Proteinpulver på Keto


Kan man bruge proteinpulver på Keto? Og i så fald, hvilken slags er bedst at bruge?

Du kan godt bruge proteinpulver på Keto. Det er mere optimalt at stille dit proteinbehov via maden, du spiser, men hvis alternativet er, at du ellers ville spise for lidt protein, er det bedre, at du bruger pulver.

Så ligningen ser sådan her ud: Proteinrig mad > proteinpulver > proteinfattig kost.

Kan du følge mig?

Proteinpulver er et tilskud – ikke et måltid

Proteinpulver er et tilskud til din proteinrige kost. Det er ikke en måltidserstatning. Vigtigt at forstå med proteinpulver er, at du derigennem får aminosyrerne fra protein, og vælger du Whey proteinpulver, får du dem også i letoptagelig form og i de rette proportioner.

Men du får ikke alle næringsstofferne, som du får, når du spiser proteinrige madvarer (kød, fisk, fjerkræ, æg).

Proteinpulver er et ekstremt forarbejdet produkt og meget langt væk fra idéen om at spise rigtig mad eller ‘artsegnet kost’.

Men jeg gentager lige: Hvis alternativet er, at du spiser for lidt protein, er det bedre, at du bruger proteinpulver.

Hvilket proteinpulver er bedst?

Whey protein er den bedste kilde til proteinpulver, da det både optages nemt og har en gunstig aminosyreprofil.

Whey protein indeholder alle essentielle aminosyrer i de rette proportioner, som kroppen har brug for at opbygge og reparere muskelvæv.

Whey protein indeholder også en høj koncentration af forgrenede aminosyrer (BCAA’er), som er vigtige for muskelopbygning og -reparation.

Desuden er whey protein let fordøjeligt og absorberes hurtigt af kroppen, hvilket gør det til et ideelt valg efter træning, når kroppen har brug for hurtig tilførsel af protein.

Whey proteinpulver indeholder en smule kulhydrat og spiser du Keto, skal de naturligvis regnes ind i dit daglige kulhydratbudget.

Proteinpulver til træning

Vil du gerne indtage proteinpulver i forbindelse med træning, er Whey protein altså det bedste bud.

Hvis jeg vælger at bruge proteinpulver, vælger jeg Whey protein med neutralsmag, da jeg foretrækker at undgå eller minimere sødemidler og unødvendige ingredienser og fordi jeg synes, de smagstilsatte varianter smager noget så skrækkeligt. Whey Neutral er smagsneutral og den blander jeg så med instant kaffe, isterninger og vand.

Se også: Opskrift på Keto proteinshake

Skal man bruge proteinpulver til træning?

Nej bestemt ikke. Jeg veksler lidt mellem hvad jeg gør og hvad jeg oplever som mest optimalt.

Jeg træner mandag og onsdag kl. 8.00 og lørdag kl. 8.30. I hverdagene spiser jeg som regel morgenmad inden træning (mindst 30 g protein fra æg/kød) og det er som regel fint.

I weeekenden sover jeg lidt længere og hvis jeg ikke har nået at spise morgenmad inden træning, drikker jeg hellere end proteinshake end at træne fastende. Og så spiser jeg ægte morgenmad efter træning

Jeg spiser i forvejen godt med protein (sigter efter 100-120 g pr. dag). På træningsdage sigter jeg efter +25 g protein og nogle gange vælger jeg at få det supplerende protein fra pulver.

Men pulveret er altid ekstra – ikke i stedet for.

Proteinpulver og ketose

Wheyprotein vil dog formentlig have indflydelse på ketose og måler du ketonstoffer vil du opleve at de falder eller at du ryger kortvarigt helt ud af ketose. Det skyldes, at nogle af aminosyrerne giver en insulinrespons. Det behøver ikke være et problem, men du vil kunne opleve ekstra sult som følge deraf.

Alt det samme gælder for træning, men træning er jo stadig sundt og godt. Men det kan måske være rart at vide.

Hvad med collagenpulver?

Collagenpulver er en kilde til protein, der primært består af kollagen, som er det primære protein, der udgør bindevæv, såsom hud, sener, ledbånd og brusk. Collagen er primært sammensat af de tre aminosyrer glycin, prolin og hydroxyprolin, der udgør omkring 50-60% af collagenets samlede aminosyreprofil.

Da collagen ikke indeholder alle de essentielle aminosyrer anses det ikke for at være komplet protein.

Selvom collagenpulver ikke er den bedste kilde til protein til muskelopbygning, kan det have andre gavnlige virkninger på kroppen, såsom at styrke hud, hår og negle og forbedre led- og knoglesundhed.

Da det særligt er aminosyren leucin, som påvirker muskelproteinsyntesen, er et proteinpulver, som indeholder denne (dvs. Whey) det bedste valg.

Læs også: Forskellen på animalsk protein og planteprotein

Proteinpulver på Keto

Sulten efter mere viden om protein?

Læs alle mine artikler om protein her: PROTEIN

Fit efter 40 starter på mandag

Det er ved at være sidste chance for tilmelding til Fit efter 40. Mit nye, store livsstilskursus for kvinder ‘i anden halvdel af livet’.

Læs alt om kurset her
(og benyt dig af intro-rabatten)

Mød Madbanditten

Jane Faerber

Jeg hedder Jane, og det er mig, der skriver her på Madbanditten. Min mission er at gøre dit Low Carb/Keto-liv så nemt som muligt og hjælpe dig til at nå dine mål – både vægt- og livsstilsmæssigt.

Se mere

13 kommentarer til “Proteinpulver på Keto”

Skriv en kommentar

  1. Jeg bruger Bodylabs Clear Whey, der er stort set ingen kulhydrater i og smager fantastisk i koldt vand.
    Da det er som en saftevand kan det også fryses som en sodavandsis til de varme dage.

    Lige nu er det watermelon Splash der hitter, deres sweet orange er også lækkert.

    Svar
  2. Hej Jane.
    Jeg træner styrketræning 4-5 gange om og har brug for proteinpulver de dage.
    Jeg har fundet et beefproteinpulver fra Bulk.
    De skriver 1,9 gram kulhydrat pr. Serving – 30 g.
    Kender du det pulver? Er hey fortsat at foretrække?
    Kh. Malene

    Svar
    • Hej Malene
      Ja i min forståelse er whey stadig at foretrække, da beefproteinet er et collagenlignende produkt og derfor ikke indeholder de aminosyrer, du har brug for til muskelopbygning💪🏼

      Svar
  3. hej Jane.
    Hvorfor anbefaler du netop WHEY?
    Adozan har et højere indhold af protein (99%)
    Mange hilsner
    Jette

    Svar
    • Det er simpelthen fordi jeg aldrig har hørt om adosan og når jeg søger på det i pubmed, får jeg nul resultater. Whey derimod er ekstremt grundigt undersøgt og dokumenteret, så det er jeg mere tryg ved.

      At noget ikke er undersøgt, behøver ikke betyde, at det ikke godt kan være fint. Og det ligner umiddelbart et helt fint produkt.

      Svar
  4. Hej Jane
    Har med stor interesse læst ovenstående artikel. Jeg spiser ketokost på 4. år. Og skal igang med vægtøgning i form af mere muskelmasse.
    Som jeg forstår vil Collagenpulver være overflødigt, hvis jeg starter med et dagl. tilskud af Whey?
    God dag til dig
    Mvh Tina

    Svar
    • Hej Tina
      Ja altså det, jeg mener er mere, at Collagen har et helt andet formål og virke end Whey. Collagenpulver stimulerer ikke muskelproteinsyntesen som Whey gør men hjælper i stedet til vedligehold af hud, hår, negle osv. Til dit formål er Whey det rette valg.

      Du kan sagtens tage collagen. Det hjælper bare ikke lige til det specifikke formål, du har gang i.

      Grunden til at jeg skriver collagen ind i indlægget her, er at mange tror, at de får nok protein, fordi de bruger collagen. Men dybest set skal collagen slet ikke tælles med i den samlede proteinmængde men bare ses som et kosttilskud på linje med andre.

      Svar
  5. Hej skal ha en gastric sleeve operation og derefter ha en del proteinpulver. Har du erfaring med denne type operation og keto? Altså efter heling osv. kan det lade sig gøre?

    Svar
    • Jeg har ikke anden erfaring end at det fungerer fint. Jeg ved at nogle har glæde af at spise flere mindre måltider og det går som regel fint.

      Svar
  6. Tænker du, at man kunne supplere med collagen af hensyn til dets andre fordele nogle gange om ugen (eller hver dag) og så whey på træningsdage, hvis man ikke spiser nok protein?
    Har lidt svært ved at gennemskue om du også anbefaler collagen?

    Svar
    • Jeg synes i hvert fald godt, man kan lave et argument for at det giver mening at supplere med collagen (dagligt), især hvis man ikke er helt ung længere. Det, jeg mener ift. dette indlæg, er bare, at man ikke kan tage collagen og tro, at det hjælper til muskelbevaring/vækst. For det gør det ikke. Men det gør alt muligt andet, som formentlig er godt og vigtigt også.

      Svar