Ranchfad med kylling har jeg kaldt denne opskrift, fordi den er inspireret af den populære amerikanske ranch-dressing. Det er brugen af de friske urter, der fik mig på de tanker. Men uanset hvad vi kalder den, er det superlækker og nem hverdagsmad.
Ingredienser
- 40 g bacon
- 250 g kyllingebryst
- 300 g broccoli
- 50 g revet ost fx gouda, parmesan eller vesterhavsost
Ranch sovs
- 2 spsk purløg
- 2 spsk frisk persille
- 2 spsk frisk dild
- 1 dl fløde
- 50 g flødeost naturel
- 1 tsk dijonsennep
- 0,75 dl vand
- 2 tsk løgpulver
- 0,5 tsk cayennepeber
- 1 tsk hvidløgspulver
- Salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
- Opvarm ovnen til 180 grader.
- Skær bacon i tern og steg den sprød på en pande. Læg den sprøde bacon i et fad.
- Skær kyllingen i mundrette stykker og brun det af på panden. Læg det i fadet sammen med bacon.
- Del broccolien i mindre buketter og læg også dem i fadet.
- Hak krydderurterne.
- Bland fløde sammen med vand, flødeost, dijonsennep, krydderier og krydderurter.
- Hæld flødeblandingen/ranch sovsen over bacon, kylling og broccoli og drys til sidst med osten.
- Sæt fadet i ovnen og bag i ca. 15 minutter til osten er gylden på toppen.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Ranchfad med kylling og bacon.
Du får virkelig nem og velsmagende aftensmad i denne opskrift. Retten er hurtig at lave og kan snildt nåes i en travl hverdag. Jeg har lavet den til 2 personer, men det er en helt oplagt ret at lave i dobbelt – eller trippelt – portion, så du har nem mad til flere dage. Fordelen ved det er også at saucen bliver lidt tykkere ved genopvarmning.
Jeg forsteger både kylling og bacon, mest fordi jeg godt kan lide at baconen er lidt sprød, men skal det gå virkelig hurtigt, kan du springe det over og bare putte det hele i fadet i ovnen. Så skal det bare have lidt længere i ovnen, men du tilbringer mindre tid i køkkenet.
Så prøv det lækre ranch fad med kylling og bacon og nyd at få lækker mad på bordet i en fart.
Hvad spiser man til ranchfadet?
Da du har hele molevitten (kød-grøntsager-fedt) i selve fadet, behøver du ikke mere tilbehør til. Meeeen… jeg kan nu alligevel godt lide at have et eller andet grønt på siden.
Til denne opskrift på ranchfad ville jeg nok lave en enkelt grøn salat med vinaigrette fx eller måske en let kålsalat med spidskål. Bare lige sådan en anelse grønt knas ville være lækkert til, synes jeg.
Hej!
Ved du hvad selve ranch sovsen indeholder af kcal, fedt, kulhydrat og protein for sig selv?
Det er en helt fantastisk opskrift 😍 tak for den!
Nej ikke direkte men du kan bare tage udgangspunkt i næringsindholdet i fløde+flødeost, så rammer du ret tæt på.
Vi har ofte lavet noget Pasta med broccoli, kylling og bacon i mornay sauce som er den første opskrift jeg prøvede fra dig. Men jeg kan simpelthen ikke finde frem til den efter nogle forsøg, nu jeg lige ville skimte den igennem engang. Kan du hjælpe mig med at finde frem til hvad den ret kan hedde?
Uh det lyder også lækkert – er det evt. denne opskrift på mornaysauce?
Hej Jane.
Vi er ikke så glade for bacon. Har prøvet kalkunbacon ,synes ikke det smager godt. Spiser ikke gris og ko.
Har du en god ide i stedet for ?
Evt nogle krydderier ?
Enig i kalkunbacon – det er jo så fælt. Hvad med lidt røget paprika eller andet, der kan give den lidt røgede smag?
I den anden ende af spekret kunne hakkede oliven også være lækkert i.
Har du prøvet røgsalt?
På http://www.haervejssalt.dk har de en røgsalt som har fået smagen af et ophold i røgovnen.
Kan man bruge snittet spidskål i stedet for broccoli
Ja det tror jeg sagtens. Eller blomkål hvis det skal have lidt mere struktur.
Er retten fryseegnet?
Hele vores madplan i denne uge er ketovenlig. Så derfor ved jeg, at jeg ikke får spist den ene portion, der var til overs fra aftensmaden her til aften.
Jeg har rimeligt meget OCD når det kommer til min mad, så min frokost er det samme hver dag🙈
Men jeg vil gerne gemme portionen, til en dag hvor familien skal have ikke-keto😊
Hej Stine
Jeg ville godt turde fryse den. Jeg fryser faktisk næsten alting😅 Nogle gange kan det påvirke konsistensen en smule men herregud, det er stadig et fint måltid❤️👍🏼