Min mave er min akilleshæl og mit kompas. Min mave er mit ultimative peglepunkt for, hvordan jeg har det. Hvis jeg er glad/nervøs/ked af det/vred/stresset, mærker jeg det som en fysisk fornemmelse i maven, og den kommer straks helt ud af balance. Nogle får hovedpine, jeg får mavepine, mavekramper, diarré, forstoppelse, oppustethed, etc. Min mave reagerer også prompte (well, dagen efter er måske ikke ligefrem prompte), hvis jeg spiser noget, jeg ikke burde. Og det er jo vitterligt dødirriterende, men jeg prøver at se det som en god ting, at jeg mærker det så tydeligt.
Jeg er opereret 3 gange i maven. To gange som barn og en som voksen. Sidste gang spurgte lægerne mig, om jeg ikke havde mange problemer med maven. Mjoh, svarede jeg, for det kan jo være svært at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert, og mavefornemmelser og toiletvaner er jo ikke altid noget, man lige deler med andre. Lægen forklarede mig, at alting lå “hultertilbulter” inde i maven på mig. Ting var vokset sammen, som ikke burde være vokset sammen, og man kunne ikke regne med tingenes placering. Under operationen tegnede de derfor et slags “landkort” over mit indre, som jeg f.eks. blev bedt om at have i min svangrejournal, da jeg var gravid, da det kunne være farligt, hvis jeg pludselig skulle ende med et akut kejsersnit, og tingene indeni ikke lissom gled til side som forventet, når man skar. Godt så! Et landkort over ens indre, det er da egentligt lidt sejt!
Jeg har god gavn af at tage tilskud af probiotika. Det var én ting, jeg tog med mig fra Nordic Clinic, og sikkert en ting, jeg aldrig kommer til at stoppe med. Jeg har shoppet rundt imellem de forskellige produkter på markedet, og nogle fungerer godt, og andre fungerer ikke. For mig. Et produkt, som jeg dog synes fungerer rigtig fint for mig, og som virkelig formår at kaste ro over min urolige mave er Vita Biosa.
Det er en urtedrik med probiotiske bakterier og udtræk af 19 urter, som efter sigende gør gode ting for maven og tarmfunktionen. Jeg tager et lille glas hver morgen fortyndet i lidt vand eller juice og skyller det ned. Det smager, efter min mening, afsindigt dårligt, men det er langt mere effektivt end nogen af de probiotiske produkter, jeg har prøvet i pilleform. Og man kan jo vænne sig til meget.
Så hvis du har en sart mave som jeg, kan jeg varmt anbefale at prøve en periode med dette produkt. Og det får jeg altså ikke penge for at sige.
Hvilket produkt har gjort en forskel for dig? Det hører jeg rigtig gerne om!
Hej
Først – tusind tak for en god, letforståelig og top gennemarbejdet side. Jeg er ny i “faget”, og er efter 2 dage meget oppustet, og det synes jeg ikke rigtig jeg kan se nogle steder, at folk sådan generelt bliver, når de skifter til denne kost. Hvad tror du kan være grunden? Kan jeg spise for meget? Er det bedst at toppe op med fedtsyrer? Eller gå ned i grøntsager for en periode? Jeg spiser ikke så tit (3 gange om dagen), og synes heller ikke jeg spiser så meget egentligt, men det kan jo være svært at vurdere. Det var bare ikke lige den reaktion, jeg havde håbet på. Jeg går fra en sund kost, med forholdsvis få kulhydrater.
Mht din forespørgsel, så er jeg uddannet i en helsekost, og vi havde gode erfaringer med vita biosa. Ellers ville jeg måske kigge på, hvad der findes homeopatisk.
Mvh Mette
NDS Probiotic Panda 7 som er et pulver der røres op med vand er det jeg bruger mest. Jeg har sjældent brug for det – men jeg bruger det altid efter /under antibiotika behandling, hvis der er meget sygdom omkring mig.
Det tages på tom mave lige inden sengetid- det smager svagt af rismelsvand ;)