået i gang med LCHF og synes det er utroligt spændende… Men løber panden mod en mur da jeg er mandel allergiker og derfor ikke tåler mandelmel.. Kan jeg erstatte det med noget andet! På forhånd tak..)
Det fiberrige mandelmel fra Funktionel Mad kan byttes til kokosfibre. Almindeligt mandelmel (malede mandler) kan du bare erstatte af malet mel af de nødder/kerner, han kan tåle. Det burde ikke være noget problem.
Du glemte en perfekt espresso til den dessert :)) Lige et spørgsmål, har du regnet på hvad det koster i råvarer at lave den RAW chokolade selv, kontra at f.eks. købe disse her. http://www.therawchocolatecompany.com/allan_html_pages_new/organic_chocolates.htm
de koster ca. 20kr for 44gram færdig lavet..
mvh.
Christian
tlf. 22152620
Uha, Christian, nej, det har jeg ikke regnet på. Jeg forestiller mig dog ikke at der er den store besparelse i at lave dem selv. Det er bare så skønt at kunne lave sine helt egne varianter i lige præcis den sødningsgrad, man ønsker. Men én type raw chokolade jeg aldrig kommer til at lave selv er denne: http://www.rawandmore.dk/booja-booja-dark-chocolate-truffles Det er noget af det lækreste, jeg har smagt, og her lægger jeg mig fladt ned og betaler prisen.
Pyyh, jeg håber, du husker at trække vejret lidt i løbet af dagen.
Og jeg kunne egentlig godt lige køre et par af de der mishandlingschokolader ned, hvis det skulle være :) også på trods af, at det er lørdag morgen kl. 8.57, men er stadig sengeliggende, og så kan man virkelig få brug for chokolade, nøjagtig som når man ikke er sengeliggende du ved hehe :)