Jeg ved, at mange af jer tit mangler idéer til de situationer, hvor det bliver så nemt bare at spise noget kulhydratrigt. Fx rejser. Rejser, måske især flyrejser, er jo næsten en perfekt storm af ængstelse og mad-slik-sukker-cues i overflod. En tur igennem Tax Free i lufthavnen er jo så triggende.
Udstyr
- airfryer kan også laves på panden
Ingredienser
- 25 g løg
- 30 g rød peberfrugt
- 3 æg
- 50 g revet ost fx emmentaler
- salt og friskkværnet peber
- smør eller olivenolie
Sådan gør du
- Hak løg og peberfrugt fint.
- Pisk æg med ost, salt og peber.
På pande
- Smelt lidt smør på en pande
- Steg løg og peberfrugt heri ved medium varme i ca. 5 minutter. Løgene må gerne tage lidt farve men de skal ikke branke.
- Hæld ægge-ostemassen oveni og rod den lidt rundt. Lad den herefter passe sig selv ved lav varme til æggemassen er næsten helt fast.
- Fold den til en halvmåne og steg den færdig på begge sider.
I airfryer
- Spray lidt olie i bunden af en metalgryde til airfryer.
- Put løg og peberfrugt i og giv dem 5 minutter ved 180 grader. Rod evt. i dem en gang undervejs.
- Hæld ægge-ostemassen i, rod det hele lidt rundt og giv den yderligere 8 minutter ved 180 grader.
- Tag gryden ud og vip omeletten ud med en spatel. Hvis du synes, kan du give den 2 minutter ekstra med bunden opad, så begge sider bliver godt faste i det.
Uanset tilberedningsmetode
- Halver den og pak den ind i madpakkepapir eller i en beholder til madpakke.
Egne noter som Plus medlem
Som MadbandittenPLUS medlem, kan du skrive dine egne noter
Medmindre man kender lufthavnen godt, ved man ofte heller ikke, hvad der er af madmuligheder. Og i de tilfælde kan man jo så vælge at tage chancen eller man kan vælge at møde forberedt op ved at have taget sin egen mad med.
Jeg gør lidt forskelligt fra gang til gang. Nogle gange spiser jeg mad i lufthavnen og lever med eventuelle kompromiser. Andre gange har jeg selv madpakke med.
Keto og madpakke
Da vi fløj hjem fra Spanien sidst, valgte jeg at have min egen madpakke med. Jeg spiser Keto for fedttab (og minimering af vinterdepression) i øjeblikket og er derfor optaget af både at holde kulhydratindtaget lavt og proteinindtaget højt.
Vi skulle flyve 11.20, så det var heller ikke lige rette tidspunkt til at spise min vanlige burger-uden-brød-med-dobbelt-bøf i Malaga lufthavn, som ellers er mit hjemrejseritual. Og jeg ville gerne være på den sikre side.
Osteomelet to the rescue
Så jeg lavede en osteomelet hjemmefra og tog den med. Det har jeg brugt som rejsemad utallige gange. Den smager dejligt koldt, næsten som en fransk crepe, hvis man laver den med emmentaler, og den kan fint holde sig nogle timer uden at blive ulækker og den lugter ikke. Det sidste kunne jeg selvfølgelig være ligeglad med, men det er jeg ikke (altid).
Jeg lavede den aftenen før og pakkede den i en gammel take-out-beholder. Og så havde jeg lidt ekstra salt og køkkenrulle med, så jeg kunne spise den med fingrene. Og den gjorde bare jobbet 100%. Jeg nåede til KBH og kunne i ro og mag lave min aftensmad. Endnu en Keto-dag i bogen, ja tak! Og en tur igennem fristelsernes højborg uden problemer.
Denne omelet smager i øvrigt også fortrinligt på en helt almindelig dag uden at blive brugt som proteinrig madpakke.
Madpakke til skole eller arbejde
Omeletten her kan selvfølgelig også bruges i skolen, på arbejdet eller hvor du ellers har brug for at have din egen mad med. Er der mulighed for det, kan du have en lille grøn salat med eller lidt strimlet spidskål. Jeg havde ikke lige det muligheder her, så min blev spist helt plain.
Jeg synes, det er vigtigt godt at kunne have måltider, der bare ‘gør jobbet’ og så andre måltider, der er kræset lidt ekstra om. Jeg ville ikke orke et liv, hvor der skulle være kræset om det hele, og jeg ville formentlig heller ikke orke at alt skulle være så enkelt som dette. Men at have en håndfuld gode simple måltider, der ‘gør jobbet’, som man så kan veksle med de lidt ekstra lækre måltider, synes jeg virkelig er en vindende kombi.
Efterårs-Keto (igen)
Spiser du også Keto her i efteråret og bruger det som strategi op mod jul? Jeg havde kæmpe succes sidste år med at lægge en Keto-periode fra sidst oktober og til cirka 1 uges tid før jul. Det minimerede en masse beslutninger for mig og jeg slap for at opleve, at december blev ét langt sukkerorgie. I juleferien kunne jeg spise lidt af de søde julesager, men fordi jeg havde så lang og stabil en Keto-periode bag mig, triggede det ikke på samme måde, som hvis jeg gik ind i det med vaklende impulskontrol.
Samtidig er den mørke tid ikke helt den bedste for mig og derfor har jeg endnu mere glæde af den humørstabilisering, jeg oplever ved at være i ketose.
Så det gentager jeg igen i år. Det går allerede over al forventning❤️
Jeg magler rugbrød
Har du ikke nogle opskriften med rugbrød
Hej Alice
Jeg har denne opskrift på ‘rugbrød’
Jeg vil dog være ærlig med dig og sige, at det ikke er med brøderstatninger, at du kommer til at få det bedste resultat. I hvert fald ikke, hvis målet er vægttab. Så brug det som en slags støttehjul i starten og vid, at du skal bevæge dig i retning af at bruge dem mindre og mindre.
Tak for din råd , det må jeg gøre.
Sikke en god idé med valg af en keto-periode :-)
Efter min succesfulde periode sidste år (1/9 til oprindeligt planlagt 1/12, men det var faktisk svært at overgå til LowCarb (altså den variant, som ikke er keto), jeg tyede til dine materialer) tænkte jeg (og mit voksende maveskind), at det ville være fint med en lignende periode i år. Med start 1/9 – med drivhuset fyldt af de lækreste tomater (og en del kuldrater, hvis man bare kører dem ned)…………………..
Besluttede næste år at tage min periode fra 1/10 og så 2 måneder. Men kan godt se idéen i at starte ultimo oktober og slutte en uges tid før jul. Det er da det, jeg gør næste år :-))
(Om så der bliver flere keto-perioder, det må tiden vise. Det optimale vil jo være at blive i stand til at mærke efter.. Elsker tanken om at “motionere” kroppen til at være i stand til, ubesværet, at skifte imellem keto og LCHF :-)
Ja det er virkelig noget med at finde egnede tidspunkter. Jeg har i alle år troet, at Keto ikke var det rette for mig i de mørke måneder, fordi jeg synes, mit overskud i forvejen er lavt pga. mørket og jeg synes trods alt, at Keto kræver lige lidt ekstra fokus af mig. Så jeg troede, det ville blive for meget for mig. Men så prøvede jeg det sidste år og havde simpelthen det mest humørstabile efterår nogensinde. Og så var det virkelig perfekt at holde pause over julen men uden at ‘julen’ endte med at betyde flere måneder med søde sager :)
❤️